Værdien af kristen gavmildhed

JESU KRISTI trofaste disciple har altid vist stor omsorg for dem der led materiel og åndelig nød. Kort efter pinsedagen i år 33 var der for eksempel mange i Jerusalem som villigt solgte det de ejede og overgav det indkomne beløb til apostlene så de kunne dele ud til trængende trosfæller. Blandt disse var nogle som var kommet langvejsfra for at overvære pinsefesten, og som så var blevet kristne. I kraft af deres brødres gavmildhed blev disse nyomvendte hjulpet til at forlænge deres ophold i Jerusalem og således høste yderligere gavn af apostlenes værdifulde undervisning. — Apg. 2:41-47; 4:34, 35.

Efterlignelsesværdige eksempler

En af dem der i høj grad forstod betydningen af at give åndeligt og materielt var apostelen Paulus. Til sine trosfæller i Rom skrev han: „Både over for grækere og over for barbarer [ikke grækere; udtrykket anvendtes af grækerne om udlændinge i almindelighed, især om dem der talte et andet sprog], både over for vise og over for uforstandige er jeg forpligtet: derfor er jeg for mit vedkommende ivrig efter at forkynde den gode nyhed også for jer i Rom.“ — Rom. 1:14, 15.

Hvorfor betragtede Paulus sig selv som forpligtet over for alle slags mennesker, forpligtet til at hjælpe dem åndeligt? Han vidste at menneskehedens verden var blevet købt med Jesu Kristi dyrebare blod. Eftersom alle mennesker var Guds og Kristi ejendom, burde de afgjort oplyses om hvad dette kunne betyde for dem. Guds tid var inde til at folk overalt skulle ændre sind og opnå et godkendt forhold til Ham på grundlag af hans søns offer. En sådan godkendt stilling ville give dem indhold og mening i livet, og føre til evigt liv. (Apg. 17:30; 1 Tim. 2:6; Hebr. 2:9) Tiden til at nå enkeltpersoner med disse vigtige oplysninger var begrænset. Menneskets levetid var kort, og på grund af livets uberegnelighed kunne døden indhente den enkelte når som helst. (Jak. 4:13, 14) Derfor var Paulus ivrig efter at „forkynde den gode nyhed“ for så mange som muligt mens han selv levede. Han følte med rette at det var hans pligt at bringe andre den livgivende kundskab. Han skyldte dem det. Paulus forstod at eftersom menneskenes levetid var begrænset, hastede det med at nå ud til dem med „den gode nyhed“ og de storslåede muligheder den indebar for dem. Apostelen Paulus var ikke den eneste der følte på denne måde. Andre havde samme opfattelse, og mindre end 30 år efter at den kristne menighed var blevet oprettet, kunne apostelen skrive: ’Den gode nyhed er blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen.’ (Kol. 1:23) Det betød at de kristne havde udstrakt deres åndelige hjælp, til de fjerneste egne af den dakendte verden.

Apostelen Paulus og andre trofaste kristne i det første århundrede har afgjort sat os der lever i dag, et enestående eksempel med hensyn til at hjælpe andre åndeligt. Hertil kommer at de ikke begrænsede deres gavmildhed til åndelige værdier. De var også ivrige efter at yde materiel hjælp til brødre der kom i nød. For eksempel overdrog de kristne i Makedonien og Akaja Paulus et pengebeløb der skulle bruges som hjælp til deres trængende trosfæller i Jerusalem.

Apostelen tillagde dette hjælpearbejde stor betydning. Han opfordrede brødrene i Rom til at bede for sig, så hans færd måtte lykkes. Vi læser: „Nu står jeg i begreb med at rejse til Jerusalem for at yde hjælpetjeneste for de hellige. De der er i Makedonien og Akaja har nemlig besluttet i fællesskab at give et bidrag til de fattige blandt de hellige i Jerusalem. Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesus Kristus og ved åndens kærlighed, til sammen med mig at kæmpe i jeres bønner til Gud for mig, at jeg må blive udfriet fra de ikke-troende i Judæa, og at min hjælpetjeneste, som gælder Jerusalem, må vise sig at være velbehagelig for de hellige.“ — Rom. 15:25, 26, 30, 31.

Da Paulus på sin vej til Jerusalem mødtes med brødrene i de forskellige byer, tilkendegav Guds ånd, enten direkte for Paulus eller for andre kristne profeter, at der ventede ham lænker og trængsler i denne by. (Apg. 20:23; 21:11) Alligevel veg apostelen ikke tilbage for at gøre hvad han kunne for sine trængende brødre i Jerusalem. Modigt sagde han til sine grædende trosfæller: „Hvad er det I gør ved at græde og gøre mit hjerte svagt? I kan være forvissede om at jeg er rede til ikke blot at blive bundet men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navn.“ (Apg. 21:13) Ja, tænk engang, Paulus anså det for så vigtigt at bringe denne materielle hjælp til de trængende brødre, at han var villig til ikke blot at sætte sin frihed, men endog sit liv, på spil, for at gøre sin del.

