Jorden får en ny forvaltning
1. Hvilket spørgsmål har tænkende mennesker altid grublet over?
ET SPØRGSMÅL som tænkende mennesker altid har grublet over er: „Hvad er meningen med det hele?“ De betragter det skønne skaberværk og tænker på hvor vidunderligt det ville være at leve her på jorden hvis ikke der fandtes så megen ulykke og sorg. Alligevel glæder de fleste sig over det korte liv de har, men også dét får en ende. Hvad er meningen med at leve en kort tid og så dø? Det synes så urimeligt. Lad os for eksempel tage en ung mand der har sat sig et højt livsmål. Det er hans uselviske mål at dygtiggøre sig så han kan hjælpe sine medmennesker. Han studerer hårdt, går på universitetet og har planer om at blive læge eller ingeniør. Han tilegner sig megen viden, så hans værd for menneskeheden ikke kan omregnes i penge. Men næppe er han begyndt at anvende sin viden og sine evner til gavn for sine medmennesker, før han indkaldes til krig og en kugle fra en eller anden der aldrig før har set ham, gør ende på hans liv. Hvilket tab!
2. Hvilken forandring vil der ske med jorden, og hvorfor er den ønskelig?
2 Skulle dette nu få os til at opgive vor søgen efter en mening med tilværelsen? Nej, for der findes et svar, et svar der fuldt ud tilfredsstiller sind og hjerte. Selv om de ovennævnte tilstande har rådet i de seks tusind år menneskene har levet på jorden, vil der komme ét tusind år med en ny regering eller forvaltning der er så mægtig og viis og så gavnlig for menneskene at al den skade der er forvoldt i de foregående seks tusind år vil blive slettet ud, og det så fuldstændigt at selv ikke erindringen om de sørgeligste begivenheder på nogen måde vil kunne formørke tilværelsen for dem der lever under denne regering. Lad os på grundlag af det der står i Åbenbaringen, kapitel tyve, versene fire til seks, foretage en omhyggelig undersøgelse og analyse af dette svar.
3. Hvad må finde sted før menneskene kan erfare de nævnte velsignelser?
3 Åbenbaringen, kapitel nitten, indeholder en beskrivelse af hvordan jordens sidste krig, Harmagedonkrigen, gør det af med al ondskab. De indledende vers i kapitel tyve viser hvordan roden til alt det onde, Satan og hans dæmoner, bindes (som drøftet i de foregående to numre). Der er nu intet til hinder for at menneskene kan blive helt og fuldt velsignet af Gud. Den tusindårige sabbatsdag for menneskeheden begynder. Vi vil nu, sætning for sætning gennemgå dette syn af jordens nye forvaltning.
Hvem det er
4. Hvad hjælper os til at fastslå hvem det var Johannes så på tronerne?
4 „Og jeg så troner, og de satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme.“ Det er let at fastslå hvem det er der sidder på tronerne. Da Jesus levede her på jorden sagde han til sine apostle: „Ved verdensgenfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Matt. 19:28; Luk. 22:28-30) De tolv apostle omtales som tolv grundstene i Jehovas åndelige tempel, opbyggede på hovedhjørnestenen, der er Jesus Kristus. En bygnings grundvold udgør imidlertid ikke hele bygningen. Andre stene er bygget oven på denne grundvold. Dette tempel udgør et åndeligt palads eller en helligdom hvor Gud bor og hvor han sidder på tronen sammen med sin søn Jesus Kristus. — Åb. 21:14; 1 Pet. 2:4.
5. Hvor mange troner må Johannes have set, og hvorfor har det betydning at de tidligere omtalte fireogtyve ældste ikke ses i dette syn?
5 Der var mange flere end tolv troner i det syn Johannes så. Som det beskrives i nogle få kapitler før, så han 144.000 stå sammen med Jesus Kristus på Zions bjerg, hvor templet lå. I den første del af Åbenbaringssynet havde han omkring tronen set fireogtyve ældste, der repræsenterer den samme gruppe. Det har sin betydning at disse fireogtyve ældste ikke ses i dette syn, for de er en anden symbolsk fremstilling af de 144.000. I dette syn ser Johannes de 144.000 på troner. — Åb. 14:1-3; 3:21.
6. Hvad bekræfter at Johannes så 144.000 sidde på troner?
6 Apostelen Paulus bekræfter at denne forståelse er korrekt. Han skrev: „Ved I da ikke, at de hellige engang skal dømme [menneskehedens] verden? . . . Ved I ikke, at vi skal dømme engle?“ (1 Kor. 6:2, 3) Disse 144.000 sidder derfor på troner både som kongelige dommere og som præster. I Israel var kongedømmet adskilt fra præstedømmet for at hindre en overdreven magtkoncentration hos kongen, men de himmelske konger er blevet prøvet her på jorden og har bevist at de er retfærdige, pålidelige og egnede til at regere. De udøver deres magt under deres konge og ypperstepræst Jesus Kristus.
