Giv agt på hverandre i tillid til Jehova

1. Hvad kendetegner et modent vidne for Jehova?

PAULUS skrev til hebræerne, at han gerne ville, de skulle kende mere til Kristus Jesus. Han skrev: „Herom har vi meget at sige, og det er svært at forklare, da I er blevet sløve til at høre. Thi skønt I efter den tid, der er gået, burde kunne være lærere for andre, trænger I til, at man på ny skal lære jer de første begyndelsesgrunde i Guds ord; og det er kommet så vidt med jer, at I trænger til mælk og ikke til fast føde. Thi enhver, der endnu får mælk, forstår ikke rigtig tale, da han endnu kun er spæd; men den faste føde er for de fuldvoksne, for dem, som gennem brugen har fået sanserne [opfattelsesevnen, NW] opøvet til at skelne mellem godt og ondt.“ (Hebr. 5:11-14) Paulus var selv en fuldvoksen kristen, og han ønskede derfor, at disse hebræere skulle gøre fremskridt og bruge deres sanser eller opfattelsesevne. Efter den tid, de havde været i sandheden, burde de have været lærere, men de ville ikke give udtryk for deres tanker til andres berigelse. De foretrak at tage sig livet let og kun nyde ordets mælk, kun huske de første begyndelsesgrunde, de lærte straks, da de kom ind i Jehovas organisation, og ikke sætte sig ind i hele Guds ord og tage til sig af den faste føde, der er nødvendig for den fuldvoksne. Ethvert indviet kristent vidne for Jehova burde ønske at vokse op og gøre fremskridt i den nye verdens samfund. At han får kundskab om Jehovas vidunderlige hensigter, burde fylde ham med kraft og vitalitet. Når han således er ladet med energi, burde han brænde efter at hjælpe andre til at få den samme værdifulde underretning, som han selv har modtaget. Han burde vise sig velegnet til at lære fra sig og dele den nøjagtige kundskab med andre, så også de kan blive belært. Når han virkelig fatter kærlighed til sine brødre, vil han ønske at bekende sit håb i menigheden for at opflamme dem til kærlighed og gode gerninger.

2. a) Hvad giver den gamle verdens urette tænkemåde sig udslag i? b) Hvilken guddommelig hovedegenskab forandrer villige og lydige menneskers tænkemåde, og hvorfor?

² Når en bliver kristen, bør der finde en stor forandring sted i hele hans tænkemåde. Der må finde en sindsfornyelse sted. Han må høre op med at tænke som før. Han stilles over for en helt ny form for belæring. Det er grunden til, at Paulus skrev: „Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne [hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje, NW].“ (Rom. 12:2) Hver eneste af os er født i denne onde, domfældte og frygtredne gamle verden, og vi er oplært i dens selviske tænkemåde, til at tænke således, som dens jordiske herskere vil, deres efterfølgere eller undersåtter skal tænke. Fra barnsben har vi fået indpodet had til andre nationer, folkeslag og racer og er blevet opdraget til at nære frygt og mistanke over for dem, og det har medført, at der er blevet opstillet skel og skranker mellem os og andre. Denne urette tanke kom særdeles tydeligt til udtryk i et populært teaterstykke („South Pacific“). I dette stykke er en ung soldat bedrøvet, fordi han er blevet forelsket i en ung pige, der tilhører en anden race og nationalitet, og han synger en sang med følgende indhold: „Du blev opdraget til at hade og frygte; år efter år blev det hamret ind i dit kære, lille øre. Det blev dig grundigt indprentet, at du skal være bange for folk med grimme øjne og en anden hudfarve. Mens tid var, førend du endnu var seks, syv eller otte år, blev det omhyggeligt banket ind i dig, at du skal hade dem, dine egne hader.“ Sådan er det i den gamle verden. Der tales så meget om broderkærlighed og menneskers og hele verdens broderskab, men de, som er blevet oplært efter denne gamle verdens uteokratiske teorier, foretrækker isolation, klasseskel og kastevæsen. Hvor nødvendigt er det derfor ikke, at den forstandige fornyer sit sind, ophører med at tænke som den gamle verden og lader sig belære af den almægtige Gud! Guds bog, Bibelen, lærer os at elske, sådan som han elsker. Kærlighed driver frygten ud. „Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed.“ „Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud; thi frygt har med straf at gøre [virker hemmende, NW], og den, der frygter, er ikke blevet fuldkommet i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først.“ (1 Joh. 4:8, 18, 19) Når vi lever i overensstemmelse med den nøjagtige kundskab, vi modtager gennem Jehovas ord, hvor helt anderledes bliver så ikke vort liv! Besjælet af disse nye tanker og opbygget af disse nyfundne sandheder i Guds ord må Jehovas vidner undervise andre, så alle, der med tiden vælger at slutte sig til den nye verdens samfund, kan tænke, således som Jehova tænker, og vokse til modenhed.

