Hvordan stiller vi os til modstandere af sandheden?

„Fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ — Apostelgerninger 20:30.

1, 2. (a) Hvilken gavn har vi i dag af fortidige begivenheder i bibelhistorien? (b) Hvilke situationer i Israels historie og i den første kristne menigheds historie tænker vi specielt på, og hvorfor?

DA APOSTELEN PAULUS skrev til menigheden i Korint, sagde han til sine medtroende at det der var skrevet før i tiden skulle tjene som et advarende eksempel for dem. Dette princip har gyldighed den dag i dag. Mange begivenheder i bibelhistorien har nutidige paralleller der kan tjene til vejledning for os. — 1 Korinter 10:11; Romerne 15:4.

² Det vil derfor være meget gavnligt for os at betragte nogle af de begivenheder der fandt sted i Israels historie og i den første kristne menigheds historie. Vi tænker her specielt på situationer hvor nogle modstod Guds gerning og hvordan dette berørte Jehovas tjenere dengang. Disse situationer kan hjælpe os, som Jehovas folk, til at være vågne over for parallelle begivenheder i nutiden og til at se hvordan vi bør forholde os. — 2 Timoteus 3:16, 17.

3. Hvordan blev Jeremias både advaret og opmuntret?

³ Omkring 40 år før Jerusalem faldt i 607 f.v.t., bemyndigede Jehova sin trofaste tjener Jeremias til at tage til orde imod de uretfærdigheder der blev øvet i Juda. De ville til sidst føre til Guds mishag og til at Judas indbyggere blev ført i fangenskab i Babylon. Jehova advarede Jeremias om at nogle ville modstå ham. Han sagde: „De [modstanderne] skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra [Jehova].“ (Jeremias 1:19) Hvilken trøst og opmuntring for Jeremias! Det styrkede ham til at fortsætte med at gøre hele Guds vilje.

4. (a) Hvilken modstand måtte Jeremias udholde? (b) Hvad fortæller beretningen i Hebræerbrevet 11:32-38 os om modstanden mod Guds tjenere?

⁴ En af Jeremias’ modstandere var en mand der hed Pasjhur. Han var judæisk præstesøn og overopsynsmand i Jehovas hus. Beretningen i Jeremias, kapitel 20, viser at Pasjhur slog Jeremias og lod ham lægge i blokken. Jehova udfriede Jeremias fra dette, men modstanden fortsatte. Hananja, en profet i Gibeon, tog til orde imod Jeremias og anklagede ham for at være en løgnagtig ulykkesprofet. Selv påstod Hananja at Babylons åg ville blive brudt, og at Juda ville blive udfriet. (Jeremias, kapitel 28) Også en af Judas konger, Jojakim, var imod Jeremias’ ord og kæmpede imod dem, idet han gik så vidt at han lod hans profetiske bogrulle brænde! (Jeremias, kapitel 36) Andre ville have Jeremias dræbt og fik ham kastet i en mudderfyldt cisterne for at han kunne dø dér. (Jeremias, kapitel 38) Dette var blot en af de mange trofaste hebraiske profeter der talte i Jehovas navn og som blev bagtalt og angrebet af dem der ikke ville høre domsbudskaberne fra Gud. — Se Hebræerbrevet 11:32-38.

„Lad dem være“

5. (a) I hvilken udstrækning mødte Jesus modstand? (b) Hvilke bagateller hængte Jesu modstandere sig i?

⁵ Også i det første århundrede, da Herren Jesus Kristus var på jorden, var der stærk modstand mod sandheden. Mange af hans egne landsmænd søgte at lægge hindringer i vejen for det gode arbejde han udførte. Men ligesom Jehova havde vist sig at være med Jeremias, viste Han sig også at være med Jesus og udfriede ham fra hans fjender. (Lukas 4:14-30; 11:53, 54; Johannes 7:1) De der spottede Jesus gjorde ofte bagateller til store stridsspørgsmål. De anklagede Jesus for at være en frådser, forfalden til vin og ven med skatteopkrævere og syndere. (Mattæus 11:19) De sagde at hans disciple overtrådte sabbaten fordi de på en sabbat plukkede nogle aks og spiste. (Markus 2:23-28) De kritiserede Jesu disciple fordi de ikke ’vaskede hænder når de skulle til at spise et måltid’. — Mattæus 15:1, 2.

