Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w85 1/1 s. 18-26
  • Forkyndelse fører til vækst

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Forkyndelse fører til vækst
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1985
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • „Vidner om mig“
  • Hvem forkynder?
  • Et storslået vidnesbyrd aflagt i 1984
  • De trofaste velsignes
  • Rigets fremgang!
  • Jehovas Vidners Årbog 1985
    Jehovas Vidners Årbog 1985
  • Jehovas Vidners Årbog 1984
    Jehovas Vidners Årbog 1984
  • Jehovas Vidners Årbog 1987
    Jehovas Vidners Årbog 1987
  • Årbogen for 1984: Fremgang i hele verden
    Rigets Tjeneste – 1984
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1985
w85 1/1 s. 18-26

Forkyndelse fører til vækst

„Måtte Jehova . . . lægge tusind gange så mange til jer som I er, og måtte han velsigne jer, sådan som han har lovet jer.“ — 5 Mosebog 1:11, NW.

1, 2. (a) Hvad lovede Jehova Israel? (b) Hvordan indfriede han disse løfter, og på hvilken betingelse?

EN TUSINDFOLDIG VÆKST! Det var hvad Moses anmodede om at Jehovas ’hellige folk’, Israel, måtte erfare. Jehova havde tidligere givet folket nogle omfattende løfter. (2 Mosebog 19:5, 6; se også Første Mosebog 12:2, 3.) Indfriede han disse løfter?

2 Om Juda og Israel læser vi at de, cirka 500 år efter at Moses havde sagt ovenstående ord, „var talrige, så talrige som sandet ved havet, og de spiste og drak og var glade“. Dronningen af Saba, der var kommet langvejsfra for med egne øjne at se dette riges herlighed, sagde til Salomon: „Se, halvdelen er ikke blevet mig fortalt. Du har i visdom og velstand overgået rygtet som jeg hørte. . . . Velsignet være Jehova din Gud . . . fordi Jehova elsker Israel evindelig.“ (1 Kongebog 4:20; 10:7-9, NW) Ja, så længe dette folk trofast tjente som Jehovas vidner, gav han det velstand og fremgang.

3. (a) Hvad sagde Peter angående Guds „folk for sit navn“? (b) Hvorfor er navnet „Jehovas Vidner“ velvalgt til netop dette folk?

3 Mere end tusind år efter Salomons død berettede apostelen Peter i detaljer over for det kristne styrende råd i Jerusalem „om hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn“. (Apostelgerninger 15:14) Israelitterne havde været et folk for Guds navn. Men nu udtog Gud igen „et folk for sit navn“ — nemlig den kristne menighed, det åndelige Israel — hvis medlemmer ligeledes skulle være vidner for Jehova og gøre hans rige og hensigter kendt. (Galaterne 6:16) I harmoni hermed er dette folk nu kendt overalt på jorden under det navn som Jehova selv henleder opmærksomheden på i Esajas 43:10-12: ’Jehovas Vidner’. Hvad indbefatter det at være et folk for Jehovas navn?

„Vidner om mig“

4. (a) Hvorfor må Jehovas vidner også være ’vidner om Jesus’? (b) Hvilket eksempel satte Jesus med hensyn til at forkynde om Jehova, som det fremgår af Bibelen?

4 Jesus gav dette folk en tjenestegerning, idet han sagde: „I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Apostelgerninger 1:8) „Vidner om mig,“ siges der. Kan vi ud fra disse ord slutte at der kun skal aflægges et vidnesbyrd om Jesus, og ikke om Jehova? Nej. På dette afgørende tidspunkt hvor Jehova begyndte at vise det åndelige Israel gunst fremfor det kødelige, måtte der nødvendigvis aflægges et grundigt vidnesbyrd om den Kristus som denne nye ordning byggede på. Jesus vil imidlertid altid være underlagt sin Fader. Han satte eksemplet for os med hensyn til at forkynde om Jehovas navn og rige. — Johannes 5:30; 6:38; 17:6, 26; 18:37.

5. (a) Hvad må vi forkynde om i forbindelse med Jesus? (b) Hvordan går vi derved i Jesu fodspor?

