Den kristnes moral i en afslappet verden

Umoraliteten er ved at tage overhånd. Hvordan kan den kristne bevare en ren moral?

VI LEVER i en tid med store omvæltninger, en tid der kendetegnes ved en vaklende tro, et hæsblæsende jag efter materielle værdier, og en aftagende respekt for god moral. Folk frygter for fremtiden, og med god grund, for det kunne se ud som om verden hjælpeløst føres af sted mod atomkrigens ragnarok. Folk svæver i uvished om deres egen skæbne, og mange har derfor antaget den farlige livsanskuelse: „Lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø.“ (1 Kor. 15:32) Denne livsanskuelse har nedværdigende umoralitet og forfærdende kriminalitet til følge, hvilket må få alle gudfrygtige mennesker til at spørge sig selv: Hvordan er mit forhold til Gud? Hvordan må min livsførelse være for at den kan behage Gud, og hvordan kan jeg bevare en ren moral?

Lykkeligvis har Gud ikke ladet menneskeheden være uden noget at rette sig efter. Han har givet os sit skrevne ord, Bibelen, der ikke alene indeholder mange formaninger men også mange advarende eksempler som viser os hvad vi må være på vagt overfor for ikke at blive trukket ned i umoralitetens hængedynd. Tænk blot på hvad der skete med israelitterne, Guds folk i fortiden.

Et advarende eksempel

I året 1513 f. Kr. drog israelitterne ud af Ægypten og gik over Det røde Hav. Anført af mænd som havde en stærk tro rejste de gennem et frygtindgydende ørkenland og udholdt megen modgang før de nåede grænsen til Kana’ans land, som Gud havde lovet at give dem. Men de blev ulydige og viste at de manglede tro, hvorfor Gud tvang dem, hele Israels folk, til at vandre rundt i ørkenen i fyrre år, hvorefter han atter førte dem til det forjættede lands grænse. Her overdrog den alderstegne Moses lederstillingen til Josua, og anført af ham tog folket landet i besiddelse, og de tolv stammer fik hver sin arvelod. — 2 Mos. 12:37-42; 4 Mos. 14:26-33; Jos. 1:1-6; 13:1–19:51.

Så længe Josua og hans modne og erfarne medhjælpere levede, tjente israelitterne trofast Jehova; men efter at „de ældste“ var døde og ikke længere kunne øve deres gode indflydelse på folket, „kom en anden slægt, som hverken kendte [Jehova] eller det værk, han havde øvet for Israel. Da gjorde israelitterne, hvad der var ondt i [Jehovas] øjne, og dyrkede Ba’alerne“. — Dom. 2:7-13.

Fra den tid var Israels historie en beretning om en stadig skiften mellem den sande og den falske religion. Snart var det Jehova israelitterne tilbad, og snart var det de andre folkeslags afskyelige afguder. Til sidst havde folket totalt ødelagt sit gode forhold til Gud, så vidt var det gået i sin afgudsdyrkelse, og det blev nu ført i fangenskab i Babylon. Jerusalem blev raseret og templet jævnet med jorden, og både rige og fattige blev dræbt eller taget som slaver. — 2 Kong. 23:26, 27; 25:1-11.

Hvor mærkeligt det end lyder, er det som dengang skete med israelitterne ikke bare af historisk interesse. Det kaster lys over den situation vi befinder os i nu i det tyvende århundrede. Derfor er det vigtigt at vi ser nærmere på hvad det var som førte til Israels fald, så vi kan undgå at miste vort gode forhold til Gud. — Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11.

Umoralitetens hængedynd

Henimod slutningen af de fyrre års ophold i ørkenen lod mange tusind israelitter sig forlede til at følge de ba’alsdyrkende moabitters umoralske skikke — de skulle gennem moabitternes land på deres vej til det forjættede land. Utugt og perversitet hørte til dagens orden for disse ba’alsdyrkere. The Encyclopædia Britannica oplyser at „dyrkelsen af ba’alerne og Astarte prægedes af grov sanselighed og frivolitet“. „Dyrkelsen af disse guder indbefattede nogle af de mest demoraliserende skikke der fandtes dengang,“ bemærker The Westminster Historical Atlas to the Bible i en omtale af Kana’ans religion.

