Kærligheden opbygger den nye verdens samfund
1, 2. a) Hvorfor kan de kristne vidner for Jehova med rette kaldes en ny verdens samfund? b) Hvilke kendsgerninger og skriftsteder viser, at det er kærlighed, der opbygger den nye verdens samfund?
DE KRISTNE Jehovas vidner er kendt som en ny verdens samfund, fordi de forkynder Guds nye verden og optræder som værdige ambassadører for den nye verden. De drives af den nye verdens princip, kærlighed, kærlighed til Jehova og kærlighed til deres næste. Dette er så iøjnefaldende, at pressen flere gange har bemærket det i artikler, der blev skrevet om de stævner, som Jehovas vidner i 1955 afholdt i Nordamerika og Europa under mottoet „Det Triumferende Rige“.
2 Dette er nøjagtig, som det skal være, for deres leder, Jesus Kristus, lagde den største vægt på kærlighed, idet han endog udtalte, at det var på den, man kunne kende hans sande efterfølgere. „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.“ Kærligheden er det „fuldkomne bånd“, som binder medlemmerne af den nye verdens samfund sammen, gør dem stærke og sætter dem i stand til at gøre fælles front imod den hele verden og slå Satans angreb, der møder dem fra to sider i form af forfølgelse og materialisme, tilbage. „To er bedre faren end en“, og „tretvundet snor brister ikke i hast“. Hvad kærligheden gør for familiekredsen og dens opbyggelse, gør den også for den nye verdens samfund og det af de samme grunde. — Joh. 13:34, 35; Kol. 3:14; Præd. 4:9, 12.
Kærligheden opbygger ved møderne
3, 4. Hvordan får kærligheden os til at betragte sammenkomsterne med Guds folk, og hvad gør den derfor med dette for øje?
3 Kærligheden opbygger den nye verdens samfund, fordi den drager os til de forskellige møder og stævner, hvor indviede kristne kommer sammen, og hvor vi modtager forøget lys over Guds ord, åndelig styrke og opmuntring til at fortsætte tjenesten for Jehova. Og ikke det alene, men kærligheden får os til at betragte sådanne sammenkomster som lejligheder til at opbygge hinanden. Kærligheden bevirker, at vi ønsker at komme tidligt for at kunne byde vore brødre og vore interesserede velkomne i en hjertelig ånd. Kærligheden gør os levende interesserede i det, der siges fra talerstolen, og det virker opbyggende på taleren, at vi er opmærksomme. Kærligheden vil også få os til at blive lidt efter mødet for at udveksle erfaringer med vore brødre, sige et opmuntrende ord til en, som er nedtrykt, eller på anden måde vise hjælpsomhed. Når vi gør det, vil vi også opbygge os selv, for det slår aldrig fejl, at „hvo andre kvæger, kvæges og selv“. — Ordsp. 11:25.
4 Kærligheden vil også søge at opbygge andre ved aktivt at tage del i disse møder, som nu lejligheden byder sig. Det er ikke alene et spørgsmål om ikke at „forsømme at komme sammen, som nogle har for skik“, men også om at „holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb“, om at „give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og rette gerninger“ og om at „opmuntre hverandre“, og det så meget mere, som vi ser „dagen nærme sig“. Som Paulus skrev til romerne: „Jeg længes efter at se jer, så jeg kan meddele jer en eller anden åndelig gave, for at I kan styrkes; eller snarere for at der kan finde gensidig opmuntring sted iblandt jer, så, den ene opmuntres ved den andens tro, både jeres og min.“ — Hebr. 10:23-25; Rom. 1:11, 12, NW.