5 Jesus Kristus er mellemmand for den nye pagt, og de salvede kristne, der er med i denne pagt, er kaldet til at arve Riget. Han er „livets hovedformidler“, den ved hjælp af hvem Jehova løskøber menneskeheden fra døden. Jesus „må nødvendigvis herske som konge“ indtil alle fjender af Gud og mennesker er overvundet og et vidunderligt paradis er blevet genoprettet på jorden. Han er ’Guds søn’, der i opstandelsen kalder de døde frem fra graven. (Hebræerne 9:15; Apostelgerninger 3:15; Salme 110:1, 2, 5; 1 Korinter 15:25-28; Lukas 23:42, 43; Johannes 5:25-29) Som Jehovas vidner aflægger vi derfor også et vidnesbyrd om Sønnens enestående andel i hævdelsen af Jehovas navn. Derved går vi i vor Herres fodspor, for han var jo selv det største vidne for Jehova der nogen sinde har eksisteret. Han blev kaldt „det trofaste vidne“. — Åbenbaringen 1:5; 3:14; Johannes 18:37; 1 Peter 2:21.

Hvem forkynder?

6. (a) Hvem er i dag de eneste der forkynder om Riget? (b) Hvordan kan det siges at disse gør „større gerninger“?

6 Der er i dag et forenet folk der forkynder „til jordens fjerneste egne“. Det er det folk apostelen Peter talte om — ’folket for Guds navn’ — der aflægger vidnesbyrd om Jehova og hans rige ved Kristus Jesus. Angående dette sagde Jesus til sine disciple: „Den der tror på mig, han vil også gøre de gerninger jeg gør; og han vil gøre større gerninger end disse, for jeg går til Faderen.“ (Johannes 14:12) Siddende ved sin Faders højre hånd i himmelen leder kongen Jesus Kristus nu det mest omfattende vidnesbyrd der nogen sinde er blevet aflagt her på jorden. Som Jesus forudsagde vil enden komme når „denne gode nyhed om riget“ er blevet „forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. — Mattæus 24:14.

7. (a) Hvad er grunden til at kristenhedens sekter ikke forkynder? (b) Hvorfor er Jehovas vidner, i modsætning dertil, så nidkære i deres tjeneste?

7 „Denne gode nyhed om riget“ er den mest betagende nyhed der nogen sinde er blevet forkyndt for menneskene. Om denne herlige nyhed tier kristenhedens religiøse sekter fuldstændig stille. Men da de ikke har noget håb om et fremtidigt rige, er det ikke så underligt at de ikke forkynder! De har ikke givet agt på den mest bemærkelsesværdige begivenhed i menneskehedens historie — at Menneskesønnen er kommet i Rigets herlighed for at sætte sig på sin herligheds trone og dømme jordens folk og nationer. En enestående nyhed at aflægge vidnesbyrd om! Under engles ledelse forkyndes derfor nu „en evigvarende god nyhed . . . som godt nyt for dem der bor på jorden, og for hver nation og stamme og hvert tungemål og folk“. Deltager du, som et vidne for Jehova og Kristus, også ivrigt i dette forkyndelsesarbejde? — Mattæus 25:31-33; Åbenbaringen 14:6, 7.

Et storslået vidnesbyrd aflagt i 1984

8. (a) Hvorfor har vi grund til at glæde os over rapporten for tjenesteåret 1984? (b) Hvad får nye disciple til at strømme til?

8 På siderne 20-23 i dette blad finder du en rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i tjenesteåret 1984. Denne rapport viser hvor rigt vor Gud, Jehova, velsigner sine ydmyge vidners bestræbelser. I alt 203 lande er med i rapporten. Af disse melder 172 lande om en stigning i forkyndertallet. Og det er en glæde at disse forkyndere af Riget samtidig kan sige at ’Herren har forårsaget at de vokser, ja strømmer over, i kærlighed til hinanden og til alle’. (1 Tessaloniker 3:12) Jehovas folks kærlige enhed og vidnesbyrdet om Riget får nu store skarer af nye disciple til at strømme til. Til disse siger Jesus: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:31, 32.

9. (a) Hvordan har vi hver især haft en lille andel i denne rapport? (b) Hvad viser tallene om Jehova og hans folk?