Pocket Bible Handbook af Henry H. Halley giver os følgende oplysninger: „Templerne for Ba’al og Astarte lå i regelen side om side. Præstinderne var tempelskøger. Sodomitter tjente som mandlige tempelskøger. Dyrkelsen af Ba’al, Astarte, Molok og andre kana’anæiske guder foregik ved de mest løsslupne orgier. Deres templer var centrum for alskens onde laster. Kana’anæerne dyrkede altså deres guder ved at kaste sig ud i den groveste umoralitet i nærværelse af disse guder.“

Israelitterne holdt sig ikke fra disse umoralske mennesker. „Men folket begyndte at bedrive hor med de moabitiske kvinder,“ fortæller Bibelen; „og da de indbød folket til deres guders slagtofre, spiste folket deraf og tilbad deres guder. Og Israel holdt til med Ba’al-Peor.“ Israelitternes sanselighed og frivolitet fyldte den almægtige Gud med væmmelse. Beretningen fortsætter: „Derover blussede [Jehovas] vrede op mod Israel, . . . Men tallet på dem, plagen havde kostet livet, løb op til 24.000.“ — 4 Mos. 25:1-9.

Som årene gik blev de ba’alsdyrkende nabolandes umoral gang på gang en snublesten for israelitterne, der åbenbart tænkte som så: Alle andre gør det, og det er jo kun noget der falder os mennesker naturligt, så hvorfor skulle vi ikke gøre som alle de andre? Den umoralske livsførelse tiltalte deres kødelige lyster, så de foretrak at lukke øjnene for Guds retfærdige love og tilfredsstille deres ubeherskede lidenskaber. „Også de byggede sig offerhøje, stenstøtter og asjerastøtter på alle højes steder og under alle grønne træer [hvor de bedrev utugt]; ja, der var endog mandsskøger i landet.“ — 1 Kong. 14:23, 24; 22:47; Es. 57:5; Jer. 3:6, 13.

Med tiden blev umoralske handlinger ligefrem en vane for israelitterne. „Når jeg mætted dem, horede de, slog sig ned i skøgens hus; de blev fede, gejle hingste, de vrinsker hver efter næstens hustru.“ De blev som dyr og skammede sig ikke engang over deres løsagtighed. — Jer. 5:7, 8.

Nutidens usædelighed

Men sådan ser det ikke ud i den civiliserede verden i dag, er der nok en og anden der tænker. Her er gudsdyrkelsen ikke præget af „grov sanselighed og frivolitet“. Her tilbeder man den almægtige Gud, Jesu Kristi Fader, som forbyder al usædelighed. Men hvad siger kendsgerningerne om moralen i vore dage?

Kendsgerningerne siger at der råder de samme forhold i kristenheden i dag som der rådede i det gamle Israel dengang. Ligesom israelitterne var i besiddelse af Guds retfærdige love, heriblandt de ti bud, og var forpligtet til at overholde dem, sådan er også kristenheden i besiddelse af Guds love og har pligt til at overholde dem. Men ligesom israelitterne forkastede Guds love, forkaster man inden for kristenheden i stor udstrækning Guds love, hvilket har medført en udbredt usædelighed som leder tanken hen på israelitternes ba’alsdyrkelse.

Det moralske forfald viser sig overalt. „Dyd er et ganske utidssvarende begreb,“ fik 1000 universitetsstuderende i Britisk Columbia at vide for ikke så længe siden. En nylig foretaget undersøgelse ved enogtyve skoler i Kalifornien afslørede at nogle af pigerne betragtede graviditet som et „statussymbol“. På en pigeskole i England opdagede man at eleverne gik med et gult mærke når de ville bekendtgøre at de ikke længere var jomfruer. I en skole i Oxford afsløredes det ved en uvarslet undersøgelse af pigernes tasker at 80 procent af pigerne havde præventive midler med.

Bladet Daily Star (Toronto, 9. marts 1963) meddeler: „Der er nu så mange skolepiger i Winnipeg [Canada] der bliver gravide at byens tre største hjem for ugifte mødre er ved at undersøge mulighederne for at sende pigerne til særlige skoler . . . Sidste år blev der født 537 illegitime børn i byen.“

Man har opdaget at selv de ganske unge holder sexorgier der i løssluppenhed kommer op på siden af fortidens seksualdyrkende ba’alstilhængeres liderlige ritualer. Sir John Charles fra det engelske sundhedsministerium citerede ved en lejlighed fra en retssag hvorunder anklageren havde talt om hvor „chokerende fremmelige og moralsk fordærvede“ nogle børn på fjorten-femten år var.

Rundt omkring i kristenheden tjenes der store penge på „sexklubber“ og „konebytteklubber“. Sidste forår kunne man i bladet Chronicle (San Francisco) læse følgende overskrift: „Konebytteriet florerer i hele området omkring [San Francisco]-bugten.“ Avisen oplyste at en annonce på otte linjer „fik det til at strømme ind med svar fra ægtepar som søgte efter seksuel tilfredsstillelse uden for ægteskabet“. „De kommer sammen i grupper på to eller flere ægtepar i privathjem, hoteller og moteller til ’bytteselskaber’ der ofte udvikler sig til rene orgier,“ skrev avisen. Forbavsende nok er deltagerne i disse orgier ellers respektable borgere, der åbenbart finder deres opførsel fuldt forenelig med deres religion. En af dem sagde endog at de aldrig gik til „bytteselskab“ lørdag aften fordi de var „nødt til at stå tidligt op om søndagen for at gå i kirke“. — Numrene for 3. og 6. april 1963.

