Hold dig „ren for alles blod“
1. Med hvilken udtalelse gjorde Paulus det klart at der er endnu en måde hvorpå kristne må bevare sig rene for blod?
DE der ikke ønsker at mishage Gud og gøre sig fortjent til hans straf, må ikke alene holde sig rene for menneskers og dyrs bogstavelige blod; også på en anden måde må de bevare sig rene for blod. Det var denne anden måde Paulus hentydede til da han sagde til de kristne tilsynsmænd fra byen Efesus i Lilleasien: „Og se! Jeg ved nu at alle I blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget, [Guds rige, KJ; Vulgata; Lamsa] ikke mere skal se mit ansigt. Derfor kalder jeg jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod.“ (Ap. G. 20:25, 26, NW) Med hvilken ret kunne Paulus udtale sig sådan? Og hvordan tjener hans ord og eksempel som en advarsel for os i dag?
2. Hvordan indledte den mand vi nu kender som Paulus, en hel række forfølgelser?
2 Paulus var engang kendt som Saulus fra byen Tarsus i Lilleasien. En tid lang var han i høj grad blodskyldig. Da den jødiske højesteret i Jerusalem lod det trofaste kristne vidne Stefanus stene til døde, så denne Saulus fra Tarsus til, og han passede på klæderne der tilhørte mændene som eksekverede dommen. Saulus viste således åbenlyst at han bifaldt den morderiske handling. Han bar selv en del af ansvaret for at Stefanus’ blod var blevet udgydt. (Ap. G. 7:58; 8:1; 22:19, 20) Sådan indledte Saulus en hel række forfølgelser. „Saulus søgte at udrydde menigheden; han trængte ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem sat i fængsel.“ De kristne blev spredt vidt omkring; kun apostlene forblev i Jerusalem. — Ap. G. 8:3.
3. Hvilke forfølgelser tilstod Paulus over for Festus og Agrippa sig skyldig i?
3 „Saulus, der stadig fnyste med trussel og mord imod Herrens disciple gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus [i Syrien], for at han, hvis han fandt nogen, mænd eller kvinder, som holdt sig til ’vejen’, da kunne føre dem bundne til Jerusalem.“ (Ap. G. 9:1, 2) Da han senere afgav vidnesbyrd for statholderen Festus og kong Herodes Agrippa II, sagde han: „Selv var jeg nu også af den mening, at det var min pligt heftigt at bekæmpe Jesu, nazaræerens, navn, og det gjorde jeg også i Jerusalem; jeg lod mange af de hellige indespærre i fængsler, da jeg havde fået fuldmagt dertil af ypperstepræsterne, og når man ville henrette dem, stemte jeg for det. Og omkring i alle synagogerne lod jeg dem gang på gang straffe og forsøgte at tvinge dem til at tale bespotteligt. Ja, jeg gik videre i mit raseri mod dem og forfulgte dem lige til de udenlandske byer.“ — Ap. G. 26:9-11.
4. Hvad pådrog Saulus sig således, og hvorfor var det nu af største vigtighed for ham at ændre sin adfærd?
4 Ved denne afsindige handlemåde pådrog Paulus sig en tung blodskyld, skylden for at udgyde uskyldigt blod. Hvordan blev han befriet for den? Ved at tage imod Guds barmhjertighed. Da Saulus var på vej til Damaskus for også at forfølge de kristne dér, blev han standset af den han i virkeligheden forfulgte. Den opstandne, herliggjorte Jesus viste sig mirakuløst for Paulus og irettesatte ham med ordene: „Jeg er Jesus, som du forfølger.“ Nu gav Herren Jesus Saulus et andet arbejde. Han skulle være „tjener og vidne, både om, hvordan du har set mig, og om, hvordan jeg siden vil vise mig for dig. Jeg vil udfri dig fra dit eget folk og fra hedningerne; til dem udsender jeg dig for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse og arvelod sammen med dem, som er helligede ved troen på mig“. (Ap. G. 26:12-18; 9:3-6) Spørgsmålet var nu: Ville Saulus opgive forfølgelsen og i stedet blive tjener for og vidne om Jesus Kristus? Det gjaldt hans liv, for på grund af den blodskyld der hvilede på ham var han skyldig til døden. Men også hans evige liv stod på spil.
5. Hvilken handlemåde gik Saulus nu ind på at følge, og hvordan tilkendegav han straks dette offentligt?
5 Saulus indså nu at han fortjente døden, men, på grund af den barmhjertighed Gud viste gennem Kristus behøvede han ikke at dø for sin blodskyld. I de tre dage hvor han på mirakuløs vis var blind i Damaskus, bekendte han sin store synd, angrede og bad om at der ved Kristi genløsningsoffer måtte vises ham barmhjertighed. Han omvendte sig, forlod fuldstændig forfølgelsens morderiske vej som jødisk farisæer, og indviede sig til Jehova Gud som efterfølger af hans søn, Jesus Kristus. Da han således havde besluttet at gøre Guds vilje, tog han imod den tjeneste Jesus tilbød ham. Så snart Saulus’ syn mirakuløst var blevet helbredt den tredje dag, lod han sig døbe i vand som en offentlig tilkendegivelse af at han havde indviet sig til Gud som en efterfølger af Jesus; og ved Guds lams, Jesu Kristi, blod blev hans synder bortvasket. (Ap. G. 9:17-19; 22:12-16) Umiddelbart derefter blev han et vidne, ligesom Jesus Kristus. — Ap. G. 9:19-26.
6, 7. (a) I kraft af hvad blev Saulus befriet for sin blodskyld? (b) Hvad siger han til mennesker som føler sig tynget på samme måde i dag?