9 Hvordan har Vagttårnsselskabet kunnet udarbejde denne rapport? Den er blevet sammensat ved hjælp af alle de tjenesterapporter som de enkelte forkyndere trofast har indsendt hver måned. Er du ikke glad for at du har haft en lille andel i denne storslåede rapport? Tallene viser at Jehova har ’udøst velsignelse i overmål’ over sine vidner — ’folket for hans navn’, som han har forenet i tjenestens verdensomspændende ’bånd’. — Malakias 3:10; Salme 56:11, 12; Kolossenserne 3:14.

10. (a) Hvad understreger at ’vidner’ må være selvopofrende? (b) Hvad siger Bibelen om dem der bevarer deres integritet og den belønning de vil få?

10 En stor del af dette forkyndelsesarbejde er blevet udført under forfølgelse eller trængsler, og har krævet stor selvopofrelse. Dette skal ikke overraske os, for ordet „vidne“ (om Gud) er en oversættelse af det græske ord martys eller martyros, hvoraf det danske ord „martyr“ (blodvidne, en der lider eller dør for sin tro) er afledt. Dette understreger at vi som Jehovas vidner bør være selvopofrende, fast besluttede på altid at yde vort bedste og bevare vor integritet under alle omstændigheder, om nødvendigt til døden. — Lukas 9:23; jævnfør Job 2:3; 27:5; 31:6; Apostelgerninger 22:20; Åbenbaringen 2:10.

De trofaste velsignes

11, 12. (a) Hvilke trosstyrkende forsikringer har Jehova givet os? (b) Hvordan har hans folk sejret over totalitære styreformers undertrykkelse?

11 I perioder med forfølgelse har Jehovas ’folk for hans navn’ brug for ’en kraft ud over det normale’ for at kunne holde ud trods de voldsomme angreb fra Satan og hans dæmonhorder. Denne kraft får de fra Jehova, der udfrier sine trofaste vidner og giver dem fremgang. (2 Korinter 4:7-9; Esajas 54:17; Jeremias 1:19) Lad os for eksempel se på situationen i de såkaldte aksemagter, Tyskland, Italien og Japan, under den anden verdenskrig. Ved hjælp af grusomme diktatoriske regeringer ’spyede Djævelen en flod af forfølgelse fra sin mund’ for at ’drukne’ det forkyndelsesarbejde der udførtes under ledelse af Guds himmelske organisation, hans symbolske kvinde. Men lykkedes det Satan at standse forkyndelsen? Nej. Jehova styrede begivenhederne således at jordens demokratiske nationer opslugte denne flod. De ’onde blev udslettet’, og Jehovas loyale vidner har nu en enestående fremgang i netop disse lande. — Åbenbaringen 12:15, 16; Salme 37:28, 29.

12 I disse tre lande har Vagttårnsselskabet inden for den senere tid bygget store trykkerier med det formål at udsende en helt anden slags flod — nemlig millioner af bibler og bibelske bøger og blade til gavn for Jehovas vidner og andre der hungrer efter sandheden. I Tyskland, Italien og Japan er der nu over 300.000 forkyndere der aflægger vidnesbyrd om Riget i folks hjem. Ja, Jehova har velsignet hele den verdensomspændende arbejdsmark og sit trofaste folk med forøget vækst! — Jævnfør Salme 115:12-15.

13. (a) Hvordan fremgår det af årsrapporten at trofaste vidner har levet op til årsteksten for 1984? (b) Hvad bør dette tilskynde os til at gøre?

13 Djævelen, der ved at hans tid er kort, fortsætter imidlertid med at føre krig mod dem „som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“. (Åbenbaringen 12:12, 17) Satans modstand er særlig hård i de lande der på årsrapporten er opført som „28 andre lande“. Forkynderne i disse lande har trofast levet op til årsteksten for 1984, og vist „så meget mere mod til at tale Guds ord uden frygt“. (Filipperne 1:14) Det er meget rosværdigt at der netop i disse lande har været en fremgang i antallet af forkyndere på 3,1 procent. Måtte vi alle fortsat følge deres eksempel og nidkært „bringe Gud et lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn“. — Hebræerne 13:15.

14. (a) Hvad kan „føre til et vidnesbyrd“ for os? (b) På trods af hvad bør vi blive ved med at forkynde modigt, og hvorfor?