7. Genkendte Johannes sig selv som en af dem der sad på tronerne? Begrund dit svar.
7 Mens apostelen Johannes levede her på jorden skrev han selv om det håb som Kristi åndelige brødre nærede: „I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.“ (1 Joh. 3:2) Ingen jordiske, kødelige skabninger kan se eller fatte hvordan udødelige, himmelske legemer ser ud, for de der har fået den himmelske kaldelse vil erfare en forandring af deres natur. Da Johannes så de 144.000 på troner, hvoraf en var reserveret til ham, siger han derfor ikke at han så sig selv blandt dem. Han siger:
Hvorfor de er egnede
8. Hvem var de sjæle Johannes så, og hvad menes der med udtrykket „sjæle“?
8 „Og jeg så deres sjæle, som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld, og jeg så dem, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget dets mærke på deres pande og på deres hånd.“ Johannes sagde at han så deres „sjæle“. Det må være de samme sjæle som Johannes tidligere havde set „under alteret“, og som var blevet „myrdede for Guds ords skyld og for det vidnesbyrds skyld, som de holdt fast ved“. (Åb. 6:9-11) Mennesker havde dræbt deres jordiske legemer men havde ikke kunnet dræbe deres sjæle, det vil sige deres ret til liv i Guds himmelske rige. De var i virkeligheden stadig „levende“, for Jehova er „ikke Gud for døde, men for levende“. Disse kristne martyrer eller vidner for Gud var døde dengang Johannes så deres sjæle under alteret, men deres liv som fornuftbegavede skabninger var sikret dem til Guds bestemte tid. — Matt. 22:32.
9. Hvordan viser Johannes at de „sjæle“ han så, er egnede til at styre jorden?
9 Nogle af dem, men dog ikke dem alle, er blevet bogstaveligt henrettet med sværd fordi de har vidnet om Jesus og Gud. Dog har de alle, for at følge i Jesu fodspor, måttet dø en offerdød som hans, det vil sige at de har måttet dø uangribelige. Nogle af dem har på forskellig måde lidt martyrdøden, men ikke en eneste af dem har tilbedt det symbolske „dyr“, denne verdens politiske system. Efter Folkeforbundets og De forenede Nationers oprettelse har heller ingen af dem tilbedt det symbolske „dyrs“ politiske „billede“. De er ikke blevet mærket på deres pande som tegn på at de har støttet det i tanke og ord, heller ikke på deres hånd som tegn på at de i gerning har virket for ’billedets’ fortsatte beståen. Som medlemmer af brudeskaren har de måttet holde sig rene og uplettede af denne verden. De har handlet lige modsat Babylon den Store og hendes skøgedøtre, denne verdens religiøse organisationer. Disse ’skøger’ har begået åndelig utugt ved at blande sig i politik og give alt til kejseren og intet til Gud. (Matt. 22:21) De trofaste medlemmer af de 144.000 har ventet på at Guds rige skulle blive oprettet og tage sig af jordens anliggender. — Jak. 1:27; 2 Kor. 11:3; Ef. 5:25-27.
Når den nye forvaltning begynder
10. Betyder Bibelens udtalelse om at de blev „konger med Kristus i tusinde år“ at alle de 144.000 er sammen med Kristus i himmelen når tusindårsriget begynder? Forklar.
10 „De blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år.“ Kristi tusindårsrige begynder umiddelbart efter at Satan og hans dæmoner er blevet bundet og kastet i afgrunden. Vi forstår at ikke alle de 144.000 vil befinde sig i himmelen ved tusindårsrigets begyndelse, for der vil være en lille rest på jorden der overlever Harmagedon og som bliver på jorden en ubestemt tid. Det der siges i skriftstedet betyder derfor ikke at de alle skal være i himmelen sammen med Kristus under hele tusindårsriget. De der er døde før Rigets oprettelse, blev oprejst da Jehova i 1918 kom til templet sammen med pagtens engel. Åbenbaringen 14:13 viser at nogle af resten dør efter Guds messianske riges fødsel i 1914. Disse behøver ikke at sove i døden indtil Satan Djævelen er bundet. De forenes øjeblikkeligt med Kristus ved en opstandelse. — 1 Tess. 4:15, 16; 1 Kor. 15:51-54.
11. (a) Hvad vil den del af resten der er tilbage på jorden gøre efter at de tusind år er begyndt? (b) Hvorfor er den parentetiske udtalelse i Åbenbaringen 20:5 indsat, og hvad er „den første opstandelse“?
11 Når Kristi tusindårsrige begynder vil medlemmerne af den „rest“ der er tilbage på jorden ikke opkaste sig til konger, men de vil her tjene Rigets interesser indtil de dør og oprejses. (2 Pet. 3:11-14; Mal. 3:17 til 4:3) De vil få en andel i Kristi tusindårige regering, men det er Kristus der er kongen, og det er hans tusindårige regering. Det er ikke nødvendigt at de alle er sammen med ham under hele den tusindårige periode. Det er ham der har fået overdraget al magt i Riget. (Åb. 12:5, 10; Sl. 2:8) Hans regering varer tusind år fra det tidspunkt han har bundet Satan i afgrunden, og de fleste af de 144.000 er sammen med ham fra begyndelsen af denne tidsperiode. Den parentetiske udtalelse: „(De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende)“ er indsat her fordi de 144.000 der skal herske sammen med Jesus Kristus som medlemmer af hans nye regering, er de første der belønnes med livet. Johannes skriver om de 144.000: „Dette er den første opstandelse.“ Den er først i tid, betydning og beskaffenhed, for den første opstandelse er af samme art som den opstandelse Jesus Kristus erfarede. — 1 Pet. 3:18; Rom. 6:3-9; Fil. 3:9-11; 2 Tim. 2:11, 12.