6 Saulus fortæller os at han blev befriet for sin tunge blodskyld ved Guds ufortjente godhed gennem Jesus Kristus, som viste sig for ham endog efter at være steget til himmelen: „Sidst af alle viste han sig også for mig som for en ufuldbåren. For jeg er den mindste af apostlene, og jeg fortjener ikke at blive kaldt apostel, for jeg forfulgte Guds menighed. Men ved Guds ufortjente godhed er jeg det jeg er. Og hans ufortjente godhed mod mig viste sig ikke at være forgæves, men jeg arbejdede mere end alle de andre, dog ikke jeg men Guds ufortjente godhed som er med mig.“ (1 Kor. 15:8-11, NW) I sin uvidenhed havde Saulus, fanatisk som han var, hobet en stadig større blodskyld sammen på sine skuldre. Til mennesker som i dag ligeledes måtte føle sig tynget af den samme slags blodskyld siger Paulus:
7 „Han anså mig for pålidelig ved at tildele mig en tjeneste, skønt jeg forhen var en spotter og en forfølger og et formasteligt menneske. Ikke desto mindre blev der vist mig barmhjertighed, fordi jeg var uvidende og handlede uden tro. Men vor Herres ufortjente godhed udfoldede sig overmåde rigt sammen med tro og kærlighed der har tilknytning til Kristus Jesus. Den udtalelse er troværdig og fortjener fuld modtagelse, at Kristus kom til verden for at frelse syndere. Af disse kommer jeg først. Dog, grunden til at der blev vist mig barmhjertighed var at Kristus Jesus med mig som det mest graverende tilfælde kunne vise hele sin langmodighed til et eksempel for dem der skal komme til tro på ham til evigt liv.“ — 1 Tim. 1:12-16, NW.
8. Hvilke skridt må vi derfor, i lighed med Saulus, tage for at blive renset for frygtelig blodskyld og få tildelt en kristen tjeneste?
8 Saulus fra Tarsus modtog den tjenesteopgave han fik tildelt som en kristen der var ren for blodet af de kristne han havde fået henrettet, i kraft af at han bekendte sine mange og store synder, angrede dem, omvendte sig eller vendte sig bort fra syndens vej, ydmygt og taknemmeligt tog imod Guds ufortjente godhed gennem hans søn Jesus Kristus, indviede sig til Gud for at udføre hans åbenbarede vilje, og symboliserede denne indvielse ved vanddåben. Vi kan i dag på samme måde blive renset for frygtelig blodskyld. Derefter må vi adlyde Guds lov om blodets hellighed ved at afholde os fra blod og fra at spise dræbte dyr som blodet ikke er løbet af.
9. Hvilken ny forpligtelse vedrørende andres blod pålægges der ifølge Paulus’ ord et menneske når det indvier sig?
9 Men hvad mener Paulus når han senere taler om at holde sig „ren for alles blod“? Pålægges der det menneske som bliver kristen og lader sig indvi, en ny forpligtelse vedrørende menneskers blod? Ja; for andre mennesker står i fare for at dø for Guds hånd ligesom vi selv engang gjorde, og vi ved nu hvordan de kan undgå en sådan død. Vi bliver derfor ansvarlige for at bruge vor viden til deres gavn. Vi er ikke de eneste syndere Kristus kom for at frelse ved at udgyde sit blod. Det blev sagt om ham at han var „Guds lam, som borttager verdens synd“! — Joh. 1:29, fodnote.
10. Hvad har ifølge Ordsprogene 24:11, 12 de som allerede er vist barmhjertighed pligt til for at andre kan få gavn af frelsesforanstaltningerne?
10 Men hvordan kan andre mennesker i verden opnå frelse ved hans sonoffer hvis de ikke hører om det, har lejlighed til at tage imod det og høste velsignelser af det? Frelse er mulig for utallige flere mennesker end os der er frelste på nuværende tidspunkt. De der allerede er vist barmhjertighed er ansvarlige for selv at vise barmhjertighed og gøre andre bekendt med vejen til frelse. Hvis vi undlader at gøre det, kan man så ikke med rette i større eller mindre grad kræve os til regnskab for at andre ikke bliver frelst, når vi har forsømt at give dem de nødvendige oplysninger? Det gælder især i en domstid hvor Guds dom er bestemt til at skulle eksekveres. Ordsprogene 24:11, 12 (NW) viser vort ansvar i denne henseende: „Udfri dem som føres til død og dem som vakler til nedslagtningen, hvis du vil skånes. Hvis du siger: ’Se! vi kendte ikke denne,’ vil da ikke han som bedømmer hjerter se det, og han som iagttager din sjæl vide det og visselig gengælde det jordiske menneske efter dets virksomhed?“ Det var også Paulus’ syn på sagen. Han var blevet vist umådelig stor barmhjertighed; derfor måtte han selv vise andre barmhjertighed, idet han erkendte at han selv levede ved Guds barmhjertighed gennem Kristus.
Hvordan man viser andre vejen til udfrielse
11. Hvilket spørgsmål i forbindelse med Jerusalem var aktuelt på Paulus’ tid, og hvad følte Paulus sig derfor under pres forpligtet til at gøre for at stå fri for ansvar?
11 Apostelen Paulus er et eksempel for os i dag. Han ønskede ikke at være ansvarlig for at andre blev udslettet af den store dommer, Jehova, for den udslettelse ville betyde en ødelæggelse af legeme og sjæl i Gehenna. (Matt. 10:28, NW) Jøderne på Paulus’ tid levede i en domstid. Herren Jesus havde sagt at Jerusalem stod over for en frygtelig ødelæggelse, fordi det ikke agtede på den tid da det blev inspiceret af Guds egen søn. (Luk. 19:41-44) Spørgsmålet var: Hvem ville gå til grunde sammen med Jerusalem? Hvem ville forblive under den blodskyld som de der krævede Jesu død nedkaldte over sig selv og deres børn? Paulus følte derfor at der hvilede et pres på ham, at han måtte lade advarselen lyde og vise vejen til udfrielse og frelse til evigt liv. Derfor forkyndte han, og i første omgang for de jøder der var i fare. Dette samvittighedsfulde ønske om ikke at være ansvarlig for andres ødelæggelse, kom til udtryk i det Paulus sagde i Korint.
