En sindsændring der fører tilbage til Gud
„Guds venlighed søger at lede dig til sindsændring.“ — Rom. 2:4.
1, 2. Hvad må vi forstå med hensyn til Guds syn på synd?
VI KAN alle blive opmuntret af salmisten Davids ord:
„Barmhjertig og nådig er [Jehova],
langmodig og rig på miskundhed;
han handled ej med os efter vore synder,
gengældte os ikke efter vor brøde.
Som en fader forbarmer sig over sine børn,
forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham.
Thi han kender vor skabning,
han kommer i hu, vi er støv.“ — Sl. 103:8, 10, 13, 14.
2 Skønt Gud ved at vi alle er syndere, ønsker han at hjælpe os; ja, han er villig til at tilgive os. (Sl. 32:1, 2) Vor opfattelse af Gud vil dog ikke være fuldstændig medmindre vi anerkender hele hans syn på synd. Ganske vist forsikrer Salme 103 os om at Jehova ’tilgiver alle vore misgerninger’, men salmen peger samtidig på at vi har en forpligtelse, idet den siger: „[Jehovas] miskundhed varer fra evighed og til evighed over dem, der frygter ham, . . . dem, der . . . kommer hans bud i hu, så de gør derefter.“ — Sl. 103:3, 17, 18.
3. Hvorfor er det vigtigt at ændre sind?
3 Hvad så hvis nogen begår en alvorlig synd og ikke angrer det og søger Guds faderlige barmhjertighed, men fortsætter med den syndige adfærd? Anden Mosebog 34:6, 7 giver os en beskrivelse af Jehova. Efter at have understreget at Jehova er barmhjertig, langmodig og rede til at tilgive, tilføjer dette skriftsted at han „ikke lader den skyldige ustraffet“. (Jævnfør Fjerde Mosebog 25:1-5; Ezekiel 33:12, 13.) Vi må derfor ikke misbruge Jehovas barmhjertighed eller tage den som en selvfølge. Hvad bør en sand Guds tjener da gøre hvis han kommer ud i synd?
Skridt som fører tilbage til Gud
4. Hvordan kan vi opnå tilgivelse? (2 Krøn. 7:13, 14)
4 En kristen der har syndet mod Guds lov har brug for tilgivelse. Hvem kan give ham den? I virkeligheden kun Gud. Apostelen Johannes skrev: „Hvis vi bekender vore synder [for Gud], er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ — 1 Joh. 1:9; 2:1.
5, 6. Hvilket råd gives i Jakob 5:14-16, og hvorfor er det fornuftigt at følge denne vejledning hvis man har begået en overtrædelse?
5 Drejer det sig om alvorlig synd råder Gud den kristne der ’bekender sine synder’ for ham, til at tage endnu et skridt. I forbindelse med sygdom — tydeligvis åndelig sygdom, eftersom der er tale om „synder“ — skrev disciplen Jakob: „Er nogen iblandt jer syg? Lad ham tilkalde menighedens ældste, og lad dem bede over ham . . . Og troens bøn vil gøre den sløje rask, og Jehova vil rejse ham op. Og hvis han har begået synder, vil det blive ham tilgivet.“ — Jak. 5:14-16.
6 Det er et fornuftigt skridt der anbefales her, for en kristen der er bukket under og har begået en alvorlig synd, røber en vis åndelig svaghed og har behov for hjælp. Han kan have gavn af de bønner som „menighedens ældste“ beder for ham i tro. Disse ældste vil også kunne give ham bibelsk hjælp og vejledning så han kan genvinde sin åndelige styrke. Nogle overtrædelser er desuden synder imod den kristne menighed, idet de bringer sorg og skam over Guds folk. I så fald er det endnu mere på sin plads at synderen søger de ældstes hjælp. — 2 Kor. 2:10.
