Bryd lænkerne og gør Guds „fuldendte vilje“

„Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldendte vilje.“ — Rom. 12:2, NW.

1. Hvilket storslået sejrsbudskab forkyndes nu, og hvor?

JEHOVA har givet befaling til at „forkynde frihed i landet for alle dets indbyggere“. (3 Mos. 25:10, NW) Selv om mørke dækker jorden og atomtidsalderen kaster sin sorte skygge over nationerne, bliver der nu forkyndt frihed til jordens ender. Hvordan? Ved det storslåede sejrsbudskab: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres [Jehovas] og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.“ (Åb. 11:15-18) Det varsler undergang for alle Guds og menneskehedens fjender. Det forkynder at snart vil hele jorden „fyldes med Jehovas kundskab som vandene dækker selve havet“, og at mennesker med god vilje nu kan træde ind i en evighed af frihed og lykke som en forenet menneskelig familie der priser sin Skaber og store Velgører. — Es. 11:1-9, NW.

2. Hvor alene findes denne gode nyhed?

² Hvilken vidunderlig god nyhed! Det er en god nyhed der kan varme hver en ærlig sjæl i hjertet uanset hvilken race, nation eller stamme han tilhører, og uden hensyn til om han bor i Afrika, Nord- eller Sydamerika, Asien eller Europa, eller på en af havets mange øer. Denne glædelige nyhed om befrielse findes kun i Guds frihedsbog, Bibelen, om hvilken Guds søn, Jesus, sagde: „Dit ord er sandhed.“ — Joh. 17:17.

3. (a) På hvilken måde er denne verden et fængsel? (b) Hvordan identificerede Jesus overleveringers snare?

³ Samtidig med at Bibelen forkynder frihed for den fangne menneskehed identificerer den også de dødbringende snarer der har gjort den nuværende verden til et stort, mørkt fængsel. Denne verden et fængsel? Ja, et fængsel hvori både kristenheden og de hedenske nationer er indfiltrede i religiøse overleveringers lænker. For mere end nitten århundreder siden fordømte den store frihedskæmper, Jesus Kristus, dem der holdt det jødiske folk i fangenskab: „Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? . . . Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld. I hyklere!“ (Matt. 15:3, 6, 7) Udadtil viste de hyklerisk respekt for Gud, men samtidig lærte og efterlevede de et tilbedelsessystems overleveringer i trældom under Satan. Imidlertid er overleveringernes snarer ikke noget som kun kendtes på farisæernes tid. Folk af alle nationer på jorden holdes i dag lænket af traditioner og skikke.

4. Hvordan kan man frigøre sig så man kan gøre Guds vilje?

⁴ Hvordan kan man sprænge disse lænker? Man kan gøre det ved at give agt på den store frihedskæmper Jesu ord. Jesus blev af Jehova salvet til at „forkynde godt nyt for de ydmyge . . ., udråbe at de der er taget til fange skal få deres frihed og at selv fangerne skal få vidt åbne øjne“. (Es. 61:1, NW) Det er ham der ved at undervise i sandheden, Bibelens sandhed, åbner forståelsens øjne. Til dem der tror på hans lære siger han: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:31, 32) Sandheden frigør fra traditioner og overleveringer så man kan bevise og gøre hvad der er „Guds gode, velbehagelige og fuldendte vilje“. — Rom. 12:2, NW.

5. Hvilken kamp må man kæmpe for at løsrive sig og forblive fri? Er den det værd?

⁵ Jesu disciple talte ligesom deres Mester om den verdensomfattende trældom og den beslutsomme kamp man må kæmpe for at frigøre sig. En af disse, apostelen Paulus, skrev: „Dette siger jeg derfor og vidner om i Herren, at I ikke mere vandrer som nationerne i deres tankers ørkesløshed, formørkede som de er i deres tankegang og fremmede for livet der tilhører Gud.“ (Ef. 4:17, 18, NW) Men dersom mennesker med god vilje vil ophøre med at vandre som nationerne må de lade „enhver mennesketanke“ tage „til fange ind under lydighed mod Kristus“. (2 Kor. 10:3-5) De må kæmpe, og kæmpe hårdt, for at løsrive sig fra forvirrende, tomme tanker og skikke frembragt af en verden der ikke kender Gud. Og når de har løsrevet sig må de kæmpe for at bevare deres frihed. Det kan koste anstrengelser og store ofre, men de belønninger Gud skænker opvejer dem hundredfold. — Mark. 10:28-30.

