Et verdensomspændende vidnearbejde kontra verdensomvendelse
1. Hvorfor fortjener en befaling der blev givet for nitten hundrede år siden at vi ser meget nøje på den i dag?
SER man på en befaling nitten hundrede år efter at den blev givet, kan man afgøre hvor godt og i hvor stor udstrækning den er blevet efterkommet. Hvis det er en befaling der berører hele menneskeheden, fortjener den at vi ser meget nøje på den. Hvad er der indtil nu sket med befalingen? Der ligger realiteter bag dette spørgsmål, for der er blevet givet en sådan befaling af verdensomspændende betydning. Befalingens udførelse har berørt hele verden, og hvad enten vi synes om det eller ej, berører den også os i dag.
2. På hvilken dag, i hvilken måned og i hvilket år blev befalingen givet, og hvor skete det?
2 Hvornår blev denne befaling givet, og af hvem og til hvem? Den blev givet på den femte dag i ugen, eller, som vi ville sige, på en torsdag, og på den femogtyvende dag i måneden ijar (eller ziv), i året 33 efter vor tidsregning, det vil sige om foråret i dette år. Nogle har prøvet at markere hvor omtrent befalingen blev givet ved at rejse et kapel på stedet, for den blev givet på et kendt bjerg øst for Jerusalem, nemlig Oliebjerget.
3. Hvorfor var den der gav befalingen et usædvanligt menneske, og hvad var hans navn?
3 Den der gav befalingen var et usædvanligt menneske, et menneske der var vendt tilbage fra de døde fyrre dage før denne begivenhed. Romerske soldater var blevet brugt til at henrette ham, og dødsdommen var blevet afsagt på grundlag af følgende anklage som blev fremsat over for den romerske landshøvding Pontius Pilatus: „Vi fandt denne mand i færd med at skabe oprør i vor nation og forbyde at betale skatter til kejseren og sige om sig selv at han er Kristus, en konge.“ For at bevæge romerne til at henrette ham sagde anklagerne endvidere: „Vi har en lov, og efter den lov er han skyldig til døden, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn.“ På disse anklager kender vi manden. Det var Jesus Kristus. — Luk. 23:2, NW; Joh. 19:7.
4, 5. (a) Hvad havde fjenderne gjort da de fik at vide at Jesus var opstået? (b) Hvad befalede Jesus nu sine disciple at de skulle gøre med det de vidste?
4 De religiøse ledere i Jerusalem prøvede at dysse sandheden om hans opstandelse ned. De prøvede at fordreje kendsgerningerne og benyttede sig endog af bestikkelse. (Matt. 28:11-15) Men ikke desto mindre var Jesus Kristus i live igen den omtalte torsdag, den 25. ijar i år 33, da han for sidste gang viste sig i kødet for sine trofaste disciple. Han lod dem forstå at Davids rige ikke skulle genrejses for det jordiske Israels folk, og at tiden heller ikke var inde til at Guds rige skulle oprettes ved Guds Messias eller Kristus. Skulle disciplene da lade sagen Jesus Kristus falde? Skulle de lade de fordrejede kendsgerninger om ham spredes i hele verden af dem der havde tilskyndet til hans henrettelse, så ingen fik gavn af hans liv, død og opstandelse? Skulle de forholde sig tavse om det de selv havde set, hørt og været med til? Absolut ikke! De skulle få kraft til at forkynde om det, men de skulle begynde i det rette øjeblik, nemlig på den dag da profetien i Joel 3:1-5 begyndte at få sin opfyldelse. Derfor sagde han til dem:
5 „Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ — Ap. G. 1:8.
6. Fra hvornår skulle disciplene være vidner om Jesus, og hvem skulle de vidne for?
6 „Vidner“! Det var dét de fik befaling til at være, og de ville blive bemyndiget til at udføre dette vidnearbejde når Guds hellige ånd blev udgydt over dem som en opfyldelse af Joel 3:1, 2, hvilket skete ti dage senere, på pinsedagen i det samme år, år 33. De skulle være vidner om Jesus Kristus, ikke blot for jøderne som kom til højtiderne i Jerusalem fra forskellige egne i og uden for romerriget, og for hele Judæa og Samaria, men de skulle være vidner „indtil jordens ende“. Det vil sige for hedningefolkene.
