24. Hvad vil Jehova tvinge sine modstandere til og lade dem og os komme til at kende?

²⁴ De, som kæmper imod os, har Jehova Gud lovet at bekæmpe. Det vil sige, at han er på vor side og giver os sin støtte. I Harmagedonslaget vil han gøre vore undertrykkere og modstandere til skamme. Han vil få dem til at kæmpe imod hverandre og således udrydde hverandre. På denne måde vil de æde hinandens kød og drikke hinandens blod, og det vil ikke ske ved hjælp af blodtransfusion eller i et forsøg på at frelse deres liv. Enden på det hele bliver, at alt kød — vore fjender, mens de stadig er i live i kødet, og vi selv — vil få at se, at Jehova alene er frelser for sit folk, dem, som kommer til Zion. Hvis vi holder os ganske nær til ham og tjener sammen med hans store tjener, Kristus Jesus, så skal vi til sidst opnå fuld udfrielse. Ingen djævelsk magt kan hindre det, før vi har haft den forret at hjælpe de andre ud i frihed.

25. Hvilken stor ære er nu vor, og i hvor stor udstrækning bør vi tage del i dette arbejde?

De første kristne ikke kommunistiske

DEN KOLDE KRIG med ord er en hed kamp om Deres sind. Dens invasionsstyrker sætter ind på denne skydeskive fra alle mulige kanter. Nationers „stemmer“ trænger ind i fremmede lande, kun for til gengæld at blive bekæmpet og modarbejdet. Ved et vedholdende bombardement af ord søger propagandisterne at undertvinge den offentlige mening, at forme den efter deres egne selviske interesser. Anklager og benægtelser, heftige angreb og endnu heftigere modangreb, bagvaskelser og krænkelser, personligheder og øgenavne, fremholdelse af halve sandheder og fortielse af hele sandheder — alle sådanne kneb anvendes for at angribe Deres sind og tage det med storm.

Den politiske magt, der nu kæmper så ivrigt for at vinde herredømme over menneskenes sind og tanker, er kommunismen. Den gør listigt brug af propaganda og kender alle tricks, heri indbefattet det kneb at sælge en idé, hvis fortjeneste skyldes andre, ved at søge den bekræftet hos højt ansete kilder. Når kommunisterne prøver at få mennesker i kristenheden, som tilsyneladende respekterer Bibelen, til at ændre politisk overbevisning, citerer nogle af dem ofte Bibelen. De påstår, at de første kristne var kommunister, og citerer som bevis Apostlenes Gerninger 2:44, 45: „Og alle de, som kom til troen, holdt sig sammen og havde alle ting fælles; de solgte tit ejendom og gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til.“ Som så mange politikere, der citerer Bibelen i selvisk øjemed, har disse kommunister ingen forståelse af de skriftsteder, de anvender.

Vi må tænke på situationen, som den formede sig dengang. Det var hen på foråret i år 33 e. Kr. Den sorgens påskedag, da Kristus blev pælfæstet på marterpælen, lå nu syv uger tilbage. I de mellemliggende uger var han blevet oprejst fra døden og faret til himmelen som en udødelig åndeskabning, efter at han havde givet løfte om snart at ville udgyde den hellige ånd over sine efterfølgere. Nu, een og halvtredsindstyve dage efter påsken, vrimlede det med jøder i Jerusalem. De var kommet fra nær og fjern for at fejre ugefesten, pinsedagen, der var en af de tre årlige fester, som alle mandlige jøder skulle fejre i Jerusalem. — 5 Mos. 16:1-16.

Jesu efterfølgere var der også, i et antal af omkring et hundrede og tyve. På denne pinsedag år 33 e. Kr. var de forsamlet. Pludselig fyldtes mødelokalet af en lyd ligesom vindens susen, tunger som af ild blev synlige over dem, den hellige ånd fyldte dem, og de begyndte at tale i forskellige tungemål! Dette røre tiltrak religiøse jøder fra mange nationer, jøder, som var til stede i Jerusalem i denne pinsetid. Disse jøder, der talte mange forskellige sprog, blev „forvirret, fordi de hver især hørte dem tale på deres eget sprog“. Som svar på deres forbavsede spørgsmål forklarede apostelen Peter, at det altsammen skete som en opfyldelse af Joels profeti om udgydelsen af den hellige ånd, og han prædikede så overbevisende for dem, at „de, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til“. — Ap. G. 2:1-41.

I de dage, der fulgte, holdt „alle de, som kom til troen, . . . sig sammen og havde alle ting fælles; de solgte tit ejendom og gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til. Enigt og vedholdende kom de daglig i helligdommen; og hjemme i husene brød de brødet [indtog deres måltider i private hjem, NW] og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed. De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket. Og Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse.“ — Ap. G. 2:44-47.

Ved de offentlige religiøse fester i Jerusalem havde man altid været fælles om alle goder. Huse eller senge blev gratis lånt ud af ejerne. Andre fornødenheder delte man beredvilligt med andre, så længe festen varede, især med besøgende langvejsfra. For disse kristnes vedkommende strakte gavmildheden sig endnu længere, endog så vidt, at de solgte af deres ejendele for at skaffe midler til at sørge for de fattige og trængende. Situationen var usædvanlig. Mange af de tre tusinde sjæle, der føjedes til på pinsedagen, kom langvejsfra. De var kommet til Jerusalem i anledning af ugefesten, men på grund af de mirakler, der var sket, blev de meget længere i Jerusalem, end de havde tænkt sig. De havde ikke forberedt sig på dette uventede, forlængede ophold. Dog blev de der, for nu var det deres største ønske at vinde sig yderligere kundskab om denne