6. Hvor alvorlig blev modstanden mod Jesus?

⁶ Foruden at hænge sig i bagateller, fornægtede disse modstandere også Guds hellige ånds virke der kom til udtryk i de mirakuløse gerninger Jesus gjorde. Efter at Jesus havde helbredt en dæmonbesat mand som var blind og stum, sagde hans modstandere: „Dette menneske uddriver ikke dæmonerne uden ved Beelzebul, dæmonernes hersker.“ (Mattæus 12:22-28) De anklagede også Jesus for oprør mod kejseren. (Lukas 23:1, 2) Til sidst krævede de ham henrettet. — Lukas 23:13-25.

7. Hvordan reagerede Jesus over for modstandere af sandheden?

⁷ Hvordan reagerede Jesus over for dem der modstod ham? Engang sagde han til sine apostle: „Lad dem være. De er blinde vejledere. Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.“ (Mattæus 15:14) Ja, „lad dem være,“ sagde Jesus. Med tiden ville det blive klart hvor de stod.

Modstand indefra

8, 9. (a) Hvilken modstand, der lignede den Jeremias og Jesus kom ud for, var det forudsagt at den kristne menighed ville blive udsat for? (b) Forklar hvordan dette gjaldt i forbindelse med spørgsmålet om omskærelsen.

⁸ Efter Jesu død kom hans trofaste disciple også ud for megen modstand. Men læg mærke til dette: Ligesom modstanden mod både Jeremias og Jesus kom indefra, fra det jødiske folk, sådan var det forudsagt at der også efter den kristne menigheds oprettelse ville komme modstand indefra. (Apostelgerninger 20:29, 30) Selv om det var forudsagt, ville det blive en svær prøve for dem der vandrede på trofasthedens vej. Men Jehova ville være med sine tjenere og udfri dem, ligesom han havde været med Jeremias og Jesus og havde udfriet dem. — Se Første Petersbrev 5:8-11.

⁹ Denne modstand indefra i det første århundrede begyndte i det små. Nogle af modstanderne har måske følt at de havde en rimelig grund til det de gjorde, men da deres ønske om at komme frem og få deres synspunkter igennem ikke blev imødekommet, førte det til at de kæmpede imod sandheden og dem der gik ind for den. (1 Timoteus 1:19, 20) Da for eksempel spørgsmålet om omskærelsen blev et stridspunkt og sagen blev drøftet af rådet i Jerusalem, blev der i det brev som bagefter blev sendt ud til menighederne, givet denne baggrund: „Vi har hørt at nogle fra os, som vi ikke har givet påbud, har foruroliget jer med deres udtalelser og prøvet at forstyrre jeres sjæle.“ (Apostelgerninger 15:24) Nogle inden for den kristne menighed foruroligede brødrene, idet de gav anledning til modstand mod den lære der kom fra rådet af de ældste der havde fået til opgave at udbrede sandhedslyset.

10. (a) Hvilke undergravende lærepunkter fremkom modstandere af sandheden med i det første århundrede? (b) Hvilken advarsel gav Paulus Timoteus med hensyn til modstandere af sandheden?

¹⁰ For eksempel var der åbenbart nogle i menigheden der sagde at Jehovas dag allerede var begyndt. (2 Tessaloniker 2:1, 2) Andre hævdede at der ikke var nogen opstandelse. (1 Korinter 15:12-14) Andre igen påstod at opstandelsen allerede havde fundet sted. (2 Timoteus 2:16-18) Paulus advarede Timoteus om at være på vagt over for dem der voldte splittelser og afveg fra den kristne sandhed som menighederne kendte. Apostelen sagde: „[Befal] visse folk ikke at føre en anden lære eller at agte på usande historier og slægtsregistre, der ikke fører til noget, men som snarere fremkalder spørgsmål til granskning end bidrager til at noget af Guds forvaltes i tro. Endemålet med denne befaling er jo kærlighed ud af et rent hjerte og ud af en god samvittighed og ud af tro uden hykleri. Ved at afvige fra disse ting er nogle blevet vendt bort til tom tale, idet de ønsker at være lovlærere, skønt de hverken forstår det de siger eller de ting hvorom de fremsætter så stærke påstande.“ — 1 Timoteus 1:3-7.