Umoraliteten vinder også indpas i de højere kredse. I den senere tid har man afsløret fremtrædende regeringsembedsmænds umoralitet — især husker vi hvad der skete i England, hvorfra „chokbølgerne“ ifølge bladet Newsweek „forplantede sig over Kanalen til Europa, og de kunne endog opfanges ualmindelig tydeligt i De forenede Nationers (ganske vist prosaisk spejlløse) glasbygning i New York“. „Meddelelserne om en række andre sex- og spionskandaler gav genlyd i Stockholm og Cairo.“

I hele verden, blandt rige og fattige og blandt unge og ældre, hører usædelighed til dagens orden. En præst har udtalt at teenagere betragter det seksuelle som noget ganske dagligdags man kan indlade sig på lige så uanfægtet som man spiser og drikker. (Daily Star, Toronto, 8. februar 1963) Selv om kønslig omgang uden for ægteskab er i modstrid med Guds lov, ræsonnerer folk i dag på samme måde som israelitterne åbenbart gjorde: Alle og enhver gør det, og hvorfor skulle vi være anderledes? Der er endog nogle gejstlige som ser stort på nutidens usædelighed.

Ifølge Londonbladet Daily Express for den 11. marts 1963 har D. A. Rhymes, der er præst ved den anglikanske kirke, sagt til sin menighed at Bibelens morallov „tilsidesættes fordi den allerede er forældet“. Han fandt det påkrævet at Bibelens forskrifter blev udskiftet med en morallov som bedre svarede til folkets behov. En gruppe af Storbritanniens mest indflydelsesrige kvækere er inde på samme tanke når de i en halvfjerds siders afhandling om kvækernes syn på kønsmoralen skriver at „moral blev ligesom sabbaten til for menneskets skyld, og ikke mennesket for moralens skyld“, hvorfor de ræsonnerer som så, at der ikke er noget moralsk anstødeligt i at homoseksuelle følger deres drifter. Efter hvad Torontobladet Globe and Mail for den 19. februar 1963 meddeler, forkaster denne afhandling næsten fuldstændig kirkernes traditionelle moralbegreber.

Sky umoraliteten

De verdslige filosofiske betragtninger over kønsmoralen er meget farlige. Hvis man antager verdens moralbegreber mister man uvægerlig sit gode forhold til Gud. Guds love er tidssvarende og kan efterleves i vor tid ligesom de kunne efterleves dengang de blev nedskrevet. De som tror at de kan fravige Guds love for at tilfredsstille deres kødelige begæringer, opfordres af en af Kristi apostle til at tænke på hvad der skete de israelitter som blev forført af de ba’alsdyrkende moabitter:

„Lad os heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem bedrev utugt, og på én dag faldt der treogtyve tusinde. Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ — 1 Kor. 10:8, 11, 12.

Den kristne må hele tiden tage sig i agt for ikke at blive ført i fordærv af denne sexgale verden, som israelitterne blev ført i fordærv af de vellystige folk i nabolandene. „Så overgiv da til døden,“ skrev apostelen Paulus til de kristne i det første århundrede, „de lemmer, der hører jorden til: utugt, urenhed, begær, . . . Affør jer den gamle personlighed med dens væremåder, og ifør jer den nye personlighed, der gennem nøjagtig kundskab er ved at nydannes efter billedet af den som skabte den.“ — Kol. 3:5-10 (v. 9 og 10 efter NW).

For at undgå umoralitet må man fylde sit sind og hjerte med Guds retfærdige love og til enhver tid bestræbe sig for at efterleve dem. „Utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige, ej heller skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt (den slags er utilbørligt), men hellere taksigelse. Thi det skal I vide, at ingen utugtig . . . har lod og del i Kristi og Guds rige.“ — Ef. 5:3-5; Fil 4:8.

Guds love er derfor ikke til at misforstå. Umoralske handlinger som utugt, ægteskabsbrud, homoseksualitet og omgang med dyr vækker i allerhøjeste grad Guds mishag. Det er rigtigt at mange mennesker har gjort sig skyldige i usædelighed før de lærte Guds retfærdige krav at kende og mens de endnu levede som verdslige mennesker gør; men hvis man oprigtigt ønsker at ens livsførelse altid skal være Gud til behag, må man afholde sig fra utugt og „vide hvordan man får herredømme over sit eget kar i helliggørelse og ære, ikke i begærlig kønslig attrå som de nationer der ikke kender Gud“. — 1 Tess. 4:3-5, NW; 1 Kor. 6:9-11.