Anerkend den teokratiske organisation og opnå livet

„Så ydmyg jer da under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer. Kast alle jeres bekymringer på ham, thi han har omsorg for jer.“ — 1 Pet. 5:6, 7.

1. Hvorfor kan der ikke lægges for megen vægt på betydningen af at anerkende Jehovas teokratiske organisation med henblik på liv, enhed og fred?

DER KAN ikke lægges for megen vægt på betydningen af at anerkende Jehovas teokratiske organisation. Hvis ens liv afhang af en bestemt handlemåde, burde man kun være glad for at følge denne handlemåde, selv om det sårede ens stolthed, fordi man måtte ydmyge sig. Det er på den måde, det bør være med hensyn til at anerkende den teokratiske organisation og dens måde at virke på under Guds ledelse. Anarkister nægter at anerkende organisationen og underlægge sig den. At sige, at der ikke er nogen organisation, vidner om lovløshed eller anarki, for det ville betyde, at Gud ikke har en organisation, og at hans folk, hans hjord, ikke er organiseret. Det er vigtigere for ham, at hans levende, fornuftbegavede skabninger er organiseret, end det er, at hans livløse skaberværker — solen, månen og stjernerne — er organiseret, for den enhed, harmoni, fred og effektivitet, hvormed universet arbejder, afhænger af den teokratiske måde, hvorpå det er organiseret og ledes.

2. For hvem blev Bibelens gamle Hebraiske Skrifter skrevet som en hjælp til at anerkende organisationen?

² Den hellige bibel er Guds instruktionsbog til sine fornuftbegavede skabninger på jorden. For at være i stand til at praktisere de instruktioner, der findes i Guds bog eller bibel, må vi anerkende den teokratiske organisation i samme udstrækning, som Bibelen selv anerkender den, og det gør den fra første til sidste side. I virkeligheden er Bibelen den synlige teokratiske organisations bog. De første ord, Gud skrev i den med sin egen „finger“, var beregnet på en teokratisk organisation, nemlig de „ti ord“, de ti bud til Guds forbilledlige teokratiske organisation, Israels nation. (5 Mos. 10:1-4) Hele den øvrige del af Toraen eller Loven, fra Første til og med Femte Mosebog, blev skrevet af profeten Moses under Jehova Guds inspiration for samme organisation. Faktum er, at alle de andre bøger i de gamle Hebraiske Skrifter blev skrevet af hensyn til Israels forbilledlige teokratiske organisation. Men ikke for dem alene, for den kristne apostel Paulus skriver til Guds kristne menighed og citerer Salme 69:10 for at bevise følgende: „Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag; men som der står skrevet: Spotten fra dem, der spotter dig, er faldet på mig. Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, Skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ (Rom. 15:3, 4) Bibelens gamle Hebraiske Skrifter blev altså først og fremmest skrevet for at belære Guds kristne menighed.

3. For hvem blev Bibelens kristne Græske Skrifter skrevet, og hvorfor er det nødvendigt for dem at være organisationssindede?

³ Det samme gælder Bibelens kristne Græske Skrifter fra Mattæus til Åbenbaringen. Med undtagelse af Lukas’ evangelium, Apostlenes Gerninger, brevene til Timoteus, Titus og Filemon samt apostelen Johannes’ andet og tredje brev, blev alle bøgerne i Bibelens kristne Græske Skrifter skrevet direkte til den kristne menighed og i første række for den kristne menighed. Men selv de otte bøger, der danner undtagelser fra denne regel, blev skrevet til personer, der hørte til den kristne, teokratiske organisation, og det blev udtrykkelig sagt, at disse bøger blev skrevet til dem for at være til gavn for denne organisation. Alle de syv og tyve bøger i Bibelens kristne Græske Skrifter tilhører derfor nu Guds kristne hjord og ikke noget enkelt menneske, og de udgør sammen med de Hebraiske Skrifters ni og tredive bøger hele den inspirerede bibel. På grund af sin ubrydelige tilknytning til den kristne teokratiske organisation er Bibelen organisationsindstillet, og den kan ikke forstås helt og fuldt, medmindre vi holder os den teokratiske organisation for øje. Dette gør det meget nødvendigt for dem, der ydmyger sig under Guds vældige hånd, at drage fordel af den teokratiske organisation og at anerkende den. Alle fårene i Guds hjord må være organisationssindede ligesom Bibelen.

Opbygning og virksomhed

4. Hvad viser, at Gud trods tilstandene i kristenheden har en synlig organisation, og hvordan er dens ordninger og arbejdsmetoder?