7. Skulle dette vidnearbejde ophøre med disse disciples død, og hvordan er vi i dag blevet berørt af det?
7 Dette vidnearbejde skulle ikke ophøre i løbet af det første århundrede, efterhånden som de disciple der var til stede på Oliebjerget døde. Vidnesbyrdet om Jesus Kristus, som var af verdensomspændende betydning, var livsvigtigt for alle kommende generationer, helt frem til den sidste generation i dette tyvende århundrede. Vidnearbejdet skulle fortsætte ned gennem tiden; det skulle tages op af dem som de disciple der var til stede på Oliebjerget senere gjorde til disciple, og derefter af hele den række af disciple der fulgte efter, indtil vidnesbyrdet var nået ud til jordens fjerneste egne. Og på denne måde er det nået frem til os i dag. Vi er blevet berørt af det. Vi er blevet interesseret.
8. Under hvis ledelse skulle det verdensomspændende vidnearbejde udføres, og hvilken forsikring fik disciplene om Jesus da han havde forladt dem?
8 Dette verdensomspændende vidnearbejde skulle udføres under Herren Jesu Kristi usynlige ledelse. Hvordan det? Jo, efter at Jesus Kristus havde udstedt denne vidtrækkende og betydningsfulde befaling, så disciplene ham stige til himmelen og forsvinde ved Guds mirakuløse kraft. Apostlenes Gerninger, kapitel 1, versene 10 og 11, oplyser: „Som de nu stirrede op imod Himmelen, medens han fo’r bort, se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder, og de sagde: ’I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen.’“ Messias skulle komme igen!
Hvilke fremskridt hen imod en verdensomvendelse?
9, 10. (a) Hvorfor stilles spørgsmålet om en verdensomvendelse? (b) Hvad siger dr. Adam Clarkes kommentar om lignelsen om surdejen?
9 Men hvor er denne verdensomvendelse i dag? Hvilken „verdensomvendelse“? Betyder Jesu Kristi befaling da ikke at hele menneskehedens verden skal omvendes til kristendommen før Guds rige oprettes i himmelen og Kristi tusindårige regering begynder? Sådan har nogle bibelkommentatorer forstået disse og andre ord af Jesus Kristus. For eksempel Jesu lignelse om surdejen: „Med Himmeriget er det ligesom med en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, indtil det blev gennemsyret alt sammen.“ (Matt. 13:33) Herom siger dr. Adam Clarke i sin bibelkommentar, A Commentary and Critical Notes:
10 „Begge disse lignelser er profetiske og skal først og fremmest vise hvordan Kristi evangelium, fra en meget ringe begyndelse, skal gennemtrænge alle verdens nationer og fylde dem med retfærdighed og sand hellighed.“ — Side 155, spalte 2.
11, 12. Hvad siger Clarkes kommentar om stenen der ramte metalbilledstøtten i Nebukadnezars drøm?
11 Om stenen der ramte metalbilledstøtten i kong Nebukadnezars drøm og knuste støtten og derefter blev til et stort bjerg som fyldte hele jorden siger Clarkes kommentar:
12 „Stenen begyndte at ramme billedstøtten da apostlene drog ud til alle egne af romerriget, afskaffede afgudsdyrkelse og grundlagde kristne kirker. . . . Men det store slag fik det hedenske romerrige ved Konstantins omvendelse, . . . Konstantins omvendelse fandt sted mens han befandt sig i Gallien i år 312, . . . Han gjorde ende på afgudsdyrkelsens herredømme i år 331 ved et edikt der påbød at alle hedenske templer skulle nedbrydes. Dette gjorde KRISTENDOMMEN til kejserrigets religion. . . . Det er det rige som himmelens Gud opretter. At dette [Riget] betyder evangeliets fuldstændige udbredelse og de virkninger som dette vil fremkalde i menneskers sjæle og i verden i moralsk retning, behøver man næppe at bevise; for vor Herre hentyder til denne og andre profetier i denne bog og kalder dens indflydelse og sit evangelium for Guds rige og Himmeriget, og viser dermed at det er . . . et åndeligt rige som oprettes og opretholdes af Gud selv ved hans nåde, et rige hvori han selv lever og regerer, idet han styrer efter sine egne love, påvirker og leder ved sin egen ånd, og fremkalder, ikke krige og stridigheder, men ære til Gud i det højeste og på jorden fred og god vilje blandt menneskene.“ — Siderne 3209, 3210, udgaven af 1836; Dan. 2:44, 45.
13, 14. Hvad sagde den metodistiske biskop Foster i 1885 om kristendommens fremgang og arbejdet med at omvende verden?