12. Hvilke vanskeligheder opstod der på grund at Paulus’ forkyndelse i Korint, og hvad sagde og gjorde han for at klare dem?
12 I denne græske by arbejdede Paulus som teltmager sammen med en jødisk troende, Akvila, Priskillas mand. Men hver jødisk sabbat holdt han et foredrag i den lokale synagoge, og det lykkedes ham at vinde mange jøder og grækere for kristendommen. Da Paulus’ rejsefæller til sidst sluttede sig til ham her, „var Paulus helt optaget af at forkynde ordet, idet han vidnede for jøderne, at Jesus er Kristus“. Nu opstod der imidlertid vanskeligheder. De fik Paulus til at fremkomme med en udtalelse der viste hvorfor han tog sagen så alvorligt. Vi læser: „Men da [jøderne] stod imod og spottede, rystede han støvet af sine klæder og sagde til dem: ’Jeres blod komme over jeres egne hoveder. Jeg er uden skyld; fra nu af vil jeg gå til hedningerne.’ Og han gik bort derfra og tog ind hos en gudfrygtig mand ved navn Titius Justus, hvis hus stødte op til synagogen. Men synagogeforstanderen Krispus kom til tro på Herren tillige med hele sit hus; og mange andre af korinterne, som hørte ordet, troede og lod sig døbe.“ — Ap. G. 18:1-8; 1 Kor. 1:14-16.
13. Hvordan kan vantro korintiske jøder være blevet ramt af den domsødelæggelse der overgik Jerusalem, og hvorfor kunne man ikke kræve Paulus til ansvar?
13 Paulus vidste at den jødiske nation befandt sig i en domsperiode og at ødelæggelsen ville ramme Jerusalem på den daværende generations tid. Jøder fra hele jorden, „fra alle folkeslag under himmelen“, drog op til Jerusalem til jødernes årlige fester. Utvivlsomt var der blandt de jøder der drog op til Jerusalem for at fejre påsken i år 70 (e. Kr.) også nogle af dem der havde stået Paulus imod i den jødiske synagoge i Korint tyve år tidligere i år 50/51 e. Kr. Dér i Jerusalem blev de fanget i en fælde da den romerske hærfører Titus førte sine legioner mod byen og indesluttede dem som fejrede påsken der. Belejring, hungersnød, pest og indbyrdes stridigheder gjorde det af med de fleste af jøderne. De få der overlevede blev ført som fanger til alle dele af det romerske rige. Hvis disse jøder var blevet kristne og var blevet døbt af Paulus ligesom Krispus og hans husstand, ville de have holdt sig langt borte fra Jerusalem og Judæa, især efter at romeren Cestius Gallus havde omringet den dødsdømte by og belejret den for en kort tid i år 66 (e. Kr.). I så fald ville de have givet agt på Jesu ord i Lukas 21:20-22, og ville ikke være gået til grunde sammen med de elleve hundrede tusinde jøder som stædigt og egensindigt spottede Kristus og nægtede at modtage frelsen gennem ham. Disse jøder døde, hvad enten de nu gik til grunde i Jerusalem eller ej, som hårdnakkede fjender af menneskehedens Frelser. Man kunne imidlertid ikke kræve Paulus til ansvar for at de døde uden at have høstet gavn af Guds frelsesforanstaltning gennem Jesus Kristus.
14. Hvorfor kunne Paulus vende sig bort fra jøderne i Korint og sige sig fri for blodskyld over for dem, og til hvem vendte han sig derpå?
14 Paulus kunne med god samvittighed ryste støvet af sine klæder og sige sig fri for blodskyld over for disse korintiske jøder. Han var ren, uskyldig, i den sag. Han havde endog forkyndt i deres synagoge på hviledagen. Da hans rejsefæller Silas og Timoteus sluttede sig til ham, var han helt optaget af at forkynde ordet. Det tvang ham uden tvivl til at bruge mindre tid på teltmageriet. Men han følte sig nødsaget til at forkynde på grund af sit ansvar over for jøderne, som direkte stod til doms ind for deres Gud Jehova, og derfor var i fare for evig udslettelse. Men de blev ved med at modstå budskabet om frelse og at tale bespottende om Jesus Kristus, så det var spild af tid og kræfter at tale mere til dem som folk betragtet. Han kunne nu med god samvittighed overlade dem til følgerne af deres egensindige, antikristne handlemåde, uden at han havde det mindste stænk af blodskyld på sig. Han vendte sig derfor nu til sit andet ansvar, nemlig det at tjene som „apostel for nationerne [de ikke-jødiske]“. (Rom. 11:13, NW) De havde også mulighed for at blive frelst, forudsat de hørte budskabet. Derfor sagde Paulus også til jøderne i Korint som nu blev overladt til sig selv: „Fra nu af vil jeg gå til hedningerne.“
15. Hvad beviste at Paulus handlede ret i denne sag, og at han var ren for de jødiske modstanderes blod?
15 Var det ret af Paulus at gøre det, og var han virkelig ren, kom jødernes blod over deres egne hoveder? Herren gav til kende at det var tilfældet. Hvordan det? Jo, efter at Paulus udelukkende var begyndt at beskæftige sig med hedningerne dér i Korint, fik han følgende budskab fra himmelen: „Og Herren sagde til Paulus i et syn om natten: ’Frygt ikke, men tal og ti ikke; for jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt folk i denne by.’ Så slog han sig ned dér et år og seks måneder og lærte Guds ord iblandt dem.“ (Ap. G. 18:9-11) Det ’talrige folk’ som Herren havde, må have været ikke-jøder der blev kristne. Nu forsøgte de jøder der modstod Paulus at gøre hans forkyndelse til et retsligt anliggende og anklagede ham for statholderen Gallio. Det mislykkedes. Domstolen ville ikke have noget med sagen at gøre. Efter at Paulus endnu nogen tid havde undervist Korints ikke-jøder i Guds ord, forlod han byen under rolige omstændigheder og besøgte Jerusalem. — Ap. G. 18:12-22.
