Absolut hengivenhed

„Jeg, Jehova din Gud, er en Gud, der fordrer absolut hengivenhed.“ — 2 Mos. 20:5, NW.

1. Hvorfor kan menneskets Skaber med rette fordre absolut hengivenhed af ethvert menneske?

JEHOVA, den levende Gud, har ret til at kræve absolut hengivenhed. Han er menneskets Skaber, og han er Skaber af den jord, hvorpå mennesket bor. Hele menneskeslægten burde ære og prise ham, den eneste suveræne Hersker, thi han har selv sagt: „Jeg er Jehova, det er mit navn, og min herlighed vil jeg ikke give til en anden, ej heller min pris til udskårne billeder.“ (Es. 42:8, AS) Jehova åbenbarer om sig selv, at han først skabte jorden. Dernæst skabte han af jordens støv vore første forældre, Adam og Eva, og satte dem i Eden, et paradisisk hjem. Jehova bød disse to mennesker at opfylde jorden, underlægge sig den og gøre hele kloden til et paradis for deres efterkommere. Men de viste sig ulydige mod Gud. De foretrak at rette sig efter en anden skabnings ord og slutte sig til ham i hans oprør mod Jehova. Adam blev dømt til døden på grund af sit oprør. (1 Mos. 3:19) „Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker.“ (Rom. 5:12) Menneskeslægten, der endnu befandt sig i deres første forældres lænder, blev dermed underlagt Satan Djævelen, „denne verdens gud“.

2. Hvorledes og hvornår vil stridsspørgsmålet om Jehovas suverænitet blive afgjort?

² Nu lever menneskene på jorden, ikke fordi de har ret dertil, men ved den sande Guds ufortjente godhed. Den almægtige Gud vil ikke gribe ind over for Satan, den falske gud, denne verdens fyrste, før det behager ham at gøre det. Der er allerede gået henved seks tusinde år siden oprøret i Eden, og Jehova har tilladt, at denne første respektløse skabning (nu Satan) stadig er i live, thi han har forud sagt: „Derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ (2 Mos. 9:16; Rom. 9:17) Tiden er nu kommet, da spørgsmålet om, hvem der er den enevældige Overordnede, skal endeligt afgøres. Når Satan, den falske gud, er blevet kastet i afgrunden i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, i Harmagedonslaget, vil alle frie skabninger vise Jehova absolut hengivenhed. — Åb. 16:13-16; 20:1-3.

3, 4. a) Hvilke skridt er der allerede blevet taget for at få afgjort det omstridte spørgsmål? b) Hvorledes kan forsigtige mennesker nu undgå et skæbnesvangert fejlgreb?

³ Mennesker, der gransker Bibelen, har kendskab til Guds hensigter og ved, at han sendte sin søn, Jesus Kristus, for at denne skulle give sit liv som et fuldkomment offer og dermed løskøbe menneskeslægten fra døden. Dette skete for 1923 år siden. Jesus beviste sig værdig til at blive Jehovas sejrrige forkæmper, og i 1914 blev Kristus Jesus sat til at beklæde en herskerposition. Den første handling, han foretog i relation til oprettelsen af sin Faders rige, var, at han kastede Djævelen og alle hans dæmonhorder ud af himmelen og ned til jorden, og da dette nu er sket, rykker „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ os tæt ind på livet. I den krig vil Jehova åbenbare sin suveræne magt og bevise, at al hengivenhed tilkommer ham alene. Mennesker, der elsker retfærdighed, har givet den store enevældige Overordnede deres absolutte hengivenhed. Vi lever i en vidunderlig tid, da gudgivne profetier, der varsler ophør for denne tingenes ordning, får deres opfyldelse. Alle mennesker burde gøre sig bekendt med Bibelen, læse den, granske den og tilegne sig nøjagtig kundskab om dens indhold. „Thi synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortærede genstridige.“ (Hebr. 10:26, 27) Tænker vi ret, det vil sige på den måde, hvorpå Gud har lært os at tænke, vil vi være glade for at kunne vise universets Eneherre vor absolutte hengivenhed. Vi vil ikke frygte den forventede dom.