6, 7. (a) Hvilket traditionsmønster finder man overalt i verden? (b) I hvor høj grad er afgudsdyrkelse blevet en snare?

⁶ „Bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind,“ siger Paulus. Forvandlet fra hvad? Fra det traditionsmønster verden har sat. Dette kan variere en ubetydelighed fra land til land, men er stort set det samme. Det har sin rod, ikke i sandhed eller kærlighed, men i overtro, usandhed og selviskhed. Salomon tog denne store verden lige på kornet da han beskrev den som „endeløs tomhed“ og en gøren sig „flid hen i vejret“. — Præd. 12:8; 5:15.

⁷ Den betydeligste del af dette verdensomfattende mønster udgøres af det religiøse formvæsens bånd. Både i kristenheden og de hedenske lande finder man hellige processioner, lys, røgelsesofre, afgudsbilleder og „helgener“. De som er bekendt med de såkaldt „kristne helgener“ har ingen grund til at blive overraskede hvis de under et besøg i Østen finder buddhistiske afguder forsynet med glorie og i hånden bærende en rosenkrans. Det er alt sammen en del af denne verdens mønster. Ligegyldigt hvor i verden mennesker søger sandheden vil det være klogt for dem at følge Paulus’ råd: „Mine elskede, fly afgudsdyrkelsen!“ (1 Kor. 10:14) Afgudsdyrkelse er en snare som gør en masse mennesker blinde for tilbedelsen af den ene sande Gud. — 2 Kor. 4:3, 4.

8, 9. (a) Er julen og lignende fester begrænset til kristenheden? (b) Hvad siger Peter om sådanne frådserier?

⁸ Imidlertid må de mange som allerede har frigjort sig for tilbedelse af afguder og anden formalistisk ritus, tage sig i agt for de mere underfundige former for afgudsdyrkelse. Overalt i verden findes der indgroede religiøse skikke, og tit også nationale skikke der strider imod Guds ord. Også disse må man frigøre sig for hvis man ønsker at leve i Guds nye verden. Mange af disse skikke har fået så vid en udbredelse at de er alment gyldige og følges både af kristenheden og af de hedenske nationer. Til eksempel kan nævnes de overdådige gilder der knytter sig til julen, som kristenheden har lånt fra hedenskabet.a Imidlertid låner det såkaldte hedenskab nu julen tilbage, som vist i en rapport fra Tokyo i det buddhistiske Japan: „Ifølge en politioptælling der sluttede den 25. om morgenen, var 3.700.000 mennesker ude at fejre juleaften. Det var efterkrigstidens rekord i gilder.“b

⁹ Julen er stort set det samme overalt i verden. Men er den kristen? Afgjort ikke! Er nytårsfester, forårsfester og høstfester som man ser fejret i hele verden i harmoni med Bibelens lære? Eller er de en verdslig „flugt fra virkeligheden“? Til dem som er i færd med at ’forny deres sind’ siger Peter: „Thi det er tilstrækkeligt at I i den tid der er gået har efterfulgt nationernes vilje da I vandrede i løsagtighed, lyster, overdrivelser med vin, frådserier, drikkelag og afgudsdyrkelser, der er uden lovmæssige begrænsninger.“ (1 Pet. 4:3, NW) Lev ikke efter verdens mønster!

10, 11. (a) Hvordan har den udbredte lære om udødelighed lagt tunge byrder på menneskene? (b) Hvordan bringer den bibelske sandhed om de døde trøst?

¹⁰ Som Johannes sagde: „Hele verden er i den Ondes vold.“ (1 Joh. 5:19) Det var „den Onde“, Satan, der til menneskehedens oprindelige forældre sagde: „I skal ingenlunde dø.“ Dette var den første løgn, fra løgnens fader, og i den lå også den senere fremsatte løgn om sjælens iboende udødelighed. (1 Mos. 3:4; Joh. 8:44) Stik imod Guds tydelige udtalelse, „den sjæl, der synder, den skal dø“, holder verdens religioner fast ved det Satan lærer. (Ez. 18:4) Både „hedninger“ og påståede kristne fremsiger i overensstemmelse med deres tro på sjælens udødelighed lange bønner for den afdødes ånd, og på visse tider af året valfarter de til familierelikvier eller -grave. I de vestlige lande ofrer folk tit mægtige summer på begravelser, og bønner for den døde er kostbare, men det er dog intet imod hvad man ofrer herpå i visse lande i Østen. Kineserne sparer hele livet igennem for at deres død kan blive fejret med den største overdådighed. Man forventer at børn, børnebørn, fætre, kusiner og andre slægtninge viser ærbødighed for de levende og den døde, og at de flere år efter begravelsen bærer sorg.

