Undervisning i sang

1. Hvilket ansvar påhviler der os, og fra hvilket synspunkt skal det drøftes her?

MANGE gange, men ikke een gang for meget, har hovedemnet i Vagttaarnet været en opfordring til at lovsynge Jehova. I vort foregående studium drøftede vi grundene til at lade en sådan lovsang lyde set ud fra et generelt eller et kollektivt synspunkt og i forbindelse med kamp. Nu vil vi koncentrere opmærksomheden om den enkeltes synspunkt, om hvad du personlig kan få ud af denne sangundervisning til din egen opmuntring og vejledning.

2. Hvilket citat fremholdt Paulus som en tilkendegivelse af Guds hensigt med henblik på farao?

² Lad os som udgangspunkt bruge samme grundtone, som vi gjorde før, nemlig Guds hensigt, der blev bekendtgjort for farao af Guds tjener Moses, og hvis udtalelse Paulus citerede: „Netop derfor har jeg ladet dig fremstå [blive i live, NW], for at jeg kan vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.“ (Rom. 9:17) Dog vil vi denne gang undersøge udtalelsen ud fra apostelens eget synspunkt og finde ud af, hvorfor han brugte dette citat, og konstatere, at hans argument afgiver velegnet stof til vor sangundervisning.

3. Hvordan opbyggede Paulus sit indledende argument vedrørende det kødelige Israel?

³ I de første fem vers i Romerne, det 9. kapitel, udtrykker Paulus sin sorg over sine kødelige landsmænd, israelitterne, der havde så enestående fordele under Loven, men forspildte dem, et emne, han også berører tidligere i sit brev. Det kødelige Israel mente, at de alene havde arveretten til Guds gunst, fordi de i kødet nedstammede fra Abraham, og fordi de gjorde Lovens gerninger. Men i vers 6 til 8 i samme kapitel forklarer Paulus, at „det er ikke alle dem, der stammer fra [det kødelige] Israel, som virkelig er israelitter“, det vil sige af det sande Israel eller Guds udvalgte folk, som Jehova har en særlig bestemmelse med, og som han har forudsagt i sit ord. Efter at have mindet læserne om, at Abrahams sæd skulle komme gennem Isak, hvis fødsel var en opfyldelse af Guds løfte og set fra et menneskeligt synspunkt ellers ikke ville have været mulig, siger apostelen, at „det er ikke de kødelige børn, der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft af forjættelsen, der regnes for afkom“. Med de sidstnævnte hentyder han til dem, som bliver medlemmer af det åndelige Israel, den sande menighed under hovedet Kristus, og som kun bliver Guds børn takket være Guds ufortjente godhed og løfte, og ikke i kraft af noget de har gjort eller arvet. — Sammenlign dette med Galaterne 3:16, 29; 4:28.

4. Hvilken slutning kommer apostelen til, og hvilket princip slås der fast her?

⁴ Hvilken logisk slutning drager apostelen af dette argument? Vi står her over for et bibelsk princip eller en grundsandhed, som vi nøje bør mærke os for at kunne høste den rette gavn af denne belæring. Som Paulus udtrykker det, forordnede Gud tingene således, „for at Guds beslutning, der hviler på hans udvælgelse, skulle stå fast, ikke i kraft af gerninger, men i kraft af den, der kalder [det vil sige Gud] . . . altså beror det ikke på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed“. (Rom. 9:11, 16) Det princip, der her slås fast, er, at Gud har absolut og ubestridelig ret til at skænke sin gunst, til hvem han vil.

5. a) Hvad bør vi lære heraf, og hvorfor er det af vigtighed? b) Hvad er hovedbetingelserne for at kunne opnå Guds gunst?