⁴ Denne tingenes ordning, hvorunder menneskene nu lever, sørger for, at de stadig befinder sig i en sygelig sindstilstand. Mange har overhovedet intet fremtidshåb. De lever i nuet og siger: „Lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø.“ (1 Kor. 15:32; Es. 22:13) Mennesker er hadefulde, vellystige, selviske — de tror, de kun kan opnå lykke ved at tilføje andre et nederlag. De søger at opnå denne forlorne lykke ved at tilføje andre nederlag i forretningslivet, i politik og i religion, og ikke sjældent søger en nation at tilføje en anden nation et nederlag. Denne verden og dens beboere er hengivne til selviskhed, og det vil føre til verdensødelæggelse. Der må ske en forandring, og den vil ske.

5. Hvad bevises der for os ved menneskenes tidligere og nuværende måde at tilbede på?

⁵ Mennesker i vor tid tilbeder sig selv, eller de tilbeder andre mennesker i højere stillinger. De gør afgudsbilleder af sig selv, og de elsker at have det på den måde. Mennesker i dag er i så henseende ikke bedre, end mennesker var det i svundne århundreder. Historien viser os, at de dengang tilbad og dyrkede guder, gudinder, firføddede dyr, fisk og fugle af sten. Alle slags skabninger er blevet udskåret i træ eller sten og stillet på piedestaler, så folk kunne bøje sig for dem. Endog Guds udvalgte folk, israelitterne, bøjede sig for gudebilleder af metal, sten eller træ, og hvad blev følgen? Guds befaling, som han gav dem gennem Moses, lyder: „Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at tjene dem, thi jeg, Jehova din Gud, er en Gud, der fordrer absolut hengivenhed og straffer fædres misgerning på sønner ned til sønnesøns sønner og sønnesøns sønnesønner hos dem af dem, som hader mig.“ (2 Mos. 20:5, NW) Hele verden ved om sig selv, at den har valgt at tilbede andre guder end Jehova, og i dag er menneskeheden — bevidst eller ubevidst — imod den suveræne Hersker.

6. I hvilken henseende har Satans aktivitet berørt Jehova og jordens beboere?

⁶ Jehova har én ærkefjende, Satan Djævelen, som Bibelen kalder „denne verdens gud“. (2 Kor. 4:4) Denne falske gud nærer ønske om at vende alle menneskers hjerte og sind bort fra Jehova Gud og få dem til at hade ham, ligesom Satan og hans dæmoner hader Jehova. Djævelen har gjort og gør sig stadig alle tænkelige anstrengelser for at forblinde de vantros tanker, og han gør sig ligeledes ihærdige anstrengelser for at forblinde de troende. Han ønsker, at alle mennesker skal tilbede et eller andet, uden hensyn til hvor nedværdigende, egennyttigt og kærlighedsgoldt det måtte være. Han vil gå til den yderste grænse for at føre menneskene på vildspor. Men ligegyldigt hvilke manøvrer Djævelen foretager, ligegyldigt hvor højt propagandaen lyder for at få mennesker til at ære og dyrke andre mennesker, og ligegyldigt hvor stærk forfølgelse Jehovas kronede konges, Kristi, sande efterfølgere udsættes for, den sande Gud fordrer stadig absolut hengivenhed af sine sande tilbedere. For Jehovas vidner gives der intet kompromis. De må ikke bøje sig for andre guder eller tjene dem. Gør de det, må de dø, thi Jehova vil ikke tolerere nogen form for dyrkelse af mennesker eller afguder.

7, 8. a) Hvorfor er det nødvendigt at vise lydighed mod Jehova? b) Hvilke resultater af henholdsvis lydighed og ulydighed kan vi med udbytte sammenligne?

