Lad os ikke misunde hinanden
EVNEN til at kunne glæde sig over andres fremgang er et vigtigt kendetegn på kristen modenhed. Den, der misunder en andens evner eller fremgang, er ikke moden. Når ikke alle i en kristen menighed er åndeligt modne, kan det problem opstå, at nogle nærer misundelse eller skinsyge. Men problemet kan overvindes. Man kan få bugt med det ved Guds ånds kraft. Således skrev en af Kristi apostle: „Hvis vi lever ved ånd, da lad os også vandre sømmeligt ved ånd. Lad os ikke blive egoistiske, så vi udæsker til kappestrid indbyrdes og misunder hinanden.“ — Gal. 5:25, 26, NW.
Men hvad er misundelse? I virkeligheden er det udslag af selviskhed, af for megen kærlighed til sit eget jeg. Den kommer til udtryk i utilfredshed og dårligt humør, når det går andre godt, fordi man ønsker, det var en selv. Den misundelige tager det fortrydeligt op, at det går andre godt. Hvis man ikke selv har fremgang, ønsker man heller ikke, at andre skal have det. Misundelse er et selviskhedens produkt.
Misundelse antager forskellige former. Den almindeligste er, at man ikke kan glæde sig over et andet menneskes fremgang. Et skinsygt menneske er fuldt af misundelse; han kan ikke glæde sig med dem, der glæder sig. Han lever ikke efter Bibelens befaling: „Vær glade med de glade, og græd med de grædende!“ (Rom. 12:15) Et skinsygt menneske er ikke selv glad, og han tager glæden fra andre. Det er en lidelse for ham at tale godt om den, han misunder. Ja, han søger i virkeligheden at undgå den, der er genstand for hans misundelse. Og så har misundelsen iført sig en ny klædning.
Det er kølighed. Den skinsyge og misundelige er kold og uvenlig over for den, han misunder. Selv om vedkommende måske mærker denne kølighed og endog gør sig ekstra umage for at være venlig over for ham, er det til ingen nytte. Den misundelige har lukket døren til sit hjerte. Dette er grusomt, men „skinsyge er grum som graven“. — Højs. 8:6, RS.
En synd til døden
Misundelse fører en stor fare med sig. Den er som et betændt sår. Infektionen breder sig. Den fremkalder yderligere betændelse. Den afføder alle mulige årsager til gnidninger og splittelse i en kristen menighed. For det første ønsker et menneske, der fortæres af skinsyge, ofte at nedsætte den, han misunder, i andres øjne. En selvisk og misundelig ånd har fået lov til at råde. Den misundelige elsker over for andre at komme med alle mulige bemærkninger, der kan skabe ringeagt for den person, han misunder, for den misundelige roser kun det, han selv kan overgå; det, der overgår ham, finder han fejl ved og taler nedsættende om. Den misundelige viser således, at han er fuldstændig ude af balance: „Mand uden vid ser ned på sin næste.“ — Ordsp. 11:12.
Når der opstår misundelse i en kristen menighed, er situationen meget alvorlig. Hvis den, der er genstand for misundelse, er en af tjenerne i menigheden, kan arbejdet med at udbrede den gode nyhed blive hæmmet. Hvorfor? Fordi den skinsyge ikke samarbejder af hele sit hjerte med den, han er skinsyg på. Han kan ikke give sin fulde støtte. Han sætter ikke Guds arbejde i første række, og sig selv i anden. Hvis misundelse ikke standses i sin vækst, kan den fortsætte og gribe om sig som smitte. Den kan avle had, og had igen strid. Hvor er det sandt, at „hvor der er misundelse og egennytte, der er forvirring og alt, hvad ondt er“. — Jak. 3:16.
Der er få ting, der som misundelsens ånd i den grad kan forbitre et menneskes ånd og forgifte broderskabet. Det er af særlig interesse at lægge mærke til, hvilken plads Bibelens skribenter giver misundelse og skinsyge i lasternes række. Den vise kong Salomo drog en sammenligning mellem vrede og skinsyge og sagde: „Vrede er grum og harme skummer, men skinsyge, hvo kan stå for den?“ (Ordsp. 27:4) Harme er som en skummende flodbølge. Det er sandt, at den spreder ødelæggelse i sit kølvand, men den stilner i det mindste af. Den standser, og man ånder lettet op. Men skinsyge — den er uudholdelig. Den er som vanddråber, der uafladeligt falder ned på klippen. Det hører aldrig op, men bliver ved i det uendelige. Ligesom den mægtige klippe ikke kan rejse sig i protest mod vandets stadige dryppen, således finder mennesker det utåleligt at komme sammen med et menneske, der plages af misundelse. Der findes ingen lindring.