Hvor værdifuld er Bibelen?

3. a) Hvad fører daglig læsning og dagligt studium af en hvilken som helst oversættelse af Bibelen til? b) Hvad kan der med rette siges om gode og mindre gode oversættelser?

³ Enhver af os kan erfare de skønne glæder og velsignelser, Jehovas vidner ejer, hvis vi giver os tid til at lade os belære, kommer sammen med Jehovas vidner, udtaler os i Guds menighed og vokser til modenhed. Af og til hører man sige, at Jehovas vidner har deres egen bibel, men enhver, der læser Vagttaarnet, kan se, at der deri til stadighed bliver citeret mange forskellige oversættelser. Jehovas vidner tilskynder enhver til at læse i sit eget eksemplar af Bibelen hver dag. Det er lige meget, hvilken oversættelse af Bibelen man læser, om det er den katolske Douay, den protestantiske King James, American Standard eller en hvilken som helst anden bibeloversættelse på tysk, fransk, spansk, hebraisk eller tagalok. Ligegyldigt hvilken oversættelse af den Hellige Skrift du læser, kan du lære sandheden at kende. I almindelighed er der ingen af dem, der afviger så meget fra den hebraiske og græske teksts grundbetydning, at læseren vil blive ført ind på et galt spor eller havne i vildfarelse. Dog findes der gode og mindre gode oversættelser. Der gives således noget at vælge imellem, og hvis du kan få fat i en af de bedre oversættelser at læse og studere, gør du klogt i at anskaffe dig en sådan. Den vil hjælpe dig til en klarere og måske også en hurtigere forståelse af Jehovas vidunderlige hensigter. Det er hans bog, Bibelen, du daglig bør læse i hele året rundt, år efter år. Den er en uudtømmelig kilde med forfriskende vand, sandhedens vand. Den løber aldrig tør. Altid er den herlig frisk og vederkvægende. Læs ikke kun udvalgte dele af den, men gå den igennem lige fra 1 Mosebog til den sidste bog, Åbenbaringen. Du vil finde de skønneste sandhedsperler deri, vidunderlig belæring og sund formaning, for hele Bibelen er den enevældige Herskers, den levende Gud JEHOVAS, skrevne ord. Til gavn for os, beboerne på denne lille jord i hans umådelige univers, tilvejebragte han denne bog, for at vi kan blive undervist og oplært på rette vis som Kristi sande efterfølgere. — Ef. 4:31, 32; 1 Joh. 1:7.

4, 5. Hvor værdifuld er Bibelen?

⁴ For århundreder siden da pilgrimsfædrene drog til Amerika, var Bibelen deres vigtigste bog. Nu hører eller læser vi ofte om de svundne tider, da Bibelen var daglig læsning i næsten hvert eneste hjem. Den havde indflydelse på børnenes opdragelse, den udvidede deres kundskab og forståelse, den hjalp dem til at holde sig nær til den levende Gud. De målte ikke dens indhold efter den målestok, som selvoptagne og fjendske kritikere eller fordomsfulde spottere anlægger. Denne gudgivne bog, Bibelen, er den eneste bog, der byder på fast føde for vore tanker og på ypperlig belæring om livsførelse og korrekt adfærd. I dag har Bibelen langt større værdi for os, end den havde for svundne tiders slægter, for alt, hvad der forhen er skrevet, er skrevet til belæring for os, som lever på denne trængselens dag. (Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11) Bibelen er skrevet til trøst for os, og læsning af Skriften indgiver os håb. — 1 Pet. 1:3; 2 Pet. 1:19-21.

