Vær en glad giver

„GIV til det gør ondt!“ siger folk der leder velgørenhedskampagner. Men det siger Gud ikke i sit ord Bibelen. Der læser vi: „Gud elsker en glad giver.“ Han fremhæver det centrale, det vigtigste, nemlig motivet, ånden hvori noget gives. Er det giveren en glæde at give behøver man ikke at bekymre sig om hvor meget han vil give, det kommer helt af sig selv. — 2 Kor. 9:7.

Hvorfor elsker Gud en glad giver? Det er ikke fordi han har brug for noget, thi ham „tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge“. Han elsker en glad giver fordi trangen til at give med glæde er et udtryk for kærlighed, og han føler tilknytning til dem som viser kærlighed. „Gud er kærlighed.“ Den glade giver fryder sig over at han er i stand til at give noget eller til at hjælpe en anden. — Sl. 50:10; 1 Joh. 4:8.

Meget af det der bliver givet i dag bliver ikke givet af et glad hjerte. Et eksempel ser vi i De forenede Stater, hvor industrien måtte op med 55 millioner dollars i service, varer og kontante beløb for at løskøbe de cubanske „frihedskæmpere“. Man måtte ty til underfundige politiske kneb og love at bidragene kunne trækkes fra på selvangivelsen og posteres til en gros prisen og ikke til fremstillingsprisen. (Med det resultat at en del medicinalfabrikker faktisk tjente på deres bidrag!) For andres vedkommende gik man ikke underfundigt til værks, men lige på og hårdt. Et firma der blev truet med sagsanlæg af regeringen, fik ren besked på hvad det værsgo havde at betale i varer og kontanter som sit „bidrag“. Ingen af disse bidragydere kunne siges at være glade givere!

Til hvem skal vi give? Til alle og enhver som beder om noget? Til alle som vi gerne ville hjælpe? Man måtte være en sand krøsus hvis man skulle kunne det. Først må vi forvisse os om at de som vi giver til, virkelig fortjener det eller er i nød, eller begge dele. Det faldne menneske er tilbøjeligt til at give til de rige, til dem som ikke er i nød, i håb om at få det gengældt, og at ignorere de fattige. Derfor er det at Jesus formaner os til at invitere de fattige når vi forbereder et festmåltid. — Luk. 14:12-14.

Der byder sig ustandselig lejligheder til at give noget til andre. Gør brug af dem, og gør det med glæde. Først er der familien. Inden to unge mennesker gifter sig finder de utallige lejligheder til at give hinanden gaver eller gøre hinanden forskellige tjenester, og de gør det med glæde. Det ved enhver. Men hvorfor ikke fortsætte efter at man er blevet gift, holde kærligheden ved lige og ikke blot nøjes med at gøre sin pligt, men stadig finde på gaver eller små overraskelser der kan gøre den anden lykkelig, og gøre det med glæde? Det samme gælder forældre og børn, og brødre og søstre.

Eller måske har du lejlighed til at vise slægtninge, bekendte eller medkristne gæstfrihed? Hvordan skal du gøre det? „Vær gæstfri imod hverandre uden knurren.“ Det betyder så meget at man bliver modtaget med glæde og vist en gæstfrihed som var det vært og værtinde en forret at have en som gæst, hvad det jo i virkeligheden er, for er der ikke „større lykke ved at give end ved at modtage“? (NW) — 1 Pet. 4:9; Ap. G. 20:35.

Denne glade given behøver ikke at begrænses til rent materielle ting. Alt efter dit mål af modenhed, forståelse, indflydelse og Guds ånds kristne frugter, vil du kunne give af din tid, af dine kundskaber, af din interesse, af dit venskab, ja af dig selv til et menneske som fortjener det og har brug for det. Åbn dit hjerte for vedkommende, sæt dig i hans sted, vis ham en forstående medfølelse, og gør det med glæde. Giv ikke af tvang eller af sur pligt, men således som kristne tilsynsmænd, hjordens hyrder, får påbud om, beredvilligt og af et glad hjerte. — 1 Pet. 5:2.

Ufuldkomne som vi er, begår vi alle fejl og forarger andre. Vi bliver måske tvunget til at kræve en anden til regnskab for en begået handling; det kan også ske at en kommer til os for at give os en undskyldning. Skal vi være hårde og urimelige og forlange vort pund kød som en anden Shylock. Eller skal vi modstræbende vise barmhjertighed og bestandig minde om forseelsen, som om vor barmhjertighed var en stor gunstbevisning? Nej, lad os huske formaningen: „Den, som øver barmhjertighed, skal gøre det med glæde.“ Tilgiv med glæde! — Rom. 12:8.

Den bedste gave vi kan give er kundskaben om Guds ord, Bibelen. Jesus forstod til fulde denne sandhed. Hans helbredelse af de syge og bespisningen af folkeskarerne var ganske sideordnet hans forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige og opnåelsen af evigt liv. Ja, han irettesatte dem som kun var interesseret i hans materielle gaver: „I søger mig, ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv, den, som Menneskesønnen vil give jer.“ — Joh. 6:26, 27.

Men over for selviske personer som ikke påskønner eller kun udnytter vor gavmildhed, for eksempel fordringsfulde ægtefæller eller forkælede børn, gør vi klogt i at holde igen så de kan forstå at det er en gave og ikke noget de har krav på. Den som gang på gang trækker veksler på andres barmhjertighed fortjener ikke længere at blive vist barmhjertighed. Derfor sagde Jesus også: „Kast ikke jeres perler for svin.“ — Matt. 7:6.

Imidlertid er der også en anden side af sagen — man må være en glad modtager. Betragt ikke gaver, venligheder eller tjenester som en selvfølge, uanset hvor tit du nyder godt af dem. Vent ikke altid at man yder dig en bestemt tjeneste. Sig oprigtig tak hver gang du modtager noget og nøjes ikke blot med at gøre det i ord. Tilbyder man at tage dig med på en biltur, så betal dit til benzinudgifterne som en påskønnelse af den venlighed man viser dig. Eller kom en gang imellem med en buket blomster eller en æske chokolade. Så vil også du erfare glæden ved at give.

Gud elsker en glad giver og det gør alle andre også. Vær selv en glad giver, og gør det let for andre at være glade givere over for dig ved at vise dem din taknemmelighed.