Spørgsmål fra læserne
● Hvordan kunne Paulus forkynde, at de kristne er „ikke under lov, men under nåde“, og alligevel ophæve løfter ved at udføre de af Moseloven foreskrevne ceremonier i templet? — M. C., Tennessee.
Paulus havde netop forkyndt for hedningerne og vist dem, at frelsen skyldtes Guds ufortjente godhed og ikke Lovens gerninger. Dog kæmpede Paulus ikke imod Loven eller dens praktiske udslag; han kasserede den blot som et guddommeligt krav til de kristne. De rapporter, der kom til Jerusalem før Paulus, skildrede ham imidlertid som en rasende modstander af Moseloven og en, der forbød omskærelse, hvilket var falsk, for han havde selv omskåret Timoteus. Det var ikke et kristent krav, men det var hverken skadeligt eller nødvendigt at modarbejde. Rygterne havde givet et fuldstændig forvrænget billede af Paulus’ stilling, idet der var blevet lagt noget til, hver gang de blev fortalt videre. Da derfor Jakob og de ældre mænd i Jerusalem hørte om Paulus’ gode resultater med at forkynde evangeliet blandt nationerne, priste de Gud og sagde til Paulus:
„Broder! Du ser, hvor mange tusind jøder der er kommet til tro, og alle er de nidkære for Loven. Men nu har de hørt om dig, at du lærer alle jøder ude blandt hedningerne frafald fra Moses, idet du siger, at de ikke skal omskære børnene og ikke vandre efter vore skikke. Hvad skal vi nu gøre? De vil jo få at høre, at du er kommet. Gør derfor, som vi nu siger dig: Vi har her fire mænd, som har et løfte på sig. Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem, og afhold udgifterne for dem, så de kan lade deres hoved rage; så vil alle forstå, at det, de har hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder Loven. . . .“ „Så tog Paulus mændene med sig den næste dag, og efter at have renset sig sammen med dem gik han ind i helligdommen og opgav, hvornår renselsesdagene udløb og offeret kunne bringes for hver enkelt af dem.“ — Ap. G. 21:20-26.
Den styrende enhed i Jerusalem overvejede problemet i den hensigt at modvirke den misstemning, der havde rejst sig blandt jøderne mod Paulus. Ceremonien at lade hovedet rage i forbindelse med de foreskrevne ofre viste, at løftet var blevet opfyldt trofast, og at Paulus udførte disse handlinger sammen med de fire mænd, beviste, at han ikke nærede noget had til Moseloven. (4 Mos. 6:13-21), Han var i harmoni med Lovens hensigt, ligesom vi i dag er i harmoni med de ti bud og Lovens andre principper, skønt vi ikke er under Loven. Når dens praktiske udslag ikke gik imod de nye kristne sandheder, var der ingen særlige indvendinger at gøre imod den. Paulus gjorde det i tilfældet med omskærelse, men kun når nogen hævdede, at denne skik var en nødvendig betingelse for frelse. (Ap. G. 16:3; Gal. 5:2-6) Der er ingen tvivl om, at hvis denne metode at ophæve løfter på var blevet forfægtet som en væsentlig betingelse for frelse, ville Paulus have modsat sig dette, eftersom det ville bringe de kristne tilbage til Lovens trældom. (Gal. 5:1; Jak. 2:10) Men eftersom det ikke blev gjort til en del af den kristne tro, gjorde Paulus ingen indvendinger. Ligesom i tilfældet med den frivillige omskærelse, var der ikke noget ved disse Lovens funktioner, der kunne vække indsigelser. De var blevet foreskrevet af Gud, de var passende og bibelske måder at afslutte et løfte på, og de var ikke pludselig blevet skadelige, fordi de ikke længere krævedes. De krænkede ikke noget kristent princip eller gik på akkord med nogen ny forskrift. Paulus havde tidligere frivilligt aflagt et løfte uden at være udsat for noget pres, der kunne gøre det berettiget at tale om kompromis. — Ap. G. 18:18.
