Hvorfor er der så mange „kristne“ trossamfund?

DU HAR måske spekuleret på hvorfor der er så mange trossamfund som hævder at de bygger på Bibelen, når der kun er én Bibel. Nogle prøver at besvare spørgsmålet med det ord som siger at ’alle veje fører samme sted hen’.

Men denne talemåde gælder ikke i det virkelige liv. Ikke alle veje fører til den samme by, især ikke hvis nogle går på tværs af hinanden og nogle er ensrettede og går i den modsatte retning.

For enhver der tager kristenhedens trossamfund nærmere i øjesyn er det indlysende at de forskellige trosretningers ’veje’ går på tværs af hinanden eller direkte imod hinanden. I virkeligheden er forskellene ofte så store at der er blevet udkæmpet kampe, ja endda større krige, som følge af stridigheder om lærepunkter eller skikke. Det er åbenbart at kristenhedens trossamfund ikke er én hjord eller at de hjælper hinanden til at opnå frelse, når de slås og slår hinanden ihjel.

De første kristne bevarede enheden

Imidlertid siger historien intet om at den kristne menighed i det første århundrede var opdelt i forskellige trossamfund der kappedes med hinanden om at få flest medlemmer eller størst magt. Apostlene sagde ikke at folk kunne tro hvad de ville, vælge den ’vej’ de selv havde afstukket, eller følge de fremtrædende mænd de selv foretrak, og stadig være Guds sande menighed. De kristne skulle ikke alene være enige med og have fred med Gud og hans søn Jesus Kristus, men også med hinanden. (2 Kor. 13:11) Apostelen Paulus skrev til menigheden i Korint for at rette den forkerte indstilling der havde været årsag til at der var opstået sektvæsen i menigheden. Han argumenterede sådan:

„Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang. Det er nemlig blevet mig fortalt om jer, mine brødre, af dem fra Kloes hus, at der er stridigheder iblandt jer. Hvad jeg mener er dette, at enhver af jer siger: ’Jeg tilhører Paulus,’ ’Og jeg Apollos,’ ’Og jeg Kefas,’ ’Og jeg Kristus.’ Messias er delt. Paulus blev da ikke pælfæstet for jer, vel? Eller blev I døbt i Paulus’ navn?“ — 1 Kor. 1:10-13; jævnfør Filipperbrevet 1:27.

Hvad var det da som var årsag til at såkaldte kristne delte sig i forskellige sekter og trossamfund? Kan vi behage Gud ved blot at slutte os til et hvilket som helst af dem? Hjælper Bibelen os til at se hvordan sådanne trossamfund er opstået og hvordan det vil gå dem?

Et oprør

Svaret på disse spørgsmål finder vi i apostlenes inspirerede breve. Bibelen viser klart at der var tilløb til sektvæsen allerede på apostlenes tid, men apostlenes stærke åndelighed og deres absolutte troskab mod de principper Kristus havde lært dem, holdt dette forsøg på at splitte menigheden nede. Apostlene sørgede for at menighederne forblev stærke og bevarede enheden. Ikke desto mindre advarede de gentagne gange om at der ville komme en splittelse, et frafald. Da Paulus skrev til menigheden i Tessalonika gjorde han opmærksom på dette. Menigheden havde fejlagtigt haft den opfattelse at „Jehovas dag“ — den dag han vil udslette den nuværende tingenes ordning — var nær forestående. De troede at de ville blive befriet for den forfølgelse de på daværende tidspunkt var udsat for, og at de meget snart ville modtage deres himmelske belønning.

Apostelen skrev derfor til dem: „Lad ingen forføre jer på nogen måde, for først [før „Jehovas dag“] må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, undergangens søn, åbenbares.“ — 2 Tess. 2:3.

Hvad er et „frafald“? Er det blot dét at man bliver ligegyldig over for den kristne tro og holder op med at gøre kristne gerninger? Nej. Ordet „frafald“ indebærer noget langt alvorligere. Det græske ord betyder bogstaveligt „en stillen sig borte fra“, „afvigelse“ eller „udtræden“. Moffatts oversættelse af det tilsvarende udsagnsord i Første Timoteusbrev 4:1 lyder: „Visse mennesker [vil] gøre oprør mod troen.“

Og i Andet Tessalonikerbrev 2:3, som er citeret ovenfor, siger apostelen, ifølge den katolske Jerusalem-bibel, at „Jehovas dag“ ikke vil indtræffe „før Den store Opstand har fundet sted og Oprøreren, den Fortabte, har vist sig“. Den amerikanske reviderede oversættelse lyder: „For den dag vil ikke komme medmindre oprøret først kommer.“ Moffatt og The New English Bible bruger også udtrykket „oprør“ i dette skriftsted.

Oprør mod hvem?

