Spørgsmål fra læserne
● Hvordan kan man afgøre, om man tilhører den salvede skare og som følge heraf skal deltage i mindemåltidets symboler? — E. B., California.
Efter pinsen i det første århundrede havde ingen, som havde Guds ånd, der gav sig udtryk i besiddelsen af en eller flere af åndens gaver, nogen vanskelighed med at afgøre, om han tilhørte den salvede skare, for det var en tid, der udelukkende var sat til side til avling af himmelske arvinger. På dette faste grundlag kunne man nære himmelske håb. I dag er forholdene anderledes. Man kan have indviet sig til at gøre Guds vilje, symboliseret denne indvielse og vist, at man har Guds ånd ved at gøre Jehovas vilje, og man kan gøre det af kærlighed til Gud og i forsøg på at efterligne ham og hans elskede søn; men hvordan kan man vide, at dette, at man har Guds ånd, er en garanti for, at man vil komme i himmelen? Guds ånd er også over de „andre får“, og ikke alene over den salvede rest. Hvordan kan vi så afgøre sagen i dag?
Efter Skriften ser det ud til, at Gud særlig udtog den åndelige skare indtil 1931, på en generel måde, og det har i høj grad forbindelse med sagen. Imidlertid er det ikke afgørende. Efter 1931 er der nogle, som er kommet ind i tjenesten, og som aflægger vidnesbyrd om deres åndsavling, og som har sat deres håb til, at de vil blive af de himmelske arvinger. Der er således bevis for, at der findes nogle, der er kommet ind i den himmelske skare efter 1931; dog sker det ikke i al almindelighed, men det er kun enkeltpersoner her og der, som tages med ind for at udfylde pladserne efter nogle, der kan have været utro.
Du må ransage dig selv på følgende grundlag: „Har jeg indviet mit liv til Gud gennem Jesus Kristus til at gøre hans vilje for altid? Har jeg Guds ånd? Virker Gud igennem mig? Ja, jeg har vished for, at Gud virker igennem mig; han bruger mig i sin tjeneste. Han sørger for mig. Han giver mig en plads i tilknytning til sin organisation, og jeg nyder mange velsignelser, og jeg vokser i forståelsen af hans ord. Jeg har alle disse tegn på, at jeg har hans ånd, og jeg prøver på at handle ligesom en sand kristen og efterfølger af Kristus Jesus ville gøre det ved at lægge Herrens ånd for dagen på den måde“. Denne undersøgelse med det ovenfor beskrevne resultat vil vise, at man har Herrens ånd, hvad enten man tilhører den salvede skare eller de „andre får“.
Hvad er det da, der trækker skillelinien mellem de to skarer og stiller dig enten på „den store skares“ side eller på den salvede rests side? Når du ransager dig selv, må du finde ud af, hvori dit håb består, fordi Gud tager sig af dig og opdyrker et eller andet håb i dig. I Romerbrevets ottende kapitel omtaler Paulus, hvordan „ånden selv bærer vidnesbyrd sammen med vor ånd, at vi er Guds børn“, kaldet til at blive forenede som arvinger sammen med Kristus i det himmelske rige, og han tilføjer: „For vi blev frelste i dette håb; men håb, der kan ses, er ikke håb, for når en mand ser en ting, håber han da på den?“ — Rom. 8:16, 24, NW.
Du kan derfor se, at du må frelses i et bestemt håb. Nu tager Gud sig af dig, og ved sin handlemåde over for dig og sin åbenbarelse af sandheden for dig, frembringer han et eller andet håb i dig. Hvis han fremelsker i dig håbet om at komme i himmelen, så vil det blive din sikre fortrøstning, og du opsluges af dette håb, så at du taler som en, der har det himmelske håb, du stoler på det, du tænker på det, du beder bønner til Gud i overensstemmelse med dette håb. Du sætter det som dit mål. Det fylder hele din tilværelse. Du kan ikke få det ud af dit sind. Det er det håb, der ganske optager dig. Så må det være sådan, at Gud har vakt dette håb og bevirket, at det er kommet til at bo i dig, for det er ikke et naturligt håb at nære for jordiske mennesker.