12. Hvorfor har den anden død ingen magt over dem der får del i den første opstandelse?
12 „Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over.“ Jesus så frem til at få en vidunderlig opstandelse, og det ser hans efterfølgere også frem til med glad forventning. De oprejses fra deres jordiske legemer, som er dødelige og forkrænkelige, og forvandles, idet de iklædes uforkrænkelige, udødelige legemer. De kan nu træde frem for Gud selv, som er udødelig. Den „anden død“, symboliseret ved „ildsøen, som brænder med svovl“, hvori „dyret“ og den „falske profet“ blev kastet, har „ingen magt“ over de 144.000, for de er nu udødelige. Jesus Kristus fik „et uopløseligt liv“, og det får de også. — 1 Kor. 15:53, 54; Hebr. 7:16.
Den nye forvaltnings undersåtter
13. Bevis at Åbenbaringen 20, vers 5, hører med til Bibelen.
13 Den parentetiske sætning i Åbenbaringen 20:5: „(De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende)“ findes ikke i det sinaitiske manuskript fra det fjerde århundrede. Den kan have stået i det græske vatikanske manuskript nr. 1209 fra det fjerde århundrede, men desværre mangler denne side. Derimod findes den i det græske alexandrinske manuskript fra det femte århundrede og i den latinske Vulgata.
14. Hvem er det der omtales i Åbenbaringen 20:5, og hvilke krav må de opfylde?
14 De der nævnes her er dem der skal leve på jorden, dem Jesus kaldte sine „andre får“. Til dem hører den ’store skare’, en skare mennesker der har stillet sig på samme side som Kristi åndelige brødre, og som overlever Harmagedonslaget og Kristi uskadeliggørelse af Satan Djævelen, der bindes og kastes i afgrunden. Der er imidlertid mange af de „andre får“ der allerede er døde, og de må oprejses. De vil blive forenet med den ’store skare’ og tjene Gud på den tusindårige domsdag. Alle disse må være lydige og loyalt bestå prøven når Satan og hans dæmoner løses fra afgrunden „en lille tid“. — Åb. 7:9; Joh. 10:16; Åb. 20:3.
15. Hvornår og i hvilken forstand bliver „de andre døde . . . levende“?
15 Det er Gud der som dommer personligt afgør hvem der skal leve evigt i hans univers. „Gud er den, som retfærdiggør.“ Efter prøven vil han erklære dem der er forblevet trofaste for urokkeligt viet til retfærdighed. Hans dom er fuldkommen, og han ved at de aldrig, i de kommende tidsaldre, vil vende sig imod ham og betvivle hans suverænitet. Derfor belønner han dem med retten til evigt liv på en paradisisk jord. Da vil de virkelig være blevet „levende“ i Guds øjne. — Rom. 8:33.
Regeringsmedlemmernes opgave
16. Hvad vil de 144.000 gøre, og hvad bliver resultatet heraf?
16 Johannes siger videre om de 144.000 der får udødelighed: „De skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“ På jorden vil den ’store skare’ være, samt alle de der er blevet oprejst, de trofaste Guds tjenere fra fortiden og mange, måske milliarder, andre der er opstået fra de døde. Det vil blive en umådelig stor, men også lykkelig opgave for jordens nye regering, Jesus Kristus og hans 144.000 medkonger og præster, at anvende Jesu Kristi offers fortjeneste til gavn for dem der er lydige. De vil styre i retfærdighed, så Guds hensigt med menneskene, nemlig at de skal leve evigt på en fuldkommen jord, kan ske fyldest. Jorden vil blive en smuk, paradisisk have, hvor dyrene er underlagt menneskene. Der vil ikke findes nogen falsk religion; politik vil være borte for stedse, og den eneste vilje der sker på jorden vil være Skaberens, han som skabte mennesket i sit billede og som har en kærlig hensigt med det. — 1 Mos. 1:27; Matt. 6:10.
17. Hvorfor vil det til den tid være let at se at der er en mening med tilværelsen?
17 Verden vil være fuldstændig forandret. Til den tid vil det være let at se at der er en mening med tilværelsen. Falsk religion og politisk korruption, der har holdt menneskene i et kvælertag, vil være noget der hører fortiden til og vil aldrig mere være årsag til at jorden eller de der bor på den bliver ødelagt. Menneskehedens værste fredsforstyrrer, Satan Djævelen, vil være fjernet. Den nye hersker er udødelig, og eftersom han sidder ved Jehovas højre hånd, vil han herske evindelig og aldrig tillade korruption og ondskab at opstå igen. Jorden vil da stråle som en juvel på Jehova Guds stjernehimmel og være til evig pris for hans navn. — Sl. 150.