Er dødsstraf ringeagtelse af liv?

HVIS vi sætter noget højt er vi sædvanligvis villige til at betale en høj pris for det. Men hvis vi finder det af ringe værdi vil vi kun betale lidt eller slet intet for det. Det er kun rimeligt.

Sædvanligvis betragtes straf for forbrydelser på samme måde. Det ventes at lovovertræderen „betaler“ for sin forbrydelse i forhold til dens størrelse, som oftest i form af bøde eller fængselsstraf. Dette princip er fulgt meget nøje i bibelsk lov. Moseloven krævede at forbrydere skulle give en erstatning for det faktiske tab, samt en tillægserstatning. Princippet „lige for lige“ blev fulgt, selv i tilfælde af mord. Guds lov krævede „liv for liv“. — 5 Mos. 19:21.

Mennesker ser ofte bort fra at værdierne skal stå i forhold til hinanden når det drejer sig om at tage liv. Opmærksomheden ledes fra offerets liv til morderens liv. Eventuelle fremtidige uskyldige ofres liv ignoreres også, hvorimod den skyldige morders liv sættes højt. At tage dette liv, siger velmenende modstandere af dødsstraffen, vil være ringeagtelse af livet, og man vil øve vold mod „livets hellighed“. Men er dette synspunkt rimeligt?

Som nævnt tidligere kan man ud fra hvad vi er villige til at betale for noget, se hvor højt vi sætter det. Skulle værdien af et uskyldigt offers liv reduceres til noget af samme værdi som stjålet eller ødelagt ejendom der kan erstattes med en fængselsstraf? Det er der øjensynlig mange der mener. Men livets Skaber ansætter uskyldigt liv til det største en morder kan give — sit eget liv. „Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses.“ Fremfor at agte livet ringe, sætter denne gudgivne lov den størst mulige pris på det, en pris som mange ikke ønsker at se betalt. — 1 Mos. 9:6.

Men er det ikke snarere dem som tildeler mordere milde straffe der ringeagter livet? Deres uligevægtige syn på denne sag kommer tydeligt til udtryk når vi ser hvordan deres indstilling er i andre tilfælde hvor liv står på spil. Er det konsekvent at protestere mod at tage nogle få hundrede skyldige morderes liv og så samtidig være talsmand for, og endog legalisere, at der hvert år dræbes skønsmæssigt 50 millioner uskyldige menneskefostre i hele verden?

Eller hvor rimeligt er det at gå imod dødsstraf for morderiske forbrydere, og så på samme tid retfærdiggøre drabet af eliten af ens landsmænd i krig på grund af politiske forskelle? Således har Kirkernes Verdensråds centralkomité erklæret at dødsstraf er vold mod „livets hellighed“. Men på samme tid uddeler denne komité mange tusind dollars til afrikanske guerillatropper som tager liv på grund af politiske stridigheder!

Øjensynlig er „livets hellighed“ ikke den egentlige grund til manges modstand mod dødsstraf. Er det klogt at lægge mere vægt på hvad mennesker med sådanne indbyrdes modstridende meninger siger, hvor velmenende de end er, end på hvad Gud siger i denne sag?

Er det mord?

Følelsesladede beskrivelser såsom ’legaliseret mord’ viger også uden om det egentlige spørgsmål. Udtrykket „mord“ er en juridisk betegnelse for retsstridigt drab, ligesom ordet „tyveri“ betyder retsstridig tilegnelse. Det kan ikke kaldes „tyveri“ hvis en politibetjent konfiskerer en forbryders våben. På samme måde kan en lovlig henrettelse pr. definition ikke kaldes „mord“. Bibelen skelner meget klart mellem mord og drab.

Guds lov sørgede for sikkerhed for den som ved uagtsomhed begik et drab. Da vedkommende ikke var skyldig i mord, kunne han undgå dødsstraf hvis hans uskyld kunne bevises ved retten. Dog måtte selv uagtsomme manddrabere betale en pris, hvilket understreger den store alvor hvormed Gud ser på ethvert tab af uskyldigt liv. Den uagtsomme manddraber skulle leve i en by der var sat til side som tilflugtsby. Vedkommende kunne imidlertid ikke forlade byen før ypperstepræsten døde; gjorde han dette, ville han bringe sit liv i fare. — 4 Mos. 35:6-32.

Men hvorfra får staten i dag sin myndighed til at tage kriminelles liv? Bibelen viser at den suveræne lovgiver Jehova har bemyndiget „de højere myndigheder“ til at handle som „Guds tjener, en hævner der skal give udtryk for vrede mod den der øver det onde“. Som følge deraf ’er det ikke for ingenting den bærer sværdet’. — Rom. 13:1, 4; 1 Pet. 2:13, 14.

Apostelen Paulus anerkendte dette statens ’sværd’, selv da hans eget liv stod på spil. Da han stod over for statholderen Festus under falske anklager som kunne have betydet dødsstraf, bestred han ikke regeringens ret til at handle. Tværtimod sagde Paulus: „Hvis jeg, på den ene side, virkelig er en forbryder og har begået noget der fortjener døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø.“ — Apg. 25:11.

Den forebyggende virkning

Men vil dødsstraf afskrække folk fra at begå mord? Ifølge menneskets Skaber, som har meget stor viden om menneskers tankegang, er dette tilfældet. I forbindelse med falske vidnesbyrd som kunne medføre offerets død, siger Guds lov at ’de skal gøre med ham, som han havde til hensigt at gøre med sin broder; . . . du må ikke vise skånsel’. Dommen skulle være „liv for liv“. Loven fortsatte, idet den konstaterede den forebyggende virkning af denne dom: „Når da de andre hører det, vil de gribes af frygt.“ — 5 Mos. 19:16-21; 13:6-11.

