først og fremmest lægger for dagen i deres forhold til Gud, i deres reaktion over for hvad der er hans vilje og vejledning. Fremfor at blive forbitrede over den udbredte undertrykkelse og uretfærdighed på jorden, skønner virkelig ydmyge mennesker at disse trængsler for en stor del skyldes menneskelig ufuldkommenhed. De nærer ingen bitterhed mod Gud men føler sig stærkt afhængige af ham. Denne sindstilstand viser sig i deres adfærd over for deres medmennesker, en adfærd der stemmer overens med følgende vejledning: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. . . . Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ — Rom. 12:17-19; Tit. 3:1, 2.

Disse mennesker der har et mildt sind, er lykkelige fordi „de vil arve jorden“. Hvordan vil det ske? Jesus, der i fuldkommen forstand havde „et mildt sind“ og var „ydmyg af hjertet“, er hovedarving til jorden. (Sl. 2:8; Matt. 11:29; 28:18; Hebr. 1:2; 2:5-9) De hebraiske Skrifter forudsagde at andre skulle herske sammen med „Menneskesønnen“ i hans rige. (Dan. 7:13, 14, 22, 27) Som „Kristi medarvinger“ vil mennesker med et mildt sind være med til at arve jorden. (Rom. 8:17) I det jordiske domæne under Jesu rige vil mange andre mennesker, der sammenlignes med får, gå ind til det evige liv. (Mat 25:33, 34, 46) I sandhed lykkelige fremtidsudsigter!

Spørgsmål fra læserne

● Er der i Bibelen nogen direkte angivelse af hvilke handlinger der er moralske eller umoralske i det kønslige forhold mellem mand og hustru? Skal menighedens ældste søge at føre kontrol med sådanne intime ægteskabelige anliggender blandt menighedens medlemmer?

Det må indrømmes at Bibelen ikke opstiller specifikke regler eller begrænsninger for den måde det intime samliv plejes på i ægteskabet. I Ordsprogene 5:15-20 og forskellige steder i Højsangen (1:13; 2:6; 7:6-8) finder vi nogle korte beskrivelser af passende kærlighedsytringer, og disse steder kan, sammen med skriftsteder som Job 31:9, 10, i det mindste sige os lidt om hvilke handlinger der i fortiden ansås for almindelige og normale i forbindelse med kærlighedsleg og kønsligt samliv. Dette stemmer med hvad der sædvanligvis anses for almindeligt og normalt i dag.

Den tydeligste vejledning i Bibelen går ud på at vi skal elske Gud af hele vor sjæl og vor næste som os selv; en mand skal elske sin hustru ligesom han elsker sit eget legeme, og værne om hende og vise hende ære. (Matt. 22:37-40; Ef. 5:25-31; 1 Pet. 3:7) Som apostelen siger, opfører kærligheden sig „ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere“. (1 Kor. 13:4, 5) Dette udelukker naturligvis at man påtvinger ægtefællen usædvanlige handlinger som denne føler ubehag ved eller ligefrem finder frastødende og perverse.

Da Bibelens vejledning ikke går videre end disse grundlæggende retningslinjer, kan vi ikke gøre andet end at råde i harmoni med det Bibelen faktisk siger. Tidligere har vi her i bladet kommenteret visse usædvanlige handlinger i det ægteskabelige samliv, som for eksempel oralt samleje, og disse handlinger blev ligestillet med grov kønslig umoralitet. På dette grundlag drog vi den slutning at de der gav sig af med sådanne seksuelle handlinger måtte udstødes af menigheden hvis ikke de ændrede sind og adfærd. Vi anlagde det syn at menighedens ældste var bemyndigede til at foretage undersøgelser og afsige domme i sager vedrørende sådanne handlinger i det ægteskabelige samliv.

Efter endnu en grundig overvejelse af sagen er vi imidlertid blevet overbevist om at eftersom der ikke foreligger nogen klar bibelsk vejledning, er dette et område hvor ægtefællerne selv må bære ansvaret over for Gud og at det ikke kan være menighedens ældstes opgave at føre kontrol med disse intime forhold i ægteskabet og foretage udstødelser udelukkende på grundlag af sådanne handlinger.a Men hvis et