⁵ Forstår og påskønner du, når du læser Bibelen eller hører den læst, at du i virkeligheden lytter til Jehova Gud og skænker ham din opmærksomhed, mens han delagtiggør dig i sine tanker? Han vil ikke tale til dig i en drøm. Han sender dig heller ikke et særligt sendebud, en engel, for at give dig privatundervisning. Gennem sit skrevne ord meddeler han sig nu til os. „Hvert skrift er indblæst af Gud og gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at gudsmennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.“ (2 Tim. 3:16, 17; vers 16 efter fodnoten) Det er omsonst at se sig om efter råd og belæring fra nogen anden kilde.

Hvorfor bør man regelmæssigt studere og forkynde Guds sandhed?

6. Hvorfor bør vi regelmæssigt studere og forkynde Guds sandhed?

⁶ Ingen kan føle sig virkelig tilfreds med et rent elementært kendskab til Guds sandhed. (Sl. 117) På sin kristne vej må man lægge begyndelsesgrundene bag sig og vokse op til modenhed. „Lad os derfor ikke her gå ind på børnelærdommen om Kristus, men ledes frem til de voksnes stade og ikke på ny lægge grundvold med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, med lære om tvætninger og håndspålæggelse, de dødes opstandelse og evig dom. Ja, det vil vi gøre, om ellers Gud vil tillade det.“ (Hebr. 6:1-3) Når vi een gang har taget skridtet og er blevet Guds trælle, så er det ikke et spørgsmål om bare at være „søndagskristne“. Vi må være kristne hver dag. Det indviede kristne vidne for Jehova må vise, at han er en flittig ordets forkynder og ikke kun interesseret i at tilegne sig kundskab for sin egen skyld; han må indse, at han har ansvar for at bevare sin egen retskaffenhed ved at hjælpe andre, idet han med forstand prædiker den gode nyhed for dem. (1 Pet. 3:15) Alle i den nye verdens samfund bør villigt påtage sig ethvert yderligere ansvar, der bliver lagt på deres skuldre. Vi bør ikke lade det være godt, som det er, men snarere være ivrige efter at gøre fremskridt. „Thi Gud er ikke uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn, ved at I har hjulpet og stadig hjælper de hellige. Men vi ønsker inderligt, at enhver af jer må vise den samme iver efter at fastholde fuld vished i håbet indtil det sidste, så I ikke bliver sløve, men efterfølger dem, som ved tro og tålmodighed arver det, der er dem forjættet.“ (Hebr. 6:10-12) Uden hensyn til hvor længe vi har været i sandheden, må vi bestandig forkynde Guds ord, Bibelen, og studere det, som han gennem organisationen har givet os at studere i en bestemt hensigt. Hvis vi ikke holder trit med organisationen, vil vi i sløvhed sakke bagud. (1 Joh. 2:6) Guds ord gør os levende og fylder os med kraft, og vi får den nidkærhed, der kendetegner Jehovas hus. En god kristen vil altid være et flittigt menneske. Han kommer regelmæssigt til møderne, til samlingsstederne og fører an i at vise sin taknemmelighed ved at forkynde sandheden for andre.