Hvordan holde sig ren?
16. For hvem vidnede Paulus ifølge beretningerne om hans rejser, og hvilke tankevækkende ord til tilsynsmændene i Efesus lod disse stå uimodsagte?
16 Ligesom Jehovas vidner i dag, var Paulus et vidne for store dele af den beboede jord, for så store dele af den som han kunne nå ud til, med det formål at aflægge vidnesbyrd for syrere, jøder, arabere, kilikere, kyprioter, pamfylere, galatere, lykere, asiater, makedonere, grækere, maltesere og italienere, efter hvad vi kan sige med vort nuværende kendskab til Paulus’ rejser. Overalt hvor denne apostel kom frem og fik lejlighed til at aflægge vidnesbyrd, viste han os der lever i dag hvordan man holder sig „ren for alles blod“. Hvordan gjorde han det? Den afskedstale han holdt fortilsynsmændene fra menigheden i Efesus, den vigtigste by i den romerske provins Asien, forklarer i særdeleshed hvordan han gjorde det. Da Paulus på sin sidste rejste til Jerusalem gjorde holdt i Milet, sendte han bud efter disse ældre mænd fra menigheden i Efesus. Det var til dem han rettede disse tankevækkende ord: „Derfor kalder jeg jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod.“ (Ap. G. 20:16, 17, 26, NW) Prøvede tilsynsmændene fra Efesus på at bestride rigtigheden heraf? Nej! Hvorfor ikke? Fordi Paulus grundigt havde fremholdt frelsesbudskabet for dem.
17. Hvad vidste disse efesere udmærket fra den første dag Paulus kom iblandt dem, og hvad mente han med „alt hvad der kunne gavne“?
17 Lad os undersøge Paulus’ ord nærmere. Han sagde til mændene der repræsenterede den kristne menighed i Efesus: „I ved udmærket hvordan jeg fra den første dag jeg kom ind i provinsen Asien var hos jer hele tiden, idet jeg virkede som Herrens træl med det mest ydmyge sindelag og tårer og prøvelser som kom over mig på grund af jødernes sammensværgelser; mens jeg ikke undlod at meddele jer alt hvad der kunne gavne jer, og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ (Ap. G. 20:18-20, NW) Det der kunne gavne jøderne var Guds ord, der talte om hvordan de kunne blive frelst og forblive i den frelste tilstand. Men hvordan forkyndte og underviste Paulus offentligt og fra hus til hus i Efesus? Det fremgår af beretningen.
18. Hvad var det for et arbejde Paulus udførte „offentligt“ i Efesus?
18 Da Paulus forlod Korint og rejste til Jerusalem gjorde han holdt i Efesus. Hvad var det for et arbejde han „offentligt“ udførte? Han gik „ind i synagogen og gav sig i samtale med jøderne. Men da de bad ham blive dér i længere tid, sagde han ikke ja dertil, men han tog afsked med dem og sagde: ’. . . jeg skal vende tilbage til jer en anden gang, om Gud vil.’“ (Ap. G. 18:19-21) Da Paulus havde indfriet sit løfte i Jerusalem kom han virkelig tilbage til Efesus. Igen trådte han frem for offentligheden. „Han gik da ind i synagogen, og i tre måneder prædikede han frimodigt og overbevisende om Guds rige.“ Standsede Paulus sit arbejde blandt offentligheden da jøderne højlydt begyndte at protestere? Nej; beretningen siger videre: „Men da nogle forhærdede sig og ikke ville lade sig overbevise, men talte ondt om ’vejen’ i forsamlingens påhør, forlod han dem og skilte disciplene ud fra dem og holdt daglig samtaler i Tyrannus’ skole. Det varede i to år, så alle, der boede i provinsen Asien, både jøder og grækere, fik Herrens ord at høre.“ — Ap. G. 19:1, 8-10.
19. Hvad gjorde Paulus nu for at kunne fortsætte med at tale offentligt, og hvilken virkning havde det i løbet af de to år?
19 Paulus skiftede således blot foredragslokale, fra den jødiske synagoge til skolen. Her holdt han hver dag bibelske foredrag. Han havde ganske vist noget verdsligt arbejde for at dække sit eget behov, ja, endogså andres; men han sørgede for at hans arbejdsplan hver dag omfattede bibelundervisning. I løbet af to år havde hans forkyndelse haft så stor virkning at alle indbyggerne, både jøder og ikke-jøder, i den romerske provins Asien havde hørt Herrens budskab.
20. Hvilke begivenheder i forbindelse med dæmonisme viste hvor stort et offentligt vidnesbyrd Paulus havde aflagt, og hvad medførte det for Guds ord?
20 Nogle omvandrende jøder prøvede at udføre de samme mirakler som Paulus. De sagde til dæmoner som havde besat mennesker: „Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus prædiker.“ Men det var ikke alene disse jøder der vidste hvad det var Paulus offentligt forkyndte, det vidste dæmonerne også. I et tilfælde svarede en dæmon: „Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg besked, men I, hvem er I?“ Hvad der derefter skete, blev kendt i hele Efesus. Vi læser: „Frygt kom over dem alle, og Herren Jesu navn blev højt priset, og mange af dem, som var blevet troende, kom og bekendte og fortalte, hvad de havde begået. Adskillige af dem, som havde øvet trolddom, kom også bærende med deres bøger og brændte dem op for alles øjne; og da man beregnede deres værdi, fandt man, at de var halvtredsindstyve tusinde sølvpenge værd. Så vældigt havde Herrens ord fremgang og viste sin magt.“ (Ap. G. 19:11-20) Det er også den rette kurs at følge for dem der i vor tid har udøvet spiritisme, som er dæmonisme. Lad dem åbent bekende deres tidligere adfærd og bede om Guds tilgivelse, og derefter tilintetgøre deres dæmoniske bøger og værker, hvad det så end må koste af timelige værdier. Det der her er vigtigst at lægge mærke til, er dog at Guds ord på grund af Paulus’ offentlige undervisning havde fremgang og viste sin magt over hedenske læresætninger og jødiske traditioner.
