publikationer er kun et middel til at forklare deres lære. De små bidrag de modtager for deres bøger og blade er kun en underordnet ting i forbindelse med udbredelsen af deres synspunkter. Det er ikke „at indsamle bidrag“ i lovens forstand. Det kommer heller ikke ind under det tilsyn som kontrollerende institutioner som Kommissionen for Velgørenhedsbidrag udfører.

En modig kendelse

Den 24. maj 1979 oplæste dommer Sweeney sin kendelse. Han kommenterede først Jehovas vidners gode adfærd, som bevismaterialet havde klarlagt, idet han fastslog: „De sagsøgte i denne sag er pålidelige mennesker hvis gode omdømme ikke er blevet draget i tvivl. Deres besøg hos Ladues indbyggere er foregået uden stridigheder eller kontroverser. I de fleste tilfælde er de blevet godt modtaget af beboerne, og når der ikke var interesse for deres budskab er de høfligt gået videre uden episoder. Ud fra det anførte bevismateriale kan der ikke være tvivl om at den virksomhed de er beskæftiget med er religiøs og ikke-kommerciel, og at den er blevet udført med økonomisk tab for de sagsøgte, der har handlet ud fra deres tro.“

Derpå erklærede dommeren Ladues vedtægt ulovlig. Den var diskriminerende, idet den fritog visse kirker og velgørende institutioner samt alle politiske grupper, mens den søgte at stoppe andre.

Dommer Sweeney erklærede endvidere at vedtægten var i strid med forfatningen, fordi den søgte at begrænse ytringsfriheden. Han forklarede: „Da den omtalte vedtægt forsøger at gribe ind i den frie udbredelse af tale, tanker og religiøs tro, er den uigennemførlig og ugyldig, eftersom en myndighedsinstans ikke lovligt kan nægte sine borgere den frie udbredelse af religiøse eller politiske tanker og ideer.“ Dommen konkluderede:

„Af ovennævnte grunde finder, dømmer og bestemmer retten at det for bestandig forbydes byen Ladue at håndhæve ovennævnte vedtægt, hvis anvendelse var tiltænkt sagsøgte og andre medlemmer af Jehovas Vidner i forbindelse med den heri omtalte virksomhed. Sagens omkostninger betales af sagsøger.“

Således blev et kommunalt forsøg på at begrænse grundlæggende menneskelige friheder bragt til ophør, takket være en modig og klartseende dommer, som ved sin kendelse stadfæstede retten til at forkynde fra dør til dør.

Hvem kommer de sammen med?

For nogle år siden bragte New York-bladet Sunday News et interview med den tidligere TV-vært Art Linkletter, hvori han kommenterede sin datter Dianes tragiske død. Hun begik selvmord under påvirkning af LSD. I mellemtiden har stofmisbruget ændret karakter, men én af de ting der blev fremhævet i interviewet gælder stadig. Og det er noget som understreger hvor vigtigt det er at man beskytter sine børn ved at være opmærksom på hvem de omgås. Art Linkletter sagde: „Den største fejl jeg gjorde, tror jeg, var at jeg kunne se at nogle af Dianes venner så temmelig ejendommelige ud, men jeg sagde bare til mig selv at der jo er mange unge der ser ejendommelige ud, specielt i Hollywood.“ Senere i samtalen sagde han: „Det sværeste at få forældre til at forstå, er at nøglen til hvordan det vil gå deres børn, er hvem børnene kommer sammen med. Det er det første jeg siger nu når folk panikslagne ringer til mig og siger: ’Jeg tror mit barn er ved at komme ud i noget.’ Jeg siger: ’Se engang på hendes venner. Hvordan er de? Hvor færdes de? Hvad taler de om? Ved De det?’ Det har nemlig mere at sige end noget som helst andet.“

Det er meget sørgeligt når forældre først lærer dette af bitter erfaring. Bibelen har hele tiden sagt: „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Kor. 15:33.