Det bør tages alvorligt

JESUS Kristus, Guds søn, fremholdt et vigtigt princip der viser at små ting ofte kan have stor betydning. Han sagde: „Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.“ — Luk. 16:10.

Jesus talte disse ord til jøder som var under Moseloven. Denne lov indeholdt ikke blot påbud og forskrifter om de store ting i tilværelsen, som for eksempel de ti bud, der forbød afgudsdyrkelse og mord, men også om tilsyneladende små ting. Israelitterne måtte for eksempel ikke spise visse fisk, pattedyr og fugle. — 3 Mos. 11:4-20.

Men kunne det ikke være lige meget om en fisk havde finner og skæl når blot man havde fået den på ærlig vis og den smagte godt? Eller hvilken forskel kunne det gøre om et pattedyr tyggede drøv og havde spaltede klove? Dette var tilsyneladende små ting, men israelitterne måtte tage dem alvorligt. Der er ingen tvivl om at Israels lovgiver, Jehova Gud, havde mere end én grund til dengang at udstede disse love, og en af dem var hans ønske om at hans folk ikke på utilbørlig måde skulle omgås deres hedenske naboer.

At Jesus Kristus forstod betydningen af at tage tilsyneladende små ting alvorligt, ses også af hans udtalelser til den tids religiøse ledere. Han bebrejdede dem at de betalte tiende af krydderurter, meget små ting, men lod hånt om de langt vigtigere ting: „ret og barmhjertighed og troskab“. Men mente han dermed at man, hvis man efterlevede de mere betydningsfulde ting, kunne ignorere de tilsyneladende små ting? På ingen måde! For Jesus sagde videre: „Det ene“ — ret og barmhjertighed og troskab — „burde I gøre og ikke forsømme det andet,“ de små ting, som for eksempel at betale tiende af krydderurter som mynte og dild. — Matt. 23:23.

Det samme princip gælder i dag. Der er mange vigtige ting Guds folk må gøre: Studere Bibelen og den litteratur der hjælper en til at forstå den; overvære de kristne møder, især den lokale menigheds møder; ved enhver lejlighed, enten det er belejligt eller ubelejligt, forkynde den gode nyhed om Guds rige og undervise folk, samt bære Guds hellige ånds frugter, såsom kærlighed, glæde, fred, langmodighed og selvbeherskelse. Alt dette må afgjort betegnes som ’det der har større vægt’, det som den kristne må være mest optaget af. Men mens Jehovas folk tager vare på disse ting, kan de ikke ignorere de tilsyneladende små ting. Disse må også tages alvorligt. — Gal. 5:22, 23; 2 Tim. 4:2; Hebr. 10:23-25.

Hvori består disse „små ting“? De omfatter blandt andet at man holder sig fri af alle skikke der enten direkte eller indirekte fordømmes i Bibelen fordi de har deres rod i falsk religion eller er en del af Satans tingenes ordning. Dette indbefatter at man ikke fejrer politiske og religiøse højtider. Selv om nogle mener at det kun er en lille ting ikke at fejre disse, gør dét det ikke mindre vigtigt i Guds øjne, og det forstår modne kristne. En trofast israelit i fortiden kunne end ikke under dødsstraf tvinges til at overtræde Guds lov ved at spise svinekød. Og ligesom Jehova Gud havde gode grunde til dengang at forbyde sit folk at spise visse ting, som for eksempel blod, er der også gode grunde til at Jehovas folk i vor tid bør afholde sig fra at fejre verdslige højtider. — Joh. 18:36; 1 Kor. 2:12.

Fødselsdagsfester

Ønsker vi at ligne hedningerne eller de trofaste Guds mænd? Ifølge Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics kan fødselsdagsfester spores tilbage til oldtiden, hvor man især fejrede og højtideligholdt fremtrædende og betydningsfulde hedningers fødselsdag. Men har der nogen sinde levet en mere fremtrædende eller betydningsfuld person på jorden end Jesus Kristus, Guds søn? Alligevel fandt Gud det ikke passende at lade den nøjagtige dato for Jesu fødsel nedskrive, og Bibelen siger heller ikke at Jesu apostle fejrede hans fødselsdag. Herren Jesus befalede selv at hans død, ikke hans fødsel, skulle mindes. — 1 Kor. 11:20, 23-26.

