’Vis inderlig hengivenhed for hinanden’
BEMÆRK! Det vil være gavnligt at læse det tolvte kapitel i Romerbrevet inden man læser denne artikel.
LISA var en meget oprørsk teenager — hun kom i en hård klike og brugte euforiserende stoffer. Hun stjal sin ikke-troende faders beroligende medicin, og hun skrev breve til sine venner hvori hun hånede sin kristne moder som forsøgte at retlede hende.
Til sidst bad Lisas moder de ældste i den lokale menighed af Jehovas Vidner om at tale med pigen. Hvad syntes Lisa om dette? „Jeg var helt sikker på at det eneste de ville, var at fortælle mig hvor genstridig jeg var. Min far, som ikke er interesseret i Bibelen, sagde at jeg bare skulle tage hen og mødes med dem, og så sige til dem at de kunne ‘rende og hoppe’.“
Men hvad blev ikke desto mindre sagens udfald? Lisa beretter: „I stedet for at være hårde og ufølsomme var de meget, meget venlige. Jeg var forbløffet! De fortalte mig at grunden til at min moder så ofte vejledte mig, simpelt hen var at hun elskede mig. De sagde ikke alt det jeg havde troet de ville. De havde en meget forstående holdning. Den kærlighed som disse ældste lagde for dagen, fik mig til at tænke alvorligt over min opførsel og omgangskreds.“
Det er tydeligt at disse ældste vandt pigens tillid ved deres ægte omsorg. De havde lært ånden i Paulus’ vejledning i brevet til romerne, kapitel 12: „Lad jeres kærlighed være uden hykleri. . . . Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden.“ — Versene 9 og 10.
Hvordan kan vi lægge den samme kærlighedens og hengivenhedens ånd for dagen? Hvor dybe følelser er det Bibelen her opfordrer os til at vise? Disse spørgsmål er af allerstørste betydning, for Jesus sagde at man skulle kende hans sande disciple på den kærlighed de havde til hinanden. — Joh. 13:34, 35.
Hvad vil „inderlig hengivenhed“ sige?
Det er vigtigt at gøre sig klart at den ’inderlige hengivenhed’ som Paulus opfordrede til i Romerbrevet 12:10, ikke blot er en overfladisk høflighed. I det græske ord philoʹstorgos, der her er over sat med ’vis inderlig hengivenhed’, ligger der dét at ’have kærlighed til hengivenhed’, at være knyttet sammen i et fortroligt forhold. Nogle bibelkyndige påpeger at det er den form for kærlighed der ofte kommer til udtryk mellem børn og forældre. Harmonerer dette ikke med Jesu udtalelse om at de sande kristne ville få ’brødre og søstre og mødre og børn’ inden for menigheden? — Mark. 10:29, 30.
Jesus satte selv et glimrende eksempel for os. Han genspejlede til fuldkommenhed sin Faders egenskaber, og Jehova er netop „meget medfølende og barmhjertig“. (Jak. 5:11) Apostelen Paulus, som efterlignede Jesus Kristus, viste denne inderlige hengivenhed over for sine medtroende. I sit første brev til tessalonikerne, kapitel 2, vers 7, skrev han at han „optrådte med nænsomhed“ over for dem, ligesom når en „ammende moder plejer sine børn“ — i sandhed et eksempel på hengivenhed. Og dette resulterede åbenbart i at hans trosfæller fik inderlig hengivenhed for ham. Da de ældste i Efesus for sidste gang tog afsked med ham, græd de og „faldt [ham] om halsen og kyssede ham ømt“. (Apg. 20:17, 36, 37) Denne afsked var på ingen måde som når soldater tager afsked med en general der køligt mønstrer sine styrker. Nej, det var som en afsked mellem familiemedlemmer; de var brødre. — Matt. 23:8.
Mange kristne mænd og kvinder erkender at de, hvis udtrykkene „broder“ og „søster“ skal have nogen betydning, må bestræbe sig for at øge deres hengivenhed for deres medtroende. De indser også at der, hvis de skal nære ’kærlighed uden hykleri’, må ske en ægte vækst i deres hengivenhed. Men nogle vil måske spørge hvordan dette kan lade sig gøre. Hvordan kan vi forbedre vor evne til at lægge broderkærlighed for dagen?
Vi finder nogle værdifulde svar på disse spørgsmål ved at betragte den sammenhæng hvori Paulus formaner os til at vise inderlig hengivenhed.
