Hvad siger Bibelen?

Er religiøs „ekstase“ et bevis på Guds ånd i dag?

„LYDENE kom bare som om jeg havde kunnet gøre det hele mit liv,“ forklarede en kvinde som for nylig var begyndt at „tale i tunger“. Hun tilføjede: „Det var så naturligt og smukt. Jeg følte stor fred, en indre fred og nærhed til Gud. Og jeg græd. Man kunne ikke lade være med at græde, det var så smukt.“

Denne kvinde hører til de hundredtusinder af „karismatikere“ som hævder af Guds ånd har givet dem sådanne „gaver“ (kharisʹmata, græsk) som at kunne helbrede, profetere og tale på ukendte sprog. (Jævnfør Første Korinterbrev 12:4, 9, 10.) Ofte ledsages disse hændelser af følelsen af religiøs „ekstase“, hvilket Encyclopædia Britannica (1974-udgaven) definerer som „oplevelsen af et indre syn af Gud eller af en personlig forening eller samhørighed med det guddommelige“.

De stærke følelser der følger med en sådan „oplevelse“ har fået mange til at tro at de har modtaget Guds hellige ånd. Er religiøs ekstase virkelig et tegn på Guds ånd i dag?

Gennem hele menneskehedens historie har utallige mennesker, med tilknytning til alle former for religion, bevidnet at de har haft ekstatiske oplevelser af overnaturlig art. Sådanne oplevelser var for eksempel almindelige i de gamle hedenske „mysteriereligioner“ og blev betragtet som et tegn på „genfødsel“ i mystisk forstand. Men uanset hvor behagelige disse oplevelser kan have været, kom de ikke fra Gud, for Bibelen siger om sådanne religiøse handlinger: „Det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner og ikke til Gud.“ — 1 Kor. 10:20.

Jobs bog i Bibelen gengiver en tale af temanitten Elifaz hvori han beretter om en overnaturlig religiøs hændelse: „Et pust [en ånd, NW] strøg over mit ansigt, hårene rejste sig på min krop. . . . en skikkelse stod for mit øje, jeg hørte en hviskende stemme.“ (Job 4:15, 16) Men denne oplevelse af åndelig art kom ikke fra Gud, hvilket fremgår af at Gud irettesatte Elifaz for ’ikke at tale rettelig om ham’. — Job 42:7.

Hvad med i dag? Kunne det tænkes at den religiøse ekstase som nogle vil tilskrive at de er „født af den hellige ånd“, måske slet ikke kommer fra Gud? Åbenbart, for det er stadig sådan at disse behagelige følelser forekommer sammen med handlinger som Gud fordømmer. For eksempel fortæller forfatteren Alan Vaughan i sin bog Patterns of Prophecy om det han oplever når han kommer i en „mediumistisk tilstand“: „En slags kærlig følelse kommer ofte sammen med dette og en indre fornemmelse af velvære stiger op og udsondrer hvad jeg kunne kalde en karismatisk følelse.“ Bibelen regner imidlertid ikke „mediumistiske“ evner for et bevis på Guds ånd, men forbinder sådanne okkulte handlinger som clairvoyance og spådomskunst med den indflydelse der øves af dæmoner eller „ondskabens åndemagter“. — Apg. 16:16; 5 Mos. 18:10-12; Ef. 6:12.

Så det er tydeligt at religiøs ekstase eller andre usædvanlige evner ikke i sig selv er et bevis på Guds ånd. De kan faktisk komme fra dæmoniske kilder. Men hvordan kan man så vide om man virkelig har Guds hellige ånd?

Det vil især vise sig ved den måde den enkelte handler på i hverdagen. Som apostelen Paulus siger: „I er imidlertid ikke i harmoni med kødet men med ånden, hvis ellers Guds ånd bor i jer.“ (Rom. 8:9) Guds ånd bliver den højnende kraft der tilskynder den kristne til at gøre det gode, i modsætning til det syndige „kød“, som trækker den anden vej. Theological Dictionary of the New Testament sammenligner denne tanke med Paulus’ udtalelse i Romerbrevet 7:20, om „synden som bor i mig“.