⁷ Livet, som Jehova til at begynde med gav mennesket, var en gave, og mennesket var frit stillet og kunne ved at vise lydighed mod sin Skaber bruge dette liv til ære og pris for Jehova og tilbede ham og på den måde bevare livet. Lydighed mod Skaberen var af livsvigtig betydning. Af hvert eneste menneske, der lever på jorden, og af enhver skabning i det ganske univers fordres der lydighed mod Eneherskerens vilje. Guds søn, Kristus Jesus, vandt evigt liv ved sin lydighed, han viste Jehova absolut hengivenhed. Mens israelitterne var på den lange vandring i ørkenen, efter at de var blevet ført ud af Ægypten, afveg de mange gange fra deres tilbedelse af Gud. Men i hele dette tidsrum viste Jehova Gud sig meget barmhjertig mod det troløse Israel. Ved mange lejligheder, den ene efter den anden, havde Jehova haft grund til at tilintetgøre hele folket. Men for sit eget navns skyld og på grund af det løfte, han havde givet deres stamfædre, Abraham, Isak og Jakob, blev han ved med at behandle dem som sit udvalgte folk. I århundreder gik disse stivnakkede jøder deres egne veje og fortsatte med at bøje sig for andre guder; de glemte den sande tilbedelse af ham, der sørgede for deres daglige fornødenheder, og sagde ved deres handlemåde: „Enhver, som gør ondt, er god i HERRENS [Jehovas] øjne; i dem har han behag.“ (Mal. 2:17) Omkring tusinde år efter udfrielsen fra Ægypten brugte israelitterne bogstaveligt disse ord og viste derved, hvor fordærvede de som folk betragtet var blevet. Kan nogen mene, at den eneste sande Gud i universet vil tillade en sådan mangel på respekt at fortsætte for stedse?

⁸ Senere, på Paulus’ tid, tegnede situationen sig endnu værre, og han gav følgende beskrivelse af menneskene: „Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, firføddede dyr og krybdyr. Derfor gav Gud dem hen i deres hjerters lyster til urenhed, så de vanærede deres legemer indbyrdes; de ombyttede Guds sandhed med løgnen, ærede og dyrkede skabningen fremfor Skaberen, han, som er højlovet i evighed! Amen.“ — Rom. 1:22-25.

Er folk bedre i dag?

9, 10. Hvilke lighedspunkter er der mellem de såkaldt hedenske folks og kristenhedens tilbedelsesmåde?

⁹ Nogle nulevende mennesker mener måske, at man har gjort fremskridt siden Romerrigets tid, og at de ikke er som israelitterne, grækerne eller ægypterne. Men er folk i dag bedre i deres tænkemåde og i deres gudsdyrkelse? Se på de såkaldt hedenske folkeslag. De bøjer sig stadig for deres guder af træ, sten og metal. Men de kristne folkeslag — de må da være bedre! Tværtimod, også de bøjer sig for kors, altre og gudebilleder eller statuetter forestillende „jomfruen“ eller andre „helgener“. Mænd, kvinder og børn bøjer sig for deres egne håndgjorte statuetter og billeder af diktatorer, det er blevet en religion for dem, men ikke nok hermed, mange tilbeder endvidere statuer af berømte mænd, krigshelte, og beder foran „evige“ flammer eller foran mindesmærker for den „ukendte soldat“! Tilbeder de i virkeligheden ikke de døde, som de hævder ikke er døde forgæves, men for at gøre verden „sikker for demokratiet“?

¹⁰ Har disse millioner mænd og kvinder, som har sat livet til under verdenskrigene, gjort verden sikker for demokratiet eller for mennesker? Nej, kristenheden bøjer sig dybt og ærer dem, der er døde i krigen, nøjagtig som de mange millioner såkaldte hedninger, der i århundreder har tilbedt deres døde forfædre. Kristenhedens mænd og kvinder sætter i dag i fuld alvor deres lid til kødelige våben og til store mænd, som de kan se med deres øjne, og i realiteten tilbeder de disse ledere. Det er verden i dag. Hvorved tilbeder de den sande og levende Gud, Jehova? Mange hævder, at al denne dyrkelse af forfædre og billeder, uanset hvori den består, bringer en nærmere til Gud. Men er det tilfældet? Hvilken guddom bringer det en nærmere til — „denne verdens gud“, Satan Djævelen, eller den suveræne Hersker, den levende Gud, Jehova?

11, 12. Hvorfor er det i dag nødvendigt med sand tilbedelse?