⁴ I dag skiller nitten århundreder os fra den synlige teokratiske organisation i den kristne tidsalders første århundrede. I løbet af alle disse århundreder er den organisation, der påstår at være kristen, undergået mange forandringer og er blevet opdelt i hundreder af religiøse sekter og kulter, hvilket har resulteret i, at den religiøse hjord er blevet splittet. Den religiøse opløsning i kristenheden har derfor ofte givet sig udslag i voldsomme religionskrige og forfølgelse af mindre eller nyere sekter. For at finde frem til kristen, teokratisk organisation må vi skære igennem kristenhedens religiøse traditioner og gå tilbage til apostlenes instruktioner og arrangementer i det første århundrede. Nu har Gud sin fåreflok på jorden under sin gode hyrde, og derfor må han have en synlig organisation under sin mægtige ledelse, og det har han også. Som bevis på, at denne organiserede hjord af hans får er teokratisk ligesom Jesu Kristi apostle, tjener, at den er apostolsk i sine ordninger og sine arbejdsmetoder. Samtidig er den tilpasset vor moderne tid for at kunne udføre den tjeneste, Gud har foreskrevet.

5. Hvad betyder det ikke, at organisationen i vor tid er apostolsk?

⁵ At organisationen er apostolsk betyder ikke, at den har levende „apostle“, der kaldes med dette navn, eller blot „apostolske efterfølgere“. Det kan den ikke have, for Lammet Jesu Kristi tolv apostle var grundstene i den kristne menighed og spillede deres rolle i dens begyndelse, grundlæggelse eller barndom. (Åb. 21:14, 19) Ved slutningen af det første århundrede var alle de virkelige apostle døde, og de udnævnte ingen efterfølgere. Den inspirerede bibel taler imod såkaldte apostolske efterfølgere, der i lighed med troldmanden fra Samaria grådigt ønsker at udøve samme magt over Guds hjord som apostlene. „Thi den slags mennesker er falske apostle, svigagtige arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle. Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere.“ Sådanne ærgerrige, selvophøjende mennesker anerkender ikke den teokratiske organisation og undlader at ydmyge sig under Guds vældige hånd. — 2 Kor. 11:5, 12-15; Ap. G. 8:9-24.

6, 7. a) Hvornår og med hvor mange begyndte den synlige teokratiske organisation, og hvor mange blev føjet til den første dag? b) Hvad siger beretningen om deres apostolske organisation og virksomhed?

⁶ I året 33 e. Kr. på pinsefestens dag begyndte den kristne menighed sin løbebane som en synlig teokratisk organisation på hundrede og tyve medlemmer i en øvre sal i Jerusalem. Ved den lejlighed blev Guds hellige ånd gennem hans overhyrde, Jesus Kristus, udgydt over denne lille hjord af Jesu trofaste, efterfølgere. Som følge af denne udgydelse af hellig ånd, der fulgtes af mirakuløse manifestationer i den lille menighed, blev der aflagt et virkningsfuldt vidnesbyrd om Jehova Gud og hans ophøjede søn, Jesus Kristus, ved Peters og de øvrige apostles forkyndelse, som blev udført ved den udgydte hellige ånds kraft. Tre tusinde af tilhørerne tog imod budskabet og blev døbt i vand som bevis på, at de nu troede på Jesus Kristus som Jehova Guds søn, Herre og Kristus. I beretningen læser vi følgende om deres apostolske organisation og virksomhed: „De, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til. Og de holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne.“ — Ap. G. 2:1-42; 1:15.

⁷ I sin videre omtale af deres virksomhed siger beretningen: „Enigt og vedholdende kom de daglig i helligdommen; og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed. De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket. Og Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse.“ (Ap. G. 2:46, 47) Menigheden i Jerusalem vedblev at følge denne handlemåde, selv efter at de vantro jøder var begyndt at forfølge dem på det voldsomste: „Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus.“ — Ap. G. 5:42.

8. Hvad viser beretningen, at deres handlemåde på den tid blandt andet bestod i?

⁸ Beretningen viser os, at de kristnes handlemåde på apostlenes tid blandt andet bestod i, at de viede sig apostlenes lære, der blev støttet af Bibelens Hebraiske Skrifter, hvorfra de ofte citerede, at de sluttede sig sammen som trosfæller for at danne en ny menighed, der intet havde at gøre med den jødiske synagoge, og at de spiste sammen i private hjem i glæde og med oprigtige hjerter. Dette havde forbindelse med deres forkyndelse fra hus til hus, for når de lærte og forkyndte det gode budskab om Jesus Kristus, delte de, der modtog denne åndelige føde, deres materielle føde med dem for at styrke dem fysisk. (Gal. 6:6) Foruden denne forkyndelse fra hus til hus holdt de offentlige møder i tempelgården, hvor de var til stede dag efter dag for at nå skarerne, der trængtes i templet, med budskabet. De virkede således hele tiden for at prise Jehova Gud og forkynde det gode budskab om Jesus Kristus både privat og offentligt. Denne fremgangsmåde havde succes, for Jehova forøgede daglig antallet af troende.