Hvis du er en jonadab eller tilhører den „store skare“ af retsindige mennesker, vil du ikke være opslugt af dette himmelske håb. Nogle af jonadabskaren er meget fremstående i Herrens arbejde og har en betydningsfuld andel i det, men de har ikke det håb, hvilket du vil blive klar over, hvis du taler med dem. Deres ønsker og håb drages mod de jordiske ting. De taler om de smukke skove, hvordan de nu kunne tænke sig at blive forstmand og fortsat have dem som deres omgivelser, og de kan lide at færdes mellem dyrene og at have magten over dem, og også fuglene i luften og havets fisk og alt, hvad der kryber på jordens overflade. Det er, hvad de elsker, og de ser frem til at komme til at glæde sig over disse ting. Vist forstår de deres bibel. De har en ganske udmærket forståelse af Bibelens lærdomme og sandheder. Men når du taler med dem, er det på denne måde, de udtrykker sig. De har overhovedet intet ønske om de himmelske ting. De ønsker ikke at blive som en engel eller engang at se Gud ansigt til ansigt, at skue ham i hans overjordiske herlighed. Det ville være vidunderligt, mener de, større end nogen mulig jordisk velsignelse; men de har overhovedet ikke noget sådant ønske eller håb i sig.
Det ser altså ud til, at du, efter at have undersøgt forholdene med hensyn til tidspunktet, besiddelsen af Guds ånd og hans handlemåde over for dig, må tage følgende under overvejelse: „Hvad er mit virkelige, oprigtige, dybtfølte håb i denne sag?“ Så afgør du din stilling; ingen anden kan afgøre den for dig. Afgør med dig selv, om du har de fortærende himmelske forventninger. Om så er, da hold dig til dem. De er i dit sind, og du kan ikke få dem bort, så handl i overensstemmelse med dem. Deltag i mindemåltidets symboler. Hvis du derimod ikke har det håb, hvis du er splittet og usikker, så viser det, at du tilhører den jordiske skare og som følge deraf ikke skal deltage i symbolerne ved mindemåltidet.
● Hvordan kan vi få Mattæus 12:30 til at harmonere med Markus 9:39, 40? Sidstnævnte skriftsted er blevet brugt som et argument til forsvar for alle de forskellige religioner, der prædiker i Jesu navn. — R. K., Ohio.
Markus 9:39, 40 er naturligvis i overensstemmelse med Mattæus 12:30. I Mattæus 12 viser farisæerne ved deres falske anklager, at de ikke stod på Jesu side, og derfor sagde han til dem: „Han, som ikke er på min side, er imod mig, og han, der ikke samler med mig, adspreder.“ (Matt. 12:30, NW) Farisæerne var imod ham, og de gennede israelitterne bort fra ham. Men i Markus 9 omtales en mand, der var en med-israelit, som ikke var imod Jesus, men som troede på hans navns magt og brugte den til at uddrive dæmoner. Den kendsgerning, at det lykkedes for ham, viste, at Jehova Gud, Jesu fader, ikke misbilligede hans handlemåde eller lod ham i stikken. Hvordan skulle derfor Jesus kunne indvende noget imod det? Beretningen viser, at han heller ikke gjorde det: „Johannes sagde til ham: Lærer, vi så en bestemt mand, der uddrev dæmoner ved at bruge dit navn, og vi prøvede at hindre ham, fordi han ikke ledsager os. Men Jesus sagde: Prøv ikke at hindre ham, for der er ingen, som vil gøre en kraftig gerning på grundlag af mit navn og snart efter være i stand til at forhåne mig; for han, som ikke er imod os, er for os.“ — Mark. 9:38-40, NW.