7. Hvordan bliver de ældste opmærksomme på at der er begået en syndig handling, så de kan træde til og hjælpe? (Ordsp. 28:23; 29:24)
7 Det vidner om visdom og ydmyghed at den der har begået en alvorlig synd, selv henvender sig til de ældste med sagen. „Den, som skjuler sine Overtrædelser, skal ikke have Lykke; men den, som bekender dem og afstaar fra dem, skal faa Barmhjertighed.“ (Ordsp. 28:13, oversættelsen af 1871) Undertiden sker det imidlertid at en synder, måske på grund af forlegenhed, skyldfølelse eller mangel på ægte bedrøvelse, ikke følger Jakobs råd om at henvende sig til de ældste. Enhver kristen som er klar over forholdet, bør da tilskynde overtræderen til at vende om fra sin vildfarelse og søge den åndelige hjælp han har brug for. Hvis overtræderen stadig ikke vil gå til de ældste, bør den der ellers kender til forholdet gøre de ældste opmærksomme på det, så de kan yde den nødvendige hjælp. Alle kristne bør ønske at ’omvende en synder fra hans vejs vildfarelse’ og således ’frelse hans sjæl fra døden’. — Jak. 5:19, 20.
Retledning med Guds ord
8. Hvordan går de ældste frem når de holder et udvalgsmøde?
8 Når et dømmende udvalg træder sammen for at behandle en overtrædelse, beder det om Jehovas vejledning. På en måde der sømmer sig for kærlige hyrder, taler de ældste tålmodigt med den pågældende om det han formodes at have gjort. (Ef. 5:1, 2; 1 Pet. 5:2, 3) Selv når der er vidner som kan bekræfte at der har fundet en overtrædelse sted, opfordrer det dømmende udvalg synderen til selv at udtale sig — ikke blot om den syndige handling men også om hvad der førte til den og om hvordan han selv betragter sagen. (5 Mos. 19:15; Joh. 8:17) Hvorfor er det nødvendigt?
9, 10. Hvad søger de ældste at gøre når de som et udvalg behandler en overtrædelse? (Sl. 51:15)
9 Jo, selv om de ældste der behandler sagen kan fastslå at personen er skyldig eller kan overbevise ham om at han har handlet forkert, er de først og fremmest interesseret i at hjælpe deres kristne broder som nu er kommet på afveje. De ønsker at bevæge ham til sindsændring, for at „forfriskende perioder må komme fra Jehovas person“. (Apg. 3:19) Hvis den pågældende ikke indrømmer forseelsen, erkender hvor alvorlig den er, eller indser behovet for at ændre sind, kan det være at de må fremføre ’overbevisende vidnesbyrd om hans synd og om retfærdighed’. (Jævnfør Johannes 16:8.) Men de må ikke give en sådan guddommelig retledning på en hård eller hævngerrig måde. Bibelen tilskynder: „Retled, irettesæt, tilskynd, med al langmodighed og undervisning.“ (2 Tim. 4:1, 2) Med en myndig, venlig og tålmodig retledning vil de måske kunne tale til synderens hjerte og hjælpe ham til at hade det urette og vende om til Gud. — Jer. 3:12, 13.
10 Vi kan her tage ved lære af Ezra. Han viste klart jøderne hvori deres forseelse bestod — ikke først og fremmest for at gøre dem skamfulde, men for at få dem til at holde op, for at tale til deres hjerte, for at få dem til at hade det urette og ændre sind. De måtte bekende deres synd for Jehova og handle derefter ved at gøre hvad de kunne for at råde bod på deres forkerte handlinger. (Ezra 10:7-14) På samme måde ønsker det udvalg der behandler en alvorlig overtrædelse, at hjælpe synderen til at indse alvoren af sin urette handling og til i hjertet at erkende nødvendigheden af at ændre sind. — Es. 1:18.
