Nidkærhed for Jehovas hus

„Nidkærhed for dit hus har fortæret mig.“ — Sl. 69:10.

1. Hvilket magtfuldt budskab blev forkyndt i foråret 29?

VI BEFINDER os i foråret år 29 e.v.t. I Judæas ørken vandrer en ejendommelig skikkelse iført en klædning af kamelhår og et læderbælte. Det er Johannes Døber. Hør hans opildnende budskab: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ Mange af saddukæerne og farisæerne er blandt dem der kommer til dåben. Johannes lægger ikke fingrene imellem da han sætter disse religiøse hyklere på plads. „Giftslangeyngel,“ kalder han dem. Og han gør delt klart at den der kommer efter ham, det vil sige Kongen, vil døbe med hellig ånd og med ild, ja at de mennesker der kan sammenlignes med hvede bliver samlet ind og bliver bevaret, mens de der er som ubrugelige avner bliver brændt med ild, det vil sige, bliver tilintetgjort for evigt. — Matt. 3:2-12.

2. Hvoraf fremgik det hvem der var Kongen?

² Så bliver det efterår, og den der er udset til at blive konge viser sig. Denne fuldkomne mand bliver døbt af Johannes, og Guds ånd daler ned over ham som en due. Jehovas egen stemme lyder fra himmelen: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ — Matt. 3:13-17.

3. (a) Hvilken tilskyndelse lød i foråret år 30? (b) Hvordan havde Guds salvede allerede vist nidkærhed for sin Faders hus?

³ Det bliver atter forår, år 30. Jøderne har fejret påsken. Og i Galilæa høres endnu en gang disse ansporende ord: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Matt. 4:17) Hvem er det der forkynder dette rige? Ingen anden end den salvede konge selv; han er nu „kommet nær“! Da han var i Jerusalem i påsken viste han sin kærlighed til retfærdighed ved at gå ind i Jehovas tempel og drive de handlende ud som forsøgte at tjene penge på gudsdyrkelsen. Ved den lejlighed kom denne mands disciple til at tænke på hvad salmisten havde skrevet om ham: „Nidkærhed for [Jehovas] hus har fortæret mig.“ — Sl. 69:10; Joh. 2:13-17.

Nidkær i bøn og i handling

4. Hvordan viste Jesus at hævdelsen at hans Faders navn lå ham stærkt på sinde?

⁴ Jesus var altid nidkær for Jehovas navn og rygte. Han lærte sine disciple at bede om at dette navn måtte blive helliget. (Luk. 11:2) Og før han blev taget bort fra sine disciple sagde han i en bøn til Jehova: „Jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“ (Joh. 17:26) Det lå Jesus stærkt på sinde at få sin Faders navn renset for al forsmædelse, at se det hævdet og retfærdiggjort.

5. (a) Hvad koncentrerede Jesus sin tjeneste om? (b) Med hvilket andet gavnligt formål kom han?

⁵ Denne troens banebryder kom med et budskab der rystede verden. (Hebr. 2:10; 12:2, da. aut.) Han forkyndte med kraft om det rige han også lærte sine disciple at bede om med ordene: „Lad dit rige komme.“ Denne bøn lærte han dem på en bjergskråning i Galilæa, og ved samme lejlighed gav han sine tilhørere det råd at de ikke for ivrigt skulle søge det materielle men derimod ’blive ved med først at søge Guds rige og hans retfærdighed’. (Matt. 6:10, 19-21, 24-34) Jesus kom for at tjene menneskeheden, som han skulle være konge over. Han kom også for at „give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. (Matt. 20:28) Alle der udviste tro på hans genløsningsoffer ville opnå evigt liv inden for hans riges område. — Joh. 17:3.

6. Hvor og hvordan forkyndte Jesus, og med hvilken efterlignelsesværdig indstilling?

⁶ Det var en vidunderlig god nyhed. Jesus var optaget af at forkynde den overalt i Palæstina. På bjergskråningerne, i private hjem, i synagogerne, i templet, ved søbredden og andre steder hvor folk ofte samledes, forkyndte han.a Han udførte desuden mirakuløse helbredelser og gav derved et indtryk af hvordan han under sit riges styre ville gøre alle mennesker på jorden raske. Han ville føre dem tilbage til fuldkomment liv i et klodeomspændende paradis. Vi læser:

„Jesus tog nu rundt til alle byerne og landsbyerne, og han underviste i deres synagoger, forkyndte den gode nyhed om riget og kurerede enhver form for sygdom og enhver form for skrøbelighed. Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde. Så sagde han til sine disciple: ’Ja, høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.’“ (Matt. 9:35-38)

Hvordan blev disse bønner om „arbejdere“ besvaret?