5. Hvad må vi gøre på forhånd for at kunne opbygge hinanden med størst udbytte ved møderne?
5 Kærlighed til vore brødre vil også anspore os til at forberede vore lektier, så vi kan opbygge vore brødre. Især vil vi forberede os, når vi har en opgave fra platformen, og derved lade vor fremgang være åbenbar for alle, til opbyggelse for dem, sådan som vi også får befaling til: „Lad alt ske til opbyggelse. . . . for at alle kan lære og alle blive opmuntret.“ Hvor mærkeligt det end kan lyde, er det let for tjenerne i menigheden at forsømme deres privilegier i denne henseende. De bliver så optaget af at forberede sig til deres egne møder eller deres egne opgaver på programmet, at de til tider forsømmer at forberede sig til de møder, som andre leder, og også der være medvirkende til at opbygge de andre. Måtte derfor hver forkynder ved hvert eneste møde give agt på Paulus’ formaning: „Men lad os, idet vi taler sandheden, i kærlighed i alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Ham skyldes det, at hele legemet, der er harmonisk sammenføjet og bragt til at samarbejde, idet hvert led yder det nødvendige i passende mål efter det enkelte lems bestemte funktion, samvirker til legemets vækst og opbygger sig selv i kærlighed.“ — 1 Kor. 14:26, 31; Ef. 4:15, 16, NW.
Kærlighedens andel i oplæringsprogrammet
6, 7. a) Hvilke eksempler viser os, at det er vor pligt at være med til at oplære andre? b) Hvorfor påhviler der tjenerne særlige pligter i denne henseende, og hvordan bør de varetage dem?
6 Kærligheden opbygger endvidere den nye verdens samfund, fordi den får os til at deltage i oplæringsprogrammet, og det hvad enten vi hjælper eller bliver hjulpet. Ingen moden forkynder har for travlt til at deltage i dette program, uanset hvilke pligter han måtte have. Ingen af os har mere at gøre, end Kristus havde, og han havde tid til at oplære andre. „Det skete i tiden derefter, at han vandrede om fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige; og de tolv var med ham.“ Og hvor mange pligter havde Paulus ikke! Alligevel oplærte også han andre. Han siger: „Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse. Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag.“ Læg igen mærke til, at kærlighed ikke er sentimentalitet. Sentimentalitet er tilfreds med blot at behage sin næste, måske snakke vedkommende efter munden med hensyn til hans svagheder. Men kærligheden behager sin næste i, hvad der er „til gavn og opbyggelse“. — Luk. 8:1; Rom. 15:1-3.
7 Det kræves naturligvis, at de udnævnte tjenere i menigheden giver mere, da de har større gaver og derfor tilsvarende større muligheder for at opbygge deres brødre: „Ja, enhver, som fik givet meget, af ham vil der blive krævet meget, og den, som man sætter over meget, af ham vil man også kræve mere end sædvanligt.“ Det er selve grunden til, at Jehova har sørget for særlige tjenere i menigheden, som Paulus viser: „Og han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som missionærer, nogle som hyrder og lærere med det for øje at oplære de hellige til en tjenestegerning, for at Kristi legeme [og også de andre får] kan opbygges, indtil vi alle når frem til enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn, til at være en fuldvoksen mand, til det mål af vækst, der hører til Kristi fylde.“ Og hvordan skal da denne oplæring til tjenestegerningen udføres? Med glæde og iver, i uselviskhed og ydmyghed, som Peter viser: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke af tvang, men villigt, heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men ivrigt, heller ikke ved at spille herrer over dem, der udgør Guds arv, men ved at blive eksempler for hjorden.“ — Luk. 12:48; Ef. 4:11-13; 1 Pet. 5:2, 3, NW.