7. Hvordan kan vi undgå åndelig svækkelse?

⁷ Føler du dig nogen sinde åndeligt svag? Ransag dig selv. Det skyldes sikkert, at du ikke har overværet møderne regelmæssigt. Du savner samværet med brødrene. Når man begynder at springe møderne over, tager man de indledende skridt til at trække sig tilbage fra Jehovas organisation, og det er på det tidspunkt man mærker de første tegn på svaghed. Snart hører man op med at udtale sig eller bekende sit håb for andre. I disse Djævelens organisations sidste dage har man ikke råd til at løbe nogen risiko. Alle må være stærke i dømmekraft eller opfattelsesevne, og den eneste måde, hvorpå vi kan vedblive med at være stærke, er ved at studere Jehovas ord og komme sammen med hans folk. „Brødre, vær ikke børn i dømmekraft [opfattelsesevne, NW]; nej, vær spædbørn i ondskab, men fuldvoksne i dømmekraft?“ (1 Kor. 14:20) Den guddommelige formaning går ud på, at vi bør være som børn hvad det onde i den gamle verdensordning angår og bevare vor uskyld i så henseende og vide meget lidt om disse onde ting for at undgå at have med dem at gøre. Hav ikke samkvem med dem, som øver noget sådant. Med hensyn til opfattelsesevne skal vi ikke være som børn, men tværtimod som fuldvoksne og modne.

8, 9. Ved at følge hvilket råd kan vi forblive åndeligsindede?

⁸ Den, som holder fast ved Jehovas belæring, vil være åndeligsindet. Han vil tænke korrekt og gøre Guds tanker til sine tanker. Åndeligsindethed er det modsatte af kødeligsindethed. At være kødeligsindet vil sige at lade sine tanker beskæftige sig med denne verdens anliggender, at bære sig ad ligesom Djævelens organisation. At være åndeligsindet er det modsatte af at være kødeligsindet. Livet, og hvordan vi kan opnå det, er, hvad vi bør have på sinde. Det var det, der lå Jesus på sinde, dengang han var her på jorden, og han sagde til sine apostle: „I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne?“ (Matt. 6:25) Langt de fleste mennesker i verden interesserer sig kun for de ting, der vedrører dem selv, og ikke for, hvordan de kan være andre til gavn. Det er den hedenske eller den selviske betragtningsmåde. Under en samtale med sine disciple fortalte Jesus, at der var noget, der var langt vigtigere at tænke på, noget åndeligt, nemlig Riget. Han sagde: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ (Matt. 6:33) Tvivl ikke på, at Jehova Gud kender vore behov. Det gør han, og han har omsorg for os. Han ønsker ikke, at vi skal bekymre os om dem hele tiden. Han vil, at vi skal koncentrere os om det ene store, Jehovas rige, der betyder liv for retsindige mennesker. Når vi følger Jesus, vil vi ønske at holde fast ved tugt eller belæring og ikke lade den fare. — Ordsp. 4:13.

⁹ For at vi kan være åndeligsindede og opnå liv er det vigtigt, at vi tilegner os den rette kundskab. Da Jesus bad sammen med sine disciple, opstillede han reglen for, hvordan man kan opnå et lykkeligt, evigt liv, idet han sagde til Jehova: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3) Af denne bøn fremgår det, at det var Jesus meget om at gøre, at hans efterfølgere skulle tilegne sig den sande kundskab om universets enevældige Hersker og forstå, hvorfor han sendte sin søn til jorden; thi oplyste herom kan vi lære vejen til evigt liv at kende. Heraf kan vi se, hvor vigtigt det er for hver enkelt, der har indviet sig til Jehova Gud, at være travlt optaget i Jehovas folks menighed. At overvære møderne er en bydende nødvendighed. Mødedeltagerne må udtale sig frimodigt, meddele sig til andre, udtrykke deres tanker og forblive åndeligsindede. Det er ikke vanskeligt, siger Paulus og tilføjer: „Thi jeg længes efter at se jer, for at jeg må kunne give jer del i en og anden åndelig nådegave, så I kan styrkes derved — eller rettere: for at vi hos jer sammen må kunne opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.“ (Rom. 1:11, 12) Den åndelige gave, Paulus her taler om, ser ud til at blive skænket Jehovas folk, ved at de meddeler sig til andre eller udtaler sig i andres påhør, ved at den enkelte bekender sin tro — Paulus gav jo udtryk for sin tro og udvekslede tanker med andre. Det vil med andre ord sige, at når vi taler om Jehovas sandhed, fører det til, at vi bliver åndeligsindede. (Sl. 145:10-13) Dette falder i tråd med den tanke, at vi skal holde urokkelig fast „ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen“. Vore erfaringer på arbejdsmarken, vort samvær med brødrene, vor behandling af artiklerne i Vagttaarnet, vor overværelse af den teokratiske skole, vor deltagelse i tjenestemødet, vor møden op ved samlingerne, vor aktivitet i tjenesten og vor tilstedeværelse ved de offentlige møder, alt dette opbygger os åndeligt, al denne talen sammen, meddelen sig til andre og udvekslen af tanker virker opmuntrende, åndsstyrkende og trosopbyggende både for „jeres og min“ tro, som Paulus siger.