21. Hvem rejste sig i modstand på grund af Paulus’ offentlige virksomhed uden for synagogen, og hvordan satte sølvsmeden Demetrius optøjer i gang?
21 Paulus’ forkyndelse i synagogerne havde fået jøderne til at rejse sig i voldsom modstand. Nu havde hans arbejde blandt ikke-jøder en sådan fremgang at det også æggede hedningerne til modstand. Sølvsmeden Demetrius, som modstræbende måtte indrømme at Paulus’ arbejde blandt offentligheden havde fremgang, sagde til de andre sølvsmede som også lavede templer af sølv for Artemis, eller Diana, hvis pragtfulde tempel lå i Efesus: „I ved jo, folk, at vi har vort udkomme ved dette arbejde, og nu ser og hører I, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele provinsen Asien har denne Paulus vildledt en hel mængde ved sin tale, idet han siger, at guder, som laves med hænder, ikke er guder. Og der er ikke alene fare for, at vor håndtering skal komme i foragt, men også for, at den store gudinde Artemis’ helligdom skal blive agtet for intet, og den gudinde, som hele provinsen Asien, ja, hele verden dyrker, skal blive berøvet noget af sin guddomsherlighed.“ Da de hørte det begyndte de at lave optøjer.
22. Af hvilken tildragelse fremgår det at Paulus havde vundet stort ry i Efesus?
22 Nogle af byens embedsmænd prøvede at beskytte Paulus mod at lide overlast, hvilket er et bevis på det ry han havde vundet sig som en kristen forkynder. Disciplene ville ikke lade Paulus gå ind i byens teater og tale til den forvirrede, råbende hob. Vi læser: „Også nogle af asiarkerne, som var hans venner, sendte bud til ham og bad ham om ikke at begive sig hen til teatret.“ Til sidst fik byskriveren skaren talt til fornuft og fik den larmende forsamling til at gå sin vej. — Ap. G. 19:23-41.
23. Hvad viser indirekte at Paulus underviste fra hus til hus, og — betydningsfuldt nok — hvem benægtede ikke at Paulus havde udført et sådant arbejde?
23 Men hvordan havde Paulus undervist „fra hus til hus“ i Efesus? Vi har ingen speciel beretning herom. Men da Paulus aflagde sit første genbesøg i Efesus fandt han nogle mænd der påstod at være disciple, omkring tolv i alt. Beretningen siger ikke at han mødte disse mænd i den jødiske synagoge. Det er derfor fornuftigt at slutte at han fandt dem mens han arbejdede fra hus til hus, hvilket arbejde han senere talte til tilsynsmændene fra Efesus om. Når der ikke siges at Paulus talte i synagogen med disse tolv mænd der hævdede at være disciple, må han have drøftet forskellige spørgsmål med dem i et privathjem. De havde intet hørt om den hellige ånd, og det forklarer hvorfor den ikke virkede i dem. De var blevet døbt i vand; alligevel var det ikke en kristen dåb. Det var „med Johannes’ dåb“. Men selv Johannes Døber fortalte sine disciple at de skulle „tro på den, som kom efter ham, det vil sige: på Jesus“. De tolv mænd lod sig nu døbe igen, denne gang „i Herren Jesu navn“; da Paulus lagde hænderne på dem fik de den hellige ånd, og med den de mirakuløse gaver til at kunne tale andre sprog og profetere. Derefter gik Paulus til synagogen, et sted hvor folk samledes. Også mennesker som trængte til mirakuløs hjælp sendte bud efter Paulus fra deres hjem. (Ap. G. 19:1-7, 11) Tilsynsmændene fra Efesus modsagde heller ikke Paulus’ udtalelse om at han havde arbejdet som en kristen lærer fra hus til hus. — Ap. G. 20:20, NW.
„Hvad der kunne gavne“
24, 25. (a) Hvad underviste Paulus i offentligt og fra hus til hus? (b) Hvoraf fremgår dette?
24 Tilsynsmændene i Efesus kunne ikke beskylde apostelen Paulus for at han havde holdt noget tilbage som de behøvede for at undgå ødelæggelse og opnå evig frelse. Hvad var det da Paulus havde undervist i offentligt og fra hus til hus? Sandheden om den virkelige Gud, at man skulle angre sine synder mod Gud, tro på Herren Jesus, Guds ufortjente godhed gennem Jesus, Guds rige, Guds ord, Guds helliggjortes arv, og at man skulle efterligne Jesus ved at give og ikke alene ved at modtage. Det kan man se af det Paulus videre siger til tilsynsmændene fra Efesus:
25 „Jeg [undlod] ikke . . . at fortælle jer . . . Men jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere [derfor for alle mennesker] om omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus. Og nu, se! bundet i ånden rejser jeg til Jerusalem, endskønt jeg ikke ved hvad der vil ske mig dér, undtagen det at den hellige ånd den ene gang efter den anden fra by til by bærer vidnesbyrd til mig, idet den siger at lænker og trængsler venter mig. Ikke desto mindre regner jeg ikke min sjæl for kær, hvis jeg blot må afslutte mit løb og den tjeneste som jeg har modtaget af den Herre Jesus, at bære grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed. Og se! Jeg ved at alle I blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget, ikke mere skal se mit ansigt.“ — Ap. G. 20:20-25, NW.