De eneste, fødselsdagsfester Bibelen omtaler er to hedenske herskeres, og begge disse begivenheder skæmmedes af en henrettelse. På Faraos fødselsdag blev hans overbager henrettet, og på kong Herodes’ fødselsdag blev Johannes Døber henrettet. (1 Mos. 40:20-22; Mark. 6:21-29) De første kristne som tog ved lære af dette, fejrede ikke fødselsdage. Den kendte historiker August Neander siger således i sit værk Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche: „Begrebet fødselsdagsfest var helt fremmed for de kristne i denne periode.“ Og Catholic Encyclopedia (1911-udgaven) citerer Origenes, der skal have sagt: „Af alle de hellige i Bibelen berettes det ikke om en eneste af dem at han eller hun har holdt en fest eller et stort gæstebud på sin fødselsdag. Det er kun syndere der holder store fester på den dag de blev født.“

Dette viser os hvad Guds vilje er i dette spørgsmål. Hvad bør vi da hver især gøre? Vi bør vise at vi ønsker at rette os efter Guds vilje ved helt at lade være med at fejre fødselsdage, det være sig vor egen, vore venners eller slægtninges, eller en eller anden kendt persons fødselsdag. Hvis vi skal behage Gud må vi lære at være trofaste i alt. Dette princip indebærer for eksempel også at ægtefæller ikke blot er trofaste over for hinanden i store ting men også i tilsyneladende små ting.

Daniels tre hebraiske venners oplevelser i det gamle Babylon bekræfter sandheden i det princip Jesus fremholdt om at trofasthed i små ting fører til trofasthed i store ting. Da disse tre venner stod over for spørgsmålet om at spise føde der var forbudt i Moseloven, kunne de have søgt at undskylde sig med at de var fanger i et fremmed land og ikke havde noget andet valg. Men hvor blev de velsignet fordi de tog selv tilsyneladende små ting alvorligt! De og Daniel viste sig at være både sundere og visere end alle de andre fanger der spiste kongens mad, hvoraf noget højst sandsynligt havde været ofret til Babylons guder. Det at de havde været trofaste i disse små ting styrkede dem uden tvivl så at de, da de stod over for den større prøve i forbindelse med at tilbede billedstøtten som kongen havde opstillet på dalsletten Dura, kunne være modige, faste og urokkelige. — Dan. 1:3-21; 3:1-30.

Deres faste standpunkt bevirkede også at der blev aflagt et stort vidnesbyrd om Jehova Gud. Det er der også blevet i vor tid. 1968 Yearbook of Jehovah’s Witnesses indeholder således følgende oplevelse fra Brasilien: „En moder fortalte sin lille dreng at hun ville sende ham i børnehave, men forklarede ham først omhyggeligt at man somme tider foretog sig noget derhenne som Guds ord ikke anerkender. Hun besøgte også lærerinden og forklarede hvad Bibelen sagde om disse ting. En dag da hun kom derhen for at hente sin lille dreng, bad lærerinden om at måtte tale med hende og sagde at hun beundrede drengen meget fordi han holdt fast ved sin tro. Et af børnene havde i anledning af sin fødselsdag haft en kage med i skole, og lærerinden, som havde fået forklaret den bibelske baggrund for at Jehovas vidner ikke fejrer fødselsdag, var spændt på hvad drengen ville gøre. Da de andre børn sang fødselsdagssangen sad den lille dreng ganske stille. Da kagen blev skåret i stykker og han fik tilbudt et stykke, afslog han det høfligt og spiste den madpakke han havde med. Moderen var meget stolt over sin søns forståelse, for, som hun sagde: ’Han holder meget af kage.’“ Det at man er trofast i hvad nogle vil synes er små ting, og at man tager dem alvorligt, kan hjælpe en til at være trofast mod Gud når man stilles over for endnu vanskeligere trosprøver.

Religiøse højtider

Der er også andre skikke der er almindelige blandt folk. Nogle af dem er religiøse. Hvordan bør trofaste kristne forholde sig til dem? Den befaling Jehova Gud i fortiden gav sit folk angående de religiøse skikke som de omliggende folkeslag praktiserede; lød således: „Væn eder ikke til hedningernes færd.“ — Jer. 10:2.

I dag er det almindeligt anerkendt at julen stammer fra hedenskabet. Man indrømmer at juletræet, misteltenen og endog datoen, den 25. december, alle er af hedensk oprindelse. Det samme kan siges om påskeægget og påskeharen.a Følgende ord af apostelen Paulus forbyder derfor at man fejrer jul og det som nu kaldes påske: „I kan ikke både drikke Herrens kalk og onde ånders kalk; I kan ikke både have del i Herrens bord og i onde ånders bord.“ „Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer.’“ — 1 Kor. 10:21; 2 Kor. 6:17.