13 I 1885, for små hundrede år siden, da verdens befolkning var mindre end i dag og derfor skulle være nemmere at nå ud til, sagde den metodistiske biskop Foster i en tale på den metodistiske kirkekonference den 9. november, som gengivet i pressen:
14 „Der oplyses for lidt om kristendommens fremgang. Daglig fordrejes kendsgerningerne fra prædikestole over hele landet. Præsterne tøver med at fortælle hvor slet det i virkeligheden står til for ikke at slå modet ned hos nogen. De skaber forventninger som aldrig indfries. Vi befinder os ikke ved millenniets daggry. Sammenlignet med det arbejde der skal gøres, er det der er gjort for intet at regne. Vore børnebørn i de kommende ti generationer må arbejde hårdere end vi nu gør for at fuldføre verdensomvendelsen. Verdens befolkning er nu på 1,5 milliard. Af disse udgør de kristne mindre end en tredjedel. Halvdelen af denne tredjedel hører til den romersk-katolske kirke. Protestanterne tæller 113 millioner. De er delt i 500 kirkesamfund. Og i dette tal er også indbefattet alle tyvene, de tidligere straffefanger, de moralsk fordærvede, de fordrukne, de plettede og tilsmudsede i kristenheden. . . . foran os ligger det store arbejde — 1,1 milliard hedninger der skal omvendes til kristendommen. Det er den massive klippe der tårner sig op på vor sti. Se på den; se hvilket arbejde der er blevet gjort i løbet af 1800 år, og hvor meget der endnu er at gøre. . . . Det er et stort brød der skal syres, og processen har allerede været i gang længe.“ — Se The Watch Tower for januar 1886, siderne 3-6, artiklen „Blind Guides“.
15, 16. (a) Hvilke hindringer for kristendommens fremgang i Japan blev fjernet efter den anden verdenskrig? (b) Hvilket tilbud skal være blevet fremsat, og hvordan blev tilbudet modtaget?
15 Efter den anden verdenskrigs afslutning den 2. september 1945 så det ud til at kristenhedens kirker pludselig fik mulighed for at udvide deres medlemstal betydeligt. Den 10. december samme år afskaffede den amerikanske general Douglas MacArthur som den militære tilsynsførende for det besejrede Japan shintoismen som statsreligion. Senere fastslog den nye japanske forfatning, der blev dannet efter krigen, med U.S.A.s forfatning som forbillede, at der skulle være religionsfrihed i Japan. Da den japanske kejser den 1. januar 1946 frasagde sig titlen som en efterkommer af solgudinden og derfor ikke skulle tilbedes som en guddom, blev en yderligere hindring for kristendommens fremgang i Japan fjernet. Det siges at Douglas MacArthur skal have afslået et tilbud fra kejser Hirohito om at gøre Japan til et „kristent“ land. New York Times meddeler:
16 „Tilbudet blev afslået . . . fordi generalen mente det var forkert at påtvinge et folk en religion, uanset hvilken det var. General MacArthur . . . sagde at efter japanernes overgivelse havde kejseren privat erklæret sig villig til at gøre kristendommen til statsreligion. Generalen udbad sig tid til at ’tænke over det’, . . . og efter at have overvejet forslaget svarede han kejseren: ’Det bør ikke ske. Ingen nation bør tvinges til at følge en bestemt religion. Valget af religion må være frivilligt.’ . . . General MacArthur afviste kejserens forslag . . . og bad i stedet det amerikanske folk om at sende 10.000 missionærer. ’Vi svarede med at sende en håndfuld missionærer,’ sagde hr. [Billy] Graham.“ — N.Y. Times, 7. april 1964, artiklen „Generalens afslag på tilbudet om at skabe et kristent Japan“.
17. Hvad har kristenhedens vækst i forhold til verdensbefolkningens vækst siden da vist med hensyn til en verdensomvendelse?
17 Japan havde da en befolkning på 73.110.995. Verdens befolkning var vokset til 2.139.958.919. Selv om millioner af kirkemedlemmer i kristenheden havde slået hinanden ihjel i den anden verdenskrig, var medlemskabet af kristenhedens kirker på 592.406.542, eller cirka en fjerdedel af verdens befolkning. I dag, i 1971, ansættes medlemskabet af kristenhedens kirker til 924.274.000, hvilket er mindre end en tredjedel af verdens befolkning, der er på 3.483.263.000, hvilket vil sige at man har over en milliard flere at omvende til kristendommen end i 1946. I sit program for en verdensomvendelse har kristenheden altså ikke holdt trit med befolkningseksplosionen i den ikke-kristne verden. Hvem har da taget fejl — kristenhedens kirker eller Jesus Kristus og Bibelens hellige skrifter? De nøgne kendsgerninger viser at kristenhedens kirker har taget smerteligt fejl, men at Jesus Kristus og Bibelen har ret.