⁵ Hvad vi bør lære heraf er vor totale afhængighed af Gud. Det er naturligvis ikke forkert gerne at ville nyde Guds gunst og barmhjertighed, og det er heller ikke forkert at bestræbe sig derfor ved at følge Guds anvisninger for sit folk. Det, der her understreges, er, at man ikke kan blive et medlem af Guds folk, fordi man ønsker det eller bestemmer sig dertil. Det er heller ikke afhængigt af, om man anstrenger sig for at følge en bestemt vej, der, om man så må sige, giver en retten til at vente Guds godkendelse. Det var den fejl, Israel begik. „Israel derimod, som jagede efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke frem til en sådan lov. Hvorfor ikke? fordi de søgte den, ikke ved tro, men som om den kunne vindes ved gerninger.“ (Rom. 9:31, 32) Lad os ikke være selvrådige eller tage sagerne i vor egen hånd. Vi bør til enhver tid ransage os selv, om vi af et oprigtigt hjerte værdsætter de betingelser, som er nødvendige for at vinde hans gunst, og som Gud selv har fastsat og optegnet i sit ord. Det er ikke alene påkrævet, når vi begynder vor kristne løbebane, men hele vort liv igennem, da den mulighed altid består, at vi kan blive glemsomme eller fanget i en eller anden snare. (Gal. 5:7) Det er interessant at lægge mærke til, at det princip, at Gud er den, der udvælger, hvem han vil, og at de krav, der stilles til dem, som udvælges, allerede omtales i Bibelen på et meget tidligt tidspunkt. For mens Jehova sagde til Moses: „Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og barmhjertighed, mod hvem jeg vil“, så fremholder han lidt tidligere på hvilke betingelser, denne nåde og barmhjertighed kan opnås: „Men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!“ — 2 Mos. 33:19; 20:6.

6. Hvilke to andre principper bliver åbenbaret gennem Paulus’ citat af 2 Mosebog 9:16?

⁶ Efter at have citeret 2 Mosebog 33:19 og med egne ord gengivet dette princip tilføjer Paulus som støtte derfor: „Og Skriften siger til farao: Netop derfor har jeg ladet dig fremstå [blive i live, NW], for at jeg kan vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.“ (Rom. 9:17) Dette berører to andre grundsandheder. Den første grundsandhed er, at ingen kan modstå eller hindre Guds beslutninger, hverken den stolte og mægtige farao eller ham, som han repræsenterede, Satan, „denne tingenes ordnings gud“. (2 Kor. 4:4, NW) Den anden grundsandhed er den, at Gud er uendelig stor. Gud er alt. Det er det største princip, og det vil komme til udtryk, når hans herlige hensigt bliver opfyldt, thi „da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle [alt for alle, NW]“. — 1 Kor. 15:28.

7. Hvilken belæring kan vi høste af dette første princip?

⁷ Læg også her mærke til den værdifulde belæring, der sætter os i stand til at lovsynge Gud på rette måde. Det første, vi belæres om, er, at sand værdsættelse af det førstnævnte princip indgyder tillid og gudsfrygt. I verden findes der i dag onde kræfter, som sidder inde med stor magt, undertrykkende kræfter, der kunne tænde gnisten til en tredje verdenskrigs hærgende brand. Frygt dem ikke. Gud kan og vil med jernhånd holde disse kræfter tilbage og manøvrere dem således, at de ikke vil få lov at skade en eneste af Rigets interesser eller en eneste af Rigets sangere og stridsmænd. Vi har al grund til at synge både frygtløst og harmonisk. — Åb. 7:1.

8. Hvilken anden ting belæres vi om, og hvad burde det få os til?

⁸ Det andet, vi belæres om, er taknemmelighed. Hvor taknemmelige burde vi ikke være, når vi bliver genstand for Guds nåde, og ikke lade os forhærde som farao. Dette er en vægtig grund til, at vi som enkeltpersoner burde lovsynge Jehova for den frelse, der i godhed og barmhjertighed er blevet os til del. „Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til menneskene blev åbenbaret, frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed.“ — Tit. 3:4, 5.

9. Hvilken værdifuld belæring indgiver Guds storhed os?

⁹ Det tredje, vi belæres om i forbindelse med det sidstnævnte princip, er, at vi bør forstå, at al ære og derfor al lovsang tilkommer Gud, som alle er afhængige af, og som vi blindt kan stole på. Det er med andre ord en belæring om ydmyghed. Som Paulus sagde om sig selv og om en anden broder: „Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver væksten.“ (1 Kor. 3:6, 7) Lad os holde os dette billede og synspunkt for øje. Det tilskriver Jehova den stilling, han med rette bør indtage i vort sind, og bevarer os på vor anviste plads. Det bevirker, at vi kan forblive i samklang med Skaberen og således synge hans pris på rette måde. Det bevarer os ydmyge og taknemmelige, og det er den eneste rette og sikre tilstand at lovsynge Jehova i, såfremt vi skal opnå hans godkendelse.