¹¹ Mennesker i dag dyrker afguder i lige så udstrakt grad som fortidens israelitter og gamle dages vilde folkeslag. Jehova forkastede sit udvalgte folk, fordi de ikke gav ham deres absolutte hengivenhed. I dag vil Jehova Gud forkaste en hel verden, ja største parten af mere end to milliarder nulevende mennesker, fordi de med velberåd hu vælger ikke at anerkende den enevældige Overordnede. (Jer. 25:32, 33) Tiden er inde til, at enhver må vende sig til den levende Gud, Jehova, studere hans ord og lære at kende hans vej til evigt liv. „Hele verden er i den Ondes vold,“ sagde Johannes. (Matt. 13:19; Joh. 12:31; 1 Joh. 5:19) Lige fra begyndelsen lykkedes det Satan at vildlede Eva og gennem hende forlokke Adam og at vende dem begge bort fra den sande tilbedelse. De vise råd, Jehova har fremsat gennem sine talsmænd i fortid og nutid, har han givet os, for „at vi ikke skal overlistes af Satan; thi hvad han har i sinde, det ved vi“. — 2 Kor. 2:11.

¹² Verden i dag er under indflydelse af „denne verdens gud“, som har forblindet folkenes hjerter og tanker. Han er deres anfører. Han har forblindet dem, så de ikke vil se, hvem der er universets Enehersker, og ikke forstå hans hensigter. Den Onde ønsker ikke, at mennesket skal leve; han ønsker ham udryddet i Jehovas Harmagedonslag. Ved fortsat at gøre kødets gerninger — der er „utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, stridbarhed, skinsyge, vredesanfald, skænderier, splittelser, sekteriske dannelser, misundelse, drikkelag, frådserier og lignende ting“ — vil menneskene gå mod ødelæggelsens dag. Det er nøjagtig, hvad Djævelen ønsker. „De, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.“ — Gal. 5:19-21, NW.

Hvem viser Gud absolut hengivenhed?

13. Hvilke krav gør sig allerede nu gældende, hvis man skal leve efter den nye verdens grundsætninger? Hvem må erkende og honorere disse krav?

¹³ Der findes i dag på jorden mænd, kvinder og børn, som udgør den nye verdens samfund, og de er besluttet på at vise den sande Gud, Jehova, deres absolutte hengivenhed. De har sagt farvel til kødets gerninger, thi de er blevet tvættet rene i Jehovas trofaste søns, vor Herre Jesu Kristi, blod. (Ef. 1:5-7) Nu må de bære åndens frugt, som er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvkontrol. (Gal. 5:22, 23, NW) Disse sunde grundsætninger for en ret levemåde må og skal følges af enhver, der nu ønsker fortsat at leve og eje den suveræne Herskers velbehag. Ved at forny dit sind, det vil sige ved at tænke, som Jehova ønsker, du skal tænke, nemlig gavnlige og retfærdige tanker, vil du visselig kunne forberede dig til at leve i den nye verden. Ethvert menneske, der overlever „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, vil såvel over for sine medmennesker som over for sig selv og over for den sande Gud have bevist, at han eller hun virkelig ønsker at være lydig mod Jehova og vise ham absolut hengivenhed og med glæde tilbede ham i hans nye retfærdige verden for evigt.

14, 15. a) Hvorfor har den almægtige Gud udvalgt bestemte mennesker til at blive forenet med hans søn i himmelen? b) Hvem omfatter den ene fold under Jehovas ene hyrde?

¹⁴ Spørgsmålet om overhøjhed — hvem er den højeste hersker? — må afgøres, men Jehova vælger selv hvornår. I mange henrundne århundreder har han bevist, at mennesker, der holder fast ved deres ustraffelighed over for ham, kan bevare deres trofasthed selv under den mest yderliggående modstand. Det har han bevist ved mænd og kvinder fra alle folkeslag, slægter og tungemål. Da Jesus Kristus for nitten århundreder siden var på jorden, åbnede han en vej for mennesker, der villigt lod sig forlige med Gud den Almægtige. En ny nation begyndte da at blive skabt, en nation, der ville berede Jehova Gud herlighed og ære. Denne nation eller dette folk, der består af 144.000 og er kaldet til at udgøre den „lille hjord“ (Luk. 12:32), har Jehova bestemt til at være medarvinger med Kristus Jesus i det himmelske rige og til at herske og regere med ham i tusinde år. Paulus skrev til disse: „Også jer har han [Gud] levendegjort, da I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn. Til dem hørte vi også alle forhen, da vi fulgte vort køds lyster og gjorde, hvad kødet og tankerne ville, og af natur var vi vredens børn ligesom de andre. Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser — af nåde er I frelst! Ja, han har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus, for at han i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overstrømmende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus. Thi af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven.“ — Ef. 2:1-8.