¹¹ Imidlertid må de der ’fornyr deres sind’ for at lære hvad der er Guds fuldkomne vilje, frigøre sig for sådan religiøs trældom. Ydermere kan de, da de ved hvad Bibelen lærer, trøste de efterladte ved at fortælle dem om det „håb til Gud, . . . at der engang skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige“. (Ap. G. 24:15) De der har „håb til Gud“ efterligner ikke verden når den viser ærefrygt for de døde. I stedet ærer de Jehova og gør kendt hvad han i sin kærlighed har til hensigt at gøre for de døde. — Joh. 5:28.

12. Hvilken levende kraft kan overvinde materialisme og betvinge et feudalsystems traditioner?

¹² Denne verdens former for trældom gør sig gældende på alle livets områder. I de vestlige lande bliver „de, som vil være rige“ ulykkelige slaver af den dødbringende materialisme. (1 Tim. 6:9, 10) I Østen er mange bundet af skikke og forpligtelser i en sådan grad at de dårligt kan tænke eller ræsonnere selv. De er nødt til at leve en slavisk tilværelse i et feudalt samfund, sådan mener de i alle fald. Buddhisterne i Thailand siger at en kristen forkynder lige så godt kunne spille violin for en vandbøffel som prøve at forklare Bibelen for dem. Det er dog ikke altid sandt, for også buddhister har frigjort sig og er blevet en del af „alle folkenes skatte“ som tilbeder Jehova Gud. Dette vidner i sandhed om den mægtige, levende kraft Jehovas ord, Bibelen, har. — Hag. 2:7; Hebr. 4:12.

13. Hvilken advarsel giver Paulus angående den verdslige visdoms lænker?

¹³ Og så er der den verdslige visdoms lænker. En masse mennesker både i Vesten og i Østen er trælbundne af menneskelige filosofier. Konfucius lagde vægt på visdom, ophobet lærdom. Også i vor tid findes der såkaldt intellektuelle som betragter lærdom med en næsegrus beundring, og de kaster sig over den ene form for lærdom efter den anden. De kalder det kulturel stræben. Mod sådanne advarer Paulus: „Tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer ved verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering og verdens ’magter’, ikke på Kristus.“ — Kol. 2:8.

Den fuldstændige frigørelse til frihed

14. (a) Hvad er nu yderst presserende? (b) Hvordan kan man opnå sand lykke nu?

¹⁴ For dem der på en eller anden måde er trælbundne af den gamle verden er der nu en glimrende lejlighed til fuldstændigt at bryde lænkerne og opnå frihed. Den frigørelse er yderst presserende nu, for denne verden er nået sine „sidste dage“. (2 Tim. 3:1) Hvor nødvendig er nøjagtig kundskab ikke på denne dag! „HERRENS [Jehovas] frygt er kundskabs begyndelse.“ (Ordsp. 1:7) Når mennesker med god vilje betragter Guds ærefrygtindgydende værker i naturen og hans skaberværks skønne og vekslende mangfoldighed kan de ikke andet end påskønne at han er til! Imidlertid er Bibelens Gud ikke et navnløst abstrakt begreb. Han er den Højeste, „evighedernes konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud“. (1 Tim. 1:17) Han er kilden til alt liv og al kraft. Han er Jehova, den store hensigtens Gud, hvis tanker og veje rager højt op over stakkels menneskelig visdom. (Es. 55:8-11) Lykkelige de mennesker som lærer Jehova at kende, og som opnår sand visdom! (Ordsp. 3:13-18) Lykkeligt er i sandhed det menneske der studerer for at kunne kende Jehova og elske ham ’med hele sit hjerte, af hele sin sjæl og af hele sit sind’. (Matt. 22:37) Et sådant menneske vil „blive fyldt med nøjagtig kundskab om hans vilje med al visdom og åndelig indsigt, så [det] kan vandre Jehova værdigt“. (Kol. 1:9, 10, NW) Det vil få en ægte værdsættelse af den vidunderlige foranstaltning Jehova har truffet gennem sin søn, Jesus Kristus, til at mennesker kan rive sig løs så de kan gøre Guds „fuldendte vilje“ og overleve verdens ende.

