• „Fyrster skal styre med ret“
    Vagttårnet – 1952 | 15. april

    • er også midlet, hvorved han genopretter alle, som ønsker at komme ind under Guds gunst og leve evigt under hans universelle overhøjhed. Med det i tanke, at Gud havde overgivet sit forbilledlige rige i Israel i det babyloniske verdensriges hænder i året 607 f. Kr., mindede apostelen Peter om, at Jehova havde lovet at genoprette riget med en konge af Davids slægt. Derfor sagde han i templet til jøderne: „Angre derfor og vend om, så I kan få jeres synder udslettede, og forfriskende tider må komme fra Jehovas person, og at han må sende den Kristus, der er bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem himmelen må huse indtil alle tings genoprettelsestider, hvorom Gud talte gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid.“ (Ap. G. 3:19-21, NW) Følgelig er det, siden Kristus Jesus blev udsendt med kongemagt i 1914, genoprettelsestider for Jehovas folk her på jorden. Ikke blot en genoprettelse af sandheder, der var gået tabt. Nej, men en genoprettelse af rigsordningen blandt hans folk, en genoprettelse af den teokratiske organisation, der anerkender og underkaster sig Jehova Guds, Evighedens Konges, overhøjhed.

      23. Hvorfor er det siden 1919, at denne genoprettelse har fundet sted for dem?

      23 Men når Riget blev født i 1914, hvorfor siger vi da, at denne genoprettelse for hans folk på jorden fandt sted fra 1919? Fordi Jehovas salvede rest ikke under den første verdenskrig, der begyndte i 1914, havde den rette forståelse. De var stadig besmittet af babyloniske væremåder, og de gik ikke frem efter teokratiske arbejdsmetoder. Derfor gav de efter af frygt og bøjede sig for uberettiget indgriben fra denne verdens regeringselementers side og kom i babylonisk trældom og blev ført i udlændighed, bort fra Jehovas organisation. Men i 1919 sørgede Jehova Gud for sit eget navns skyld for deres udfrielse. Ved sin ånd drev han dem til at reorganisere tjenesten for Riget i efterkrigsperioden. På denne måde genoprettede han dem som sin aktive organisation, og ved sit ord og ånd indgød han dem mod og frimodighed i forkyndelsen af Riget og dets konge.

      24. Hvilken indvirkning har dette haft på deres øjne, ører, hjerte og tunge?

      24 Kristus Jesus anerkendte sin rest som en „tro og klog træl“ og satte denne trælleskare over alt sit jordiske gods. Ved hjælp af den teokratiske organisation vejledte Jehova dem fra den ene sandhed til den anden og åbnede deres hjerters øjne og deres forstands ører til at se og høre disse sandheder. Da de af disse sandheder blev oplært til at være forstandige og ligevægtige, handlede de ikke mere overilet eller syndede af letsindighed, men de tilegnede sig sand kundskab, og de talte med forstand, med troens vished og overbevisningens mod og ikke længere med frygtens og usikkerhedens stammende tunge. Der skete netop det, som var blevet forudsagt i det tredje vers i Esajas’ profeti, om tiden, da Kongen skulle herske med retfærd og fyrster styre med ret: „De seendes øjne skal ej være blinde, de hørendes ører skal lytte; letsindiges hjerte skal nemme kundskab, stammendes tunge tale flydende, rent.“ — Matt. 24:45-47; Es. 32:3, 4; 29:18, 19; 35:3-6.

      25. Hvilke modstandere var årsag til, at Gud lod sit folk indse nødvendigheden af teokratisk organisation, og hvad lovede han?

      25 På grund af deres aktive forkyndelse af de gode nyheder for alle nationerne, at Guds rige blev oprettet i 1914, vendte den større assyrer, Satan, Djævelen, der nu var blevet kastet ud af himmelen, al sin vrede imod resten. Han søgte at opløse deres organisation ved forfølgelse, ved uret begået i lovens navn og ved diktatoriske og totalitære regeringers vold. Blandt resten fandtes der stadig enkelte, som i ærgerrighed ønskede at brillere i de officielle stillinger fremfor at arbejde med Rigets interesser, og som derfor modarbejdede vidnegerningen. Gud lod derfor sit folk indse, at de af hensyn til deres egen sikkerhed og til endrægtig og harmonisk aktivitet måtte genindføre den teokratiske organisation iblandt sig. Det ville sige, at organisationen skulle have Gud som øverste leder og hersker, og at alle hans indviede skabninger på jorden måtte underkaste sig ham som den store overhøjhed fremfor at efterligne verdsligt demokrati eller folkestyre. Jehova havde forudsagt denne renselse af sin rest af salvede vidner, da han til fortidens forbilledlige organisation sagde: „Min gengælds ve over avindsmænd, min hævn over fjender! Jeg vender min hånd imod dig, renser ud dine slagger i ovnen og udskiller alt dit bly [legering]. Jeg giver dig dommere som fordum, rådsherrer som før; så kaldes du retfærdigheds by, den trofaste stad.“ — Es. 1:24-26.

      (The Watchtower, 1. december 1951)

  • Hinduer chokeret over katolsk afgudsdyrkelse
    Vagttårnet – 1952 | 15. april

    • Hinduer chokeret over katolsk afgudsdyrkelse

      Indien er et land, der er fyldt med hinduernes templer og afgudsbilleder, som er opført for tilbedelsen af omkring 330.000.000 guder, så mange, at de endog overgår antallet af deres tilbedere. Om noget folk skulle være vant til og tolerante over for afgudsdyrkelse, ville man tro, det var hinduerne. Tidsskriftet Protestant Action omtalte imidlertid i sit nummer for juni 1950 en højst usædvanlig reaktion fra visse ansvarlige hindukredses side, da de romerske katolikker i Sydindien udstillede en statue af „Vor Frue af Fatima“ fra Portugal. Som sædvanlig blev byerne langs statuens rejserute først „blødgjort“ ved hjælp af propaganda angående de mange mirakler og bønhørelser, som blev tillagt statuen.

      Skønt dette skulle synes noget ganske almindeligt i et af afguder så overfyldt land som Indien, kunne det ovennævnte tidsskrift alligevel berette: „Den hinduiske udgiver af et stort dagblad på indisk i Travancore kaldte imidlertid de romerske katolikkers fejrelse af statuen for „en demonstration af afgudsdyrkelse i dens simpleste form“. Han fik tilslutning fra andre fremstående hinduer, som også advarede deres folk mod at lade sig påvirke til at vende tilbage til en form for afgudsdyrkelse, som de havde prøvet at overvinde.“