11. Kan vi lære noget af de afvigende opfattelser der var fremherskende i den første kristne menighed, og hvorfor er dette så vigtigt i dag?

¹¹ Hvad fortæller alt dette os? At der var problemer med afvigende opfattelser i den første kristne menighed. Der var modstand indefra, fra nogle der hævdede at være en del af Guds menighed. Og hvad var grunden? Paulus sagde i Filipperbrevet 1:15: „Nogle [forkynder] Messias af misundelse og rivalisering, men andre gør det også af god vilje.“ De pågældendes dårlige motiv understreges i Seidelins oversættelse, hvor der står at de „drives af deres misundelse og ærgerrighed“. Ja, det der er skrevet før i tiden, tjener som et advarende eksempel for os, og det så meget mere nu hvor vi lever ved selve afslutningen af den onde tingenes ordning, der styres af Satan Djævelen. — 2 Timoteus 3:1-7.

Modstandernes hensigt

12, 13. (a) Ser vi i dag noget der danner en parallel til modstanden mod sandheden i det første århundrede? (b) Hvad er vore dages modstanderes egentlige hensigt?

¹² Lad os nu rette opmærksomheden mod vor tid. Ser vi en parallel til de begivenheder vi har drøftet indtil nu? Ja, der har været nogle iblandt os som har søgt at nedbryde det gode arbejde der udføres af Jehovas folk i hele verden. Nogle er blevet skinsyge, trættekære, opfyldt af ærgerrighed, og vil gerne skabe sig et navn. De begynder måske at ’knurre og klage over deres lod i livet, idet de vandrer efter deres egne ønsker, og . . . beundrer personligheder for egen fordels skyld’. (Judas 16) Alt dette kan føre til tvivl, stridigheder og splittelser blandt Guds folk. Sådanne kritisk indstillede personer i menigheden taber det vigtige arbejde som Gud har givet de kristne at udføre, af syne. De glemmer at de kristne ’ikke blot skal være ordets hørere, men også dets gørere’, og udføre den gerning som Jehova har pålagt sin søns, Jesu Kristi, trofaste disciple. — Jakob 1:22-25; Mattæus 28:18-20.

¹³ Disse modstanderes hensigt med at angribe den kristne menighed er at undergrave Jehovas tjeneres tro, at drage nogle efter sig som disciple. Paulus advarede de ældste fra Efesus om dette onde angreb: „Fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apostelgerninger 20:30) Judas kom med en lignende advarsel: „Der har sneget sig nogle mennesker ind som af Skriften for længe siden har fået denne dom: ugudelige, der forvandler vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed og som fornægter vor eneste Ejer og Herre, Jesus Kristus.“ (Judas 4) Der er opstået lignende situationer i Jehovas folks menighed i det 20. århundrede!

14, 15. (a) Hvordan henvender nogle modstandere sig i dag underfundigt til andre? (b) Hvad overser sådanne modstandere?

¹⁴ Sådanne modstandere finder ikke nogen glæde i at deltage i det storslåede arbejde med at gøre disciple. Derimod henvender de sig underfundigt til andre som allerede er Jehovas vidner, og taler til dem på en sådan måde at de svækker deres beslutning om at leve op til deres indvielse til Jehova. De fremfører den tanke at eftersom Jehova er så kærlig en Gud, vil han bestemt ikke kræve at alle der ønsker at behage ham, skal deltage i et arbejde der er så vanskeligt som forkyndelsen fra hus til hus og udholde forfølgelse fra modstandere af sandheden. Nej, siger de måske, Gud ønsker blot at vi er gode mennesker, at vi tager os af andre rent fysisk, og viser næstekærlighed.