8. For hvis skyld bør de, der har brug for hjælp, tage imod den?
8 Hvis du på den anden side er blandt dem, der ikke har så stor færdighed og dygtighed i at holde prædikener ved dørene eller på genbesøg, vil kærlighed til Jehova, til retsindige mennesker og til dine brødre gøre dig villig til at tage imod den hjælp, der tilbydes dig, og således vil du opbygge dig selv. Kun stolthed ville få dig til at afvise denne hjælp, og tiden er ikke nu til at vise stolthed, for retsindige menneskers evige skæbne står på spil, og hvad denne skæbne kan blive, kan i visse tilfælde afhænge af, hvor dygtige vi er til at prædike ordet. Hvis det kræver ydmyghed at tage imod en tilbudt hjælp, da husk på, at det også kræver ydmyghed at tilbyde andre hjælp. Lad derfor kærlighed til Jehova, til den „fremmede“ og til brødrene få hver enkelt forkynder i den nye verdens samfund til enten at tilbyde andre hjælp eller til at modtage tilbud om hjælp, idet vi alle med glæde underordner os hinanden. — 1 Pet. 5:5.
Kvindens forrettigheder i forbindelse med at opbygge
9, 10. a) Hvilke privilegier har søstre med hensyn til at opbygge andre, og hvordan kan de udnytte dem bedst muligt? b) Hvilke egenskaber fremhæves som særlig værdifulde af de begrænsninger, Skriften pålægger kvinden? Nævn eksempler.
9 Kristne kvinder har ikke alle de forskellige muligheder for at opbygge deres brødre, som de kristne mænd har, men kærlighed og himmelsk visdom vil få dem til at påskønne de privilegier, de har, og få dem til at udnytte dem bedst muligt. Ved grundig forberedelse vil søstrene i menigheden være i stand til at vælge deres ord med skønsomhed og til med sikkerhed og i træffende vendinger at aflægge en offentlig bekendelse, idet de samtidig tager hensyn til, at så mange som muligt får lov til at udtrykke sig til gensidig opbyggelse for alle de tilstedeværende. Dette gælder også ved den teokratiske skole, hvor der kunne være større deltagelse fra søstrenes side, end der i almindelighed er. Ved desuden at være dygtige og kyndige i tjenesten på arbejdsmarken vil de være i stand til i interessante demonstrationer at vise, hvordan man fremlægger Rigets budskab på en effektiv måde ved dørene, og hvordan man imødegår folks indvendinger, og de vil have interessante erfaringer at fortælle. På disse forskellige måder kan de bidrage væsentligt til, at deres brødre opbygges, selv om de ikke har den forret at fortælle dem, hvad de skal gøre. Og har ikke alle modne søstre den forret at oplære andre søstre? Jo, absolut!
10 Dette samme princip gælder også i andre retninger. Søstre kan gøre meget til at opbygge deres brødre ved simpelt hen at være teokratiske, ved at vise „gudhengivenhed, tilligemed personlig nøjsomhed“. Ved i ydmyghed og oprigtighed at gøre det, der forkyndes fra talerstolen, bliver de eksempler for andre og understreger dermed værdien af denne forkyndelse. Det, der ligger os dybest på sinde, er at ære Jehovas navn og være til opbyggelse for vore brødre, og de begrænsninger, der ifølge Skriften lægges på kvinden, forhindrer hende ikke i at være med hertil, men gør simpelt hen, at man sætter så meget større pris på hendes tålmodighed, takt og visdom. Vi lægger således mærke til, at selv om Debora var en salvet profetinde, gav hun ikke Barak en direkte befaling, men anvendte spørgeform, da hun oplyste ham om Jehovas bud: „Har ikke Jehova, Israels Gud, givet befalingen?“ Og atter: „Er det ikke Jehova, der er draget ud foran dig?“ Som om hun blot ville minde ham om det. En smuk måde, som også søstre i dag kan anvende! Læg også mærke til, at dronning Esters ønske om at frelse sit folk ikke kunne være faldet heldigere ud, om hun havde kunnet give sin mand, kong Ahasverus, en befaling. Det er hævet over enhver tvivl, at søstre kan gøre meget for at opbygge den nye verdens samfund uden at overskride de grænser, der er sat for deres teokratiske, relative frihed, ja kan slet ikke undgå at være til opbyggelse, dersom de holder sig inden for dem. — 1 Tim. 6:6; Dom. 4:6, 14, NW.