26. Hvad forkyndte Paulus offentligt og fra hus til hus udover det Jesus selv nævnte ifølge Lukas 24:46-48?
26 Paulus adlød den befaling Jesus gav sine disciple: „Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om dette.“ (Luk. 24:46-48) Paulus forkyndte ikke alene om Jesu Kristi genløsningsoffer, på grundlag af hvilket vi kan opnå Guds tilgivelse for vore synder hvis vi omvender os til ham. Han forkyndte også Guds rige, hvor Jesus Kristus vil være Guds salvede konge, og som Jesus lærte sine disciple at bede til Gud om: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:10) I dette himmelske rige vil Jesu trofaste disciple, „de hellige“, også få arvelod. I mange år vidnede Paulus grundigt for alle slags mennesker, jøder og grækere, om disse gavnlige ting, idet han underviste dem offentligt og fra hus til hus.
27. Hvad var Paulus’ egentlige mål i henhold til hans ord til tilsynsmændene i Efesus, og hvordan stræbte han efter at nå det?
27 Det vigtigste for Paulus var at afslutte sit livsløb på en måde en kristen retteligt burde gøre det, ja, og at fuldføre den vidnegerning, den tjeneste som han havde fået overdraget af Herren Jesus som mødte ham på vejen. For at nå denne hensigt forkyndte Paulus ikke alene offentligt, men også fra hus til hus, hvor han kunne komme i nærmere og mere direkte kontakt med mennesker.
Bevidstheden om at være ren
28. Hvordan ville dette tælle på Paulus regnskab over for alle, og hvorfor kunne Paulus føle som han gjorde i denne alvorlige sag?
28 Hvordan ville dette tælle på Paulus’ regnskab over for Gud, over for Efesus’ befolkning, og især over for den kristne menighed dér? Paulus var gældfri, han skyldte ikke efeserne noget. Han kunne leve i bevidstheden om at han var ren, med „en fuldkommen ren samvittighed“. (Ap. G. 23:1, NW) Da han derfor havde holdt sin velkendte tale for tilsynsmændene i Efesus, fortsatte han med at sige: „Derfor kalder jeg jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod.“ Han følte ikke at han havde nogen blodskyld hverken over for jøder eller ikke-jøder i og omkring Efesus. Grunden hertil var, som han selv sagde: „For jeg har ikke holdt mig tilbage fra at fortælle jer [som repræsentanter for ’alle’ i Efesus] hele Guds råd.“ — Ap. G. 20:26, 27, NW.
29. Hvilken omsorg viste Paulus for efeserne udover at vejlede dem mundtligt, og hvordan giver dette os en idé om hvad han mundtligt havde forkyndt for dem?
29 Foruden den vejledning Paulus mundtligt gav efeserne om hele Guds råd, viste han også sin omsorg for dem ved at skrive til dem. Flere år senere, omkring år 60 e. Kr., sendte han det man kalder Paulus’ brev til Efeserne, fra Rom, hvor han havde tid til at skrive mens han sad i fængsel. Brevet giver os en idé om hvad han havde forkyndt for efeserne, for han taler til stadighed heri om „frigivelsen ved løsepenge betalt med hans blod, ja, tilgivelsen af vore overtrædelser, i overensstemmelse med hans ufortjente godheds rigdom“, om at komme nær til Gud „på grund af Kristi blod“ og om hvordan „ved ham . . . vi, begge folk, [kan] nærme os Faderen [Gud] ved én ånd“. — Ef. 1:7; 2:13, 18, NW.
30. (a) Hvad viser at det ikke var militærspørgsmålet Paulus hentydede til, selv om han omtalte blod? (b) Hvilket ansvar i forbindelse med den kommende dom havde Paulus i tanke da han talte om blod?
30 Da Paulus talte til tilsynsmændene i Efesus var han omkring fyrre år gammel. Når han talte om at holde sig ren for alles blod, var det derfor ikke militærspørgsmålet han drøftede, selv om Paulus naturligvis havde læst Fjerde Mosebog 31:19. Dette vers siger at selv jøder som fik påbud om at dræbe Guds fjender måtte rense sig i syv dage hvis de havde dræbt nogen eller havde rørt ved en dræbt, for at de ikke skulle være bestænket med eller besmittet af blod. Men Paulus talte her om det ansvar en indviet kristen har for menneskers blod, ikke om det ansvar en kristen pådrager sig ved at udgyde et menneskes blod ved mord, eller ved at bistå en anden med at dræbe eller udgyde blod på en vild, skødesløs, ligegyldig og utøjlet facon. Paulus havde Guds kommende dom over alle mennesker i tanke. Han tænkte også på eksekveringen af Guds dom som ville betyde død og ødelæggelse for mennesker der kunne have høstet gavn af Jesu Kristi genløsningsoffer og af Guds rige. Sådanne mennesker kan kun blive frelst fra død og ødelæggelse ved frelsesbudskabet, hele Guds råd. Som vidne og forkynder har den indviede kristne fået dette råd betroet.
31. Hvorfor bærer kristenhedens præsteskab en dobbelt blodskyld?
31 Set fra denne synsvinkel bærer kristenhedens præsteskab dobbelt blodskyld, ikke alene blodskyld for alt det blod der er udgydt i krige nationerne imellem, men også for at fortælle folk religiøse løgne og ikke „hele Guds råd“ som det indeholdes i hans ord. — Jer. 2:34; Ez. 35:6.
Måtte selv bære et ansvar
32, 33. (a) Hvad gjorde Paulus foruden at advare tilsynsmændene om de øjeblikkelige farer? (b) Hvorfor sagde han at de skulle give agt på sig selv og på Guds hjord?
32 Mens Paulus levede og var sammen med de åndelige „får“, måtte han som hyrde over „Guds hjord“ være på vagt så han kunne beskytte fårene mod at dø af åndelig sult, og mod at blive dræbt af ulveagtige fjender. Han måtte også tænke på hvordan det ville gå dem når han var rejst, eller når han var død og ikke kunne føre direkte tilsyn med dem. Derfor advarede han ikke alene fårene imod de øjeblikkelige farer, men også imod den fare der ville møde dem når han var borte.