Giv agt på hverandre

10. Hvilket andet redskab har vi til at hjælpe hinanden til at forblive åndeligsindede?

¹⁰ Ved hvert års begyndelse udgiver Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab Yearbook of Jehovah’s Witnesses, og heri findes en rapport over Guds tjeneres aktivitet hele verden over. Yearbook giver også et skriftsted for hver dag i året og en kommentar til dette skriftsted. Hvor udmærket er det ikke for en familie at læse dagsteksten, drøfte den, udveksle tanker om den og således vise hinanden deres tro og bekende deres håb og som afslutning på denne drøftelse læse den trykte kommentar til dagens tekst! Alt dette virker åndeligt opbyggende og hjælper os til at holde fast ved belæringen, der betyder livet for os.

11, 12. Hvilke farer bør vi være på vagt overfor, hvis vi skal hjælpe hinanden til at forblive stærke i troen?

¹¹ Det er en meget vigtig faktor i den kristnes liv, at han er åndeligsindet, og hvis han ikke studerer eller kommer sammen med sine brødre ved møderne, vil han, når han en enkelt gang overværer et møde, føle sig som fremmed, og når brødrene besøger ham, vil han ligefrem føle, sig ilde til mode. Hvorfor mon? Det er, fordi han er ved at sætte sin åndeligsindethed over styr, fordi han ikke længere bekender det, han tror, for andre. Han lader sin tro svækkes og dø hen, og han er ved at glide tilbage i den gamle verden. De fleste i den menighed, Paulus havde besøgt, var ved at glide tilbage, i den gamle verden, og derfor skrev han til dem: „Brødre, jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige, men kun som til kødeligsindede, som til spæde børn i Kristus. Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den; ja, I kan det ikke engang nu, fordi I endnu er kødelige. Når der nemlig er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskevis? Thi når en siger: Jeg er tilhænger af Paulus, og en anden: Jeg er tilhænger af Apollos, er I så ikke „mennesker“?“ — 1 Kor. 3:1-4.

¹² Misundelse og splid præger den gamle verden. Kærlighed til Gud og kærlighed til brødrene er Bibelens mest fremtrædende lære. (Mark. 12:29-31; Joh. 15:11-15) Når vi holder Guds ords bud, vil vi ikke følge noget menneske, således som de korintere gjorde, der fulgte Paulus eller Apollos og dermed sluttede sig til en bestemt, synlig person. Det gør mennesker i verden den dag i dag, når de vælger sig en eller anden til at være deres leder. Men de kristne må vælge at følge universets enevældige Hersker, Jehova, og så virkelig tilbede ham og ham alene. Dag efter, dag vil de love ham.

13, 14. Hvilket ansvar påhviler der dem, der har de åndelige kvalifikationer, og hvad godt fører, det til, at de røgter deres ansvar på rette måde?