15. Hvilke værdige eksempler på sådanne der har gjort sig fri nævnes her?

¹⁵ I Bibelen finder vi et væld af eksempler på sådanne som har gjort sig frie så de kunne gøre Guds fuldendte vilje. Det var mennesker der bevarede deres uangribelighed og som hele deres liv kæmpede for at kunne gøre Guds fuldendte vilje, og det var et liv i glæde og tilfredshed. Der var de tre trofaste hebræere som var i fangenskab i Babylon. De nægtede at følge masserne i deres afgudsdyrkelse. Det fordrede mod at stå alene, ligesom det også i dag fordrer mod af en navnkristen eller en buddhist at gøre sig fri af afguderiske skikke og sædvaner som han har fået i arv fra sine forfædre. Der var Jeremias, som havde hverken lod eller del i folkets frafald; han forkyndte Jehovas ord. Det krævede mod, som det også kræver mod af en hindu eller en afrikaner at gå bort fra sit lands eller sin stammes religion og i stedet vidne om Jehova. Der var også Moses, som vragede den ægyptiske overklasses materialisme og valgte den beskedne stand i samvær med Guds folk. Der skulle mod til, men læg mærke til hvilken overflod af åndelige rigdomme han blev velsignet med; de overgik endog alle de materialistiske fordele denne moderne verden kan byde på. — Dan. 3:13-18; Jer. 1:4-10; Hebr. 11:24-27.

16. Hvilke belønninger får man hvis man frigør sig?

¹⁶ Overalt, både inden for kristenheden og i de hedenske nationer, har hundreder af tusinder på lignende måde løsrevet sig for at opnå sand frihed. De udgør nu „de folk, som kender deres Gud“, og i kraft af deres tro på Gud og Kristus Jesus er de vokset sig stærke som et ny verdens samfund over hele jorden. (Dan. 11:32) Familie og tidligere venner spotter måske og siger: „Hvad opnår I ved det?“ Ja, hvad opnår disse mennesker? De opnår den skat at kende Guds fuldkomne vilje, det sikre håb om evigt liv i en herlig ny verden, sande venners enestående kærlighed nu og for evigt i Jehovas nye verdens samfund! Den nuværende verden vil aldrig kunne forstå denne kærlighed. De ser den, og de undrer sig over den, men de vil ikke komme til at forstå den medmindre de personligt bliver en del af dette samfund. (Joh. 13:34, 35) Jehovas vidner opnår alt hvad hjertet kan begære gennem helhjertet indvielse til universets øverste Hersker!

17. Hvilken positiv handling må til for at man kan frigøre sig, og hvordan er mange på dette punkt kommet til kort?

¹⁷ Indvielse? Ja indvielse til Jehova er det endelige skridt til at bryde lænkerne så man kan gøre Guds „fuldendte vilje“. Imidlertid må man nødvendigvis handle positivt for at kunne udføre dette frigørende ryk og tage de skridt der leder en frem til det; en positiv anstrengelse for at komme til at tænke anderledes end verden, positivt studium for at tilegne sig Guds tanker, den bibelske tænkemåde; og et positivt samvær med Guds eget folk i den nye verdens samfund. (Kol. 3:23, 24) Det må være en positivitet der får et menneske til konsekvent at lade det ene skridt afløses af det næste indtil det når frem til indvielse til Jehova. Her er et punkt hvor mange er kommet til kort. De har aldrig helt fornyet deres sind eller truffet en fast beslutning. De har aldrig foretaget en rigtig uforbeholden indvielse. Godt nok tænker de at det ville være „herligt“ at leve i en fredfyldt ny verden. Måske går de endda ud i tjenesten af og til. Men det er også alt hvad det bliver til, de indvier sig aldrig. De mister den virkelige glæde som præger den nye verdens samfund, og som også skulle præge dem. Det er ikke nok blot at give Jehova en lille del af sit hjerte og så beholde resten til selviske formål. „Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din livskraft . . . thi Jehova din Gud i din midte er en Gud, der fordrer absolut hengivenhed.“ (5 Mos. 6:5, 15, NW) Dette betyder at man må forvandle sit sind fuldstændigt så man ønsker at indvi sig.