¹⁵ Alle disse giver Jehova Gud deres absolutte hengivenhed, thi „sammen bygges de op til et sted, hvor Gud kan bo ved ånd“. (Ef. 2:22, NW) Og nu kommer flere mennesker af alle folk, slægter og tungemål for at prise Jehova. Ja, en „stor skare“ åbenbarer sig i vor tid sammen med resten eller dem af den „lille hjord“, der endnu lever på jorden. Alle disse føres ind i én fold under Jehovas ene hyrde, Kristus Jesus. Disse „andre får“, som Bibelen kalder dem (Joh. 10:16), ved også, at Jehova, deres Gud, er en Gud, der fordrer absolut hengivenhed, og at han ikke tåler konkurrenter, og de har derfor skilt sig ud fra verden. Alle i den ene fold giver agt på Jesu ord om, at han var i verden, men ikke af verden (Joh. 17:14-16), og: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ — Matt. 6:33.

16. Hvorfor er det nu nødvendigt for ethvert menneske at anerkende Jehova som den enevældige Overordnede?

¹⁶ At søge Guds rige først indbefatter kravet om at vise Gud absolut hengivenhed. Det nu oprettede Guds rige hævder og herliggør Jehovas navn og ord. For omkring fyrretyve år siden, da det trådte i virksomhed, bestod dets første handling i at fjerne Djævelen fra hans konkurrerende magtposition i himmelen. (Es. 14:13; Åb. 12:9) Nu kan Satan og hans usynlige horder kun virke i jordens nærhed. Men også her står de for at skulle fjernes. Også her vil Jehovas nu oprettede rige afgøre stridsspørgsmålet om, hvem der er den Højeste, eller hvem der ubestridt sidder inde med magten til at herske. (Es. 9:7; Dan. 2:44) „Jeg, Jehova din Gud, er en Gud, der ikke tolererer rivalisering.“ (2 Mos. 20:5, NW, marginalnote) Jehova giver ingen anden sin ære. Hans sande og retfærdige principper vil blive gennemført. Fra nu af må hans identitet som ubestridt Suveræn og hans navn Jehova stå alene i hver levende skabnings bevidsthed, hver levende skabning i hele universet! (Es. 2:11; Hab. 2:20) „Du må ikke bøje dig for nogen anden gud, thi Jehova er sit navn helt hengiven. Han er en Gud, der fordrer absolut hengivenhed.“ — 2 Mos. 34:14, NW; Fenton.

„Helliget vorde dit navn“

17, 18. Hvad kræver Jehova, at ethvert menneske nu må anerkende?