’Retled for alles øjne’
11. Hvem har behov for retledning ud fra Bibelen?
11 Når et dømmende udvalg behandler en overtrædelse, følger det apostelen Paulus’ vejledning til Timoteus: „Dem der øver synd skal du retlede for alles øjne, for at de andre også må have frygt.“ (1 Tim. 5:20) De her omtalte overtrædere er nogle der „fremturer i synd“ (Revised Standard Version) eller „fortsætter i synd“ (New American Standard Bible) lige indtil det tidspunkt da retledningen gives.
12. Hvordan vil et dømmende udvalg følge vejledningen i Første Timoteusbrev 5:20?
12 I det første århundrede kunne Timoteus, som apostelen Paulus’ bemyndigede repræsentant, personligt følge denne skriftlige instruktion og retlede en tilstedeværende overtræder for øjnene af alle implicerede. I dag gives en sådan retledning som regel ikke af en enkeltperson, men af et udpeget udvalg af ældste. „For alles øjne“ vil ikke nødvendigvis sige i overværelse af hele menigheden. Henimod slutningen af udvalgsmødet, efter at den anklagedes skyld er blevet godtgjort, vil de ældste give bibelsk retledning i forbindelse med den urette handling. De der har aflagt vidneudsagn om den syndige handling er til stede, og disse, der kender til sagen, indbydes til at høre den bibelske retledning. På denne måde bliver retledningen givet „for alles øjne“. Dette kan hjælpe de tilstedeværende — „de andre“, som der siges i Første Timoteusbrev 5:20 — til at nære en sund frygt for at synde og til at indse nødvendigheden af at undgå synd og de omstændigheder der kan føre til synd.
Har han ændret sind?
13. Hvilken vanskelig opgave har de ældste når der er begået en alvorlig synd?
13 En af de vanskeligste opgaver for de ældste der behandler en overtrædelse, er at afgøre om synderen virkelig har angret eller ændret sind. De må ikke nøjes med at dømme efter det de ser på overfladen. Og da de ikke kan læse hvad der bor i synderens hjerte, må de lægge stor visdom, ligevægt og dømmekraft for dagen i deres vurdering af den urette handling og dens forhold til Guds lov, og af det synderen siger og gør.
14, 15. Hvorfor må de ældste være forsigtige når de tager stilling til om en synder har ændret sind?
14 De ældste må ikke være for hastige til at drage den slutning at overtræderen har ændret sind. Hvorfor ikke? Fordi det kan skade hele hjorden hvis de tager fejl. Bemærk et bibelsk eksempel i denne forbindelse. Efter at en overtræder fra menigheden i Korint havde været udstødt i nogen tid, blev han genoptaget fordi han virkelig havde ændret sind. Hvordan skulle brødrene derefter behandle ham? I tillid til at bedømmelsen af hans sindsændring var rigtig, skulle de venligt „tilgive og trøste ham“ og ’bekræfte deres kærlighed til ham’. (2 Kor. 2:6-8) Det samme gælder i dag når et udvalg kommer til den slutning at en overtræder har ændret sind. Så hvis de ældste fejlbedømmer en sag og lader en overtræder som ikke virkelig har ændret sind, blive i menigheden eller få adgang til menigheden igen, vil de bringe alles moral og åndelige renhed i fare. — 1 Kor. 5:6.
15 Hvad kan udvalgets medlemmer tage i betragtning når de skal afgøre om overtræderen virkelig angrer? Den der angrer sin urette handling søger ikke at retfærdiggøre sig eller at bagatellisere det han har gjort. Han erkender i sit sind at han har handlet forkert, og han føler i sit hjerte en dyb bedrøvelse over at han har syndet mod Gud. (Jer. 3:25; Apg. 3:19) De ældste der behandler sagen må altså sikre sig at der er en sådan sorg eller bedrøvelse til stede.
16, 17. (a) Hvad er forskellen mellem „verdens bedrøvelse“ og „bedrøvelse på en måde som Gud vil det“? (Hebr. 12:16, 17) (b) Hvordan vil tårer eller følelsesudbrud indvirke på de ældstes bedømmelse?