¹³ Det tager tid at blive et åndeligsindet menneske. Drejer det sig om et menneske i verden, der aldrig før har givet agt på Guds ord, må han først studere, og i denne forbindelse har Jehovas vidner en enestående og velsignet lejlighed. De besøger folk i deres hjem og fortæller dem det, de selv har lært. De aflægger genbesøg og leder bibelstudier med de retsindige. Der går måske et halvt eller et helt år, før de retsindige forstår og påskønner Jehovas hensigter, men med tiden vil enhver, som er oprigtig, og som har fårets egenskaber, vende sig bort fra den verdslige tænkemåde og indse, at den belæring, der rummes i Guds ord, har umådelig stor værdi, og det vil ikke vare længe, før han bliver åndeligsindet. Alle de „andre får“, der er blevet indsamlet i den nye verdens samfund og har indviet sig til Jehova Gud, er blevet åndeligsindede i lighed med Guds salvede, der skal være Kristi Jesu medarvinger i det himmelske rige. De er blevet åndeligsindede gennem en udveksling af trostanker, ved at de har talt indbyrdes om det, de tror. De, som er virkelig åndeligsindede, kan hjælpe de svagere i organisationen. Det påhviler de stærke som et ansvar at tale med dem, som tilsyneladende tøver med at vedkende sig deres ansvar. Det er grunden til, at Paulus siger: „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“ — Gal. 6:1.

¹⁴ En broder i organisationen skulle ikke blive fornærmet, når en anden broder, der er nidkær og lykkelig i Guds tjeneste, besøger ham og tilbyder at hjælpe ham. Han skulle være Gud taknemmelig for, at nogen har sans for hans behov, og at nogen med de rette åndelige kvalifikationer er villig til at hjælpe ham til rette, samt at det bliver gjort i sagtmodighed. Måske havde den, som var ved at glide bort, sluppet sit greb om sandheden, og måske holdt han ikke længere fast ved den belæring, Gud havde givet ham gennem sit ord. Slipper vi først vort greb om belæringen i Guds ord, begynder vi at miste livet. Vi må søge nøjagtig kundskab, og den kan vi ikke nå frem til på egen hånd, ved at opstille vore egne filosofier og meninger om livet. Vi må ty til Jehova Gud. (Ordsp. 3:5-7) Vi må vende os til hans ord, vi må slutte os til hans organisation. Vore tanker må beskæftige sig med de rette ting, for kun på den måde kan vi opnå nøjagtig kundskab og sand forståelse. Vi bør hver især nære ønske om at fylde os med nøjagtig kundskab, visdom og åndelig forståelse, for at vi kan vandre Jehova værdigt og således behage ham. Som kristne må vi bære frugt i al god gerning, og alt mens vi bærer denne frugt, må vi vokse ’i nøjagtig kundskab om Gud. Hvilken vidunderlig forret er det ikke for en indviet kristen at gøre sådanne fremskridt i Jehovas organisation, at han kan stå prøve som en ordets forkynder af den rette sort! Han føler nøjagtig som apostelen Paulus, der sagde: „Idet I . . . takker Faderen, som gjorde jer skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset.“ (Kol. 1:9-12) Paulus glædede sig over at se andre gøre fremskridt og samarbejde med Gud for at blive duelige tjenere, så også de kunne få del i det storslåede arbejde med at prædike Jehovas rige over hele jorden til et vidnesbyrd. — Matt. 24:14.

Retskaffenheden bevares

15. Hvordan kan vi i dag praktisere befalingen: „Du skal elske din næste som dig selv“?

¹⁵ Der hersker ingen tvivl om, at vi som enkelte medlemmer af den nye verdens samfund må have interesse for os selv. Det var Jesus, der sagde: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 22:39; Luk. 21:34-36) Vi må til stadighed være på vagt og give agt på os selv, for at vi kan vinde livet i den nye verden. Vi må hver især tage vare på vor egen retskaffenhed. Ingen anden kan tage os i hånden og føre os ind i den nye verden eller hale os gennem Harmagedon slaget. Hvert enkelt indviet kristent vidne for Jehova må stå på egne ben. (Joel 2:7, 8; Fil. 2:12, 13) Den enkelte må holde fast ved belæringen. Som Jesus sagde, betyder det livet, at vi tilegner os kundskab om Jehova, den eneste sande Gud, og om den, han udsendte, Jesus Kristus. Visdom og forståelse af Jehovas hensigter er hovedbetingelser for at overleve. Men husk, du kan ikke klare dig alene. Selv om du måske studerer aldrig så meget på egen hånd, er det ikke desto mindre nødvendigt, at du kommer i menigheden og der bekender dit håb for andre. Det gjorde selv Jesus. (Hebr. 2:12; Joh. 13:15-17) Gør du som Jesus, vil du ligesom han opflamme andre til kærlighed og gode gerninger og opmuntre og formane dem, som ikke svigter deres menighedsforsamling i disse sidste tider. Den kundskab, du der erhverver dig og deler med andre, viser, at du holder fast ved belæringen og med forvisning kan se frem til et evigt liv.

