„Vær mandige“

„Hold jer vågne, stå fast i troen, vær mandige, bliv stærke.“ — 1 Korinter 16:13.

1. Hvem hentydede Pilatus til med ordene: „Se, hvilket menneske!“?

„SE, HVILKET MENNESKE!“ Med disse kendte ord fremstillede den romerske landshøvding Pontius Pilatus den mand der skulle blive den mest berømte i menneskehedens historie, for en skare fjendtlige jøder foran sit palads i Jerusalem. Denne mand var jøden Jesus Kristus, som var blevet iført en purpurfarvet yderklædning og på hvis hoved man havde anbragt en tornekrone, alt sammen for at latterliggøre ham fordi han havde påstået at han var den lovede messianske konge. (Johannes 19:5-15, da. aut.) „Se, hvilket menneske!“ sagde Pilatus, og benyttede her det græske hankønsord anʹthropos (hebraisk: geʹber), der netop betyder ’menneske’. Det menneske Pilatus her pegede på — Jesus Kristus, som jøderne havde forkastet — skulle blive det mest betydningsfulde af alle der har levet.

2. Gennem hvem vil de døde få en opstandelse, og på grundlag af hvilket offer?

² Apostelen Paulus henviste til dette menneske, der svarede til det fuldkomne menneske Adam da denne blev skabt, idet han i Første Korinterbrev 15:21 skrev: „For eftersom døden er kommet ved et menneske [anʹthropos, i dette tilfælde Adam], er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske [anʹthropos, i dette tilfælde Jesus Kristus].“ Det var det samme menneske apostelen Paulus havde i tanke da han talte til medlemmerne af domstolen på Areopagus eller Marshøjen i Athen og sagde: „Sandt nok har Gud båret over med en sådan uvidenheds tider, men nu meddeler han menneskene at de alle og overalt skal ændre sind. Han har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ (Apostelgerninger 17:30, 31) Ved at ofre sit fuldkomne menneskeliv til gavn for hele menneskeheden kunne den opstandne Jesus tilvejebringe en genløsning for alle mennesker, så der endog kunne ske en opstandelse af de døde og disse kunne få mulighed for at opnå evigt liv på en paradisisk jord under hans tusindårsrige.

3. Hvilken tilsvarende løsesum skulle der vidnes om i en dertil fastsat tid, og hvorfor er tiden nu inde til at aflægge dette vidnesbyrd?

³ I overensstemmelse hermed skrev apostelen Paulus til sin medarbejder Timoteus: „For der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle — hvad der skal vidnes om i de dertil fastsatte tider.“ (1 Timoteus 2:5, 6) Og nu, hvor Jesus Kristus er nærværende som den herskende konge på sin himmelske trone ved Guds højre hånd, er tiden afgjort inde til at der aflægges et sådant vidnesbyrd for hele menneskeheden.

4. Hvordan var Jesu fremtræden, da Pilatus fremstillede ham for folkeskaren, forskellig fra hans fremtræden den dag han red ind i Jerusalem, og hvorfor må han have gjort et dybt indtryk på Pilatus?

⁴ Men lad os nu atter vende tilbage til den mindeværdige påskedag i år 33, hvor den romerske landshøvding for Judæa, Pontius Pilatus, fremstillede den piskede og ydmygede Jesus for den hadefulde skare foran sit palads og udbrød: „Se, hvilket menneske!“ Jesus var i sandhed et menneske man måtte få respekt for som han stod dér — mandig og uforfærdet, om end på en anden måde end dengang han, nogle få dage forinden, var redet ind i Jerusalem og var blevet hyldet som en udvalgt konge på vej til sin kroning i hovedstaden. Dette var sket som en mindre opfyldelse af profetien i Zakarias 9:9, hvor vi læser: „Fryd dig såre, Zions datter, råb med glæde, Jerusalems datter. Se, din konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl.“ (Mattæus 21:1-9; Johannes 12:12-16) Nu, på den jødiske påskedag, viste Jesus igen hvor mandig og uforfærdet han var, idet han uden at klage udholdt latterliggørelse og mishandling, i fuldstændig underkastelse under den højeste Guds, hans himmelske Faders, vilje. Kunne det andet end gøre et dybt indtryk på landshøvdingen Pilatus at se hvor modigt, standhaftigt og mandigt denne jøde stod frem for alles øjne?

5, 6. (a) Hvorfor har de der gerne vil opnå liv i Paradiset et fuldkomment eksempel i Jesus Kristus? (b) Hvordan har Adams og Jesu Kristi handlemåde påvirket menneskeheden på forskellig vis, ifølge Paulus’ udtalelse?