Flere ’arbejdere til høsten’

7. (a) Hvordan skulle de tolv disciple udføre deres arbejde? (b) Hvor ville de finde nogle der ’fortjente det’?

⁷ Jesus tog selv de indledende skridt til at få dette behov dækket. Han oplærte og udsendte sine tolv disciple. Og hvordan skulle de så udføre arbejdet? Med samme nidkærhed som deres Herre, naturligvis. Han sagde til dem: „Hvor I kommer ind i en by eller landsby, dér skal I finde frem til hvem i den der fortjener det.“ Altså måtte de gå til folks hjem, og dér ville de der ’fortjente det’ lytte til den gode nyhed. Disciplene fik på den måde også et sted at overnatte. Men der var byer som ikke ville vise dem gæstfrihed. Jesus sagde: „Hvor I går ind i et hus, dér skal I blive, og derfra skal I rejse. Og hvor folk ikke tager imod jer, dér skal I gå ud af den by og ryste støvet af jeres fødder til et vidnesbyrd imod dem.“ — Matt. 10:11-15; Luk. 9:1-6.

8. (a) Hvad viser yderligere at disciplene aflagde husbesøg? (b) Hvad havde den besøgte ud af at være venlig?

⁸ De der tog venligt imod de tolv, havde mulighed for at opnå velsignelser fra Jehova ved hans søn, som Jesus forklarede disciplene:

„Den der tager imod jer, tager også imod mig, og den der tager imod mig, tager også imod den som har udsendt mig. . . . Og enhver som blot giver en af disse små et bæger koldt vand at drikke fordi den pågældende er en discipel — jeg siger jer sandheden: han skal afgjort ikke gå glip af sin belønning.“ (Matt. 10:40-42)

Når den besøgte var ydmyg og overvejede det han hørte, gav det ham mulighed for at få del i åndelige velsignelser og evigt liv, nøjagtig som det er tilfældet i vor tid. — Jævnfør Mattæus 25:34-40.

9. Hvor udførte de 70 høstarbejdet, og hvilket dobbelt formål tjente det?

⁹ Der måtte imidlertid oplæres flere arbejdere til høstarbejdet, så „efter dette udpegede Herren halvfjerds andre og sendte dem ud i forvejen to og to til hver by og hvert sted hvor han selv ville komme“. Bibelen fortæller ikke om de gik til synagogerne eller til torvene, men vi véd at de blev oplært til at gå til folks hjem, for Jesus sagde til dem: „Hvor I går ind i et hus skal I først sige: ’Måtte dette hus have fred.’ Og hvis der er en fredens ven dér, vil jeres fred hvile over ham. Men hvis ikke, vil den vende tilbage til jer.“ Disciplene skulle taknemmeligt tage imod den gæstfrihed som de mennesker der lyttede til den gode nyhed viste dem. Men hvis man i et hus, eller måske i en hel by, ikke brød sig om budskabet, skulle disciplene i hvert fald advare beboerne og sige: „Dette skal I være klar over, at Guds rige er kommet nær.“ Derved satte de det eksempel som Jehovas vidner søger at følge i dag. De var banebrydere, eller pionerer om man så må sige, i et tosidet arbejde der gik ud på at undervise dem der med glæde tog imod dem, og at advare dem der hånligt afviste den gode nyhed om en kommende dom fra Gud. — Luk. 10:1-16.

10. Hvordan kan Jehovas vidner i dag opnå samme glæde som de 70?

¹⁰ Ifølge beretningen „vendte de halvfjerds tilbage med glæde“ fordi dæmonerne underordnede sig dem når de brugte Jesu navn. Men Kristus gjorde sine disciple opmærksomme på at de hellere skulle glæde sig over det der ventede dem i himmelen, og over det åndelige lys de havde fået. (Luk. 10:17-24) De kristne der i dag ofrer sig i arbejdet med at forkynde og undervise i folks hjem, har ligeledes grund til at glæde sig over deres forhold til Gud, over deres kundskab om hans hensigter og over at Jehova velsigner deres bestræbelser for at delagtiggøre andre i den gode nyhed.

„Glæde med hellig ånd“

11. Hvordan tog den nyoprettede kristne menighed det da der kom forfølgelser?

¹¹ Scenen skifter og vi er nu fremme ved den jødiske påske år 33 og tiden derefter. Ansvaret for at forkynde den gode nyhed hvilede nu helt og holdent på den nyoprettede kristne menighed. Den kom straks ud for forfølgelser. Men det fik den kun til endnu mere at værdsætte den opgave at ophøje Jehovas suverænitet og at forkynde hans rige ved Kristus. Frimodigt erklærede apostlene Peter og Johannes: „Vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ Sammen med de andre troende lovpriste de Jehova og bad til ham som den „suveræne Herre . . . der har dannet himmelen og jorden og havet og alle ting i dem“. — Apg. 4:18-24.

