målestok. Kærligheden glæder sig ved sandheden. Den tror alt i Guds ord, fordi det er sandhed. Hvis den ikke troede alt i dette ord, ville den ikke bruge det som den endelige autoritet for at afgøre, hvad der er sandhed. Da Paulus prædikede ordet for de oprigtige berøensere i sin tid, viste de, at de havde en fornuftig form for kærlighed, ved at „de tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således. Så kom da mange af dem til tro.“ (Apostlenes Gerninger 17:11, 12) Således vil vi i dag med kærlighed tro alt, hvad der kommer til os gennem Jehovas teokratiske organisation og er baseret på hans sandheds ord.

31. Hvad vil det sige, at kærligheden „håber alt“?

³¹ Tro er grundlaget for det, man håber på. Og ligesom kærligheden tror alt, vil den da også „håbe alt“. Det, den håber, indbefatter alt, hvad Gud har lovet i sit ord, og det, der er i overensstemmelse med, hvad han har lovet. Vore forhåbninger er derfor ikke falske. I den henseende er vort håb en hjelm for vort hoved eller vort sind. (1 Tessaloniker 5:8) Vi har ret i det, vi ønsker og forventer, først og fremmest Guds rige under Kristus Jesus, der skal forsvare hans navn og eneherredømme og velsigne alle retsindige mennesker. Det håb vil derfor aldrig skuffe os eller lade os blive til skamme. Det gør os tillidsfulde, det gør os glade. Det får os til at vente tålmodigt på frugt, medens vi fortsætter arbejdet med at forkynde sandheden. Kærligheden tilskynder os til at fortælle andre om grundlaget for det håb, som bor i os, med sagtmodighed og ærbødighed, og det får os til at håbe det bedste for alle de kære mennesker, som vi finder, med fårets sindelag, og som lytter til sandhedens budskab. Vi kæmper mod at blive utålmodige med dem, medens vi ønsker og venter det bedste for dem, der er svage i troen. (Hebræerne 3:6; Romerne 12:12; 1 Peter 3:15) Vort håb vil således ikke lede os til en selvisk handlemåde, for alt, hvad vi ønsker og venter, er det, som kærligheden tillidsfuldt griber om.

32. Hvad betyder det, at kærligheden „udholder alt“? Hvorfor gør den det?

Vor største og blivende egenskab

1. Hvad er den største egenskab, menigheden har? Og hvad beviser den?

DEN største egenskab, som den sande kristne organisation kan have nu i tiden, er kærlighed. Denne kærlighed, der blev indplantet ved Guds ånd i hans menighed i det første århundrede, må findes i den endnu som bevis for, at det er den samme teokratiske organisation. Hans menighed er den organisation, ved hvilken Gud udtrykker og demonstrerer denne storslåede egenskab for hele verden. Nitten århundreders tilværelse midt i en selvisk verden har ikke gjort nogen forandring i menigheden i den henseende. Den har denne guddommelige egenskab og lægger den for dagen på selv samme måde, som Paulus så smukt skildrer i 1 Korinterbrev, kapitel 13.

2. Selv om profeti, tungetale og kundskab er forsvundet, hvad forbliver så?

² Visse forandringer måtte komme og er kommet siden apostlenes tid. I bevidstheden herom viser Paulus, at menigheden fundamentalt er den samme nu som på hans tid, idet han siger: „Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde.“ (1 Korinter 13:8) Nej, kærligheden kan ikke slå fejl eller høre op, lige så lidt som Gud kan, thi „Gud er kærlighed“. Fremfor alt er det da denne varige egenskab, der skal udvikles, for at vi kan være lig Gud.