Vi „tilhører hinanden“
I begyndelsen af Romerbrevets tolvte kapitel forklarer apostelen at medlemmerne af den kristne menighed „tilhører hinanden“. De er indbyrdes afhængige — de behøver hinanden. (Vers 5) Derefter underbygger han dette ved at nævne hvordan forskellige brødre har fået forskellige gaver inden for menighedsordningen, idet „ikke alle har samme funktion“. Tilsammen, som et hele, udgør menigheden et fuldstændigt redskab hvormed Jehova kan udføre sit arbejde på jorden. — Versene 4, 6-8.
Man kunne måske undre sig over hvilken forbindelse disse ting har med at man skal vise inderlig hengivenhed. Men hvis vi ikke forstår hvor meget vi har brug for hinanden, vil vi sandsynligvis ikke være i stand til at opelske de følelser som Paulus videre formaner os til at vise. Erkender vi imidlertid at vi behøver hinanden, både for selv at få hjælp og for at kunne udføre Jehovas vilje, vil det tilskynde os til at komme hinanden nærmere. Det vil give os større værdsættelse af vore brødre, så der knyttes stærke familiebånd mellem os.
Men der er visse ting som kan hindre denne følelse af samhørighed og broderskab. Paulus angriber stærkt to af disse hindringer — stolthed og selvoptagethed: „Jeg [siger] nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke.“ (Vers 3) Og i vers 16, ifølge Phillips engelske oversættelse: „Vær ikke snobbede, men vis ægte interesse for almindelige mennesker.“
Snobberi er en form for stolthed, en slags overlegenhed. Den snobbede lægger vægt på folks sociale stilling, accepterer klasseskel og racefordomme og ringeagter de dårligt uddannede. Alt dette er noget som kan forhindre os i at anlægge det rette syn på vore brødre, nemlig at vi har brug for dem og må have omsorg for dem. Når der kommer alvorlige problemer eller svær forfølgelse, hvem vil da hjælpe os? Vil det ikke være dem som virkelig elsker Gud og Kristus, uanset hvilke forudsætninger de ellers har?
Vi må altså undgå snobberi og fordomme. Men hvordan kan vi aktivt vise vor inderlige hengivenhed?
„Gå foran med at vise hinanden ære“
Paulus gav os en anden værdifuld vejledning da han, umiddelbart efter at have formanet os til at vise inderlig hengivenhed, skrev: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Vers 10) Dette påbud gjaldt ikke blot de ældste, for Paulus stilede sit brev til „alle der [var] i Rom som Guds elskede“. (Rom. 1:7) Alle må således vises ære, og alle må igen vise andre ære.
Vi ærer vor broder ved at vise ham dyb respekt og ved at tage ham alvorligt. Hvis han udtaler sig om et eller andet som ligger ham på sinde, skal vi ikke blot lytte af ren og skær høflighed og derefter glemme hvad han har sagt, men vi bør oprigtigt tænke over det han siger.
Søstrene i menigheden må ligeledes vises ære, behandles respektfuldt. Dette står i skarp kontrast til den opfattelse mange mænd i verden har. Ofte dominerer de kvinden på grund af deres fysiske styrke og deres selvsikkerhed. Den kristne broder forstår at han udmærket kan være mandig og alligevel mild, idet han bestemt, men kærligt, fører an. — 1 Pet. 3:7.
Disse principper med hensyn til at blive vist ære gælder også børn. Bliver de for eksempel betragtet som unge kristne i rigssalen, eller blot som ’forhindringer’ der plejer at være i vejen?
En rejsende tilsynsmand som besøgte en menighed i et landdistrikt, lagde engang mærke til en otteårig dreng som ikke havde nogen bibel men som lyttede meget opmærksom til hans foredrag. Efter mødet lagde tilsynsmanden vægt på at komme til at tale med denne dreng, hvis familie var nyinteresseret. Han bad ham om at gå med udenfor, og i bagagerummet i sin bil fandt han en bibel frem som han forærede ham. Drengen var overvældet, ikke blot over gaven, men også over den måde tilsynsmanden behandlede ham på og den interesse han viste ham.
Nu, mere end tyve år efter, er denne dreng selv ældste, og han har slidt adskillige bibler op siden han fik den første, men han har aldrig glemt tilsynsmandens kærlige væremåde. Ja, det skaber hengivenhed når vi viser alle ære, og interesse uanset deres alder.