Ikke alle, der troede på Jesus, fulgte ham sammen med de tolv apostle. Nogle, som ønskede at følge Jesus, fik besked på at tage tilbage til deres hjemegn og vidne for ham der. (Mark. 5:18-20) Som følge heraf var det ikke nødvendigt for denne mand bogstaveligt at følge Jesus for at stå på hans side. Der var kun to standpunkter i denne strid, enten for eller imod Jesus, og eftersom han ikke var imod ham, var han for Jesus. Efter pinsen og udgydelsen af ånden over de trofaste ville det være nødvendigt for denne mand at slutte sig til de kristnes menighed for at modtage ånden og finde behag hos Gud som en, der ikke er imod Jesus. Det er anderledes med de religiøse systemer, der nu prædiker i Jesu navn. Det kan ikke siges, at alle disse ikke er imod ham på grund af dette, for de er imod Jehovas trofaste vidner, som virkelig forkynder Jesus og hans rige. Ligesom de er imod resten af hans brødre, er de imod ham, og deres blotte brug af Jesu navn kendetegner dem ikke på en gunstig måde som hans sande efterfølgere. Mattæus 7:20-23 gælder dem: „Altså, af deres frugter skal I kende dem. Ikke enhver, der siger til mig: Herre, herre! skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: Herre, herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn? Og da vil jeg sige dem rent ud: Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.“
● Kan stjernen, der ledte de vise mænd til Jesus, ikke have været fra Gud, eftersom disse mænd tilsyneladende var oprigtige og medbragte gaver og tilbad barnet? Er det ikke også rimeligt at slutte, at i betragtning af at Jesus på det tidspunkt ikke længere var et spædbarn, der lå i krybben i en stald, men et barn i et hus, var han og hans forældre på den tid flyttet fra Betlehem til Nazaret? — F. D., California.
Vi har her foran os tre evangelieharmonier, en udgivet af System Bible Studies, Chicago, Illinois, en af prof. A. T. Robertson og en af dr. Edw. Robinson, og de lokaliserer alle magernes eller astrologernes besøg til Betlehem og ikke til Nazaret. Da Maria var kommet sig efter at have født Jesus, kunne hun og Josef sagtens være flyttet fra stedet, hvor krybben var, og ind i et hus, så det, at barnet var i et hus ved magernes besøg, er ikke noget bevis for, at de var flyttet til en anden by. Det ville også være besynderligt, om stjernen havde ført dem bort fra Betlehem og nordpå til Nazaret, efter at Herodes, i overensstemmelse med Bibelens profetier, havde dirigeret magerne til Betlehem, som det sted, der ifølge profetien skulle være fødestedet. Desuden beretter Bibelen, at Josef og Maria og barnet tog ophold i Nazaret efter deres tilbagekomst fra flugten til Ægypten. (Matt. 2:19-23) Hvis de havde opholdt sig i Nazaret, da de blev advaret om at flygte til Ægypten, så havde de været nødt til at foretage hele den lange rejse fra Nazaret ved den nordlige grænse af Herodes’ område og igennem det til den sydlige grænse. Hvis derimod de var i Betlehem, var de allerede syd for Jerusalem og kunne let begynde at rejse sydpå og nå Ægypten, før de blev indhentet af Herodes’ morderiske bødler.
Hvis denne såkaldte „stjerne“ havde været fra Gud, hvorfor forlod den så magerne efter at have ført dem til Jesus og gav dem derved lejlighed til at vende tilbage til Herodes? Hvis „stjernen“ var fra Gud, hvorfor førte den dem så ikke tilbage ad en anden vej, i stedet for at gøre det nødvendigt for Gud at gribe ind og sende en engel til dem for at hindre dem i at rejse tilbage til Herodes og aflægge rapport? Guds engel førte hyrderne til Betlehem og gav dem et tegn, hvorved de kunne kende barnet, men „stjernen“ gjorde ikke dette først. Så blev magerne kaldt til Jesu fjende for over for ham at udpege barnets opholdssted efter så lang tids forløb, måske to år efter dets fødsel. Det var først efter, at Herodes var blevet alarmeret og gjorde forberedelser til at dræbe barnet, at „stjernen“ igen viste sig og førte magerne derhen, hvor barnet var. Således er alle vidnesbyrd imod den opfattelse, at „stjernen“ skulle være fra Gud, for Gud fører ikke sit folk ved stjerners bevægelser. Men disse magere var astrologer og stjernetilbedere, uanset hvor oprigtige deres hjerter kan have været over for „jødernes konge“. (5 Mos. 4:19; 2 Kong. 17:16; Es. 47:13, 14) Djævelen brugte dem, uden at de vidste det, i et forsøg på at dræbe det lille barn, Jesus.