Ligeret for alle — uanset race og nationalitet
Vil folk af alle racer og nationaliteter nogen sinde blive behandlet som ligemænd? Er forskelsbehandling noget uundgåeligt?
„UMULIGT! Det vil man aldrig nå til! Det er urealistisk at tro på ligeret for mennesker af alle racer og nationaliteter. Der vil altid være forskelsbehandling.“ Således mener mange mennesker.
I en leder i London-bladet Sunday Telegram spørger redaktøren: „Er det fornuftigt eller realistisk af mennesker med god vilje fortsat at formode at farvet og hvid, især på de vanskelige kontinenter Afrika og Nordamerika, nogen sinde vil komme til at leve venskabeligt side om side i samfund der består af mennesker fra flere forskellige racer? Mit svar er et afgjort ’nej’. Hvide mennesker vil i et samfund hvor den sorte race er fremherskende, næsten med sikkerhed komme til at leve på livets skyggeside, og farvede mennesker vil i et samfund hvor den hvide race er fremherskende, forblive på skyggesiden.“ Med andre ord, det er umuligt at undgå forskelsbehandling. Nogle mennesker føler, at fordi de er af en bestemt race eller nationalitet vil de altid have færre samfundsmæssige goder end de fleste og blive skubbet til side. Set under en sådan synsvinkel vil mulighederne for undervisning, beskæftigelse, glæde i livet, frihed og lykke aldrig blive ens for alle.
At dømme efter de erfaringer menneskene har gjort, synes dette desværre kun at være alt for sandt. Det har længe været almindeligt at folk af én race eller nationalitet herskede over folk af en anden race eller nationalitet, og endog holdt dem i trældom. Kristenhedens lande er ikke nogen undtagelse i så henseende. Skønt negerslaveriet blev afskaffet i Amerikas forenede Stater for over hundrede år siden, er der stadig forskelsbehandling. Det kendte religiøse tidsskrift The Christian Century har med beklagelse bemærket følgende om landets kirker: „De fleste lokale menigheder accepterer modstræbende de farvede eller udelukker dem simpelt hen fra deres fællesskab.“ Der er tydeligvis ikke nogen ligeret i dag.
Ligeret for alle — i hvilken betydning?
Det er sandt at forskellige faktorer gør det umuligt at tale om ligeret eller ligestillethed i enhver henseende, selv blandt mennesker der tilhører samme race. Mennesker har forskellige anlæg, naturlige evner og tilbøjeligheder. For eksempel har nogle øre for musik, en naturlig sangstemme eller en anden lignende gave. Andre er tydeligt nok ikke deres ligemænd på disse specielle områder, men har måske gode evner eller naturlige færdigheder på andre områder.
Visse naturlige evner eller anlæg synes at have noget at gøre med hvilken race eller nationalitet man tilhører. Folk af nogle nationaliteter er højere af vækst end andre, og det gør dem overlegne i for eksempel internationale basketball-kampe. Fysiske særpræg kan altså give nogle en fordel fremfor andre. Nogle racer synes også at have en mentalitet og at leve i naturlige omgivelser, der giver dem fortrin i visse henseender.
Man kan således ikke tale om ligestilling for alle i ordets bogstaveligste forstand, men alligevel er det Guds vilje at der engang skal blive ligeret for alle, uanset race og nationalitet. Nogle siger at det er umuligt at undgå forskelsbehandling, at der altid vil blive gjort forskel på folk som følge af race eller national herkomst. Men det er heldigvis ikke rigtigt! Bibelen viser at den tid kommer da et menneske uanset hudfarve eller fødested vil få de samme goder og forrettigheder som mennesker af en hvilken som helst anden race eller national oprindelse.
Jesu indstilling
Det er værd at lægge mærke til at Jesus Kristus, der grundlagde kristendommen, ikke behandlede folk anderledes fordi de var af en anden race eller nationalitet end han. Det er rigtigt at hans jordiske tjeneste først og fremmest angik jøderne, men han omgikkes og helbredte også ikke-jøder. Han gav et eksempel herpå kort tid efter at han havde holdt sin berømte bjergprædiken og var gået ind i den nærliggende by Kapernaum. Der henvendte nogle udsendinge fra en ikke-jødisk høvedsmand sig til ham og bad ham helbrede høvedsmandens elskede tjener. Hvilken indstilling lagde Jesus for dagen?
Han var velvillig og skyndte sig til det ikke-jødiske hjem. Jesus var ikke påvirket af menneskelig fordom. Men da han nærmede sig høvedsmandens hus, sendte denne bud til ham og sagde at han ikke var værdig til at modtage Jesus i sit hjem. Foruden den personlige følelse af ikke at være værdig til at modtage Jesus i sit hus, tænkte høvedsmanden uden tvivl på den indstilling der dengang herskede blandt jøderne og som forbød en jøde at dyrke samkvem med ikke-jøder. Han bad derfor om at Jesus blot ville udtale de ord der ville helbrede hans tjener.
Denne mands overbevisning om Jesu magt til at helbrede selv på afstand, undrede Jesus. Han blev straks rørt over mandens ydmyghed. „Sandelig siger jeg eder,“ sagde Jesus, „så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.“ Så sagde han til høvedsmanden: „’Gå kun, det skal ske dig, som du troede!’ Og tjeneren blev rask i samme stund.“ Jesus havde været villig til at gå ind i det ikke-jødiske hjem; nu undlod han det imidlertid og viste derved at høvedsmandens tro på hans magt var velbegrundet. — Matt. 8:10, 13; Luk. 7:1-10.