10. Hvad fristes vi til at føle, når vi sammenligner os selv med Moses og David, og hvilken hjælp kan vi hente ud fra Guds ord i denne henseende?

¹⁰ De omstændigheder, under hvilke Moses og David og andre trofaste tjenere forkyndte Jehovas navn og beslutning, var ofte meget dramatiske, og disse mænd var tit begivenhedernes midtpunkt. I modsætning hertil er du dig måske dine begrænsninger og daglige trædemølle som almindelig husmoder eller fabriksarbejder o.s.v. pinlig bevidst. Du vil føle dig fristet til at sige: Hvad rolle kan jeg spille i denne forbindelse? Den eneste musikundervisning, jeg får, er vækkeurets kimen tidligt om morgenen. Jeg føler mig alt for lille og ubetydelig. Og det vil vi give dig ret i. Du er både lille og ubetydelig. Men det vidunderlige ved det hele er jo netop, at Gud, som har ubestridt ret til at begunstige hvem, han vil, har gjort det muligt for dig sammen med andre, der også er små og ubetydelige, at nyde den store forret direkte at tjene Riget under hans organisations, Zions, ledelse. Hvilken styrke og trøst kan vi ikke få ved at betragte den måde, hvorpå Jehova får disse to modsatte principper, hans egen storhed og vor lidenhed, til at harmonere med hinanden! „Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er „Hellig“: I højhed og hellighed bor jeg, [og også, AS] hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live.“ — Es. 57:15.

11. Hvordan bør vi rettelig betragte vor andel i tjenesten for Riget?

¹¹ Det praktiske udbytte, vi får af denne undervisning i sang, er, at der ikke er mindste grund til at spejde efter eller afvente en dramatisk situation, der vil gøre det muligt for os at lovsynge Jehova. Ringeagt og overse ikke de tilsyneladende ubetydelige lejligheder, du har til at tale om Riget. Du behøver ikke at forlade hus og hjem og gennemgå vor bibelskole Gilead, før du kan tage del i forkyndelsen af Jehovas navn „over hele jorden“. Nej. Du kan have lige så stor andel i arbejdet og opnå Jehovas velsignelse under det ganske almindelige, dagligdags arbejde med at besøge folk på nabogårdene og husmandsstederne eller i de kaserneagtige gader i din egen by.

12. Hvorfor er det nødvendigt, at vi er opmærksomme på vort udseende under udførelsen af vor tjeneste for Jehova?

¹² Endnu en ting af praktisk betydning. Glem ikke at hvis vor sang skal have den fulde virkning, må vi ikke alene have vor opmærksomhed henvendt på det, folk hører, men også på det, de ser. Hermed mener vi dit eget udseende, din klædedragt, din holdning og i særdeleshed dit ansigtsudtryk og udtrykket i dine øjne. Hvor små dine midler end er, så kan du lægge vægt på renlighed og orden. Een ting har du i al fald råd til, og det er at lade dit ansigt og smil genspejle selve budskabets ånd, dets glæde, fred og håb. (2 Kor. 3:18) Det burde for at bruge et musikudtryk være „en sang uden ord“. Naturligvis er vort budskab af langt større betydning end vort udseende, men vi må huske, at det forstår vore tilhørere ikke til at begynde med.

13. Hvad kan vi ud fra billedet med sangeren lære vedrørende effektiv tjeneste?

¹³ Vi bør undgå alt, hvad der er falsk og overdrevent. Lad os tage billedet med en sanger. Det er ikke den sanger med skælvende røst, svajende krop og tillærte gestus, der opnår den største virkning, er han teknisk set nok så fuldkommen. Nej, det er snarere den, som ganske enkelt og ligetil lader sin sang tale fra hjerte til hjerte, idet han gør sig selv til en del af sangen og med ægthed udtrykker sine egne følelser. Det er netop den fremgangsmåde, vi skulle benytte ved enhver lejlighed, når vi fremholder budskabet om Riget, som Jehova har lagt i vor mund. — 5 Mos. 31:19.