Nogle vil måske reagere over for dette ved at sige at den forebyggende virkning af dødsstraf ikke er bevist. Men overvej engang: Hvis det ville afskrække blot nogle enkelte potentielle mordere fra at begå mord, hvem skal da stå til ansvar for netop de uskyldige ofres liv som kunne have været sparet hvis loven om dødsstraf havde været gældende? På den anden side: Hvis der er dødsstraf vil der ikke være flere liv end morderens eget der mistes. Hvilket liv sætter du højest?

Det er netop sådan at mordere alt for ofte dræber igen, både inden for og uden for fængselet. „Den gængse pris for et mord [i fængselet] er to kartoner cigaretter,“ fortæller en tidligere fange i statsfængselet i Lewisburg, Pennsylvanien. Der er begået en del mord i dette og i andre fængsler. Men hvorfor er liv sådanne steder af så ringe værdi? Fordi, som han sagde, mordere som afsoner lange domme „ikke har noget at tabe“.

Der er også eksempler på at ’resocialiserede’ mordere fortsætter med at tage uskyldiges liv. Tag blot et enkelt typisk tilfælde. Morderen, beretter New York Times, „havde været i fængsel i mere end fem år på grund af mordet på en ung kvinde, og var senere, i 1973, blevet løsladt fordi han var en ’mønsterfange’. Han er nu blevet idømt livsvarigt fængsel for et næsten identisk mord på en vordende skuespillerinde“. Det er tydeligt at det ikke er dødsstraf, men mangel på samme, som forringer værdien af uskyldigt liv!

Gør det dødsstraffen ubrugelig at loven anvendes uretfærdigt til fordel for visse grupper? Skulle man følge dette ræsonnement ville det betyde: at fordi der ofte gives forskellige domme af forskellige dommere for de samme forbrydelser, skulle alle forbrydere sættes på fri fod. I 1971 erklærede en sort senator i staten Illinois til fordel for dødsstraffen: „Jeg er klar over at de fleste af dem som vil komme til at stå over for dødsstraf vil være de fattige, de sorte og de ensomme. Men jeg er også klar over at de fleste af deres ofre vil være fattige, sorte, ensomme og døde.“

Diskriminerende straffe under det nuværende retssystem illustrerer blot visdommen i Bibelens love, der kræver samme straf for mord i alle tilfælde uden undtagelse. Når en sådan lov gælder, ved den kriminelle nøjagtigt hvad han kan forvente hvis han begår et mord, snarere end at håbe på en reduceret straf fra en „blød dommer“ eller ved at „slå en handel af“ om tilståelserne og straffen. — 4 Mos. 35:16-21.

Nu er kristne selvfølgelig ikke underkastet Moseloven. Og det foregående indebærer ikke at værdien af Kristi genløsningsoffer ikke vil være til gavn for endog angrende mordere. De kan være blandt ’de uretfærdige’ som vil nyde godt af opstandelsen. — Apg. 24:15; 1 Tim. 2:5, 6.

Virkningen på samfundet

Når en stat ved rutinemæssigt at løslade mordere efter en relativ kort straf så at sige erklærer at drab ikke er mere alvorligt end røveri og andre forbrydelser, hvilken betydning har denne forringelse af livets værdi da på selve strukturen i samfundet? Som indikation af dette kan man betragte udviklingen i forbrydelser af enhver slags i U.S.A. efter at dødsstraffen blev afskaffet midt i tresserne.

Af hosstående kurve kan ses det relativt konstante antal mord i U.S.A. de tre foregående årtier. Men hvad er der sket efter at dødsstraffen er blevet afskaffet? Hyppigheden af mord (sammen med de fleste andre forbrydelser) er pludselig steget voldsomt, til næsten det tredobbelte af det tidligere gennemsnit, og det blot på ét årti. Andre faktorer har naturligvis spillet ind, men mon nogen med sikkerhed kan sige at der ingen forbindelse er mellem de stigende forbrydelser og afskaffelsen af dødsstraffen?

Hvis dødsstraffen „forrår samfundet“, som mange påstår, skulle en følge af dens afskaffelse have været at samfundet blev mere humant. Men hvad er så grunden til at amerikanernes brutalitet (målt efter hyppigheden af alvorlige forbrydelser) pludselig er steget hurtigere end nogen sinde netop nu hvor dødsstraffen er blevet afskaffet? Hvad er det som i virkeligheden „forrår samfundet“ — dødsstraffen? eller det at gøre det billigere at tage uskyldige menneskers liv?

På dette som på alle andre områder må menneskeheden betale prisen for at ignorere de principper og den visdom som findes i Guds ord. Det er helt sikkert at de enkle, praktiske retsnormer som er opstillet i Bibelen ’gør verdens visdom tåbelig’ og ’gør de vise til skamme’. — 1 Kor. 1:20, 27.

Kan vi nogen sinde forvente at få virkelig retfærdighed under de nuværende regeringssystemer? Nej. Bibelen viser at det først vil komme under Guds rige, gennem hans retfærdige administrator Jesus Kristus. Når han har befriet menneskeheden fra det nuværende uretfærdige system, vil han handle med sand retfærdighed: „Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme. Voldsmanden slår han med mundens ris, gudløse dræber han med læbernes ånde.“ — Es. 11:4

[Grafisk fremstilling på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Sammenligning mellem henrettelser og mord i U.S.A.

1935 40 45 50 55 60 65 70 1975

Henrettelser pr. år

25 50 75 100 125 150 175 200

Mord pr. år

6000 8000 10.000 12.000 14.000 16.000 18.000 20.000