Forstandige kristne forældre vil ikke lade sentimentalitet få dem til at gå på kompromis i forbindelse med påsken og julen. Mens børnene er små bør kristne forældre advare deres børn om hvor farligt det er at følge verden, at ønske at være som de andre og at frygte for at være anderledes fordi man følger Bibelens principper. Kristne formanes til ikke at skikke sig lige med denne tingenes ordning men til at lade sig forvandle gennem en fornyelse af deres sind. (Rom. 12:2) Børn der har fået den rette opdragelse vil være glade for at de er anderledes og for at verden undrer sig over dem. (1 Pet. 4:3, 4) De bør opdrages til at betragte disse fester som det de er: Fester af hedensk oprindelse, Gud-vanærende, præget af forlorenhed og kommerciel udbytning. Så vil de ikke misunde dem der fejrer sådanne fester, men snarere føle medlidenhed med dem. Forældrene selv må også være på vagt så de ikke går på kompromis og sender julehilsener eller pynter hjemmet med juledekorationer for at stå sig godt med andre og ikke blive betragtet som fanatikere.

Enhver kristen der selv har forretning, må især være på vagt så han ikke af frygt for et økonomisk tab udsmykker sin forretning med hedensk pynt eller fører deciderede jule- eller påskevarer eller lignende der er direkte knyttet til hedenske højtider, altså forbundet med falsk religion. Hvis et indviet Jehovas vidne på grund af økonomisk fordel eller med et andet motiv går på kompromis i disse spørgsmål gør vedkommende sig skyldig i frafald. Som Bibelen klart siger kan sådanne der atter vender sig til „onde ånders bord“ ikke fortsat have del i „Herrens bord“.

Nogle føler sig måske også fristet til at deltage i religiøse fester fordi disse appellerer til det faldne kød. Julemusik og julepynt, såvel som visse påskeskikke, taler måske til ens følelser. Og uanset anledningen appellerer selskaber hvor man får en masse at spise og drikke og hvor der danses, til kødet. Men ingen kristen må glemme at det at følge syndens lov betyder død, for „de der er i harmoni med kødet [kan] ikke behage Gud“. — Rom. 8:8, NW.

Der kan naturligvis ikke indvendes noget imod at man har en opbyggende sammenkomst med sin familie, at man giver gaver og sender hilsener til sine venner for at lade dem vide at man holder af dem. Men det er klart at man ikke viser virkelig kærlighed til andre hvis dette gøres på en måde der opmuntrer dem til at praktisere skikke som man selv ved er hedenske. En sådan adfærd behager heller ikke Gud, og sande kristne ønsker at behage ham!

Andre fester

Dette gælder naturligvis ikke blot religiøse højtider. Nogle fester holdes til ære for nationer og deres helte. Hvordan ser Jehovas vidner på disse højtider? De blander sig ikke i hvad andre folk gør, men de er sig klart bevidst at Jesus Kristus sagde at hans sande efterfølgere ikke ville være „af verden“. (Joh. 17:16) De ved også at Bibelen siger at hvis man bliver besmittet eller plettet fordi man tager del i denne verdens anliggender, er ens tilbedelse ikke ren og antagelig for Gud. (Jak. 1:27) Hvorfor ikke?

Fordi, som Jesus viste, „verdens fyrste“ ikke er Jehova Gud, men Satan Djævelen, Guds fjende. (Joh. 14:30) Det var Djævelen der tilbød Jesus alle verdens riger til gengæld for hans tilbedelse, og den dag i dag øver han en mægtig indflydelse på nationerne. (Matt. 4:8-10) Dette bekræftes af de forhold der råder på jorden i vor tid. Jehovas vidner tror på Bibelen, og af den grund undgår de at deltage i de højtider som forherliger denne gamle tingenes ordning. De ved at Guds rige snart vil knuse alle denne verdens riger, og at det selv vil stå i al evighed. (Dan. 2:44) De ønsker også at leve i al evighed, og derfor sætter de hele deres lid til Guds foranstaltning til velsignelse af lydige mennesker.

Vi kan ikke komme uden om det. Hvis vi ønsker at behage Jehova Gud, hvis vi er besluttede på at elske ham af hele vort hjerte og sind og af hele vor sjæl og styrke, kan vi ikke betragte de højtider som denne tingenes ordning fejrer, som harmløse. Vi må tage dem alvorligt og undgå dem. De trofaste første kristne gav ikke på nogen måde efter med hensyn til at gøre noget der smagte af afgudsdyrkelse, selv ikke når det gjaldt deres liv. De der i vor tid ønsker at behage Jehova må følge deres eksempel. I alle sådanne spørgsmål må kristne tænke på princippet: „Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.“ — Luk. 16:10.

[Fodnote]