Spørgsmål fra læserne

● Hvem er den „sidste fjende“ der bliver tilintetgjort? Er det døden, som nævnt i 1 Korinter 15:26, eller er det Satan, der skal kastes i „ildsøen“ efter Kristi tusindårsrige? — G. S.

Apostelen Paulus skrev i 1 Korinter 15:25, 26: „[Kristus] bør være konge, ’indtil han får lagt alle fjender under sine fødder.’ Den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden.“ Men hvilken død havde Paulus i tanke?

Lad os først og fremmest gøre os klart at denne fjende ikke kunne være „den anden død“ som nævnes flere gange i Åbenbaringens bog. (2:11; 20:6, 14; 21:8) Hvorfor ikke? Fordi vi ingen steder læser at den bliver tilintetgjort. Hvordan skulle man også kunne tale om den anden døds tilintetgørelse når den i sig selv er ensbetydende med evig tilintetgørelse, evig udslettelse eller straf? Den vil altid eksistere, og det i to betydninger. For det første vil den aldrig blive tilintetgjort i den forstand at den vil slippe de døde som befinder sig der. For det andet vil den bestå for evigt i den forstand at Jehova til enhver tid vil kunne tage den i anvendelse ifald nogen skulle gøre oprør imod ham på noget tidspunkt i den evige fremtid, hvilket der dog ikke er stor sandsynlighed for. „Den anden død“ vil altså hverken give afkald på dem der befinder sig i den eller blive sat ud af funktion så den ikke kan tages i brug hvis nogen gør sig fortjent til at komme der på et eller andet tidspunkt ude i den evige fremtid.

Hertil kommer at „den anden død“ ikke kan siges at være en fjende af menneskeslægten i almindelighed. Den vil i virkeligheden blive menneskeslægtens ven, for den vil befri jorden for alle dem der ikke fortjener at leve og som blot gør tilværelsen ulykkelig for andre. Eftersom det er Gud der gør brug af den anden død findes der ingen uskyldige dér, den rummer kun dem der er tjenlige til udslettelse.

Den død der skyldes Adams synd er derimod en fjende af hele menneskeslægten. (Rom. 5:12) Dengang drengebørnene i Betlehem og omegn blev dræbt af Herodes’ soldater, kom de til det Jehova kaldte „fjendeland“, den adamitiske døds „land“. (Jer. 31:15-17; Matt. 2:16-18) Den død der skyldes Adam har afgjort været og er stadig menneskehedens store fjende. Den kræver stadig sin høst af mennesker, end ikke de retfærdige eller ædle går fri, og den har bragt talløse lidelser og ulykker over menneskeheden. Hvilken glæde er det ikke at vide at den vil blive tilintetgjort når disse ord går i opfyldelse: „Døden og Dødsriget [Hades] blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen.“ — Åb. 20:14.

Tilintetgørelsen af den adamitiske død finder sted lidt efter lidt, den foregår i trin, så at sige. I den nye orden efter Harmagedon vil menneskene ikke mere dø på grund af Adams synd. Det vil kun være de uforbederlige syndere der dør, og set i forhold til det evige liv de kunne have opnået hvis de havde været trofaste vil de dø som børn, er de end hundrede år gamle. (Es. 65:20, NW) Efterhånden som opstandelsen skrider frem kommer den tid da der ikke mere er nogen i sheol eller hades som følge af den adamitiske synd og død. Men den død der skyldes Adam vil ikke være fuldstændig tilintetgjort førend ethvert spor af den adamitiske synd er fjernet fra menneskeheden og mennesket har opnået fuldkommenhed. Som det fremgår af Første Korinterbrev, det femtende kapitel, vil dette ske efter at Kristus har „tilintetgjort enhver [fjendsk] regering og enhver myndighed og magt“, men før hans tusindårsrige er endt. (1 Kor. 15:24, NW) Det vil ske før han „overgiver riget til sin Gud og Fader“.

Ifølge Åbenbaringen 20:7-10 vil Satan Djævelen imidlertid blive løsladt fra afgrunden efter Kristi tusindårsrige, og da vil han prøve på at forføre dem der bor på jorden, som alle har opnået fuldkommenhed. Alle de der bukker under for Satans angreb vil blive tilintetgjort, de vil blive kastet i ildsøen eller „den anden død“ sammen med Satan selv. Denne skildring af begivenhederne synes at modsige apostelen Paulus’ ord. Tog apostelen fejl? Er det døden eller er det Satan der er den sidste fjende som skal tilintetgøres?

Den inspirerede apostel Paulus tog ikke fejl. I 1 Korinter 15:24-26 understreger Paulus at den adamitiske død skal tilintetgøres når enhver fjendsk regering, myndighed og magt er tilintetgjort. Det er rigtigt. Når døden er tilintetgjort findes der heller ikke mere nogen fjendske regeringer, myndigheder eller magter. Døden bliver den sidste af disse fjender. Imidlertid er det ikke hvad der skal ske efter Kristi tusindårsrige apostelen drøfter her. Han taler ikke om at Satan skal løses fra sit fængsel. Han betragter tingene som de vil være når døden tilintetgøres. Han taler om begivenheder der foregår under tusindårsriget, og ikke om dem der indtræffer efter at Kristus har overgivet Riget til sin Fader ved udløbet af de tusind år. (Åb. 20:5, 7) Har man den rette baggrund for udtalelserne vil man således se at der ingen uoverensstemmelse er mellem apostelen Paulus’ ord og det apostelen Johannes beretter i Åbenbaringens bog.

● Da Jehova havde ramt Ægyptens førstefødte gav Farao endelig israelitterne lov til at forlade Ægypten idet han sagde: „Drag bort; og bed også om velsignelse for mig!“ (2 Mos. 12:32) Hvad mente Farao hermed?

Det Farao mente var blot at han havde brug for en velsignelse. Efter at han havde givet israelitterne tilladelse til at drage bort med alle deres fåre- og kvæghjorde, ønskede han ikke at de, når de tog af sted, fortsat skulle forbande ham og ønske sygdom over ham. Han var blevet plaget nok. Nu havde han endelig ydet hvad Israels Gud krævede af ham. Når israelitterne ønskede at få deres fåre- og kvæghjorde med sig, var det fordi de ville, bringe ofre til Jehova. Faraos grund til at frigive disse dyr var at israelitterne skulle gå i forbøn for ham og hans folk når de ofrede til deres Gud Jehova, og bede om en ophævelse af virkningerne af de frygtelige plager der havde ramt dem.

Hvorvidt Moses, Aron og israelitterne ænsede hans bøn og bad til Jehova på hans vegne er et spørgsmål for sig. Én ting var at Farao bad om en sådan gunst, noget andet var om den blev vist ham. I virkeligheden viste han sig uværdig til at modtage en velsignelse gennem Moses og israelitterne eftersom hans hjerte igen forhærdedes. Det kom til udtryk deri at han, efter at have modtaget meddelelse om at israelitterne øjensynlig var blevet afskåret ved Det røde Hav, mønstrede hele sin hær og satte efter dem for at udrydde dem eller bringe dem tilbage til slaveriet. Farao gjorde sig ikke fortjent til nogen form for velsignelse. — 2 Mos. 14:5-9.