9. Hvem vier sig i nutiden apostlenes lære, og hvordan?

⁹ Hvad der var teokratisk dengang, er teokratisk i dag. Hvad der førte til succes dengang, fordi det var af teokratisk natur, vil føre til succes i dag. Det er grunden til, at Jehovas vidner er gået tilbage til apostlenes tid ved at søge at efterligne dem. Det er een måde, hvorpå man i vor tid kan vi sig apostlenes lære: ved at efterligne deres fremgangsmåde. Hvad apostlenes mundtlige undervisning angår, har vi dem ikke iblandt os i kødet nu, men vi har deres skrifter sammen med deres meddisciples inspirerede skrifter, f. eks. Markus, Lukas, Jakob og Judas. Ved nøje at følge disse inspirerede kristne skrifter og tage afstand fra uinspirerede menneskers religiøse traditioner vier vi os nu i tiden de inspirerede apostles skrevne lære. Denne skrevne lære instruerer os om, hvordan den sande kristne menighed i vor tid bør organiseres og ledes af kvalificerede tilsynsmænd og tjenere, som udnævnes af ledelsen for hele den kristne menighed ud over jorden. Som på apostlenes tid samles Jehovas vidner i deres mødelokaler, og det gør de regelmæssigt uden at få den dårlige vane at svigte deres egen menighedsforsamling; tværtimod formaner de hverandre, og det så meget mere som de ser, at Harmagedonslaget er kommet nær. Jerusalems tempel blev ødelagt i året 70 e. Kr., og Jehovas vidner i vor tid kan ikke holde offentlige møder der, men alligevel holder de offentlige møder overalt, hvor de kan, både indendørs og i det fri. — Ap. G. 14:23; 20:28-35; 1 Tim. 3:1-13; Tit. 1:5-9; Hebr. 10:25.

10. Hvilket særligt fremtrædende træk ved apostlenes tid kendetegner Jehovas vidners virksomhed nu i tiden?

¹⁰ Et særlig fremtrædende træk ved apostlenes virksomhed kendetegner også Jehovas vidners arbejde i vor tid. Hvilket? Deres forkyndelse af det gode budskab fra hus til hus og når de møder gæstfrihed i private hjem, f. eks. ved store stævner i forskellige byer, der er et modstykke til Jerusalem, den gamle stævneby. At apostlene selv ikke var hævet over det teokratiske krav om at forkynde fra hus til hus, viser apostelen Paulus ved at sige til de ældre mænd i Efesus-menigheden: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og lære jer både offentligt og i hjemmene [fra hus til hus, NW] alt, hvad der kunne være jer til gavn; både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus. . . . Dog, jeg regner ikke mit liv for noget; det har intet værd for mig selv, når jeg blot kan fuldende mit løb og den tjeneste, jeg har fået af Herren Jesus: at vidne om Guds nådes evangelium.“ — Ap. G. 20:20, 21, 24.

11. Hvem har haft noget at indvende imod denne virksomhed, og hvorfor?

¹¹ Dette hus-til-hus-arbejde har været så effektivt med hensyn til at nå størstedelen af menneskene med Guds budskab i dette det tyvende århundrede, at kristenhedens religiøse præsteskab er fremkommet med uteokratiske indvendinger og protester og har forårsaget, at sagen er kommet for politiet og for politiske og juridiske myndigheder, ligesom det jødiske præsteskab gjorde på apostlenes tid. Det har bevirket, at Jehovas vidner har måttet kæmpe i retten for at holde denne vej åben for forkyndelsen af budskabet om Guds rige. I lande, hvor Jehovas vidner er bandlyst, eller hvor statsreligionen ikke tillader dem at holde offentlige foredrag, efterligner de apostlene ved på teokratisk vis at gå fra hus til hus og i stilhed forkynde uden at henlede offentlighedens opmærksomhed på sig.