Dette var et praktisk synspunkt, der gjorde det muligt for de kristne jøder frit at rejse rundt og forkynde for andre jøder, om så det skete i selve templet, på grund af deres ceremonielle renselse. (Ap. G. 5:42) Så længe der ikke var tale om, at de kristne principper blev krænket, var det mest fordelagtigt at være i overensstemmelse med disse fremgangsmåder for at holde døren åben for forkyndelse for jøderne. Paulus gjorde villigt sådanne indrømmelser: „For jøderne er jeg blevet som en jøde for at kunne vinde jøder; for de lovbundne er jeg, der ikke selv er lovbunden, blevet som en lovbunden for at kunne vinde de lovbundne; for dem, der er uden lov, er jeg, der ikke er uden lov for Gud, men bundet af Kristi lov, blevet, som om jeg var uden lov, for at kunne vinde dem, der er uden lov. For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage; for alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle. Og alt dette gør jeg for evangeliets skyld, for at også jeg kan få del deri.“ (1 Kor. 9:20-23) Andre jødiske kristne gjorde det samme, og det viste sig at være en fordel. For eksempel stod Paulus senere anklaget for Feliks, og hans modstander, Tertullus, beskyldte ham for at have „forsøgt at vanhellige helligdommen“, men Paulus kunne sige „de [fandt] mig . . . da jeg var blevet renset i helligdommen“. Han var således i stand til at standse trætten om en mindre sag, for så vidt aflæggelsen af et kristent vidnesbyrd angik, og belyse den betydningsfulde sandhed om opstandelsen. — Ap. G. 21:27-29; 24:6, 18-21.
Så ligesom vi i vor tid kan aflægge løfter, ikke alene indvielsesløfter, men også andre, således kunne og gjorde Paulus det for længe siden, og at ophæve dem offentligt på en bibelsk måde krænkede ikke de kristne principper. Med ren samvittighed kunne Paulus adlyde de instruktioner, der blev givet af den teokratiske organisation.
● Er det rigtigt for mænd at tage hatten af for kvinder? — G. S., Missouri.
Nogle mener, at skikken begyndte i riddertiden. I en bog om skikke læser vi: „Når de overordnede officerer var i nærheden, viste den menige soldat sin underordnede stilling ved at tage sin beskyttende hjælm af. Indtil rustningen blev lagt bort for altid, vovede ingen mand at vise sig for kongen med hjælm på. Senere blev vanen til en skik, og når riddere af lige høj rang mødtes, tog de begge deres metalhjælme af af respekt for hinanden.“ En anden bog om emnet siger, at skikken opstod endog før den tid: „Nogle autoriteter antager, at denne skik ikke opstod før ridderskabets og ridderlighedens tid i middelalderen, men der er omstændigheder, der tyder på, at den var almindelig blandt grækerne, romerne og visse andre folkeslag i oldtiden. Man mener i hvert fald, at det senere blev sædvane at tage hovedbeklædningen af for at vise ærbødighed for en overordnet eller for at tilkendegive sin respekt for en anset person. Det var kun at gå et skridt videre at løfte hovedbeklædningen som et udtryk for høflighed eller galanteri over for damer. Efter at mændenes hatte for få århundreder siden blev indført, blev det at løfte hatten eller helt at tage den af en almindelig måde at hilse kvinder på. Skikken bibeholdt noget af sin oprindelige betydning, og mange mennesker tager stadig deres hat af for at hilse ansete personer af begge køn. Respekt for det nationale flag vises på samme måde.“
I forbigående kan nævnes, at det ikke alene er patriotisk betydning, der ligger i denne gestus, sådan som det vises ved, at den gøres for flaget, men den har også en religiøs betydning, idet katolske mænd tager deres hat af, når de kommer forbi den katolske kirke. De gør det som et udtryk for tilbedelse af brødet og vinen, der er inde i kirken, og som ifølge deres tro bliver til Kristi virkelige kød og blod. Når de derfor gør det, tror de, at de hylder Jesus Kristus, som de mener er inde i kirken i form af den indviede oblat.
Mænd og kvinder er ikke skabt lige i magt og ære; manden blev skabt først og fik særlige forrettigheder. Ligesom Jehova er overhovedet for sin organisation, sin „kvinde“, og ligesom Kristus er overhovedet for sin tilviede kirke, således er manden kvindens overhoved. Det er kvinden, der får påbud om at vise respekt for og anerkendelse af mandens stilling som overhoved, og kvinder, som gør oprør imod den, gør ikke så meget oprør mod mændene som mod Gud. — 1 Mos. 3:16; 1 Kor. 11:2-10; Ef. 5:33.