18. (a) Hvilket arbejde har Jesus Kristus og Bibelen forudsagt ville blive udført før enden på den nuværende tingenes ordning? (b) Hvorfor ville Jerusalem og den nuværende tingenes ordning gå til grunde?
18 Jesus Kristus og Bibelen har nemlig aldrig forudsagt en verdensomvendelse til kristendommen før Jesu Kristi tusindårige regering. De har forudsagt et verdensomspændende vidnearbejde, der skulle gå for sig før ’den store trængsel’ kom som skulle gøre ende på hele den nuværende tingenes ordning, hvortil også kristenheden hører. I sin profeti om afslutningen på tingenes ordning sagde Jesus: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:3-14, NW) I sine afskedsord til disciplene på Oliebjerget sagde han: „I skal være mine vidner . . . indtil jordens ende.“ (Ap. G. 1:8) Han sagde ikke at Jerusalem eller Judæa og Samaria eller hele jorden ville blive omvendt. Det blev de ikke dengang, og de er ikke blevet det endnu. Han forudsagde Jerusalems ødelæggelse, som kom i år 70, og han forudsagde også enden på den nuværende tingenes ordning i den kommende ’store trængsel’, fordi folk ikke ville angre og omvende sig, selv om de fik et vidnesbyrd forkyndt. (Matt. 24:15-22) Dette verdensomspændende vidnearbejde foregår stadig.
Hvis vidner?
19. Hvilket indtryk har kristenhedens præster givet med hensyn til Guds navns plads i forhold til det at vidne om Jesus?
19 Havde Jesus Kristus, da han sagde til sine disciple: „I skal være mine vidner,“ til hensigt at bortlede deres opmærksomhed fra den allerhøjeste Gud? Var det hans mening at Guds navn fra da af skulle stilles i skyggen og at hans eget personlige navn skulle sættes i forgrunden og være det eneste der blev brugt? Den måde hvorpå kristenhedens præster udtrykker sig, har givet verden det indtryk at det var dét Jesus mente. Men hvordan kunne Jesus Kristus nogen sinde sige til sine disciple at de ikke skulle være vidner om den som han selv vidnede om?
20. Hvordan vidner Jesus Kristus i Åbenbaringen 3:14 og 21 om Gud som sin Skaber og Livgiver?
20 I Bibelens allersidste bog, Åbenbaringens bog, omtales i kapitel 1, vers 5, „Jesus Kristus, det troværdige vidne, den førstefødte af de døde og den, der hersker over jordens konger“. Og i Åbenbaringen 3:14 taler den herliggjorte Jesus Kristus selv og siger: „Dette siger han som er Amen, det trofaste og sande vidne.“ (NW) Hvis „trofaste og sande vidne“? Ingen anden end Guds, og derfor betegner han yderligere sig selv med ordene: „Guds skaberværks begyndelse“. (NW) Og det budskab som Jesus Kristus har indledt med disse ord slutter han således: „Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone“. (Åb. 3:21) Jesus Kristus vidner således om Gud, sin himmelske Fader, som sin Skaber og Livgiver.
21. Hvem nævner Jesus Kristus fire gange i Åbenbaringen 3:12, og hvad viser han dermed om forholdet mellem denne og ham selv?
21 Jesus var den første af Guds skaberværker. Nogle vers tidligere, nemlig i Åbenbaringen 3:12, siger Jesus Kristus: „Den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra; og jeg vil skrive på ham min Guds navn og navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og også mit eget nye navn.“ I dette løfte nævner han fire gange „min Gud“, og vidner således om at denne er hans egen Gud, den Gud som han selv tilbeder. Han henleder også opmærksomheden på at Gud har et navn som er forskelligt fra hans eget, og viser dermed at de er to forskellige.
22, 23. (a) Skulle Jesu navn sættes foran Guds navn ifølge det Jesus selv sagde i sin bjergprædiken og blandt en skare tilbedere i Jerusalem i år 33? (b) Hvilken plads gav Jesus Guds navn i den bøn han bad efter at have indstiftet „Herrens aftensmåltid“?