¹⁵ Nogle kan have svært ved at skære igennem og afvise en sådan underfundig henvendelse. Det er sandt at Jehova er kærlig og at han ønsker vi skal være gode mennesker. Det er rigtigt at han ønsker de kristne skal vise næstekærlighed ved at behandle andre venligt og ved at være opmærksomme på deres fysiske behov når dette er nødvendigt. (Lukas 6:35, 36) Men det er ikke det hele! Modstanderne glemmer ofte at vor Fader Jehova også har sagt — i første række gennem sin søn, Jesus Kristus — at vi skal ’gøre disciple’ idet vi underviser folk og forkynder ’den gode nyhed om riget’ i hele verden til et vidnesbyrd. — Mattæus 24:14; Johannes 15:17-27.

16. Ved hjælp af hvilke andre „fordrejede ting“ prøver modstandere i dag at vildlede Jehovas folk?

¹⁶ Lad os undersøge nogle af de andre „fordrejede ting“ som modstanderne bruger for at vildlede Guds folk i dag. Nu og da vil de rejse tvivl om de forskellige lærepunkter som er en del af den tro vi er fælles om som Jehovas tjenere. Ofte bliver det, ligesom i det første århundrede, til en strid om ord. (1 Timoteus 6:3, 4) De rejser måske også tvivl om hvorvidt der er brug for en organisation til at lede Guds folk til den rette lære. De mener at Guds ånd kan lede den enkelte uden et centralt, organiseret råd til at give anvisninger. De erklærer at alt hvad man behøver, er at læse Bibelen. Men kristenheden har jo læst Bibelen i århundreder. Og bemærk den uklare lyd trompeten i kristenheden giver i dag! Se kristenhedens forvirring og misforståelse af det sande budskab i Guds ord! Hvilken kontrast det er til den forudsagte fred og enhed der er blandt sande kristne som ikke blot læser Bibelen, men indgående undersøger dens lære og er ivrige efter at anvende det de lærer i deres liv. — Efeserne 4:3-6.

Modstanderne vil ikke få heldet med sig

17. Hvordan skal vi stille os til sådanne modstandere af sandheden?

¹⁷ Spørgsmålet er nu: Hvordan skal vi stille os til sådanne modstandere der søger at undergrave den tro vi har fået gennem Jehovas Vidner og den kristne organisation som Jehova benytter? Jesus gav følgende råd angående modstandere: „Lad dem være. De er blinde vejledere.“ (Mattæus 15:14) Der er ingen grund til at begynde at diskutere eller argumentere eller skændes med dem. Det fører ingenting til, og det er heller ikke kristent. Ingen tvinges til at være et af Jehovas vidner. Det er en forret og et ansvar vi har påtaget os af egen fri vilje. (Salme 110:3) Hvis nogle ikke ønsker at være en del af den ordning Jehova har godkendt og velsignet, er de frit stillet til at lade være. Det er noget de selv må afgøre.

18. Hvordan gælder Paulus’ vejledning i Romerbrevet 16:17, 18 os i dag?

¹⁸ Vort mål bør være at behandle modstandere af sandheden på en kristen måde. Der er dog visse ting vi bør huske på. Paulus skrev til menigheden i Rom: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, til at holde øje med dem som forårsager splittelserne og snublestenene i modstrid med den lære I har modtaget; undgå dem. Sådanne mennesker er nemlig ikke trælle af vor Herre Kristus, men af deres egen bug; og med glat tale og smiger forfører de ufordærvedes hjerter.“ (Romerne 16:17, 18) Det ville være mangel på dømmekraft at diskutere offentligt med dem der prøver at volde splittelser. Lad dig ikke forurolige af dem. Deres adfærd vil hverken skade sandheden eller hindre Jehova i at gøre det han har lovet i sit ord.

19. Hvilken beskrivelse giver Paulus i Hebræerbrevet 6:4-8 af dem der falder bort fra sandheden?

¹⁹ Hvor opmuntrende er derfor ikke profeten Esajas’ ord: „Intet våben, der smedes mod dig, skal du’, hver tunge der trætter med dig, får du dømt.“ (Esajas 54:17) Apostelen Paulus fortalte Timoteus om Jannes og Jambres, der modstod Moses, og han skrev at deres vanvid blev tydeligt for alle. (2 Timoteus 3:8, 9) De der volder splittelser og søger at skabe uro blandt Guds folk, befinder sig derfor i en meget farlig situation. Ingen af dem bør overse Paulus’ advarende ord i Hebræerbrevet 6:4-8, hvoraf det fremgår at de der med vilje synder mod Guds hellige ånd aldrig ’atter kan vækkes til sindsændring’.