⁵ I dette menneske har alle der gerne vil opnå liv i fuldkommenhed i det paradis der snart vil blive oprettet her på jorden, et eksempel i mandighed som er værd at efterligne, en de kan fæste blikket på. Ligesom det første menneske, Adam, på det tidspunkt Skaberen satte ham i Edens have var et fuldkomment menneske, var den voksne mand Jesus et fuldkomment menneske. Men Jesus ødelagde ikke det billede af Gud hvori han fremtrådte på jorden; den lighed med Gud han ejede i kraft af at han var et fuldkomment menneske satte han aldrig over styr. (1 Mosebog 1:26, 27) Adams ulydige handlemåde og Jesu Kristi loyale, lydige handlemåde har i sandhed påvirket menneskeheden på vidt forskellig vis!

⁶ Apostelen Paulus berørte dette da han skrev følgende ord til den kristne menighed i den meget intellektuelle by Korint: „For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias. Men hver i sit hold: førstegrøden Kristus, derefter, under Messias’ nærværelse, de der tilhører ham.“ (1 Korinter 15:22, 23) Gud lod altså ikke sin trofaste søn forblive død. Ifølge sit eget ubrydelige løfte oprejste Gud ham på den tredje dag fra de døde som den første der blev oprejst til evigt liv. Ved hjælp af opstandelsen lod Gud sin lydige søn vende tilbage til den plads han tidligere havde haft hos ham i de usynlige himle. Derved blev vejen banet for at de døde kan blive oprejst til liv på jorden med mulighed for, skridt for skridt, at blive hjulpet frem til fuldkommenhed på en paradisisk jord under Jesu Kristi usynlige tusindårige herredømme.

7. Hvorfor er Jesus Kristus ikke længere et fuldkomment menneske, og hvad vil han kunne give Adam og Evas efterkommere?

⁷ Hans usynlige „nærværelse“ som konge over den genløste menneskehed vil blive i høj grad mærkbar. Jesus Kristus er igen en åndeskabning, men nu uforgængelig, udødelig. Det er det apostelen Paulus henviser til, idet han videre siger til menigheden i Korint: „Når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt. Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’ Den sidste Adam blev til en levendegørende ånd.“ (1 Korinter 15:44, 45; 1 Mosebog 1:26, 27; 2:7, NW) Da Jesus Kristus nu ikke længere er et menneske af kød og blod, men herliggjort som en mægtig ånd i himmelen, vil han, efter at have ofret sit fuldkomne liv som menneske til gavn for menneskeheden, kunne give Adam og Evas efterkommere et fuldkomment liv igen.

Den vi bør efterligne

8. For hvem er Jesus Kristus et eksempel der er værd at efterligne, og på hvilket grundlag kunne Paulus opfordre medlemmerne af menigheden i Korint til at efterligne ham?

⁸ Mens Jesus Kristus levede på jorden satte han et fuldkomment eksempel som bør efterlignes af alle der i dag ønsker at opnå evigt liv, hvad enten det er som himmelske medarvinger sammen med ham i Riget eller som hans fuldkomne jordiske sønner og døtre på den paradisiske jord. I fuld overensstemmelse hermed kunne apostelen Paulus derfor skrive følgende til Kristi disciple i fortidens Korint: „Undgå at blive årsag til snublen og fald både for jøder og for grækere og for Guds menighed, ligesom også jeg søger at være alle mennesker til behag i alle ting, idet jeg ikke søger min egen fordel, men de manges, for at de kan blive frelst. Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus.“ — 1 Korinter 10:32 til 11:1.

9. Hvilket navneord er det græske udsagnsord i Første Korinterbrev 16:13 som er oversat „vær mandige“, afledt af?

⁹ Dette hjælper os til at have det rette syn på den formaning Paulus yderligere giver i forbindelse med sine afslutningsord til menigheden i Korint: „Hold jer vågne, stå fast i troen, vær mandige, vær stærke.“ (1 Korinter 16:13) Det græske ord der her er oversat med „mandige“ er et udsagnsord som er afledt af navneordet anerʹ i ejefald, nemlig ordet androsʹ. Dette græske navneord betyder en mand (til forskel fra en kvinde); det bruges for eksempel (i flertal) i Mattæus 14:21, hvor vi læser: „De der havde spist var endda henved fem tusind mænd, foruden kvinder og børn.“ (Se også Mattæus 15:38; Markus 6:44; Johannes 6:10.) I Jerusalem rejste man den anklage mod apostelen Peter at „han var gået ind til uomskårne mænd og havde spist sammen med dem“. (Apostelgerninger 11:3) Og i Første Korinterbrev 11:3 læser vi: „Hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“

10. Hvilke ord om Jesus Kristus henvendte Paulus til medlemmerne af domstolen i Athen?

¹⁰ Det var til medlemmerne af Areopagus-domstolen i det gamle Athen at apostelen Paulus henvendte følgende ord om Jesus Kristus: „Han [Gud] har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand [anerʹ] som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ — Apostelgerninger 17:31.