Omkring et år senere rejste Jesus nordpå til Fønikien, langt uden for Palæstinas grænser. Han kom til landet omkring Tyrus og Zidon, „og se, en kananæisk kvinde kom fra de egne, råbte og sagde: ’Herre, Davids søn! forbarm dig over mig! min datter plages slemt af en ond ånd.’“ Jesu gudgivne opgave gik ud på at tjene blandt israelitterne eller jøderne, således som han gav udtryk for ved denne lejlighed: „Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.“ Ikke desto mindre gjorde Jesus ingen forskel på jøde og ikke-jøde, men sagde til denne ydmyge og troende kvinde: „’Kvinde, din tro er stor, det ske dig, som du vil!’ Og hendes datter blev helbredt i den samme time.“ — Matt. 15:21-28; Mark. 7:24-30.
Efterlign Jesus
Jesu apostle formanede ofte andre til at følge Mesterens gode eksempel. For eksempel skrev apostelen Paulus i sit brev til menigheden i det gamle Rom, som bestod af kristne fra forskellige nationer: „Tag jer derfor af hverandre, ligesom også Kristus har taget sig af os, til Guds ære. Hvad jeg mener, er dette: for de omskårne [jøderne] er Kristus blevet tjener for Guds sanddruheds skyld, for at stadfæste forjættelserne til fædrene, men hedningerne skal prise Gud for hans barmhjertigheds skyld.“ — Rom. 15:7-9.
Jehovas vidner, som følger Jesu Kristi eksempel, byder folk af alle nationaliteter velkommen i deres midte og behandler dem som ligestillede. De efterligner Jesus, som anerkendte folk af alle racer og nationaliteter! Nogle vil måske her indvende at Jesus viste partiskhed ved at yde næsten hele sin tjeneste blandt mennesker af sin egen race. Har man da lov til at gøre forskel på mennesker på grund af race eller nationalitet?
Absolut ikke! På grund af de løfter Gud havde givet de jødiske forfædre, Abraham, Isak og Jakob, om Rigets sæd, var det nødvendigt for Jesus at fastslå Guds sandfærdighed i forbindelse med disse løfter ved først at give jøderne lejlighed til at blive en del af Abrahams åndelige sæd. (1 Mos. 22:17, 18; 26:3-5; 28:13, 14) Det er derfor han først og fremmest tjente blandt jøderne og befalede de tolv apostle ikke at gå til ikke-jøder da han sendte dem ud for at forkynde. — Matt. 10:5, 6.
Men Jesus viste ikke fordom mod nogen, hvilket fremgår af den indstilling han havde til den ikke-jødiske høvedsmand og den kana’anæiske kvinde. Han nærede kærlighed til alle, uanset race og nationalitet. Jesus vidste også at budskabet om frelse ville gå ud til alle når tiden var inde til det. Ved sin afsked med disciplene sagde han at de skulle være hans vidner „for alle folkeslagene“ og „indtil jordens ende“. — Luk. 24:45-48; Ap. G. 1:8.
Allerede tre og et halvt år efter sin død og opstandelse bød den herliggjorte Jesus den første af de uomskårne ikke-jøder velkommen i sin menighed. Den omvendte var ikke en græker, men en italiener ved navn Kornelius. Da apostelen Peter så at Gud havde bønhørt denne hedning og ført ham til Peter, udbrød han: „Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.“ Hvis Gud og Kristus anerkender mennesker af alle racer og nationaliteter, bør vi så ikke også gøre det? — Ap. G. 10:34, 35; 17:25, 26; Rom. 3:29.
Hvornår bliver der ligeret for alle?
Eftersom det er Guds vilje, vil ligeret for alle racer og nationaliteter blive en realitet. Det vil imidlertid ikke ske som følge af en eller anden borgerretsbevægelse, og det vil heller ikke ske som følge af vor tids socialreformer. Dertil er fordom og had for dybt indgroet i folk. På intet tidspunkt i historien har mennesker kunnet udrydde fordom og had. Man forstår derfor godt at mange tror at forskelsbehandling er noget uundgåeligt.
Gud vil imidlertid snart indføre det som mennesker ikke har formået. Hvordan vil han gøre det? Ved først at fjerne den nuværende onde tingenes ordning og kun bevare sine fordomsfrie tjenere i live og give dem adgang til den nye ordning. Derefter vil Jesu Kristi løfte, som er nedfældet i Guds ord, blive opfyldt: „Alle de, som er i gravene, skal [uanset race og nationalitet] høre hans røst, og de skal gå frem.“ (Joh. 5:28, 29) Under Guds riges retfærdige styre vil disse opstandne fra alle racer og nationaliteter lære at leve sammen i fred.
Ved at betragte Jehovas vidners organisation i vor tid kan man se at en administration der er i harmoni med Guds ords principper, kan udvirke dette. Det er en kendt sag at Jehovas vidner ikke blot taler om indbyrdes kærlighed, men virkelig praktiserer en sådan kærlighed på tværs af alle racemæssige og nationale forskelle. Med ægte kærlighed kalder de hinanden brødre og søstre, og de behandler hinanden som ligestillede. Hvis De kunne tænke Dem at få en forsmag på den ligeret for alle der vil blive en realitet i Guds retfærdige nye tingenes ordning, så slut Dem til Jehovas vidners organisation og se hvorledes ligeret for alle praktiseres dér.