Andre måder, hvorpå kærligheden opbygger
11. Hvilken pligt påhviler der os, hvad angår fornærmelser?
11 Kærligheden opbygger også vore brødre, fordi den gør os tilgivende, barmhjertige og langmodige. Hvis vi mangler kærlighed, føler vi os let krænkede, er hurtige til at straffe den, der har fornærmet os, hvilket imidlertid måske kun gør vedkommende svagere og får ham til at tabe modet, så han til sidst falder fra og mister det evige liv. Men ved i kærlighed at tilgive vor broder styrker, opbygger og hjælper vi ham til at overvinde sin svaghed, og han bliver som en „befæstet by; han holder stand som bom for borg“. Uanset hvad en broder måtte gøre imod os, må vi ikke bære nag til ham. Hvis vi ikke kan slå fornærmelsen ud af tankerne, slå en streg over den, må vi gå til vedkommende i overensstemmelse med Jesu befaling i Mattæus 18:15-17. Men hvis det viser sig, at vi har fornærmet en anden, skal vi ikke slå sagen ud af hovedet, blot fordi vi ikke føler vrede. Nej, vi må i ydmyghed gå til den broder, vi har krænket, og prøve at vinde ham tilbage. (Matt. 5:23, 24) Lad os følge formaningen: „Ifør jer da . . . inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; ligesom Herren tilgav jer, således skal også I gøre!“ Også her opbygger vi os selv, for de barmhjertige „skal der vises barmhjertighed“. — Ordsp. 18:19, AT; Kol. 3:12, 13; Matt. 5:7.
12. Hvilken bibelsk forpligtelse husker kærligheden, så den ikke bringer andre til fald?
12 Kærligheden opbygger endvidere den nye verdens samfund, fordi den er mere interesseret i andres velfærd end i sine egne „rettigheder“. Kærligheden er betænksom og hensynsfuld, for at den ikke skal bringe andre til fald; den stræber efter det, „der fører til fred og indbyrdes opbyggelse“. Den nedriver ikke Guds værk, fordi der er noget, man personlig sætter større pris på. Det var netop i denne forbindelse, Paulus skrev: „Kærligheden opbygger.“ Ja, „„Alt er tilladt,“ men ikke alt opbygger. Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ Ved således at bære hverandres byrder opfylder vi Kristi lov, og vi opbygger hinanden. — Rom. 14:19, 20; 1 Kor. 8:1; 10:23, 24; Gal. 6:2.
13. Hvordan kan materielle midler anvendes til opbyggelse?
13 Vi kan også opbygge vore brødre ved at vise kærlighed i materiel henseende, ved at „hjælpe de hellige, når de er i trang“; ved at være „ivrige efter at vise gæstfrihed“. Som den elskede apostel Johannes så udmærket siger: „Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? Børnlille, lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge [alene], men i gerning og sandhed.“ Eftersom opretholdelsen af en rigssal som den nye verdens samfunds lokale hovedkvarter samt den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed i 162 lande medfører udgifter, virker kærligheden også opbyggende på den måde, at den tilskynder os til at yde økonomiske bidrag, idet vi derved ærer Jehova med de midler, vi har. — Rom. 12:13; 1 Joh. 3:17, 18; Ordsp. 3:9.
14. Hvad gør kærligheden ikke, dersom den skal være opbyggende?
14 Kærligheden opbygger også ved det, den ikke gør. Kærligheden ødelægger ikke enheden i organisationen ved kappestrid affødt af misundelse: „Den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke.“ Kærligheden bringer heller ikke andre i forlegenhed eller frister dem til at handle forkert ved en uklædelig opførsel, den „gør intet usømmeligt“. Den taber heller ikke besindelsen og handler ubehersket. Kærligheden „lader sig ikke ophidse“. Den nedværdiger sig heller ikke til at lyve, den hoverer ikke over uretfærdighed, den „glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden“. Ja, for at opbygge andre må vi ikke alene elske, hvad der er ret, og gøre det, men må hade det, der er uret, og undgå at gøre det. — 1 Kor. 13:4-6.