11. Hvordan fremgår det af Apostelgerninger 14:15 at det græske sprog både har et ord for „mand“ og et ord for „menneske“?

¹¹ Det græske sprog indeholder altså, ligesom dansk men til forskel fra for eksempel engelsk, både et ord for „mand“ og et ord for „menneske“, nemlig henholdsvis anerʹ og anʹthropos. Dette fremgår tydeligt af den græske tekst i Apostelgerninger 14:15, hvor begge disse ord forekommer, i flertal: „Mænd [græsk: anʹdres], hvorfor gør I dette? Vi er også mennesker [græsk: anʹthropoi] og har de samme svagheder som I.“

12. (a) På hvilken måde skulle søstrene i menigheden i Korint ’være mandige’, og hvordan gengiver andre oversættelser dette skriftsted? (b) Hvor mange gange forekommer det græske udsagnsord andriʹzo i De kristne græske Skrifter, og hvor mange gange i den græske Septuaginta-oversættelse?

¹² Da Paulus i Første Korinterbrev 16:13 skrev opfordringen „Vær mandige“ (andriʹzo), skrev han imidlertid ikke bare til mændene, men til alle menighedens medlemmer, søstre såvel som brødre. Søstrene skulle altså også være mandige. Det vil sige at de skulle lægge kristent mod for dagen og således efterligne Jesus Kristus, den kristne menigheds hoved. I den originale tekst til De kristne græske Skrifter forekommer udsagnsordet andriʹzo kun en gang, nemlig her i Første Korinterbrev 16:13, hvor Ny Verden-oversættelsen, ligesom den danske autoriserede oversættelse, gengiver det med udtrykket „Vær mandige“. Seidelins og Schindlers oversættelser siger: „Vis mod.“ J. L. V. Hansens oversættelse lyder: „Handler mandigt.“ I den græske Septuaginta-oversættelse forekommer udsagnsordet imidlertid enogtyve gange.

13. Hvordan gengives det græske udsagnsord i Femte Mosebog 31:6, 7, 23 ifølge Septuaginta-oversættelsen af Charles Thomson?

¹³ I Charles Thomsons gengivelse af Septuaginta læser vi for eksempel i Femte Mosebog 31:6, 7, 23: „Vær mandige og vær stærke; . . . Så tilkaldte Moses Josua og sagde til ham i nærværelse af hele Israel: Vær modig og stærk; . . . Og Herren gav Josua en opgave og sagde: Vær modig og stærk, for du skal føre Israels børn ind i det land som Herren højt og helligt har lovet dem, og han vil være med dig.“ (En lignende læsemåde forekommer i den gengivelse der er udgivet af S. Bagster and Sons, London.)

14. Hvordan gengiver Charles Thomsons oversættelse det græske udsagnsord i Nahum 2:1?

¹⁴ I det sidste af de enogtyve steder hvor dette græske udsagnsord forekommer i den græske Septuaginta-oversættelse, nemlig i Nahum 2:1, læser vi: „En der gispende er undsluppet ulykken er kommet frem til dig. Giv agt på vejen; styrk lænderne; vær mandig og opbyd al din kraft.“ (Se også her Bagsters gengivelse af Septuaginta.)a

15. Hvordan gengiver andre moderne oversættelser det græske udsagnsord i Første Korinterbrev 16:13 på en måde der tydeligvis kan anvendes om både kvinder og mænd?

¹⁵ Det er forståeligt at mange nutidige bibeloversættelser har valgt at gengive dette græske udsagnsord i Første Korinterbrev 16:13 i overensstemmelse med den måde hvorpå oversætterne af den græske Septuaginta (LXX) har anvendt ordet. Af nyere engelske oversættelser siger for eksempel The Revised Standard Version og Today’s English Version: „Vær modige.“ New International Version: „Vær mennesker med mod.“ The New English Bible: „Vær tapre.“ The Jerusalem Bible: „Vær modige.“ I denne betydning kan det græske udsagnsord lige så vel indbefatte indviede og døbte kristne kvinder som indviede og døbte kristne mænd. Det er derfor på sin plads at Paulus bruger dette græske udsagnsord i Første Korinterbrev 16:13. Og dét selv om kvinden i fysisk henseende er „et svagere kar, det kvindelige“. — 1 Peter 3:7.