12. Hvilket mønsterværdigt standpunkt indtog apostlene da de blev forfulgt, og hvad medførte det?

¹² Da en ny bølge af forfølgelse ramte Kristi disciple aflagde de frimodigt vidnesbyrd for det religiøse råd, sanhedrinet. De sagde:

„Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker. Vore forfædres Gud har oprejst Jesus, som I slog ihjel ved at hænge ham på en pæl. Ham har Gud ophøjet til sin højre hånd som hovedformidler og frelser for at give Israel sindsændring og tilgivelse for synder. Og vi er vidner om disse forhold, og det er den hellige ånd også, som Gud har givet dem der adlyder ham som deres hersker.“ (Apg. 5:29-32)

Så længe apostlene standhaftigt kæmpede for den suveræne Herre Jehova og hans hovedformidler, Jesus Kristus, blev de støttet af den hellige ånd i deres arbejde med at forkynde og undervise.

13. Hvordan kan kristne også i vore dage bevare deres „glæde med hellig ånd“?

¹³ I denne vanskelige og afgørende periode havde disciplene ikke tid til at strides om forskellige spiser og andre bagateller. De måtte slutte op om arbejdet og stå enigt sammen over for fjenden. Det gjorde de også, og derfor erfarede de det som apostelen Paulus senere skrev: „Guds rige er ikke ensbetydende med spisen og drikken, men med retfærdighed og fred og glæde med hellig ånd.“ (Rom. 14:17) Kristne der i vore dage frimodigt forkynder Jehovas suverænitet og rige og som tillige i forening med deres brødre værner om de rette principper, kan også regne med at få den hellige ånds hjælp til at bevare glæden i deres tjeneste. — Jævnfør Mattæus 25:21.

’Fortsæt uden ophør’

14. Hvad skete der da disciplene fik forbud mod at forkynde?

¹⁴ Den gode nyhed bredte sig som en løbeild. Apostlenes glæde og nidkærhed blev ikke svækket. De jødiske ledere efterkom lovlæreren Gamaliels råd og lod apostlene være, og „disse gik så bort fra sanhedrinets ansigt, idet de frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld“. Og hvordan reagerede de da sanhedrinet „forbød dem at tale på grundlag af Jesu navn“? Det hedder videre i beretningen: „Hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus.“ — Apg. 5:38-42.

15. Hvori adskiller vort arbejde sig fra de første kristnes, og hvad kan vi stadig gøre efter det mønster apostlene satte?

¹⁵ Overalt hvor vi har frihed til det, går vi ligesom apostlene „fra hus til hus“ og søger efter dem der fortjener at høre den gode nyhed. Når vi har fundet dem kan vi aflægge dem flere besøg og hjælpe dem ved at holde et bibelstudium med dem i deres hjem. I visse henseender er vort arbejde naturligvis anderledes nu end dengang; vi går for eksempel ikke ind og forkynder i templer og synagoger, og vi kan gøre brug af det trykte ord. Med biler og andre transportmidler er det desuden blevet lettere at komme rundt til folk. Men besøg fra hus til hus er stadig en glimrende fremgangsmåde når man skal bringe det trykte budskab ud og vende tilbage for at undervise i Guds ord hos dem der lytter til den gode nyhed.

’Hold dig ikke tilbage’

16. (a) Hvor forkyndte og underviste Paulus? (b) Vis ud fra Bibelen at Paulus gik fra hus til hus i samme ærinde som vi gør det i dag.

¹⁶ Apostelen Paulus satte også et godt eksempel i den offentlige forkyndelse. Han forkyndte i synagoger, på torve, ved flodbredder, ja overalt hvor han kunne finde jøder og andre at tale med. I to år holdt han hver dag foredrag for nye disciple i en skolesal i Efesus. (Apg. 16:13; 18:4; 19:9) Senere sagde han til dem der var blevet ældste i menigheden i Efesus: „I ved god besked med hvordan jeg fra den første dag da jeg kom til provinsen Asien var hos jer hele tiden, . . . mens jeg ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer noget som helst af det som var gavnligt, eller at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ Undervise hvem? Kun dem der efterhånden blev ældste? Nej, Paulus siger videre at han „aflagde et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus“. Blandt dem der blev undervist „offentligt og fra hus til hus“ lige fra begyndelsen af Paulus’ missionærtjeneste i Efesus, var der altså nye som havde brug for at lære grundsandhederne om sindsændring og tro. — Apg. 20:18-21; 18:19; 19:1-7; jævnfør Hebræerbrevet 6:1.