„At synden bor i mennesket betegner dens herredømme over det . . . [Den] er ikke en midlertidig gæst, men bliver ved sin uafbrudte tilstedeværelse herre i huset . . .. Men Paulus kan tale på samme måde om Åndens herredømme. . . . Det at den ’bor’ er mere end en kort ekstatisk henrykkelse.“

Hvordan kan et menneske underkaste sig Guds ånds „herredømme“ i sit liv? Afgjort ikke ved at prøve at udvikle en „transcendental følelse“ ved med fuldt overlæg at overhøre „sansernes budskaber“, som en bog om „mysticisme“ opmuntrer til. Bibelen giver følgende råd: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I ved prøve kan bedømme hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (Rom. 12:2) I Kolossenserbrevet 3:9-11 står der ligeledes: „Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“

For at have Guds ånd må man altså for det første ’forny sit sind’ ved hjælp af „nøjagtig kundskab“ om hvad der behager Gud. Det betyder at man må foretage et omhyggeligt studium af Bibelen. Dernæst må man blive en ’ordets gører’ ved at bringe sit liv i harmoni med de guddommelige principper man har lært. — Jak. 1:22-25.

Men var det ikke et bevis på at Guds ånd var over de første kristne når de kunne udføre mirakler? Jo, Gud skænkede ganske rigtigt de kristne dengang mirakuløse evner. Men disse evner tjente et særligt formål. På denne måde viste Gud ved hjælp af såvel „tegn som undere og forskellige kraftige gerninger“ at ’folket for hans navn’ på jorden ikke længere var den jødiske menighed men den kristne. (Hebr. 2:4; Apg. 15:14) Da først dette var grundigt bevist var der ikke længere behov for sådanne mirakuløse evner. De var kun et kendetegn for den kristne menighed i begyndelsen og skulle ’afskaffes’. (1 Kor. 13:8) Derfor sagde Jesus at hans sande disciple ikke skulle kendes på ekstatiske følelser eller mirakuløse gerninger, men på deres kærlighed til hinanden. — 1 Kor. 12:29, 30; 13:2; Joh. 13:35.

Guds ånd, med „kærlighed“ som den vigtigste frugt, vil absolut fremme enheden blandt Jesu Kristi sande disciple. (Gal. 5:22; Ef. 4:3-6; 1 Joh. 3:23, 24; 4:12, 13) Men de der betragter religiøs ekstase eller andre „oplevelser“ som et bevis på Guds ånd, har ofte forvoldt yderligere splittelser i en allerede uenig kristenhed. Den evangeliske præst Donald G. Miller skriver om dette i sin bog The Authority of the Bible:

„Pinsebevægelsen hævder at bygge på oplevelsen. Moderne bevægelser med tungetale og helbredelse forsvarer sig med oplevelsen. Christian Science bygger på oplevelsen. Hvor vil det ende? Hvis den private oplevelse er den afgørende myndighed . . . vil det ende med at enhver gør det der er rigtigt i hans egne øjne. . . . Selv hvor den vækker gruppens bifald, tenderer den i sidste ende til opløsning af gruppen, som deler sig i flere nye grupper der hver især på grundlag af sin oplevelses særlige drejning kræver selvstyre.“

Religiøs ekstase eller mirakuløse „gaver“ er ikke et bevis på Guds ånd i dag. Sådanne oplevelser kan endog være forbundet med handlinger som Bibelen fordømmer. Alle som ønsker at blive påvirket af Guds ånd må ’forny deres sind’ gennem nøjagtig kundskab om Guds ord og lade deres handlinger genspejle den kristne „nye personlighed“. — Rom. 12:2; Kol. 3:9, 10.