Der fandtes ingen lindring for Abel. Hans broder Kain misundte ham. Den retfærdige Abel modtog Jehova Guds velsignelse; det gjorde Kain ikke. Kains misundelse vendte sig til had; hadet affødte strid, og denne strid førte til mord. Skinsyge er en synd til døden. Hvis ikke den overvindes, medfører den ødelæggelse. For „skinsyge, vredesanfald, skænderier, splittelser, sekteriske dannelser, misundelse“ er alle „kødets gerninger“. Og herom erklærer en af Kristi apostle med eftertryk: „Angående disse ting advarer jeg jer forud, på samme måde som jeg allerede har advaret jer om, at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.“ — Gal. 5:19-21, NW.
Opfordring til at interessere sig for sit eget jeg
Hvordan kan man overvinde skinsyge? Interessen for ens eget jeg skulle være nok til det. Det er rigtigt, at kærlighed til sig selv er det, der får misundelsens gnist til at fænge. Men når man virkelig forstår, hvad skinsyge kan føre til, hvor ødelæggende den kan være, burde ægte interesse for ens eget jeg tilskynde den kristne til at „aflægge al ondskab og al svig og hykleri og misundelse“. — 1 Pet. 2:1.
En tænkende kristen ønsker ikke at gå tilbage til verden. Hvorfor så falde tilbage til verdens handlemåde? Bibelen siger: „Vi var selv engang uforstandige, ulydige, vildfarne, trælle under alle hånde begæringer og lyster, vi levede i ondskab og misundelse., var forhadte og hadede hverandre.“ (Titus 3:3) Djævelen ville gerne have alle kristne til at vende tilbage til den gamle verden. Det ville betyde evig død. Den misundelige giver nu Satan fodfæste, for han er jo ved at iføre sig mørkets gerninger. Bibelens befaling lyder: „Så lad os da aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben; lad os vandre sømmeligt som ved dag, ikke i svir og drik, ikke i utugt og løsagtighed, ikke i kiv og misundelse.“ — Rom. 13:12, 13.
Så er der interessen for ens legemlige helbred. Man ved nu, at visse følelser, såsom skinsyge, ængstelse og bekymring, kan forårsage legemlige eller fysiske forstyrrelser. De forkerte sindstilstande kan altså skade vort legeme. Guds ord siger: „Et sundt hjerte er liv for legemet; men misundelse er edder i benene.“ (Ordsp. 14:30, KJ) Den, der virkelig er interesseret i sit eget vel, både det fysiske og det åndelige, vil ønske at overvinde skinsyge.
Kærligheden misunder ikke
Der er en virkningsfuld måde at overvinde misundelse på: det er ved kærlighed. „Kærligheden . . . misunder ikke.“ (1 Kor. 13:4) Kærligheden kender ikke til skinsyge; den føler ikke misundelse. Kærligheden driver misundelse ud. Betragt for eksempel Jonatans kærlighed til David. Jonatan var kong Sauls ældste søn, og derfor den, der skulle have arvet sin faders trone, men Jehova gav kongeværdigheden til David. Set fra en menneskelig synsvinkel skulle Jonatan have næret en heftig skinsyge til David. Men det gjorde han ikke. Og hvorfor ikke? Fordi det kærlighedsbånd, der var imellem dem, var stærkt. Kærligheden havde fordrevet al skinsyge.
Kristen kærlighed sætter Gud og hans organisation over den kristnes egen person. Nogle brødre i en menighed er blevet udrustet med større evner end andre. De har visse medfødte evner, som andre ikke har, og Guds ånd ytrer sig hos dem, som den ikke gør hos andre. Sådanne mennesker bør ikke gøres til genstand for misundelse. De er Kristi gaver til menigheden. Disse mennesker er givet som „gaver“ „med det for øje at oplære de hellige til en tjenestegerning“. (Ef. 4:7-12, NW) Hvad om derfor andre har evner, som du endnu ikke har og måske aldrig vil få? Glæd dig. Glæd dig over, at disse begunstigede mennesker bidrager til menighedens opbyggelse og dygtiggørelsen til tjenesten. Høst derfor gavn af sådanne evnerige brødre. Vær glad for den tjeneste, de yder. Glæd dig med dem over deres fremgang. De blev givet, for at du skal have gavn af dem, ikke for at du skal misunde dem.
Misundelse og skinsyge kan let opstå, når vi betragter dem, der er rigere udrustet end os selv, især hvis vi befinder os i samme aldersklasse som de. Men sand kærlighed er stærk. Den er stærk nok til at tåle forskelligheder i begavelse, ligesom den kristne kærlighed er stærk og ren nok til at udruste dem, der har disse gaver, med venlighed og ydmyghed. „Kærligheden . . . misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke.“ — 1 Kor. 13:4.
Kærligheden føler ikke misundelse. Kærlighed får en til at værdsætte andres dygtighed og evner, uanset i hvilket lys det måtte stille en selv. Hvis man tænker på det, der tjener til opbyggelse for Guds organisation, vil tankerne ikke kredse om ens eget jeg. Er man virkelig moden, glæder man sig, når det går en anden bedre, end man kunne have ventet det for en selv med de samme forudsætninger.