16. Hvad betyder det for de åndeligsindede at give nøje agt på sig selv?

¹⁶ Paulus elskede den unge Timoteus og sendte ham flere breve med megen formaning. Ved en lejlighed skrev han ham et langt brev og sagde som opsummering: „Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang. Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning.“ (1 Tim. 4:15, 16) Dette viser ganske klart, at hver eneste kristen må gøre fremskridt i Jehovas organisation og aldrig skamme sig over at lade denne fremgang blive set af alle i menigheden. Hvis du taler med respekt og giver udtryk for dine tanker, og andre lægger mærke til, at du bliver mere moden og åndeligsindet, vil det fylde deres hjerter med glæde og måske hjælpe dem til at følge samme vej, fordi de ser, hvordan det har gavnet dig at studere og udtale dig i dine brødres forsamling. De vil lægge mærke til, at du bestandig giver nøje agt på dig selv, at du kommer til alle møderne og lægger dine forhold til rette, så du kan være med på arbejdsmarken, både i dit privatdistrikt og sammen med dine brødre, når de går ud fra samlingsstederne. De ser dig måske nå dertil, at du tager pionertjenesten op og med tiden kommer på Gileadskolen og bliver sendt ud som missionær eller som zonetjener. Det er ikke, fordi du prøver på at overgå de andre, men du prøver på at blive bedre, end du selv hidtil har været, fordi du ser det store ansvar, Jehova Gud pålægger enhver, som har indviet sig til at tjene ham, det ansvar at vokse og gøre fremgang. Du giver nøje agt på dig selv, og nu ønsker du at være sikker på, at du også giver nøje agt på din lærergerning.

17, 18. Opsummér, hvad der er hovedbetingelserne for at bevare sin retskaffenhed og frygtløse hengivenhed for Jehova.

¹⁷ Vi kan se, hvor vigtigt det er, at vi, såfremt vi skal bevare vor retskaffenhed, kommer i menigheden, omgås vore brødre og udtaler os iblandt dem, så vi altid kan være sikre på, at det, vi lærer andre, taler om fra hus til hus og siger ved vore bibelstudier, er korrekt. Ved at deltage i møderne kan vi til stadighed ransage os selv, om vi er i troen, og vi kan bestandig vise, hvad der bor i os. Resultaterne af en sådan adfærd er opløftende og til varig fryd og glæde for vore hjerter. Paulus tilføjer: „Hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ (1 Tim. 4:16) Ja, ved at tilegne dig kundskab, ved at holde fast ved belæringen, ved at tro på hele Guds ord kan du frelse dig selv. Ved at du holder fast ved håbets bekendelse, kan de, som hører dig i menigheden, blive hjulpet, og de, som lytter til dig, når du i den gamle verden forkynder den gode nyhed om Riget, kan også blive hjulpet.

¹⁸ Jehovas vidner indtager sandelig en misundelsesværdig stilling i dag. De frygter ikke for det, som sker i den gamle verden. De lader sig ikke forurolige af det tiltagende mulm og mørke, der piner og plager folkene og slår dem med forvirring. De er ikke bange for krige og krigsrygter. Hvorfor ikke? Fordi de har et håb. De ved, hvad enden bliver. De har læst, ja, studeret Guds ord og føler sig trøstige, tilfredse og trygge. Lad os derfor hver især holde fast ved håbets bekendelse og være som manden, om hvem salmisten skrev: „Han skal ikke frygte for onde tidender, hans hjerte er fast i tillid til Jehova.“ — Sl. 112:7, AS.

(The Watchtower, 1. januar 1955)