16 De må også kunne skelne mellem „verdens bedrøvelse“ og „bedrøvelse på en måde som Gud vil det“, hvilket er den bedrøvelse der „bevirker sindsændring til frelse“. (2 Kor. 7:10) Den der har gjort sig skyldig i en overtrædelse er måske bedrøvet over at han er kommet til kort, skamfuld over at han er blevet afsløret, eller ked af det ved udsigten til at skulle tugtes. Men det er alt sammen „verdens bedrøvelse“ og betyder ikke at han er bedrøvet over at han har syndet mod Gud eller har bragt skam over Gud og hans folk — hvilket ville være tegn på „bedrøvelse på en måde som Gud vil det“. Esau udgød tårer over tabet af sin førstefødselsret, men Jehova vidste at han ikke angrede af hjertet. Hvis en der har begået en alvorlig synd brister i gråd, må de ældste derfor søge at afgøre om det skyldes „bedrøvelse på en måde som Gud vil det“. Det kan være tilfældet. Israelitterne „græd heftigt“ da de hørte Ezras oprigtige bøn til Gud angående deres synder, og Peter græd bitterligt da han havde fornægtet Jesus. — 1 Mos. 25:29-34; 27:34; Ezra 10:1; Luk. 22:59-62.
17 Disse bibelske eksempler understreger hvorfor de ældste ikke blot kan dømme ud fra en overtræders følelsesudbrud. Folk er forskellige af natur og nogle viser lettere deres følelser end andre. Så uanset om der er tårer eller ej, er det væsentlige at overtræderens hjerte er berørt, at han pines på grund af det han har gjort og føler en dyb bedrøvelse over at han har krænket Jehova og skadet sit forhold til Gud. (Sl. 51:2-6) Under sagens behandling vil de ældste derfor uden tvivl forhøre sig om overtræderen har bekendt sin synd for Jehova og bedt ham om tilgivelse, sådan som David gjorde. — Sl. 32:3-5; 41:5; Jer. 31:19.
18. Hvad er der at sige om bekendelsen af synden?
18 At overtræderen af sig selv kommer og bekender sin synd for „menighedens ældste“, kan være et positivt vidnesbyrd om hans hjertetilstand. (Jak. 5:14, 16) Hvad så hvis han ikke kommer af sig selv, og hans skyld må godtgøres ved at man forelægger ham beviser eller konfronterer ham med vidneudsagn? Det kan stadig (dér ved mødet) være muligt at tale til hans hjerte så han indrømmer sin synd. (Bemærk hvordan David angrede sin synd med Batseba, som beskrevet i Anden Samuelsbog 12:1-13.) Men især hvis der må omfattende retledning til før overtræderen begynder at give udtryk for den første anger, må udvalget lægge varsomhed for dagen. De ældste må være overbevist om at overtræderen virkelig har ændret hjertetilstand og at han nu er ivrig efter at rette det urette og fast besluttet på at undgå det for fremtiden. — 2 Kor. 7:10, 11; Åb. 3:19.
19. Hvad bør en angrende overtræder føle over for menigheden?
19 Overtræderen bør være bedrøvet over den vanære han har bragt over Guds menighed. Da David syndede ved at holde mandtal over folket og indså hvad han havde gjort, indrømmede han hvor tåbeligt han havde handlet. Og da han så hvilke drastiske følger det fik for hele folket, blev han bevæget til at sige: „Det er mig, der har syndet, mig, der har begået brøden; men fårene der, hvad har de gjort?“ (2 Sam. 24:10, 17) Spørgsmålet er altså om overtræderen viser ægte anger — har samvittighedsnag — over den skændsel, de problemer og den sorg han har bragt over menigheden.
„Gerninger der stemmer med sindsændringen.“
20-22. (a) Hvilke gerninger eller hvilken „frugt“ vil de ældste være opmærksomme på? (b) Forklar hvordan en angrende synder kan lægge en sådan „frugt“ for dagen.