Kærligheden opbygger den „fremmede“
15. Hvilken virksomhed vil kærligheden til den fremmede få os til at deltage i, og i hvilken udstrækning og under hvilke omstændigheder vil vi gøre det?
15 Ligesom kærligheden opbygger familiekredsen og den nye verdens samfund, opbygger den også den retsindige „fremmede“. Kærligheden får os til at forstå den fremmedes hunger og tørst efter retfærdighed og ansporer os til at gøre noget, til at jage og fiske efter ham ved regelmæssigt at gå fra hus til hus, stå på gadehjørnerne og tilbyde Rigets budskab, og det både i godt og dårligt vejr. Den vil få os til at prædike, både når tiden er gunstig, og når den er ugunstig, det vil sige, hvor arbejdet er forbudt. Den vil gøre os vågne, så vi griber lejligheden, når der kan aflægges et tilfældigt vidnesbyrd (ikke forkyndelse „i utide“) hjemme, på arbejdspladsen, under indkøb i butikker eller på en rejse. Kærligheden vil få os til at holde ud fra „gry“ til „kvæld“, idet vi aldrig bliver trætte af at gøre det rette. — 2 Tim. 4:2, NW; Præd. 11:6; 2 Tess. 3:13, NW.
16. Hvad er vort mål, når vi forkynder for andre?
16 Hvis vi ønsker at opbygge den „fremmede“, må vi aldrig tabe målet af syne. Skønt det er betydningsfuldt at anvende mange timer og uddele megen litteratur, er dette kun forskellige midler til at nå vort mål, som er at hjælpe den fremmede til at blive et medlem af den nye verdens samfund, til at tage del i ophøjelsen af Jehovas navn og vinde livet i den nye verden. Vi må nære en lige så dyb og sand interesse for disse, som Jesus gjorde: „Da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne „som får, der ingen hyrde har“.“ Vi kan være aldrig så dygtige til at svinge „åndens sværd“ og aldrig så ivrige efter at købe den belejlige tid, hvad enten forholdene er gunstige eller vanskelige; hvis ikke vi — i lighed med Jesus — nærer en inderlig kærlighed til dem, vi skal betjene, og viser det i ord og gerning, vil de retsindige fremmede ikke blive opbygget. — Matt. 9:36; 23:37; Joh. 11:35.
17. På hvilken måde vil kærligheden få os til at udføre vor forkyndelse?
17 Kærlighed vil gøre vor fremstilling ved dørene og på genbesøg oprigtig, venlig og varmhjertet. Finder vi ikke den retsindige fremmede hjemme første eller anden gang, vi kommer igen, vil kærligheden få os til at prøve en tredje og endog fjerde gang. Husk, at kærligheden taber ikke modet, den er udholdende. Dersom vi nærer kærlig interesse for den fremmede, vil der være langt større sandsynlighed for, at vi kommer til at oprette et studium hos ham.
18. Hvorfor er der så stor forskel på antallet af bibelstudier og antallet af døbte i 1955?
18 Vi leder nu regelmæssigt et bibelstudium hos den retsindige fremmede. Betyder det, at vi kan være sikre på at nå vort mål med ham? På ingen måde! Selskabets årbog for 1956 viser, at der i tjenesteåret 1955 blev holdt 337.456 bibelstudier om måneden. Men kun en femtedel af dette antal mennesker symboliserede deres indvielse ved vanddåben. Da vi ikke leder disse studier i gennemsnitlig fem år, følger der heraf, at mange af studierne er blevet afbrudt. Af hvilken grund? Jesu lignelse om sædemanden og sæden kan fortælle os det: Nogle af Satans „fugle“ eller redskaber har revet noget af sæden op; denne verdens tidsler, dens bekymringer, bedrageriske nydelser og rigdomme, har kvalt mere af den; og forfølgernes hede sol har gjort resten. For at modvirke disse ødelæggende faktorer må vi fortsat vise dyb og ægte interesse for den „fremmedes“ velfærd, vi må være udholdende i at vise kærlighed. — Luk. 8:4-15.