14 Efterhånden som verdensforholdene forværres er der uden tvivl flere af os der vil blive forfulgt, stillet for retten og fængslet. Jesus nævnte dette blandt de ting der ’nødvendigvis må indtræffe’ før enden kommer, og tilføjede: „Det vil føre til et vidnesbyrd for jer.“ I alle situationer må Jehovas vidner blive ved med at forkynde om Gud og Kristus. Det gør mange på trods af hård modstand fra familien, forhånelser fra kolleger eller skolekammerater, og bebrejdelser som folk i distriktet overøser dem med. Forkynder du modigt trods prøvende omstændigheder? Gør du det, er du blandt dem til hvem Jesus sagde: „Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.“ — Lukas 21:7, 9-19.

Rigets fremgang!

15. Nævn nogle bemærkelsesværdige punkter fra diagrammet på side 25.

15 „Rigets fremgang“ — et glimrende tema for vort områdestævne i sommeren 1984, eftersom vi i dette tjenesteår har haft den hidtil største fremgang. Se blot på diagrammet på denne side! Det er udarbejdet på grundlag af de rapporter som er indsendt af Vagttårnsselskabets 95 afdelingskontorer, der fører tilsyn med forkyndelsen i 203 lande.

16. Nævn hvad nogle afdelingskontorer har skrevet som et udtryk for glæde.

16 Pladsen tillader ikke at vi bringer alle de breve disse afdelingskontorer som et udtryk for glæde har sendt os sammen med deres årsrapporter, men her følger nogle eksempler fra hele verden:

Alaska: Samtlige indbyggere i landsbyen Metlakatla mødte op for at se 230 Jehovas vidner bygge en smuk rigssal på 32 timer. Rigssalen blev indviet om søndagen i den selv samme weekend.

Honduras: Vi har haft det hidtil største højdepunkt med 3663 forkyndere. Mindehøjtiden blev overværet af 17.005, så der er stadig et stort arbejde at udføre.

Brasilien: Flere nye højdepunkter kulminerede med 160.927 forkyndere, og 474.450 overværede mindehøjtiden.

Thailand: Pionerånden lever — i april var 22 procent af alle forkynderne med i denne tjeneste.

Papua-Ny Guinea: Rekordtallet for hjælpepionerer er steget med 91 procent. Mindehøjtiden blev overværet af 7704, hvilket er over 1000 flere end sidste år.

Østrig: Pionerånden breder sig. Vi har haft fem på hinanden følgende højdepunkter i antallet af pionerer, samt syv forkynderrekorder. Den seneste er på 15.618 forkyndere.

Zambia: Vi havde det hidtil største højdepunkt på 58.925 forkyndere. Mindehøjtiden blev overværet af 393.431 — 110.447 flere end sidste år.

17. (a) Hvilken fremgang er der sket med hensyn til antallet af pionerer? (b) Hvilke praktiske mål anbefales her, og især for hvem? (c) Hvor høj er den nyeste forkynderrekord, og hvad kan have bidraget til dette?

17 Rapporterne viser at trofaste missionærer og pionerer fortsat fører an i forkyndelsen i nye såvel som gamle distrikter. Det er en stor opmuntring at se stigningen i antallet af pionerer. I april havde vi det hidtil største antal hjælpepionerer: 323.644, hvilket repræsenterer en stigning på 49 procent. Ikke så få af disse har haft den forret at træde ind i de almindelige pionerers rækker. Der er desuden mange af vore unge forkyndere der betragter pionertjenesten som deres mål og som i deres sidste skoleår træffer praktiske foranstaltninger til at kunne tage pionertjenesten op. Resultatet ses i den enestående stigning i antallet af pionerer. Dette har også gjort sit til at opbygge en nidkær ånd i vore menigheder, hvilket uden tvivl har bidraget til den nye rekord på 2.842.531 forkyndere i hele verden, en 7,2 procents stigning i forhold til 1983. Er du ikke glad for at du har haft del i denne bølge af fremgang?

18. (a) På hvilke andre felter har vi haft en stor fremgang i 1984? (b) Hvad viser rapporten fra mindehøjtiden om mulighederne for yderligere vækst, og hvordan vil vore læsere måske reagere på dette?