14. Hvordan kan ydmyghed og taknemmelighed medvirke til at bevare endrægtighed og harmoni?

¹⁴ Der er endnu en belæring, vi ønsker at henlede opmærksomheden på. Ydmyghed og taknemmelighed er to nødvendige forudsætninger for, at vi i endrægtighed kan udføre vor tjeneste for Riget, den tjeneste, der består i lovsang til Jehova. Efter at Paulus havde sagt, at han indså, at han og Apollos intet betød i sammenligning med Gud, der alene kan få sandhedssæden til at spire og gro i tilhørernes sind, tilføjede han: „Den, der planter, og den, der vander, er eet.“ (1 Kor. 3:8) Det vil i praksis sige, at hvis vi bestandig holder os vor egen lidenhed og ringe betydning som enkeltpersoner for øje, så vil vi ikke være så ømfindtlige eller tage os det så nær, hvis en eller anden i kredsen behandler os dårligt eller taler uvenligt til os. Bevarer vi vor taknemmelighed mod Jehova, og husker vi hans storhed, vil vi ønske at blive ved med at forkynde hans navn der, hvor vi bor. Vi bør være på vagt, således at vi ikke selv gør os skyldige i at behandle nogen af Jehovas mindste dårligt og derved giver anledning til mislyd. Jesus sagde, at forkyndelsen af rigsbudskabet i fuldkommen endrægtighed og harmoni er et af tegnene, hvorpå verden kan kende, hvem der er de sande disciple, udvalgt af Gud til at repræsentere ham og være hans vidner over hele jorden. — Joh. 17:23.

15, 16. Hvilke yderligere fordele kan disse to egenskaber bringe os, og hvad vil det medføre?

¹⁵ Ydmyghed og taknemmelighed vil også hjælpe dig til at udholde den modgang og forfølgelse, du møder i verden, hvad enten det er i det små eller i det store, og om den kommer fra familiemedlemmers, arbejdsgiveres eller arbejdskammeraters side. Du vil ikke tage det så tungt, når du husker, at det i virkeligheden er en forret at lide som en kristen, og at Jesus advarede alle sine efterfølgere om, at de ville blive forfulgt, ligesom han blev det. (Joh. 15:20; 1 Pet. 2:21) Mens du bevarer en taknemmelighedens ånd, vil du stadig være årvågen og synge Jehovas pris under de mest usandsynlige og ugunstige omstændigheder og måske drage fordel af Satans angreb.

¹⁶ Omsætter du al denne værdifulde belæring i praksis, og øver du dig stadig, som enhver dygtig sanger må, er vi overbevist om, at du vil kunne klare enhver situation og ved dagens afslutning taknemmeligt kunne henvende dig til Jehova med sang i hjertet.

Uddannelse og udrustning

17. Hvordan bliver vi oplært til hellig tjeneste, og hvilke virkemidler har vi?

¹⁷ Jehova, vor store sanglærer, har forsynet os med alt, hvad vi behøver til vor uddannelse og nødvendige udrustning. Han giver os ikke privatundervisning, men han har en musikskole, hans organisation Zion. Den står under hans elskede søns ledelse, og Kristus fører an i lovsangen til sin himmelske fader og opfylder, som Paulus påpeger, det profetiske ord i Salme 22:23: „Dit navn vil jeg kundgøre for mine brødre, prise dig midt i forsamlingen.“ (Hebr. 2:12) Den udrustning, der på denne Jehovas dag stilles til rådighed for alle i Zion, opregnes for os i Esajas 59:21: „Min ånd, som er over dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal ikke vige fra din . . . mund, . . . fra nu og til evig tid.“

18. Hvordan oplærte og udrustede Jesus sine disciple, og med hvilket resultat?

¹⁸ For bedre at kunne forstå i enkeltheder, hvordan Gud lader profetien opfylde, vil vi nu lade tankerne gå til den gribende sangundervisning, Kristus gav sine disciple, kort efter at han var blevet oprejst fra døden. To af hans disciple var på vej til Emmaus. De var modløse og fortumlede, da Jesus gjorde dem følgeskab uden at give sig til kende. Hvad siger beretningen, der skete, efter at samtalen var blevet ført ind på de rette baner? „Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle Skrifterne handlede om ham.“ Og med hvilken virkning? Som de sagde til hinanden bagefter: „Brændte ikke vort hjerte i os . . . mens han . . . lukkede Skrifterne op for os?“ Den samme aften belærte han de elleve og andre om de samme ting: „Da åbnede han deres sind, så de forstod Skrifterne.“ Til sidst sagde han, at de ville blive udsendt som vidner om alt det, de havde set og hørt, men først når de var blevet „iført kraft fra det høje“. Som en mindre opfyldelse lagde Gud dengang sit ord i sine vidners mund og skænkede dem sin ånds kraft og oplysning. I dag, da den store opfyldelse indtræffer, finder det samme sted ud over hele verden, og hovedindholdet i vor sang er „dette gode budskab om Riget“ (NW). — Luk. 24:27, 32, 45, 49; Matt. 24:14.