Fyrstelige trælle

12. Hvilken grundvold må vi bygge på for at være teokratiske i vor tid?

¹² At vi tilpasser os det første århundredes apostolske fremgangsmåder og ordninger, er et led i vor anerkendelse af nutidens teokratiske organisation — en anerkendelse, der er bestemmende for vor eksistens. Vi ved, at i skildringen af det nye Jerusalem siges der, at det har tolv grundstene, hvorpå der står tolv navne: „Og bymuren havde tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: Navnene på Lammets tolv apostle.“ (Åb. 21:14, 19) For at være teokratiske må vi også nu i tiden bygge på denne tolvfoldige grundvold, der består af disse kristne apostle og profeter, mens Jesus Kristus selv er den hovedhjørnesten, hvorpå alle de apostolske grundstene blev nedlagt. — Ef. 2:20-22.

13. Hvilket andet i forbindelse med den teokratiske organisation må vi nu anerkende, og siden hvornår har det været tilfældet?

¹³ Men nu i denne „endens tid“ for verden er der noget andet i forbindelse med den teokratiske organisation, som vi må anerkende. Hvilket? Den „tro og kloge tjener“. Jesus sagde i sin detaillerede profeti om de begivenheder, der skulle markere „endens tid“ og hans usynlige nærværelse, at han ved den tid ville udnævne en sådan „tro og klog tjener“. „Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg eder, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ (Matt. 24:45-47) Verdensbegivenhederne siden 1914 og ganske særlig begivenhederne inden for Jehovas folk siden 1918 afgiver håndgribelige beviser for, at Herren Jesus Kristus, der er kommet i sit rige, er kommet til Guds åndelige tempel for at fortsætte den endelige dom over „Guds hus“, og som et udslag af hans domsarbejde ser han nu en „tro og klog tjener“, som han har sat over alt, hvad han ejer, alt, hvad der her på jorden angår Rigets interesser. (1 Pet. 4:17) For nu helt og fuldt at anerkende den teokratiske organisation må vi anerkende denne „tro og kloge tjener“, som den genkomne Herre og Dommer har sat over alt, hvad han ejer. Vi kan ikke komme uden om dette.

14. Hvem er denne „tjener“, og hvem betjener han nu med føde?

¹⁴ Igennem flere år mente man, at denne „tro og kloge tjener“ var eet menneske eller en enkelt mands ansvarsfulde hverv. Men er den synlige teokratiske organisations forsyning med åndelig „mad i rette tid“ afhængig af eet enkelt menneske? Nej; og i lyset af opfyldte profetier ser vi nu sagens rette sammenhæng, nemlig at den udnævnte „tjener“ er en skare, resten eller de tiloversblevne af Jesu Kristi salvede, åndelige efterfølgere, der er kaldede til at være hans medarvinger i hans himmelske rige. Denne „tjener“-skare administrerer nu alle Herren Jesu ejendele på jorden, og den serverer „mad i rette tid“, ikke alene for medlemmerne af den salvede rest, men nu også for en „stor skare“ af Herrens „andre får“, de trofaste, der forventer en jordisk tilværelse i den nye verden. Eftersom Herren har udnævnt „tjener“-skaren til at forestå alle sine synlige ejendele, giver Herren Jesus, den gode hyrde, ikke sine får på jorden i dag føde gennem andre end denne „tjener“.

15. Ifølge hvilket eksempel har denne tjenerskare en ledelse, og hvem består den af?

¹⁵ Eftersom den „tro og kloge tjener“ er en skare, er dens fortsatte trofasthed og klogskab ikke afhængig af et enkelt menneskes liv og opførsel. Da „tjener“-skaren består af mange salvede kristne, må den have en ledelse. Det har den også, ligesom den teokratiske menighed på apostlenes tid havde en ledelse. Peter hævdede ikke, at han var denne ledelse. Paulus heller ikke. Begge disse apostle anerkendte, at ledelsen bestod af flere end dem selv, og de lod ledelsen afgøre deres tvivlsspørgsmål. Da Lammet kun havde tolv apostle, kunne alle de åndeligt kvalificerede mænd på den tid ikke høre med til disse særlige apostle. Og derfor optog ledelsen andre end de tolv apostle iblandt sig, nemlig andre ældre mænd i den teokratiske organisation i Jerusalem, for eksempel Jakob, Jesu Kristi halvbroder. (Ap. G. 15:1-29; Gal. 1:18, 19; Jak. 1:1) Naturligvis findes ingen af de tolv apostle i den tro og kloge tjenerskares ledelse i vor tid — de har jo længe været borte fra den jordiske skueplads — men nutidens ledelse følger de skrevne instruktioner, som disse apostle og de andre ældre mænd, der sammen med dem skrev Bibelens kristne Græske Skrifter, har efterladt sig. Den teokratiske ledelse i vor tid består af andre åndeligt kvalificerede mænd fra den salvede rest.