Udholdende kærlighed opbygger
19, 20. a) På hvilken opbyggende måde vil vi — tilskyndet af kærligheden — lede vore bibelstudier? b) Hvordan illustrerer Paulus’ erfaring med tessalonikerne det foregående?
19 Lad os derfor, når vi leder vore hjemmebibelstudier, aldrig blive mekaniske og gøre dem så stive og ensformige, at vi ikke engang lægger mærke til, om den fremmede forstår det, vi siger, eller ej. Hvis ikke han virkelig forstår det, kan han ikke opbygges. Husk, at i lignelsen om sædemanden er det dem, der hører ordet og „forstår det“, der først bærer frugt. Og ligesom sædekorn behøver solskin og regn regelmæssigt, må vi være regelmæssige, præcise og pålidelige og sætte det rette eksempel. At overlade alt til tilfældigheder vidner ikke om stor kærlighed; det opdyrker ikke værdsættelsen hos den retsindige fremmede. Vi kan ikke komme uden om det, vi må vise den fremmede kærlighed, må blive for ham som „læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land“, dersom han skal blive stærk nok til at modstå religiøs modstand, undslippe verdens fristelser og holde stand under det tryk, der øves mod ham, fordi han slutter sig til den nye verdens samfund. — Matt. 13:19-23; Es. 32:1, 2.
20 Apostelen Paulus viste, at han nærede en sådan kærlighed til dem, han havde bragt sandheden. Han huskede dem i sine bønner, og når han ikke kunne besøge dem, skrev han opmuntrende breve til dem. (Nævner du dem, du studerer med, i dine bønner?) Læg for eksempel mærke til, hvordan han viste kærlighed til dem, der var interesserede i sandheden i Tessalonika: „Vi færdedes med mildhed iblandt jer, som når en moder hæger om sine børn. Således ville vi gerne af inderlig kærlighed til jer give jer ikke alene Guds evangelium, men også vort eget liv, thi I var blevet os kære.“ Aldrig så snart havde disse tessalonikere modtaget sandheden, før en voldsom forfølgelse brød ud, og Paulus måtte forlade dem. Deres åndelige velfærd lå ham så stærkt på sinde, at da han ikke kunne holde uvisheden om dem ud længere, sendte han Timoteus (så værdifuld en støtte for Paulus) til dem, så han kunne bringe ham efterretning om, hvordan det gik dem. Paulus glædede sig over at få at vide, at efter at han havde opbygget dem i kærlighed, som en moder hæger om sit barn, og efter at han havde formanet og opmuntret dem „som en fader sine børn“, var de i stand til at stå så fast, at deres tro blev kendt alle vegne. Her har vi det! For at de retsindige fremmede kan opbygges og blive modne ordets tjenere i den nye verdens samfund, må vi ikke alene nære dem med Rigets sandheder, men vi må også af hele vor sjæl skænke dem vor kærlighed. — 1 Tess. 2:7, 8, 11.
21. Hvem opbygges af kærligheden, og hvorfor?
21 Det kan i sandhed siges, at kærligheden opbygger medlemmerne af den teokratiske familie og af den nye verdens samfund samt de retsindige fremmede. Kærligheden opbygger, fordi Gud er kærlighed, fordi kærligheden holder Guds bud, og fordi vi alle har et behov for at give og modtage kærlighed. Kærligheden opbygger, fordi den lægger mærke til andres gode egenskaber, deres behov, og dens muligheder for at efterkomme dette behov; den opbygger, fordi den gør noget for andre og giver, uselvisk og gavmildt, og fordi den er mild, varm og nænsom. Og kærligheden opbygger, fordi den ikke taber modet, men er udholdende og langmodig, bærer, håber og tåler alt. Ja, kærligheden opbygger, fordi „kærligheden aldrig svigter“.