¹⁷ Jehova kan ikke tolerere, at noget andet navn stilles på højde med hans. Han står over alle. Engang var han alene og besad al magt og myndighed i hele universet. Denne magtposition har han aldrig givet og vil aldrig give til nogen. Alt, hvad der er blevet gjort, skabt, frembragt og har fået liv, er blevet til på foranledning af denne ene, Jehova. At skabe er hans bestilling. Han er kilden til alt liv. Han kan skabe og ødelægge, som det måtte behage ham. Men Jehova, den Evige, han, der er fra evighed til evighed, er den skabende Gud, som ønsker, at andre skal have liv; han giver livet som en gave. (Sl. 90:1-17) Men når Jehova gør dette, kræver han til gengæld, at hans skabning skal anerkende ham som den store Overordnede og vise ham absolut hengivenhed. Der er ingen plads for konkurrenter eller rivaler. Da Jehova skabte mand og kvinde, skabte han dem ikke, for at de skulle tilbedes. De skulle tilbede. Jehova er som en pottemager. Han former jordens ler, som han finder for godt. Leret på pottemagerhjulet tager form under hans fingre. Det er pottemageren, der bestemmer, hvordan det kar, han er ved at forarbejde, skal være — hvordan det skal se ud, hvor megen glans det skal have, om det skal være af stor skønhed eller blot er tænkt til praktisk brug. Når pottemageren har forfærdiget mange skønne ting og har stillet dem på sin hylde, så folk kan se dem, begynder de mennesker, der betragter kunstnerens frembringelser, ikke at tilbede og lovprise skålene eller krukkerne. Det er ikke det skabte, der bliver genstand for ære og pris, men det er den, der skabte genstandene, der roses og lovprises. Hvis vi så et menneske stå foran et stykke pottemagerarbejde og lovprise og forherlige det, ville vi ikke tro, han var ved sine fulde fem; men hvis han derimod komplimenterede den, der havde forarbejdet genstanden, ville vi kunne forstå hans opførsel.

¹⁸ Jehova er pottemageren. Han er Skaberen. Han har frembragt disse skønne skabninger på jorden. Han har dannet dem. Han har formet dem. Han har givet dem skønhed og gjort dem tiltalende at se på. Han har gjort mere. Han har givet dem liv. Altså er det Jehova, æren tilkommer. Han er den, der burde gøres til genstand for tilbedelse, for absolut hengivenhed. Vi er det skabte. Vi herliggør vor Skaber på samme måde, som pottemagerens kar er deres herre til ære. Det er Jehova Gud, der har gjort, at vi er til. Han er den, der bør æres. Han behøver ikke at tolerere nogen rivalisering, og han gør det heller ikke.

Gå ikke efter andre guder

19, 20. a) Hvad er den egentlige bevæggrund til, at et menneske ønsker ære og pris? b) Hvilke eksempler på respektløshed for Jehova tjener til advarsel for os?

¹⁹ I vor tid, da stor selviskhed råder og folk og nationer bekæmper hinanden, er der alt for mange mennesker, der ønsker ære og pris fremfor at give ære og pris. Ved at kræve ære og pris bliver de Guds rivaler. Djævelen sagde til Eva, at hvis hun spiste af kundskabens træ på godt og ondt, ville hun blive Gud lig. Menneskene får stadig indpodet lignende forestillinger og ønsker følgelig at blive tilbedt, skønt de intet er — blot og bart støv fra jorden, ler, som universets enevældige Overordnede og Skaber har formet og givet liv som en skøn skabning. Men den levende skabning ønsker ikke at ære sin Skaber. Han bliver stolt, hovmodig, stor i egen indbildning, og det varer ikke længe, førend han begynder at fortælle Gud, at han har taget fejl i dette og hint. Det er en dagligdags begivenhed at læse i aviserne, hvad kristenhedens præster mener om tingene, og se, hvorledes de kritiserer Bibelen, Guds ord. Mange præster har skrevet værker om „højere bibelkritik“ og går endog så vidt, at de kaster vrag på Kristi Jesu genløsningsoffer. De foregiver at være kristne, men benægter, at Kristus er Guds søn. Hvordan kan sådanne mennesker være kristne?

²⁰ Andre af kristenhedens præster viger ikke tilbage for at kalde Jehova en „tyran“, med hvilken betegnelse de bringer universets store Enehersker ned på et lavt og foragteligt plan i de menneskers bevidsthed, han har skabt. Alt dette gøres for at nedbryde respekten for den enevældige Overordnede og give ære og pris til det skabte, mennesket. Kristenheden og dens repræsentanter viser ikke Jehova absolut hengivenhed. De er interesseret i at nå de mål, de selv har sat sig, og de er interesseret i deres land og deres lands krige, ja de tror endog, at katolikker og protestanter i ét land bliver mere velsignet og mere begunstiget end katolikker og protestanter i et andet land. Hvor er deres samhørighed, deres broderkærlighed? Er det kun tomme ord?

21. Af hvilke andre grunde er absolut hengivenhed for Jehova af største betydning nu?