18 Det glædelige vidnesbyrd der er blevet aflagt i 1984 genspejler sig også i stigningen i antallet af afsatte blade og bøger, i det rekordhøje antal timer anvendt i forkyndelsen, i den enestående stigning i antallet af genbesøg hos interesserede og hjemmebibelstudier med disse. Vi glæder os til at se frugterne af denne nidkære tjeneste! Og der er store muligheder for en endnu større indsamling! Det fremgår af det bemærkelsesværdigt høje antal tilstedeværende ved Herrens aftensmåltid den 15. april 1984. I alt 7.416.974 overværede højtiden i Jehovas Vidners menigheder jorden over, og af disse tilkendegav 9081 at de tilhørte Herrens ’lille hjord’ ved at nyde brødet og vinen. Måtte alle vore læsere fortsat vokse åndeligt, så flere kan give rum for at tage del i det store vidnesbyrd og den indsamling der endnu ligger ude i fremtiden. — Jævnfør Efeserne 4:15; Filipperne 1:9-11.

19. Hvad kan vi takke Jehova for, og hvad beder vi om angående fremtiden?

19 Vi kan i sandhed gentage Moses’ ord og sige om Jehovas Vidner, nutidens ’folk for Jehovas navn’: „[Jehova] eders Gud har gjort eder talrige, og se, I er nu så mange som stjernerne på himmelen.“ (5 Mosebog 1:10) Det er vor bøn at vor suveræne Herre, Jehova, fortsat vil give vidnesbyrdet om Riget fremgang og øge væksten!

Hvad vil du svare?

■ Hvorfor må Jehovas vidner også være ’vidner om Jesus’?

■ Hvilket storslået vidnesbyrd blev aflagt i 1984?

■ Hvad viser at Jehova velsigner sine trofaste vidner?

■ Hvad bør årsrapporten for 1984 tilskynde os til?

[Ramme på side 26]

’Glade, lykkelige, taknemmelige’

Fra et land hvor Jehovas Vidners arbejde i over 40 år har været underlagt begrænsninger, kommer denne rapport: „Den største glæde [vi] har haft er den øgede forkyndelse og undervisning i distriktet. Mange har været hjælpepionerer. En af dem gav udtryk for sine følelser med disse ord: ’Jeg er fyldt med glæde, jubel og lykke, og med dyb tilfredshed.’ En anden hjælpepioner har sagt: ’Jeg er så glad for at jeg kan gøre noget der har Jehovas behag. Det er lykkedes mig at oprette fem nye hjemmebibelstudier.’ En anden tilføjede: ’Jeg takker Jehova fordi han hjalp mig til at opdyrke den kærlighed der er nødvendig for at man kan hjælpe andre.’ I en menighed med 61 forkyndere var der i én måned 38 hjælpepionerer. Som følge deraf blev der oprettet 66 nye bibelstudier.“

[Oversigt på side 20-23]

Rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 1984

(Se den trykte publikation)

[Oversigt på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Sammenligning af årsrapporterne

Afdelingskontorer

1984: 95

1983: 94

Lande der har indsendt rapport

1984: 203

1983: 205

Forkyndere, rekord

1984: 2.842.531

1983: 2.652.323

Vækst: 7,2%

Forkyndere, gennemsnit

1984: 2.680.274

1983: 2.501.722

Vækst: 7,1%

Pionerer, gennemsnit

1984: 258.936

1983: 206.098

Vækst: 25,6%

Hjælpepionerer (april)

1984: 323.644

1983: 217.860

Vækst: 48,6%

Timer i alt

1984: 505.588.037

1983: 436.720.991

Vækst: 15,8%

Bøger

1984: 36.639.925

1983: 36.039.400

Vækst: 1,7%

Abonnementer

1984: 1.812.221

1983: 1.756.153

Vækst: 3,2%

Blade

1984: 287.358.064

1983: 258.698.636

Vækst: 11,1%

Genbesøg

1984: 195.819.093

1983: 174.687.309

Vækst: 12,1%

Gennemsnitligt antal bibelstudier

1984: 2.047.113

1983: 1.797.112

Vækst: 13,9%

Mindehøjtid, til stede

1984: 7.416.974

1983: 6.767.707

Vækst: 9,6%

Mindehøjtid, nød symbolerne

1984: 9.081

1983: 9.292

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del