22 Jesus kunne ikke sige til sine disciple at de skulle sætte hans personlige navn før Guds navn, den Gud som han selv bad til. I Bjergprædikenen sagde han til sine disciple: „Derfor skal I bede således: ’Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.’“ Jesus bad ikke om at hans eget navn måtte blive helliget, men om at hans Faders og deres Faders navn måtte blive det. (Matt. 6:9) Efter at være redet i triumftog ind i Jerusalem i år 33 bad Jesus højt i overværelse af en skare tilbedere: „Fader, herliggør dit navn!“ Blev Jesu bøn besvaret? Den skrevne beretning fortæller: „Da lød der en røst fra Himmelen: ’Jeg har allerede herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.’“ (Joh. 12:23-28) Syv dage senere, efter at han havde indstiftet „Herrens aftensmåltid“, bad han til Gud midt iblandt sine elleve trofaste apostle og sagde:
23 „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker du gav mig ud af verden. . . . Hellige Fader, våg over dem for dit eget navns skyld.“ — Joh. 17:3, 6, 11, NW.
24, 25. (a) Hvad viser Jesu befaling til sine disciple på bjerget i Galilæa med hensyn til hans sidste befaling til dem på Oliebjerget? (b) Hvad var Jesus som en jøde der var født under Loven forpligtet til at være ifølge Esajas 43:1, 10-12?
24 Efter Jesu opstandelse fra de døde viste han sig for sine disciple, der var stævnet sammen på et bjerg i Galilæa, og her sagde han til dem: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ (Matt. 28:18, 19, NW) Således peger alle vidnesbyrd på at Jesus Kristus ikke befalede sine disciple at skubbe Guds, hans himmelske Faders, navn til side og sætte hans eget navn, Sønnens navn, foran Faderens. Da han i sine afskedsord til disciplene på Oliebjerget sagde at de skulle være hans, Jesu, vidner, udelukkede det derfor ikke at de var Guds, hans himmelske Faders, vidner. Vi må huske på at Jesus Kristus var født af en jødisk kvinde og derfor, ligesom sine jødiske disciple, „født under loven“, den lov som var givet gennem profeten Moses. (Gal. 4:4) Følgelig hørte Jesus Kristus, ligesom sine jødiske disciple, til Israels (eller Jakobs) folk, til hvem Gud talte følgende ord ved sin inspirerede profet Esajas:
25 „Men nu, så siger [Jehova], som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min! . . . Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en gud ej dannet [det vil sige: af afgudsdyrkende folk], og efter mig kommer der ingen; jeg, jeg alene er [Jehova], uden mig er der ingen frelser. Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer [da der ingen fremmed gud var iblandt jer, NW]; I er mine vidner, lyder det fra [Jehova]. Jeg er fra evighed Gud.“ — Es. 43:1, 10-12.
26. Hvordan viser den sidste bog i Bibelen at den opstandne Jesus stadig vidnede om Jehovas navn?
26 Født som jøder og som medlemmer af Jakobs eller Israels folk, måtte Jesus og hans disciple som var forsamlede der på Oliebjerget nødvendigvis være Guds vidner, Jehovas vidner. Da Jesus befandt sig i kødet på jorden var han et vidne for Jehova Gud, og det samme var hans jødiske disciple. Efter sin opstandelse fra de døde fortsatte Jesus Kristus med at være et vidne om Jehova. Bibelens allersidste bog, Åbenbaringens bog, som gennem Jesus Kristus blev givet til den jødiske apostel Johannes, viser at den herliggjorte Jesus Kristus stadig vidnede om Jehova Gud. Åbenbaringen 19:1-6 nævner fire gange glædesråbet „Halleluja!“, der er et hebraisk udtryk som betyder „pris Jah!“, og navnet „Jah“ er en forkortelse for Jehova. — Åb. 1:1, 2.
27. (a) Fritog Jesus med sin befaling i Apostlenes Gerninger 1:8 sine disciple for pligten til at være Jehovas vidner? (b) Gjaldt dette også efter at de var blevet åndelige israelitter på pinsedagen i år 33?
27 I al evighed vil den himmelske Jesus Kristus vidne om Jehova Gud. Følgelig fritog Jesus Kristus med sine ord til de jødiske disciple: „I skal være mine vidner“, dem ikke fra at være Jehova Guds vidner som en opfyldelse af Esajas 43:1-12. Dette gjaldt også efter at den hellige ånd var blevet udgydt over dem på Pinsedagen, for først da blev de åndelige israelitter som var under en ny pagt med Jesus Kristus selv som mellemmand mellem Gud og mennesker. — Ap. G. 2:1-38; Gal. 6:16; 1 Tim. 2:5, 6; 1 Pet. 2:9.
„I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ — Ap. G. 1:8.
[Diagram på side 104]
Verdens befolkning 1970 (3.483.263.000)
Vækst siden 1946
Kirkemedlemmer 1970 (924.274.000)
Vækst siden 1946
1 — 2 — 3 — 4 milliarder