16. Hvilke ord tilføjer Paulus, efter at have sagt at de kristne skal være mandige, og hvordan kan vi følge denne opfordring?

¹⁶ Efter at apostelen Paulus har opfordret de indviede, døbte kristne til at ’være mandige’, tilføjer han: „Bliv stærke.“ I overensstemmelse hermed skriver han i Efeserbrevet 6:10: „Endelig, bliv ved med at hente kraft i Herren og i hans styrkes vælde.“ Jehova Gud den Almægtige kan styrke os så vi ’bliver stærke’, og dette kommer til udtryk i de gerninger vi udfører i forbindelse med hans hellige tjeneste. (Daniel 11:32) Han har betroet sit indviede, døbte folk den mest ophøjede og største tjeneste der kan udføres på jorden. Dette skulle virke som en stærk tilskyndelse for den åndssalvede rest og dens medarbejdere til at følge Paulus’ formaning om at ’være mandige’.

17. I hvilken forstand har den salvede rest i dag et mere ærefuldt privilegium end det Johannes Døber havde?

¹⁷ Det privilegium vi har fået tildelt i dag, er endnu større og mere ærefuldt end det Johannes Døber havde i det første århundrede. Han fik den ære at være forløber for Jesus Kristus, den vordende konge, som en forbilledlig eller mindre opfyldelse af profetien i Malakias 3:1. Da Jesus talte om dette „sendebud“ (Markus 1:1, 2), sagde han: „Jeg skal sige jer en sandhed: Blandt dem der er født af kvinder er der ikke oprejst nogen større end Johannes Døber; men en af de mindre i himlenes rige er større end han.“ (Mattæus 11:7-11) I vor tid, siden den første verdenskrig endte i 1918, har resten af de salvede arvinger til det himmelske rige virket som ambassadører, ikke for en fremtidig kongelig regering, men for et himmelsk rige der blev oprettet da hedningernes tider udløb i 1914, hvor den herliggjorte Jesus Kristus blev sat på tronen. Med apostelen Paulus’ ord — men i en endnu mere ophøjet betydning — kan de sige: „Vi er derfor ambassadører på Kristi vegne, som om Gud fremsatte indtrængende anmodninger gennem os. På Kristi vegne beder vi: ’Bliv forligt med Gud.’“ — 2 Korinter 5:20.

18. (a) Hvem har siden 1935 fulgt den opfordring til at blive forligt med Gud som har lydt fra resten af ’Kristi ambassadører’? (b) Er det kun mænd der har forkyndt den gode nyhed om Riget, og hvordan fremgår dette af Salme 68:11?

¹⁸ Siden afslutningen af den første verdenskrig i 1918, og især siden mærkeåret 1935, har en stor skare mennesker af alle nationaliteter fulgt den indtrængende opfordring som den salvede rest af Rigets arvinger har ladet lyde. Disse symbolske får har taget de skridt Bibelen foreskriver for at blive forligt med vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, og har nu opnået et fredeligt forhold til ham. Deres taknemmelighed kommer til udtryk ved at de virker som medarbejdere for resten af ’Kristi ambassadører’ og kan betragtes som ’sendebud på Kristi vegne’, idet de lader opfordringen til at blive forligt med Gud gå videre til endnu flere der har et lyttende øre. På en mandig og modig måde forkynder disse, både mænd og kvinder, ’den gode nyhed om riget på hele den beboede jord til et vidnesbyrd’. (Mattæus 24:14; Åbenbaringen 7:9-17) Som det blev forudsagt i Salme 68:11: „Jehova lader ordet lyde; de kvinder der forkynder godt nyt er en talrig hær.“ — NW.

● I årene op til Jerusalems belejring og ødelæggelse i år 70 havde de kristne i Judæa særlig brug for at vise mod på grund af den hårde modstand de mødte. Til disse kristne hebræere skrev apostelen Paulus følgende opmuntring fra Rom: „[Gud] har sagt: ’Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.’ Vi kan derfor være ved godt mod og sige: ’Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?’“ — Hebræerne 13:5, 6.

[Fodnote]

Kan du besvare disse spørgsmål?

■ Hvad kan vi lære af den måde Jesus trådte frem på da Pilatus fremstillede ham for folkeskaren?

■ Hvordan var Jesu fremtræden ved denne lejlighed forskellig fra hans fremtræden tidligere på ugen?

■ Hvem var den apostolske befaling: „vær mandige“ rettet til?

■ Hvordan kan kristne kvinder være mandige?

[Illustration på side 13]

„Se, hvilket menneske!“

Hvad lå der i Pilatus’ ord om Jesus?

[Illustration på side 15]

Hvordan kan kvinder ’være mandige’?