18. Hvordan var Rut ved sin indvielse et enestående eksempel?

¹⁸ Hvad enten man lever i kristenheden eller i de hedenske nationer må man, når man frigør sig, have samme sindelag som moabitterinden Rut. I sin opvækst havde hun været omgivet af hedensk religion. Men Jehovas tilbeder No’omi lærte Rut den sande Gud, Jehova, at kende. Rut var villig til at forlade alt det hun før var knyttet til, ja forlade sit eget folk, og drage til et andet land og antage en anden gudsdyrkelse. Ikke alene påbegyndte hun denne færd, men hun fulgte den til vejs ende og delte i ét og alt lod med Guds folk, Israel. Hun ikke så meget som overvejede at vende tilbage, selv da hun fik lejlighed til det. Til No’omi sagde hun: „Hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du tager bolig, der vil jeg tage bolig; dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.“ Af hele sit hjerte indviede hun sig til Jehova Gud. Hun sagde at intet udover døden skulle skille hende fra Jehova og hans folk. Hvor rigt blev hun ikke belønnet i Guds folks, Israels, land! Og hvor rigt vil hendes trofasthed ikke blive belønnet i opstandelsen! Selv døden vil ikke kunne skille hende fra dette. Ej heller kan døden skille den indviede, trofaste Jehovas tjener i dag fra de velsignelser Jehova har i beredskab i forbindelse med opstandelsen. — Rut 1:16, 17; 4:13-15.

19. Hvilken forståelse af værdier har Guds indviede tjenere?

¹⁹ Hvor lykkelige er ikke de som løsriver sig fuldstændigt for at vinde frihed! Det er dem der har den rette forståelse af værdier, dem der værdsætter Jehova og hans godhed og som siger: „Om ét har jeg bedet HERREN [Jehova], det attrår jeg: alle mine dage at bo i [Jehovas] hus for at skue [Jehovas] livsalighed og grunde i hans tempel.“ (Sl. 27:4) „[Jehova], jeg elsker dit hus, det sted, hvor din herlighed bor.“ (Sl. 26:8) Lykkelige, indviede tjenere som lever op til deres indvielse idet de tjener dag og nat i Guds tempel og altid glæder sig i samfund med hans folk! — Åb. 7:9-17.

Frihedens trælle

20. (a) Modsiger man sig selv når man taler om at de der frigør sig bliver „trælle“? (b) I hvilken forstand er de trælle?

²⁰ Hvilken herlig frihed, en frihed der kan vare til evig tid! Dog kaldes Guds frigjorte også „trælle“. Ligger der en modsigelse heri? Ikke set fra disse villige, lykkelige, glade Jehovas trælles synsvinkel, eftersom de lever op til deres indvielsesløfte. Sagen er at deres frihed er relativ, den er altid underlagt Jehova Guds vilje. Da de fryder sig over at gøre denne vilje velsigner Han dem med vidunderlig glæde og frihed, dog altid inden for den teokratiske ordnings afstukne grænser. Følgelig er de trælle, Jehovas trælle. (Åb. 19:4, 5, NW) Desuden er de Jesu Kristi trælle, for han har købt dem med sit livsblod. „I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde.“ (1 Pet. 1:18, 19) De er derfor blevet „Kristi trælle, der gør Guds vilje med hele [deres] sjæl“. — Ef. 6:6, NW.

21. Hvilken forskel er der på at være træl i den gamle verden og at være Jehovas træl?

²¹ Imidlertid er de der ikke indvier sig til Jehova også trælle, en anden slags trælle. De er Satans og hans verdens ulykkelige trælle. I dag må ethvert menneske på jorden nødvendigvis være denne elendige verdens ynkelige træl medmindre det løsriver sig og bliver Jehovas glade træl. Enhver må træffe sit valg. (Jos. 24:15) Som Jesus sagde: „Ingen kan være træl for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke være trælle både for Gud og for rigdom.“ (Matt. 6:24, NW) Den der er viis erklærer: „Jeg frydede mig, da de sagde til mig: ’Vi drager til HERRENS [Jehovas] hus!’“ (Sl. 122:1) Evige glæder venter alle der beslutsomt tager skridt til indvielse og derefter holder fast ved denne indvielse.

22, 23. Hvilke familieproblemer kan opstå for dem der indvier sig til Jehova, og hvilket råd gives der til løsning af sådanne problemer?