17. (a) På hvilket grundlag gengiver mange bibeloversættelser de græske ord kat oikous med „fra hus til hus“? (b) Hvad må den kristne vidnegerning indbefatte, set på baggrund af at Paulus aflagde „et grundigt vidnesbyrd“?

¹⁷ Denne sætning „fra hus til hus“ er oversat fra de græske ord kat oikous. Disse ord gengives på forskellige måder, men mange kendte bibeloversættelser har „fra hus til hus“.b Dette skyldes at det græske forholdsord katá står i distributiv (fordelende form). (Jævnfør en lignende brug af katá i Lukas 8:1 — „fra by til by“, „fra landsby til landsby“; og i Apostelgerninger 15:21 — „i by efter by“.) Man kan således sige at Paulus’ grundige vidnesbyrd blev fordelt hus for hus. Den bibellærde dr. A. T. Robertson har følgende kommentar til Apostelgerninger 20:20:

„I hus efter hus (ifølge huse). Det er værd at bemærke at denne den største prædikant forkyndte fra hus til hus og ikke aflagde sine besøg blot for selskabelighedens skyld.“

Ligesom Paulus aflagde „et grundigt vidnesbyrd“, søger kristne i dag efter mennesker der føler et åndeligt behov, og de besøger dem igen og igen for at studere med dem. Senere får de om nødvendigt besøg af trofaste tilsynsmænd der har omsorg for dem.c

18. Hvorfor ville Paulus og hans ledsagere ikke holde sig tilbage fra at forkynde og undervise fra hus til hus?

¹⁸ Paulus og de andre kristne havde al mulig grund til ikke at ’holde sig tilbage’ i deres forkyndelse og undervisning fra hus til hus. Tiden var kritisk. Den jødiske tingenes ordning nærmede sig hurtigt sin undergang. Roms kejsere opfordrede folket til afgudsdyrkelse. De mennesker der levede i „frygt for guderne“ trængte i høj grad til at søge ’den Gud som havde dannet verden og alt hvad der var i den’, ham der ’meddelte menneskene at de alle og overalt skulle ændre sind’. — Apg. 17:22-31.

19. (a) Hvorfor er det i dag så nødvendigt at vi forkynder fra hus til hus, går på genbesøg og leder bibelstudier? (b) Hvad medfører det at vi nidkært „forbliver i troen“?

¹⁹ Også i dag må der uden tilbageholdenhed aflægges et grundigt vidnesbyrd — uformelt og fra hus til hus, på torve og gader, ved genbesøg og regelmæssige bibelstudier i hjemmene. Den gode nyhed er ganske vist „blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“, ligesom på apostelen Paulus’ tid; men der er behov for en ekstra kraftig indsats før ’den store trængsel’ sætter ind. Som apostelen Paulus sagde til de kristne i Kolossæ, er det nødvendigt for os alle at vi „forbliver i troen, grundfæstede og faste, og ikke rykkes bort fra håbet som hører den gode nyhed til“. — Kol. 1:23; Matt. 24:21.

20. Hvordan kan det virke som en beskyttelse for os helhjertet at forkynde fra hus til hus?

²⁰ Som der i romerrigets blomstringstid blev øvet pres mod de kristne, således også i dag. En verdslig påvirkning går i retning af at få de kristne til at gå op i fornøjelser, såkaldte „adspredelser“, og i gudløse menneskers umoralitet, ja at handle som „dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“, altså som de mennesker der vil „lide retslig straf i form af evig undergang“. (2 Tess. 1:6-9) Vor beskyttelse ligger i at vi arbejder ligesom Paulus og alle de andre nidkære kristne på hans tid og „altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning“, idet vi arbejder „med hele [vor] sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker“. (1 Kor. 15:58; Kol. 3:23) Det giver stor tilfredsstillelse og glæde at arbejde efter samme mønster som apostelen Paulus og andre i den første kristne menighed, at forkynde offentligt og fra hus til hus, at aflægge et grundigt vidnesbyrd så andre kan høre om „sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus“. (Apg. 20:20, 21) Når vi tjener på denne måde, måtte vi da altid kunne sige som vor Herre og Mester: ’Nidkærheden for Jehovas hus har fortæret mig.’ — Joh. 2:17.

[Fodnoter]

[Illustration side 8]

I lighed med Jesu apostle går nutidens kristne „fra hus til hus“ for at finde dem der fortjener „den gode nyhed“