Hvem var dette oprør rettet imod? Mod visse myndighedspersoner i kirken? Da apostlene levede blev deres myndighed naturligvis draget i tvivl af personer der forsøgte at fremkalde et oprør, og dette oprør var egentlig rettet mod Gud. Oprørerne satte sig nemlig ikke blot op imod apostlenes myndighed, men også imod den kristne lære, og desuden prøvede de at føre uenighed og splittelse ind i Guds menighed. Når en er utro og sætter sig op imod Jehovas ord eller ordning, sætter han sig i virkeligheden op imod Gud. Beskrivelsen af hvordan dette oprør udviklede sig, viser klart at det var et oprør mod Jehova Gud.

Er oprøreren, „lovløshedens menneske“, et bogstaveligt menneske? Nej, for profetiens opfyldelse spænder over meget længere tid end et enkelt menneskes levetid. I overensstemmelse med denne forklaring benytter An American Translation udtrykket „ulydighedens legemliggørelse . . . som er dømt til undergang“.

Den pågældende omtales ikke som „Antikrist“, selv om han ganske vist viser sig at være en antikrist i overensstemmelse med apostelen Johannes’ beskrivelse i Første Johannesbrev 2:18, 22. Han fornægter Faderens, Jehova Guds, myndighed, og som følge deraf fornægter han også Kristus, Guds søn og udnævnte konge. Han er i virkeligheden en antigud, han er lovløs over for Gud. Han omtales som „undergangens søn“, hvilket vil sige at han er dømt til undergang, udslettelse. Denne undergang vil nå ham på „Jehovas dag“. Han vil blive åbenbaret fuldt ud før denne „dag“. — Jævnfør Johannes 17:12.

Hvem begyndte frafaldet med?

Hvor skulle frafaldet begynde? Det afslørede apostelen Paulus da han talte til de ældste i Efesus under sin sidste rejse til Jerusalem. Han gav dem følgende advarsel: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ — Apg. 20:28-30.

Senere skrev apostelen Peter til de kristne og henledte deres opmærksomhed på at der optrådte „falske profeter blandt folket [den jødiske nation], ligesom der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem . . . Og mange vil følge deres skamløse gerninger, og på grund af dem vil sandhedens vej blive spottet. Og i havesyge vil de udnytte jer med falske ord“. — 2 Pet. 2:1-3.

Paulus underrettede også sin medarbejder Timoteus om det frafald der ville komme. Han oplyste ham om hvad der hører til en ret adfærd i den kristne menighed, om de høje krav der stilles til tilsynsmænd, om nødvendigheden af at tilskynde, at irettesætte dem der handler uret, og at bevare den rene bibelske lære, og han formanede Timoteus til at indskærpe alt dette i menighederne. Paulus advarede: „Den inspirerede udtalelse siger udtrykkeligt at nogle i senere tidsperioder vil falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme.“ — 1 Tim. 4:1.

Eftersom det var de ældste eller tilsynsmændene apostelen talte til da han sagde: „fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting“, er det klart at frafaldet ville begynde blandt de religiøse ledere i den kristne menighed, dem der var ordineret eller indsat til at „vogte Guds menighed“. De ville være „falske lærere“ der arbejdede på at „trække disciplene bort efter sig“ (og gøre Kristi disciple til deres egne disciple), og de ville derved skabe „ødelæggende sekter“. De ville være „undertrykkende ulve“ som ’ikke ville behandle hjorden skånsomt’. — Apg. 20:29, 30.

Resultatet i vore dage

Lad os betragte kristenhedens religiøse ledere og spørge: Hvem har gjort og gør i dag det samme? Hvem har, ved deres religiøse lære, fornægtet den himmelske „herre som har købt dem“? Hvilke religiøse ledere har gjort sig skyldige i „skamløse gerninger“, samtidig med at de har set gennem fingre med en sådan adfærd blandt hjordens medlemmer og „sandhedens vej“ derved er blevet spottet? Hvilke religiøse ledere har begæret det medlemmerne af deres menigheder har ejet og ’i havesyge udnyttet dem med falske ord’?

Den åndelige og moralske tilstand blandt folk i de lande der kalder sig kristne, er et vidnesbyrd om at de religiøse ledere har gjort sig skyldige i dette. Og på grund af deres begærlige, hovmodige og materialistiske indstilling og adfærd er „hedenske“ folkeslag kommet til at hade ikke blot de religiøse ledere og deres hjorde, men også Guds ord, Bibelen. Dette må de stå til ansvar for over for Gud.

Når vi betragter kendsgerningerne forstår vi hvorfor der er så mange trossamfund i kristenheden. For vor egen sikkerheds og velfærds skyld må vi kende sandheden om dem. Sandheden om kristenhedens lederes stilling ind for Gud afsløres i apostelen Paulus’ beskrivelse af „lovløshedens menneske“. En nøjere undersøgelse af denne beskrivelse vil hjælpe os til at se faren ved den filosofi at ’alle veje fører samme sted hen’. Den vil hjælpe os til at identificere „lovløshedens menneske“ og hans endeligt. I forbindelse med dette emne vil et senere nummer af Vagttårnet behandle apostelen Paulus’ ord i Andet Tessalonikerbrev 2:3-12.