20. (a) Hvorfor skal vi aldrig blive foruroligede over det modstandere prøver at gøre? (b) Hvordan kan vi sikre os at vi aldrig vil blive ’skilt fra Guds kærlighed’?

²⁰ Vor stilling er derfor klart og tydeligt beskrevet for os i Guds ord. Lad os altid huske på at vi ikke står alene; vi har Jehova, Kristus Jesus og alle de hellige engle bag os. (Mattæus 13:41, 42) Vi har også Jesu egen forsikring om at han ville være med sine disciple „alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning“ i. (Mattæus 28:20) Vi skal derfor ikke blive unødigt foruroligede over at der er modstandere der kæmper imod sandheden. Det er blot en del af Satans forsøg på at standse udbredelsen af den gode nyhed om Riget. Men hvis vi forbliver loyale og i ord og gerning sætter et godt eksempel i gudhengivenhed, vil vi ’komme til at stå sejrrige i alt ved ham som har elsket os’. Måtte vi derfor stå fast, idet vi er „overbevist om at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre“. — Romerne 8:37-39.

Hvad fortæller disse skriftsteder os om modstandere af sandheden?

■ Apostelgerninger 20:30; Judas 4

■ Mattæus 15:14; Romerne 16:17, 18

■ Jeremias 1:19; Esajas 54:17

[Illustration på side 20]

„Lad dem være. De er blinde vejledere“

[Illustration på side 21]

Lad intet svække dig i din beslutning om at vidne om sandheden

Spørgsmål fra læserne

● Hvordan kan vi hjælpe de medlemmer af vor menighed der har en udstødt slægtning?

Det er godt når ældste og andre kan vise kærligt hensyn over for kristne der er i denne situation, for ved deres venlighed og forståelse kan de være med til at afhjælpe det følelsesmæssige og åndelige pres situationen kan give anledning til. De der har en udstødt slægtning og de der gerne vil hjælpe sådanne, må dog have en klar og rigtig forståelse af begrebet udstødelse.

Ifølge Guds ord skal menigheden udelukke dem der synder uden at angre og ændre sind. (1 Korinter 5:11-13) Det tjener til at beskytte menigheden og til at bevare dens gode omdømme. Men også på det individuelle plan, blandt familiemedlemmer, er det nødvendigt at de loyale kristne og andre som ønsker at hjælpe dem, bliver beskyttet. Dette forstår vi når vi tænker på hvad en udstødelse viser om den udstødtes hjerte. Tænk på følgende to mulige forløb i forbindelse med overtrædelser:

For det første: Når et medlem af menigheden har begået en alvorlig synd der kunne medføre at han mistede Guds godkendelse og blev udstødt, bliver han indbudt til et møde med et udvalg af åndelige ældste. Det kan være at han allerede selv har indset at hans handling var forkert, har angret i sit hjerte og er begyndt at „gøre gerninger der stemmer med sindsændringen“. (Apostelgerninger 26:20) Hvis det er tilfældet vil de ældste retlede ham ud fra Guds ord, give bibelsk vejledning om hvordan han kan ’træde lige spor med sine fødder’ og bede sammen med ham. Eftersom han har angret og ændret sind behøver han ikke at blive udstødt eller betragtet som sådan af sin familie og andre. — 1 Timoteus 5:20; Hebræerne 12:13; Jakob 5:14-16.a

For det andet: Når udvalget holder sit møde med overtræderen, har han måske ikke angret og omvendt sig. I løbet af mødet kan de ældste måske nå ind til hans hjerte, så det går op for ham hvor alvorlig hans synd er. (Se Anden Samuelsbog 12:1-13.) Da han endnu ikke af sig selv har ’frembragt frugter som stemmer med sindsændringen’, må de ældste være meget omhyggelige med at sikre sig at han ikke bare er ked af at være blevet afsløret. (Lukas 3:8) Af omsorg for hele menigheden bør de være fuldt