33 Som medlem af det kristne styrende råd oplærte og udnævnte Paulus tilsynsmænd over „Guds hjord“ under ledelse af Guds ånd. Han advarede dem også om problemer og farer der ville komme i fremtiden og som havde at gøre med både deres og hele Guds hjords sikkerhed. Fordi Paulus havde særlige profetiske gaver og et indgående kendskab til skrevne profetier, var han forpligtet til at give sådanne advarsler. Han måtte fungere som vogter og se fremad. Derfor sagde han til tilsynsmændene i Efesus: „Giv agt på jer selv og hele den hjord i hvilken den hellige ånd har udnævnt jer som tilsynsmænd, til at vogte Guds menighed som han købte med blodet af sin egen søn. Jeg ved at efter min bortgang vil undertrykkende ulve komme ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden med mildhed, og af jeres egen midte skal der fremstå mænd som vil tale vrangt for at drage disciplene efter sig. Hold jer derfor vågne, og husk på at jeg i tre år, nat og dag, ikke ophørte med at formane hver enkelt af jer med tårer.“ — Ap. G. 20:28-31, NW.
34. Hvad betød det at Paulus lagde ansvaret på tilsynsmændene selv, og hvorfor havde de et større ansvar?
34 Da Paulus nu havde frasagt sig ethvert ansvar for de åndelige hyrders blod, måtte han lægge ansvaret over på dem selv. Hvis nogen af disse tilsynsmænd, der var blevet advaret i forvejen og havde fået en så grundig vejledning, blev ramt af Guds dom og mistede det evige liv, var det ikke Paulus’ fejl. Han ville ikke kunne drages til ansvar for at de mistede det evige liv. Skylden for at deres blod eventuelt blev udgydt eller at de mistede livet, ville kun kunne tillægges dem selv, ikke Paulus. Som øvede, oplærte tilsynsmænd havde de fået mere undervisning og vejledning end jøderne og hedningerne, ja, endog mere end de øvrige medlemmer af menigheden havde fået. Følgelig havde de et større ansvar, for de vidste mere og havde haft flere fordele.
35. Hvad sluttede Paulus med at sige før han bad sammen med tilsynsmændene fra Efesus?
35 Paulus, der havde været en trofast kristen forkynder og tilsynsmand i de tre år han opholdt sig i Efesus og virkede dér, og som nu havde givet tilsynsmændene denne sidste advarsel, var i sin gode ret til at sige til dem: „Og nu overgiver jeg jer til Gud og til hans ufortjente godheds ord, der kan opbygge jer og give jer arven blandt alle de hellige. Jeg har ikke begæret noget menneskes sølv eller guld eller klædning. I ved selv at disse hænder har sørget for det jeg og de der var med mig trængte til. Jeg har i alle ting vist jer, at I ved således at arbejde skal hjælpe dem som er svage, og huske på Herren Jesu ord, da han selv sagde: ’Der er større lykke ved at give end ved at modtage.’“ Derefter bad Paulus sammen med dem. — Ap. G. 20:32-36, NW.
36. Hvorfor kunne Paulus i sandhed overgive de kristne i Efesus til Gud?
36 Paulus kunne i sandhed overgive tilsynsmændene og menigheden i Efesus til Gud. Han havde lært dem at Jehova Gud er Herren Jesu Kristi Fader, og havde ført dem ind i et forhold til Gud. I mindst tre år, nat og dag, havde han ikke undladt at fortælle dem hele Guds råd. Utvivlsomt havde de fleste i menigheden, hvis ikke alle, modtaget den hellige ånd og dens mirakuløse gaver gennem Paulus i hans egenskab af apostel. (Ap. G. 19:1-7) Så nu da Paulus måtte forlade dem og der ikke var chance for at de ville få ham at se mere, måtte han overgive dem til deres altid nærværende, altid levende vogter, Jehova Gud, ham Paulus havde ført dem til så de blev Hans „hellige“, Hans fårehjord.
37. Hvorfor kunne Paulus også med rette overgive de kristne til Guds „ufortjente godheds ord“?
37 Paulus kunne samtidig overgive disse tilsynsmænd fra Efesus til Guds „ufortjente godheds ord“, for han havde undervist dem i Guds ord. Han forklarede De hebraiske Skrifter for dem fra Første Mosebog til Malakias. Han bragte dem også Herren Jesu Kristi ord og lære, samt de åbenbaringer han selv mirakuløst havde fået gennem Kristus. Endvidere skrev han brevet til efeserne, som blev en del af Guds skrevne ord. Ved effektive undervisningsmetoder fik han Guds ord til at fæstne sig så dybt i deres sind, at det ville blive der selv om han forlod dem for bestandig. Han kunne derfor ganske roligt betro dem til det ord og dets oplysende, bevarende, beskyttende, helliggørende kraft. Det var god og sund bibelsk lære, og han vidste at det kunne opbygge dem åndeligt og hjælpe dem så de til sidst kunne få det himmelske rige, „arven blandt alle de hellige“, som var lovet. Paulus efterlod således Guds får i sikker varetægt.
Kunne ikke bringes til tavshed med blodpenge
38. Hvilken pligt holdt Paulus ikke sit liv for kært til at udføre?
38 Apostelen Paulus havde ikke sit fysiske liv for kært; hvis han blot trofast kunne varetage sin tjeneste og hjælpe andre til at undgå evig udslettelse og i stedet få evigt liv, havde han nået sit mål. Det var altså ikke hans hensigt at tjene penge på Guds gode nyhed. Hans mål var at være ren eller uden ansvar for andre menneskers blod, der truedes med at blive udgydt når Guds dom skulle eksekveres.