„Hold fred med alle“
For stadig at kunne vise hengivenhed må vi imidlertid også lægge en anden egenskab som Paulus fremhævede i Romerbrevet, kapitel 12, for dagen — egenskaben fredsommelighed. Apostelen pålægger de kristne at ’holde fred med alle mennesker’. Hvor meget mere må vi da ikke bestræbe os for at bevare et fredeligt forhold til vore brødre? (Vers 18) Man kan måske blive meget skuffet over en broder på grund af et eller andet, eventuelt fordi han har sladret om én eller har været upålidelig i et forretningsanliggende. Selv efter at sagen er bragt i orden vil man måske have svært ved at vise ham hengivenhed, og man kunne let antage holdningen: „Jeg vil aldrig stole på ham igen.“
„Aldrig“ er et stærkt udtryk. Hvor kan vi være taknemmelige for at Jesus, da hans disciple svigtede ham på det mest afgørende tidspunkt, ikke følte bitterhed mod dem og sagde: „Jeg vil aldrig stole på disse mænd igen!“ Tværtimod tilgav han dem efter at de havde angret, og han elskede dem og viste dem endog ære. (Joh. 20:19-23; Apg. 2:4, 14) Når vi tænker på Jesu storsindethed, skulle vi da ikke være rede til at tilgive vore brødre og stole på dem igen?
Men selv om vi føler os tilskyndet til at vise inderlig hengivenhed, hvordan kan vi da vide hvad der er behov for i de enkelte tilfælde?
Hvad vi skal gøre
Vi ønsker måske at hjælpe vor broder, idet vi er stærkt interesseret i hans åndelige velfærd, men hvordan kan vi bedst gøre det? Hvordan kan det være at nogle brødre og søstre øjensynlig altid forstår hvad andre trænger til af kærlighed? Der er ingen tvivl om at de har givet agt på Paulus’ formaning i Romerbrevet 12:15: „Glæd jer med dem der glæder sig; græd med dem der græder.“
Hvilken egenskab er det der skildres her? Det er empati — evnen til at kunne sætte sig i andres sted, at kunne tage del i deres følelser. Hvis vi i vort inderste virkelig føler en andens smerter, bekymringer og glæder, er vi naturligvis langt bedre i stand til at vide hvad den pågældende har behov for. Og fordi det nu berører vore egne følelser, kan vi oprigtigt give udtryk for dem over for den anden.
Lad os for eksempel sige at en broder der har en stor familie at forsørge, mister sit arbejde. Det vil bestemt ikke være forkert at udtrykke sin medfølelse over for broderen. Men er man i besiddelse af empati vil man gøre mere end dette. Man vil af hjertet føle broderens bekymringer, og man vil tænke på om der er noget man kan gøre. Er der et ledigt job dér hvor man selv arbejder? Har familien brug for mad, eller for kørelejlighed til de kristne møder? Den dybe menneskelige medfølelse der ligger i egenskaben empati fører ganske naturligt til hengivenhed og kærlige handlinger. — 1 Joh. 3:18.
Når vi gennemgår de attråværdige egenskaber som Paulus beskriver i Romerbrevet, kapitel 12, finder vi altså ikke blot påbudet om at vise inderlig hengivenhed, men også en række formaninger som kan tilskynde os til virkelig at vokse i kærlighed. Når vi overvejer dette —
at vi må forstå vor indbyrdes afhængighed,
at vi må vise hinanden ære,
at vi må bevare et fredeligt forhold til alle,
at vi må opdyrke empati, der fører til de rette handlinger —
tilskynder det os da ikke til at vise broderkærlighed og inderlig hengivenhed? Og naturligvis kan disse principper skabe hengivenhed i ethvert forhold — mellem ægtefæller, mellem børn og forældre, og andre steder.
Tilmed kan vi være forvissede om at denne kærlighed formår at berøre vort liv og at tilvejebringe et helt nyt samfund. Det fremgår både af Guds ord og af det der foregår i Jehovas Vidners rigssale ud over hele jorden netop nu. Den internationale ’familie’ af Jehovas Vidner tilskynder dig til selv at undersøge hvor dybt dette broderskab bunder. I en tid hvor folk ofte ikke ejer naturlig hengivenhed, skinner de sande kristnes inderlige hengivenhed som et strålende lys, som et vidnesbyrd om vor Faders store visdom og kærlighed.