²² Men, den gamle verdens livsmønster frembyder mange problemer for dem der indvier sig. I mange lande er en hustru træl af sin mand, mens det andre steder er manden der er træl af sin hustru. Hvilken indflydelse får nu dette på spørgsmålet om indvielse? 1 Korinter 7:24 (NW) lyder: „I hvilken stand enhver end blev kaldet, brødre, så lad ham forblive i den i samfund med Gud.“ En nyindviet hustru må gøre sig klart at hun, selv om hun bliver hos sin ikke-troende mand, nu også er en „Kristi træl“ og „i samfund med Gud“. (1 Kor. 7:22-24, NW) Med andre ord, hun vil ikke i så ynkelig en grad underlægge sig sin mand at det hindrer hendes kristne tilbedelse. Dog betyder det ikke at hun skal forlade sin mand. Samtidig med at hun holder fast ved tilbedelsen af Jehova gør hun sig også flid for at opfylde de krav hjemmet stiller til hende. (Ordsp. 31:27, 30) Hun elsker sin mand og sine børn og arbejder i familiens interesse. Den nye adfærd hun har valgt i harmoni med de kristne principper gør måske endda dybt indtryk på hendes mand. — 1 Pet. 3:1-4.

²³ Til tider hører man nogen sige: „Min mand er modstander.“ Er han nu også virkelig modstander? Der er nogle som aldrig har drøftet spørgsmålet om deres indvielse med ægtefællen. Ingen bør tænke at han eller hun kan klare det med blot at udføre nogen tjeneste når den ikke-troende ægtefælle er ude af syne. Hvor langt bedre vil det ikke være ligefremt at forklare hvad denne indvielse betyder. Den der netop har indviet sig til Jehova kan fortælle ægtefællen at det kan betyde at de nu kommer bedre ud af det med hinanden i familieanliggender, sådan som Bibelen viser at man bør. (1 Tim. 5:8; 3:11) Hvad åndelige spørgsmål angår er der imidlertid møder man må overvære, tjeneste på arbejdsmarken man må udføre, ens hellige tjeneste for Gud. (Rom. 12:1, NW) Disse ting kan ofte drøftes taktfuldt, roligt og venligt, samtidig med at man altid viser sit oprigtige ønske om at samarbejde. Hustruen bør fortsat respektere manden som hoved i hjemmets anliggender. Hvilken glæde vil det ikke være hvis han tager imod sandheden! Men hvis han vælger ikke at lytte, kan hustruens ydmyge adfærd ofte sige meget mere end mange ord og være et tavst, men alligevel talende vidnesbyrd om at hun er en bedre hustru end før. — 1 Tim. 2:8-10.

24. Hvordan bør den kristnes indstilling være over for verdslig beskæftigelse?

²⁴ Mange er trælle af deres arbejdsgiver eller af deres forretning. De føler at deres pligter også rækker ud over arbejdstiden, og at de er nødt til at tage del i selskabelige sammenkomster og fornøjelser arrangeret for firmaets funktionærer. Andre er så optaget af deres verdslige beskæftigelse at de arbejder både dag og nat eller syv dage om ugen. Ligegyldigt hvilke materielle fordele det medfører, eller hvilken forfremmelse der stilles i udsigt, vil intet sådant tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med den herlige udsigt til evig tjeneste i Guds nye verden. Den der er viis vil holde verdslig beskæftigelse inden for de tilbørlige rammer. „Ingen som gør tjeneste som soldat indvikler sig i livets erhvervsmæssige beskæftigelser, for at han må opnå godkendelse af den som hvervede ham til soldat.“ — 2 Tim. 2:4, NW.

25, 26. (a) Hvad tilråder Paulus angående tyngende overleveringer? (b) Hvordan viser Guds tjenere at de enigt og endrægtigt går fremad sammen?

²⁵ De lænker der kan binde mennesker til denne verdens fængsel er i sandhed mange og forskelligartede. Med det i tanke formaner Paulus os at „lægge alt det bort, som tynger, og synden [manglende tro], som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender“. (Hebr. 12:1, 2) Bort med denne onde verdens tyngende trældom!

²⁶ Tag del i, og bliv helt optaget af den nye verdens virksomhed! Hvilke kostelige sammenkomster! Guds tjenere har måske engang levet i højst forskellige religiøse miljøer, kommer fra vidt forskellige livsstillinger og fra mange forskellige nationaliteter. Men sandheden har gjort dem til ét. (Joh. 17:20-23) I broderlig kærlighed nærer de inderlig hengivenhed for hinanden. Alle er de brændende i ånden. Alle er Jehovas villige trælle der glæder sig over håbet forude, idet de står fast under trængsler og er udholdende i bøn. Ingen er lade eller lunkne i den gerning som hører den nye verden til. (Rom. 12:10-12, NW) Alle der har gjort sig virkelig frie glæder sig over at gøre Guds „fuldendte vilje“. Når de gør det bliver deres livsdage lange, glædefulde og mange; deres dage strækker sig helt ind i evigheden!

[Fodnoter]