16. Hvad er ledelsen nær forbundet med, og hvordan når dens virksomhed ud over jorden?

¹⁶ Nutidens synlige teokratiske organisation er tilpasset nutidens forhold og krav, ligesom den har pligt til at betale kejseren, hvad kejserens er, og derfor har den et juridisk anerkendt redskab, Watch Tower Bible and Tract Society, der i 1884 blev lovformeligt inkorporeret i staten Pennsylvania, Amerikas Forenede Stater. (Matt. 22:21) Den tro og kloge tjenerskares ledelse er nær forbundet med denne lovformelige korporation i administrative, juridiske og offentlige anliggender for derigennem at sørge for, at „dette evangelium om Riget“ bliver forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne. (Matt. 24:14) Forkyndelsen af Riget foregår allerede i 150 lande, og denne korporation har afdelingskontorer i over tres af disse lande. Moderkorporationen giver med rette afdelingerne den nødvendige finansielle støtte. De kristne mænd, der forestår disse afdelinger, er indviede vidner for Jehova, og de kaldes „afdelingstjenere“. Det er netop, hvad afdelingstjenerne er — „tjenere“, ikke chefer. Vor anerkendelse af nutidens teokratiske organisation må indbefatte, at vi anerkender alt det, Jehova Gud har arrangeret og tilvejebragt for vor tid gennem Jesus Kristus. Som bevis på, at vi loyalt anerkender alt dette, må vi søge at samarbejde i trofasthed med den teokratiske organisation og dens forskellige afdelinger og følge dens bestemmelser.

17. Siden hvornår har Esajas 32:1, 2 fået sin opfyldelse, og hvordan?

¹⁷ Siden 1914, da Riget blev oprettet i himmelen, og i særdeleshed siden 1919 har profetien i Esajas 32:1 fået sin opfyldelse på den kronede Jesus og hans udnævnte tjenere på jorden: „Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster [sarim, hebraisk] styre med ret, hver af dem som læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land.“ Da „fyrster“ eller sarim her ikke betyder verdslige fyrster, men ledende, teokratiske mænd, sådanne, som er udnævnt til at forestå en gruppe på helt ned til ti, indtager den tro og kloge tjenerskare en fyrstelig stilling i forhold til de „andre får“ blandt Jehovas vidner. Afdelingstjenerne, hvad enten de hører til den salvede rest eller til de „andre får“, er teokratiske fyrster eller sarim i det distrikt, der hører under deres respektive afdelinger. Enhver mandlig tjener, der er udnævnt af ledelsen, og som styrer „med ret“ blandt ti Jehovas vidner, er en teokratisk fyrste eller sar. Af alle Jehova vidner på jorden skulle først og fremmest de teokratiske sarim anerkende den teokratiske organisation, der virker nu.

18. På hvilket grundlag indsættes brødre i tjenesten som sarim, og hvad kræves der, for at de kan styre med ret?

¹⁸ Jehovas teokratiske konge, Jesus Kristus, beholder kun trofaste og lydige „fyrster“ i sin tjeneste på jorden. For at disse sarim kan fortsætte i deres særlige tjeneste, må de anerkende deres Herre, Jehovas konge, der nu er sat på tronen, de må ydmyge sig under hans kongelige hånd og herske med retfærdighed. At disse sarim skal herske med retfærdighed betyder, at de må handle ret over for deres konge Jesus Kristus, over for Kongens „tro og kloge tjener“, der er blevet sat over alle hans ejendele, og over for Kongens andre får, hans undersåtter. Kongens sarim indtager ikke en sådan stilling, at de kan følge den fremgangsmåde, der ulykkeligvis blev anset for passende i dommertidens Israel: „I de dage var der ingen konge i Israel; enhver gjorde hvad han fandt for godt.“ (Dom. 21:25) Sarim er eksempler for dem, de tjener iblandt, og derfor bør de selv rette sig efter organisationsinstruktionerne. Det betyder, at de må holde sig nøje underrettet om sådanne instruktioner — præsterne i fortidens Israel plejede endog at lære Bibelens bud udenad — og studere dem grundigt. På den måde vil de få forståelse af deres indhold og det, som er underforstået i forbindelse med disse retningslinier, og således vil de være i stand til at tage vare på mange ting, der ikke direkte omtales i instruktionerne. Derefter vil de bestræbe sig på altid at være i overensstemmelse med organisationsinstruktionerne for at kunne styre med ret.

19. Hvad er den væsentligste grund for for eksempel en afdelingstjener til at anerkende organisationen og underlægge sig dens bestemmelser?