Hvorfor så værdifuld?

Kristen gavmildhed er i virkeligheden et udtryk for kærlighed. Uden denne kærlighed er det simpelt hen umuligt at blive godkendt af Gud og Kristus. De der ikke er levende interesseret i andres velfærd, gør sig skyldige i selvbedrag hvis de mener at de tilbeder Gud på en antagelig måde. Guds ord siger: „Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.“ (Jak. 1:27) „Ved dette har vi lært kærligheden at kende, at Han satte sin sjæl til for os; og vi er skyldige at sætte vore sjæle til for brødrene. Men den der har denne verdens midler at leve af og ser sin broder lide nød og dog lukker sin inderlige medfølelses dør for ham, hvorledes kan Guds kærlighed forblive i ham? Børnlille, lad os ikke elske med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed.“ — 1 Joh. 3:16-18.

Herren Jesus Kristus vil afsige en hård dom over dem der selvisk undlader at hjælpe nogle som er i nød. Det fremgår klart af lignelsen om „fårene“ og „bukkene“. De „får“ Jesus Kristus stiller ved sin højre side som et udtryk for sin gunst, er dem der aktivt gør godt mod „de mindste“ eller de mest ubetydelige af Kristi brødre. Når „fårene“ ser nogle af Kristi brødre lide nød, mangle mad, tøj eller husly, gør de hvad de kan for at hjælpe. De er også villige til og ivrige efter at hjælpe når Kristi brødre lider fordi de er syge eller i fængsel. „Bukkene“, derimod, nægter selvisk at afhjælpe den nød Kristi brødre befinder sig i, og de vil derfor miste livet, idet de bliver dømt til „evig afskærelse“. — Matt. 25:34-46.

Dette bør indskærpe os nødvendigheden af at have den rette indstilling til andre. Når vi ser nogle lide ondt på grund af omstændigheder de ikke selv er herre over, føler vi så medlidenhed med dem? Føler vi os tilskyndet til at gøre hvad vi kan for at komme dem til hjælp? Gør vi os helt klart hvilken bedrøvelig åndelig tilstand mange af vore medmennesker befinder sig i? Tilskynder dette os til at være nidkære i forkyndelsen af „den gode nyhed“?

Vi bør hver især ønske at give helhjertet, både åndeligt og materielt. For at en sådan gavmildhed kan have virkelig værdi i Guds øjne, må den udspringe af kærlighed. Den må ikke udspringe af ønsket om at henlede opmærksomheden på os selv. Jesus Kristus gav os denne formaning: „Når du . . . går hen for at give barmhjertighedsgaver, så lad ikke blæse i trompet foran dig, sådan som hyklerne gør i synagogerne og på gaderne, for at de kan blive herliggjort af mennesker. Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning. Men når du giver barmhjertighedsgaver, da lad ikke din venstre hånd vide hvad din højre gør, så dine barmhjertighedsgaver kan være i det skjulte; så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ — Matt. 6:2-4.

Ligesom i det første århundrede udfører trofaste Guds tjenere også i dag et storstilet nødhjælpsarbejde når der opstår behov for det. Desuden bruges der midler til vedligeholdelse af mødesale og til fremstillingen af bibelsk læsestof til hjælp for sandhedssøgende mennesker overalt på jorden. Og som et nødvendigt led i Rigets arbejde opføres der stævnehaller og andre nybygninger der må finansieres. For Jehovas vidner spiller Vagttårnets selskab en vigtig rolle i forbindelse med at samordne og lede såvel nødhjælpsarbejde som arbejdet med at hjælpe så mange som muligt til at opnå nøjagtig kundskab om Guds ord.

Læsere af dette blad har undertiden spurgt om de kan støtte dette vigtige arbejde ved at give pengebidrag. Vi kan oplyse at sådanne bidrag kan sendes til Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Kongevejen 207, 2830 Virum. (Giro 6 40 34 68) Jehovas Vidner foretager aldrig pengeindsamlinger. Bidragene betragtes som frivillige gaver til fremme af Rigets arbejde, hvilket også nævnes i de takkebreve der sendes bidragyderne. Også beløb der stilles til rådighed som rentefrie lån til byggeri i forbindelse med Rigets arbejde, vidner om kristen gavmildhed.

Ja, det at yde materiel og åndelig hjælp udgør en væsentlig del af ens kristne livsførelse. En sådan gavmildhed er imidlertid kun af værdi i Guds øjne når man giver villigt og med glæde, af kærlighed og ikke under tvang. Den kristne apostel Paulus skrev: „Hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre, og hvis jeg overgiver mit legeme, så jeg kan prale, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ (1 Kor. 13:3) Måtte vor gavmildhed derfor altid udspringe af ægte kærlighed til Gud og vore medmennesker. Vort evige velfærd afhænger deraf.

[Illustration side 22]

At yde åndelig og materiel hjælp er en vigtig del af sand kristendom