39. Med hvilke motiver udførte Paulus sin livbefordrende tjeneste?
39 Paulus udførte derfor sin livgivende tjeneste gratis, han krævede intet af dem der søgte frelse. Han brugte ikke Guds ord som en indtægtskilde, ej heller gjorde han det til en handelsvare. Når det var nødvendigt havde han verdslig beskæftigelse som teltmager, sådan at hans tjeneste som vogter ikke blev til en lejesvends betalte arbejde. Nej; han vogtede som en sand Kristi underhyrde der elskede både Overhyrden og Overhyrdens får. Paulus nærede et inderligt ønske om at se andre leve og nyde Guds ufortjente godhed ligesom han selv. Han elskede virkelig sin næste, og forsømte derfor ikke sin næstes interesser så han ville blive ansvarlig for sin næstes blod hvis det blev udgydt når Gud eksekverede sin dom. Han udførte et sandt livreddende arbejde, bare for den glæde, de forrettigheder og gode resultater det førte med sig. Han indså den fare hans næste befandt sig i og følte sig forpligtet til at gøre noget for ham med de hjælpemidler han var betroet af Gud. Paulus ønskede at frelse sin næste fra undergang, hvis hans næste ville tage imod hjælpen.
40. Hvordan var Paulus et mønster på hvordan vi kan opnå den samme lykke som Jesus besad?
40 Det sætter et mønster for os i vor tid. Hvis vi går ad denne uselviske, selvfornægtende vej, på vor egen bekostning, for at hjælpe andre til at opnå evigt liv, vil vi sande Jesu ord som Paulus citerede: „Der er større lykke ved at give end ved at modtage.“ Man opnår forfriskende lykke ved at hjælpe de svage og således give sig selv, give sin egen styrke som man er blevet gjort stærk med af Gud. Der er ingen lykke ved at tage imod hvad man kunne sammenligne med blodpenge, penge der ville lukke munden på os så vi ikke advarer og ikke giver „hele Guds råd“. Man opnår ingen lykke ved at være skyldig i nogens blod, kun en selvfordømmende samvittighed. Paulus stræbte efter lykken. Det gør vi også.
Vor pligt og kurs i dag
41. Hvorfor er vi ivrige efter at hjælpe andre til at blive frelst fra død og ødelæggelse?
41 Vi der elsker frelse er ivrige efter at dele frelsen med andre. Vi vil selv gerne undgå død og ødelæggelse ved Guds hånd, og ønsker også oprigtigt at andre skal frelses fra en sådan ulykke. Ligesom Jehova Gud siger, sådan siger også vi der har fået betroet en tjeners og vogters gerning: „Mon jeg har lyst til den gudløses død, . . . mon ikke til, at han omvender sig fra sin vej, så han må leve?“ (Ez. 18:23) Ligesom Gud ønsker vi at hjælpe den onde til at vende om fra sin vej og leve. Vi ynder ikke tanken om at blive bestænket med deres blod som går til grunde, for vi ved at vi kunne blive krævet til regnskab for det hvis vi har været dovne vogtere. Vi arbejder på en lykke som den Kristus opnåede, for den lykke betyder evigt liv.
42. Hvordan kan man sige at vi lever i en tid hvor vi er ansvarlige for blod, og hvad vover vi derfor ikke?
42 Ligesom på Paulus’ tid, kort før Jerusalems og Judas ødelæggelse og den jødiske nations adspredelse, lever vi i dag på en tid da det gælder vore landsmænds og medmenneskers blod. „Krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ nærmer sig hastigt, og på Harmagedons slagmark vil Gud eksekvere dommen over dem der modstår og nægter at tage imod Guds budskab om Riget. Som et verdenssamfund vil de saldere deres blodkonto hos Gud med deres eget blod, ligesom Jerusalem og Babylon gjorde. (Matt. 23:33-38; Jer. 51:3, 4, 48, 49) Hvis vi gerne vil overleve dommens krig og komme ind i Guds nye verden, må vi holde os rene for alles blod. Det er ikke Guds vilje at denne dømte verden skal være uvidende og forgå på grund af mangel på kundskab. Med den bibelkundskab vi har, vover vi ikke at lade folk forblive i uvidenhed, medmindre de da ønsker at forblive i den. Vi må advare dem om Harmagedon og om Gog fra Magog, som leder menneskeheden til kamp dér mod Gud og Kristus. Vi vover ikke at lade mennesker kunne undskylde sig over for Gud med at de var uvidende fordi vi undlod at gøre os den anstrengelse at lade dem høre frelsesbudskabet.
43. Hvor alvorligt bør vi betragte denne sag, og hvordan må vi ufortøvet fortælle „hele Guds råd“?
43 Ligesom Paulus må vi tage gerningen med at advare og oplyse mennesker så alvorlig som var det den sidste advarsel vi kunne give dem der er i fare. Vi er ved at nå til det punkt! I lighed med Paulus har vi af Gud gennem Kristus fået det hverv at forkynde den gode nyhed om Guds rige, blot er det nu Guds oprettede og fungerende rige. (Matt. 24:14, NW) Vi må gøre det for at aflægge et vidnesbyrd og lade en advarsel lyde før den gamle verden ender. Vi må ikke undlade at fortælle „hele Guds råd“. Ligesom Paulus, som siger til os: „Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger,“ må vi gøre det ved at forkynde offentligt og ved at undervise fra hus til hus. — 1 Kor. 11:1.
44. Hvis vi gør dette, hvad vil vi så kunne sige på regnskabets dag, og hvad vil dette medføre for os selv?
44 Hvis vi gør det, hvad vil der så ske? Så vil vi, når Harmagedon kommer, kunne gentage Paulus’ ord og uden skam sige til hele verden: „Jeg [kalder] jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod, for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at fortælle jer hele Guds råd.“ Så vil vi ikke dø på grund af blodskyld. Med rene hænder, rene hoveder og et rent omdømme, vil vi blive ført ind i Guds retfærdige nye verden hvor liv og lykke består til evig tid.