Adam og Eva

Definition: Adam var det første menneske. Det hebraiske ord ’adhamʹ kan oversættes med „mand“, „menneske“, „jordisk menneske“ og „menneskehed“. Eva, den første kvinde, var Adams hustru.

Var Adam og Eva kun allegoriske (symbolske) personer?

Er det ulogisk at tro at vi alle nedstammer fra de samme første forældre?

„Videnskaben bekræfter nu hvad de fleste store religioner længe har forkyndt: Mennesker af alle racer . . . stammer fra det første menneske.“ — Heredity in Humans (Philadelphia og New York, 1972), Amram Scheinfeld, s. 238.

„Bibelens fortælling om Adam og Eva, menneskeslægtens fader og moder, sagde for århundreder siden den samme sandhed som videnskaben har fundet frem til i dag: at alle jordens folkeslag tilhører samme familie og har en fælles oprindelse.“ — The Races of Mankind (New York, 1978), Ruth Benedict og Gene Weltfish, s. 3.

Apg. 17:26: „[Gud] har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“

Taler Bibelen kun om Adam som en allegorisk skikkelse der skal stå som et udtryk for hele den oprindelige menneskehed?

Jud. 14: „Den syvende i rækken fra Adam, Enok, profeterede.“ (Enok var ikke hele den oprindelige menneskeheds efterkommer i syvende led.)

Luk. 3:23-38: „Jesus selv [var] omkring tredive år gammel da han begyndte sin gerning, og han var . . . søn af David . . . søn af Abraham . . . søn af Adam.“ (David og Abraham er velkendte historiske skikkelser. Er det derfor ikke rimeligt at konkludere at Adam også var et virkeligt menneske?)

1 Mos. 5:3: „Adam levede så i et hundrede og tredive år. Da blev han fader til en søn der lignede ham og var i hans billede, og han gav ham navnet Set.“ (Set blev naturligvis ikke avlet af alle tidligere mennesker, og alle tidligere mænd blev ikke fædre til sønner da de var 130 år gamle.)

Behøver beretningen at være allegorisk fordi der siges at en slange talte til Eva?

1 Mos. 3:1-4: „Nu var slangen det forsigtigste af alle markens vilde dyr som Jehova Gud havde frembragt, så den sagde til kvinden: ’Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?’ Hertil sagde kvinden til slangen: ’. . . Gud [har] sagt: „I må ikke spise af den [frugten], nej, I må ikke røre ved den, for at I ikke skal dø.“’ Da sagde slangen til kvinden: ’I skal visselig ikke dø.’“

Joh. 8:44: „[Jesus sagde:] Djævelen . . . er en løgner og løgnens fader.“ (Djævelen stod altså bag den første løgn, den der blev udtalt i Eden. Han brugte slangen som et synligt talerør. Den lære vi skal uddrage af beretningen i Første Mosebog kan ikke være baseret på tildragelser blandt opdigtede personer. Se også Åbenbaringen 12:9.)

Illustration: En bugtaler kan få det til at lyde som om hans stemme kommer et andet sted fra. Jævnfør Fjerde Mosebog 22:26-31, der siger at Jehova fik Bileams æsel til at tale.

Hvis „det første menneske, Adam,“ bare var en allegorisk skikkelse, hvad så med „den sidste Adam“, Jesus Kristus?

1 Kor. 15:45, 47: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’ Den sidste Adam blev til en levendegørende ånd. Det første menneske er fra jorden, dannet af støv; det andet menneske er fra himmelen.“ (Hvis man benægter at Adam var en virkelig person som syndede imod Gud, røber man altså at man tvivler på Jesu sande identitet. Ja, man tvinges derved til også at benægte at det var nødvendigt at Jesus gav sit liv for menneskeheden. At benægte det, er det samme som at forkaste den kristne tro.)

Hvordan så Jesus selv på beretningen i Første Mosebog?

Matt. 19:4, 5: „Som svar sagde [Jesus]: ’Har I ikke læst [i Første Mosebog 1:27; 2:24] at han som skabte dem [Adam og Eva], fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde og sagde: „Af den grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød“?’“ (Når Jesus troede på at beretningen i Første Mosebog ikke var symbolsk men en virkelighedsskildring, bør vi så ikke tro det samme?)

Hvis nogen siger . . .

’Det var Guds vilje eller plan at Adam skulle synde.’

Hertil kunne man svare: ’Det siger mange mennesker. Men hvis jeg gjorde noget du ville have mig til at gøre, ville du så bagefter fordømme mig for det? . . . Hvis det var Guds vilje at Adam skulle synde, hvorfor blev Adam så drevet ud af Edens have for det? (1 Mos. 3:17-19, 23, 24)’

Eller man kunne sige: ’Det er en interessant tanke, der har noget at gøre med hvordan Gud faktisk er. Ville det være retfærdigt eller kærligt at fordømme nogen for at gøre noget man selv havde planlagt at han skulle gøre?’ Og man kunne fortsætte: (1) ’Jehova er en kærlig Gud. (1 Joh. 4:8) Han er retfærdig i alt. (Sl. 37:28; 5 Mos. 32:4) Det var ikke Guds vilje at Adam skulle synde. Han advarede ham imod det. (1 Mos. 2:17)’ (2) ’Gud gav Adam lov til selv at bestemme hvad han ville gøre, ligesom han har givet os lov til selv at bestemme hvad vi vil gøre. Fuldkommenheden forhindrede ikke at han kunne bruge sin frie vilje til at være ulydig. Adam valgte at gøre oprør imod Gud til trods for at han var blevet advaret om at det ville føre til døden.’ (Se også siderne 353, 354.)