Når en kristen menighed kommer sammen til studium, så drag nytte af dine brødres kommentarer. Misund dem ikke. Hvad om nogle er dygtigere til at finde de rigtige vendinger og mere udtryksfulde ord? Det sker alt sammen til gavn for dig, til gavn for menigheden. Hvad enten du lytter eller selv svarer, bør du holde dig tanken for øje. Forestil dig tankerne som upersonlige, som noget alle kan høste gavn af. Hvis dit sind er helt optaget af tanken eller ideen, vil der ikke være plads for misundelse til den, der udtrykker denne tanke eller idé.
Hvad om nogle brødre har større resultater i forkyndelsen af den gode nyhed, end andre har? Glæd dig. Glæd dig over dem. Glæd dig over organisationen.
Når der opstår misundelse, er det en hæmsko for Guds værk. En broder eller søster i en menighed er måske usædvanlig nidkær. Denne broder eller søster gør måske genbesøg til studier, og studier til forkyndere hurtigere end nogen andre i menigheden. Visse brødre lægger måske mærke til denne forkynders store nidkærhed og resultater og føler, at de selv kommer til kort ved en sammenligning. De bliver misundelige. De behandler måske den nidkære forkynder hensynsløst og yder ikke vedkommende den fornødne hjælp. Sådanne misundelige mennesker er ude af ligevægt. De, sætter sig selv foran Guds organisation. De forstår ikke, at kristne kappes ikke. Modne kristne prøver ikke at se, hvem der er den mest nidkære, hvem der er den bedste offentlige taler, hvem der kan give de bedste kommentarer, eller hvem der kan sprede mest litteratur. „Lad os ikke blive egoistiske, så vi udæsker til kappestrid indbyrdes og misunder hinanden.“ (Gal. 5:25, 26, NW) Lad os hellere opmuntre og „formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig“. — Hebr. 10:25.
Vær på vagt mod skinsyge
Skinsyge er en så foragtelig og skændig følelse, at de, som nærer den, ikke engang vil bryde sig om at indrømme det over for sig selv. I deres egen samvittighed foragter og afskyr de skinsyge. Hvorfor bliver de da misundelige? Det sker ofte, fordi de ikke er på vagt over for denne følelse. Misundelsen er underfundig og fordægtig. Den kan slippe ind i ens sind, uden at man ved af det. Man behøver ikke at sige til sig selv: „Jo, jeg misunder det menneske,“ før man har givet udtryk for sin misundelse ved sine handlinger. Du ved, hvordan skinsyge giver sig udslag: ved kulde, uvenlighed og ved, at man taler nedsættende om andre. Hvis du på noget tidspunkt griber dig selv i at handle således, må du standse op og tænke dig om. Tænk dybt nok til, at du kan trække enhver skinsygens rod op, som måtte have fundet grobund i din underbevidsthed. Som Jesus sagde: „Se til, at I vogter jer for alskens havesyge.“ — Luk. 12:15.
Skal du danne dig et værn mod skinsyge, må du „aflægge den gamle personlighed, som svarer til [din] tidligere adfærd“, og „iføre [dig] den nye personlighed, der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og miskundhed“. (Ef. 4:22-24, NW) Da vil du være udrustet med det rette sindelag, det venlige sindelag. Som Romerne 12:16 (NW) siger: „Hav samme sindelag over for andre, som I har over for jer selv.“ Du er ikke skinsyg på dine egne evner og din egen fremgang. Misund derfor ikke andre, hvad du er glad for og sætter pris på hos dig selv. Ja, „hav samme sindelag over for andre, som I har over for jer selv“.
Vær endvidere på vagt over for misundelse og skinsyge ved, som apostelen siger, at I „ikke gør noget af stridbarhed eller af egoisme, men med ydmygt sind regner de andre for at være mere end jer selv“. (Fil. 2:3, NW) Dette betyder ikke, at en kristen skal tale ringeagtende om sine egne evner og altid forklejne sig selv. Den form for ydmyghed savner oprigtighed; ofte er den ikke andet end et skalkeskjul for forfængelighed. Men det, apostelen mener, er, at kristne bør se på det større gode og lade sig selv helt ude af betragtning og „med ydmygt sind regne de andre for at være mere end [sig] selv“. Sand ydmyghed er som kærlighed et værn mod misundelse.
Misundelse gavner ingen. Djævelen misundte Jehova; Djævelen vil miste alt. Misundelse fører til ruin for en selv. Hvorfor så misunde hinanden? Selv nu befinder de misundelige sig i en sørgelig tilstand: de plages ikke alene af de vanskeligheder, som den gamle verden skaber, men også af alt det gode, der sker andre. Hvilken ulykkelig tilværelse! Lad os derfor ikke misunde hinanden. Læg sand modenhed for dagen. Glæd dig med dem, der glæder sig. Søg at opmuntre andre til større fremgang i Jehovas tjeneste. Det er den måde, hvor sand kristen kærlighed kommer til udtryk.