Men Satan har vendt op og ned på dette forhold i sin verden. Lige siden han begyndte i Eden, har han skubbet kvinden frem foran manden, ophøjet hende over ham og brugt hende til at forårsage de mænds fald, som var indviet til Jehova. Han har hånet Gud ved at bytte om på kønnenes stilling. Men han går meget snedigt til værks og camouflerer sit arbejde som harmløse skikke. Mange skikke er harmløse, men når de er i modstrid med et teokratisk princip, står Satan bag dem for at bringe Gud i miskredit. Han er en mester i den slags bedrag. (2 Kor. 11:14) I dette tilfælde appellerer han til kvindernes forfængelighed og mændenes såkaldte ridderlige egenskaber, og enhver mand, som ikke følger denne lumske skik, bliver anset for at være grov og ugalant og uden respekt for kvindekønnet. Af frygt for, hvad andre vil tænke, følger de fleste derfor skikken. — Ordsp. 29:25.
At man ikke tager sin hat af for en kvinde, betyder ikke, at man ikke respekterer hende. Det er ofte dem, som er særlig høflige og galante over for kvinder, der viser den mindste respekt for kvindekønnet. De bruger disse smigrende gestus og denne ydre høflighed på en hyklerisk måde, nemlig for at åbne vejen for utilbørlige tilnærmelser, der til sidst fører til respektløshed og misbrug af kvinder. Det er ikke godt at smigre folk, at fordreje hovedet på dem; det fører til ulykke for dem. Hvorfor ønsker en kvinde, at en mand viser hende denne særlige respekt på den måde? En kvinde sagde som svar på dette spørgsmål: „Du aner ikke, hvor det får en kvinde til at føle sig betydningsfuld, at en mand tager sin hat af for hende.“ Det er grund nok for en kristen til at lade være med at deltage i denne skik. Det er ikke til fremme af noget menneskes interesser, at det kommer til at føle sig betydningsfuldt, og det hvad enten vedkommende er mand eller kvinde.
Nogle vil måske fremføre det argument, at det venskabelige nik med hovedet stammer fra skikken at bukke — men nikket gives af både mænd og kvinder uden hensyn til kønnet. Det ophøjer ikke kvinden. Hvis både mænd og kvinder tog deres hat af for hinanden som en gensidig hilsen og tegn på respekt, ville det i det mindste ikke ophøje det ene køn over det andet. Når man ved at praktisere en skik viser hinanden respekt, både mand og mand imellem såvel som mellem mand og kvinde, når den ikke giver kvinden en særstilling ved at vise hende særlig ære på grund af hendes køn, så synes den ikke at være i modstrid med Bibelen. Ville det være for besværligt for en kvinde at tage sin hat af? Endvidere, hvorfor er det manden, der ventes at ville rejse sig, når en kvinde kommer ind i værelset eller kommer til eller går fra bordet, og aldrig kvinden? Er det igen for besværligt? Er hun naglet til stolen, som hendes hat er naglet til hendes hoved? Hvilke skikke findes der, ifølge hvilke kvinder viser mændene respekt? At der ikke findes nogen, er ikke blot tilfældigt, men det er på grund af Satans ønske om at hæve kvinden op over manden på uteokratisk vis. På mange måder har Satan fjernet kvinden fra den plads, Gud har anvist hende; han har taget hende bort fra hjemmet og dets pligter og givet hende ledende stillinger inden for politik, handel og religion, og derved forårsaget meget af det moderne sammenbrud inden for familielivet. — Hebr. 13:4; Åb. 2:20.
Den overfladiske høflighed, som smigrer den menneskelige forfængelighed, er ikke, hvad virkelig kristne kvinder ønsker; i stedet for opelsker de den respekt og kærlighed, som må være imellem kristne, og som vises på mere vægtige måder end de uteokratiske skikke i Satans vellystige verden. Både mænd og kvinder bør holde sig på den plads, Gud har anvist dem, i menneskeligt slægtskab og guddommelig tilbedelse. Kun de, som er tilfredse med deres anviste plads, vil komme til at leve i den nye verden. Åbenlys eller snedigt camoufleret mennesketilbedelse og ophøjelse af skabninger vil ikke finde sted der. Det finder heller ikke sted blandt sande kristne nu i tiden.