så ’lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø.’“ — 1 Kor. 15:32; Ap. G. 17:31, 32; 24:15.

Læren om at der er et liv efter døden fordi mennesket har en udødelig sjæl, er i modstrid med Bibelens klare beretninger og skaber mange vanskeligheder. Blot for at nævne én: Hvad sker der med hedningerne når de dør? Hvis alle enten kommer i himmelen eller i helvede, hvad så med dem? Bibelen siger at kun de der tror på Jesus, kan blive frelst. (Joh. 3:16; Ap. G. 4:12) Vil disse hedninger blive pint for evigt? Bibelen lærer at Gud er retfærdig og kærlig. Det passer ikke rigtig med hedningernes skæbne. Nogle svarer: ’Jamen Gud vil frelse dem på grund af deres uvidenhed når bare de har levet efter bedste evne!’ Men hvis Gud vil frelse hedningerne fordi eller til trods for at de var uvidende, hvorfor så ikke holde alle mennesker hen i uvidenhed og frelse dem alle? Det er hverken fornuftigt eller bibelsk rigtigt at drage en sådan konklusion. Men det håb Bibelen fremholder for de hedninger der aldrig har hørt om Jesus, er opstandelsen, og dér vil hedningerne få lejlighed til at vælge livet. — Es. 26:9.

Heraf ser vi at mennesket ikke er uden håb. Men håbet ligger ikke i at det har en udødelig sjæl; det ligger i Guds kærlighed og i at han tilvejebragte Kristi løsesum. Det er på dette grundlag det er muligt at få et fremtidigt liv ved opstandelsen fra de døde under Guds rige. — Matt. 6:9, 10.

En undskyldning

● En rejsende tilsynsmand som talte i en af Jehovas vidners rigssale i Michigan, De forenede Stater, blev meget overrasket over en kommentar som én kom med under hans bibelske foredrag. Som han plejede stillede han forsamlingen nogle spørgsmål.

En mand rakte hånden i vejret og blev af taleren bedt om at svare. Hvad taleren ikke vidste, var at det var første gang denne mand overværede et møde i rigssalen. I stedet for at besvare spørgsmålet direkte, rejste manden sig op og sagde at han gerne ville give en undskyldning fordi han ikke havde behandlet Jehovas vidner pænt op gennem årene. Han håbede at Gud ville tilgive ham. Hvad var der gået forud for denne kommentar?

Manden var født og opvokset i Tyskland og havde sidst i tyverne meldt sig ind i nazistpartiet. Senere var han flyttet til Canada, hvor han imidlertid blev fængslet under den anden verdenskrig på grund af sin åbenhjertighed i forbindelse med politik og racespørgsmål. Han var for eksempel overbevist om at tyskerne stod over andre racer. Efter krigen blev han løsladt, og han slog sig til sidst ned i De forenede Stater. Selv om han ikke forlod sine nazistiske synspunkter i politiske og racemæssige spørgsmål, blev han dog udadtil en stærkt patriotisk amerikaner.

Når Jehovas vidner fra tid til anden besøgte ham i hans hjem, var han meget grov og jog dem væk fra sine enemærker, idet han udtrykte foragt for alle som ikke ville udføre visse patriotiske handlinger for flaget. Sådan gik der cirka femten år.

I foråret 1970 fik han besøg af to unge Jehovas vidner, men, som han senere indrømmede, kunne han ikke få sig selv til at være hård over for to unge damer. Samtalen berørte spørgsmålet om den udødelige sjæl. Som baptist troede han fuldt og fast på at mennesker har en udødelig sjæl. De viste ham imidlertid ud fra Bibelen at mennesket er en sjæl.

Han læste omhyggeligt den bibelstudiebog de efterlod ham, og inden længe bad han Jehovas vidner studere Bibelen regelmæssigt med ham. Måneden efter dukkede han op i rigssalen.

Det Jehovas vidne som holdt foredraget i rigssalen forsikrede manden om at Jehova kan og vil tilgive folk som tidligere har handlet imod den sande tilbedelse. Nu er denne mand selv et Jehovas vidne og fortæller andre sandheden om den tilgivende Gud, Jehova.