19. Hvordan kan vi i dag omsætte denne belæring i praksis?

¹⁹ Lad os tage ved lære af Jesu fuldkomne eksempel og forstå, at vor hovedopgave er at lære de lærvillige at synge denne lovsang, idet vi åbner deres sind, så de til fulde kan forstå Skriften. Guds ord er vor sangbog, og såfremt vi gør vort arbejde på rette måde, vil det få deres hjerter til at brænde i dem. Bliver det for eksempel din forret at holde et offentligt foredrag, så indled ikke med lange citater af ledende mænds udtalelser, men kom hurtigt til dit bibelske argument og luk Bibelens betydning op for tilhørerne og peg hen til opfyldelsen af dens profetier. Det var den metode, Paulus benyttede. „Efter sin sædvane . . . samtalede han med dem ud fra Skrifterne og udlagde og begrundede“. Læg mærke til, hvorledes Apollos høstede gavn af den rette belæring og de rette virkemidler. „Thi han gendrev jøderne offentligt med stor kraft [brændende i ånden] og beviste ved hjælp af Skrifterne, at Jesus er Kristus.“ (Ap. G. 17:2, 3; 18:25, 28) Undlad ikke at drage nytte af den belæring og udrustning, der nutildags stilles til vor rådighed gennem regelmæssigt studium af Vagttaarnet og andre af Selskabets publikationer og gennem den teokratiske skole med dens praktiske hjælp.

20. Hvorfor er den rette hjertetilstand så vigtig? Hvilke særlige velsignelser vil den medføre for os i dag?

²⁰ Men fremfor alt bør vi ikke overse betydningen af den rette hjertetilstand. Lad det ikke blive nødvendigt for Jesus at sige det samme til dig, som han sagde til de to, der var på vej til Emmaus: „Åh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt!“ (Luk. 24:25) Vær ikke ked af det, selv om du måske synes, du fatter tingene langsomt og har svært ved at udtrykke dig. Hvis du af hjertet er lærvillig, kan du godt blive en mere pålidelig og virkningsfuld sanger end din broder, der ved, at han er slagfærdig. Husk, det er fordi alle synger af hele deres hjerte, at Jehova i sit eget hjerte „glæder sig over dig med fryd [sang, AS]“. Hvilken vidunderlig forret at bo i denne herlige stad, Jehova selv har valgt til bolig, en stad fuld af sang, der er skønnere end de mest gyldne toner sunget af et professionelt kirkekor, når de fylder et vældigt kirkerum med deres salmesang. — Zef. 3:14, 17; Sl. 132:13, 14.

21, 22. Hvilket profetisk drama omtaler både sang og kamp? Hvad understreges der i dette drama, og hvad bør vi gøre i denne forbindelse?

²¹ Lad os her til sidst forstå, at vi har den forret at have del i opfyldelsen af dette profetiske drama, hvor der blev sunget og kæmpet, som beretningen viser i 2 Krøniker, det 20. kapitel. Dengang drog Ammon, Moab og Se’irs bjergfolk op til Josafat, Judas konge. De var et billede på Satans styrker i verden i dag, som nu truer Guds folk og drager op imod dem. Det passer også godt med modbilledet, at Josafats hær ikke brugte kødelige våben i dette slag. Læg mærke til, i hvilken slagorden de drog ud mod fjenden. Under teokratisk vejledning blev sangerne opstillet forrest, for at de kunne „lovprise Jehova i helligt skrud“, og de sang: „Lov Jehova, thi hans miskundhed varer evindelig!“ Bemærk også kongens indledende ord: „Tro på Jehova jeres Gud, og I skal blive boende, tro på hans profeter, og lykken skal følge jer.“ (2 Krøn. 20:20, 21; se også Lukas 24:25) Selv før disse ord blev udtalt, og så snart Jehovas trøsterige budskab havde lydt gennem Jahaziel som svar på kongens inderlige bøn, stod levitterne op „for at prise Jehova, Israels Gud, med vældig røst“. — 2 Krøn. 20:19.