20 Apostelen Paulus tilskyndede nogle til at „ændre sind og vende sig til Gud ved at gøre gerninger der stemmer med sindsændringen“. (Apg. 26:20) Da jøderne på Nehemias’ tid angrede at de havde taget udenlandske hustruer, lod de deres sindsændring komme til udtryk i handling. (Neh. 9:1, 2; jævnfør Jonas 3:5-10.) I tilfælde af grov synd vil de ældste derfor være interesseret i om overtræderen har ’frembragt frugt som stemmer med sindsændringen’. — Matt. 3:8.
21 Hvis overtræderen har syndet mod et andet menneske, har han da bekendt sin synd for vedkommende og bedt om tilgivelse? Hvis for eksempel en mand har begået ægteskabsbrud, har han da bekendt det for sin uskyldige ægtefælle og bedt hende om tilgivelse? Eller hvis det drejer sig om bedrageri, har han da taget skridt til at yde erstatning? I nogle tilfælde kan det være umuligt at råde bod på al den skade der er forvoldt, men viser synderen at han vil tage rimelige skridt til at opveje tabet så godt han kan? (Luk. 19:8) Spørgsmålet er: I hvilket omfang har den skyldige frembragt „frugt som stemmer med sindsændringen“?
22 Måske er den syndige handling opstået ved at en bibelsk vejledning er blevet tilsidesat. Overtræderen kan for eksempel ofte have søgt adspredelse sammen med verdslige arbejdskammerater, og denne usunde omgangskreds kan have ført til umoralitet. Er han i så fald ophørt med at komme sammen med disse verdslige venner? (Ordsp. 13:20; 1 Pet. 4:3, 4) Har han også gjort noget for at komme regelmæssigt sammen med Guds folk, og har han vist at han af hjertet ønsker at lovprise Gud i renhed? En enkelt af disse ’frugter’ er ikke i sig selv et tilstrækkeligt grundlag for at afgøre om synderen har ændret sind. De ældste vil imidlertid være interesseret i om han har en opbyggende omgangskreds, overværer de kristne møder og er nidkær i tjenesten, idet de anerkender Guds ord om at der må være gerninger til stede som stemmer med sindsændringen.
23. Hvad må de ældste være opmærksomme på hvis der er tale om gentagne tilfælde af synd?
23 Eftersom det ligger de ældste i det dømmende udvalg stærkt på sinde at holde menigheden ren, må de passe særligt på hvis overtræderen har begået alvorlige synder gennem længere tid i det skjulte. Det samme gælder hvis de har at gøre med en der tidligere har begået synder og tilsyneladende har ændret sind. Han har måske handlet uret flere gange, men fordi han tilsyneladende har ændret sind, er han hver gang blot blevet retledt og har fået lov til at blive i menigheden. Og nu har han syndet igen. I sådanne tilfælde må de ældste, med tanke på hele hjordens velfærd, overveje om hans liv virkelig vidner om at han frembringer „frugt som stemmer med sindsændringen“. Viser han ikke ved hele sin livsførelse at det er meget tvivlsomt om han hører hjemme i Guds menighed? — Sl. 119:104, NW; Rom. 12:9.
24. Hvad er afgørende for om der bør holdes flere møder med en overtræder? (Hos. 5:4; Matt. 21:30)
24 Det sker at en synder er forhærdet eller stridbar og trods de ældstes oprigtige og tålmodige bestræbelser ikke lægger sand anger for dagen. (Præd. 8:11) De ældste er ikke forpligtede til at holde gentagne møder med en sådan overtræder, som for at bønfalde eller trygle ham om at ændre sind. I nogle tilfælde kan de dog føle at det er nødvendigt at holde et nyt møde med synderen, fordi vidnesbyrdene om hans følelser, motiver og anger ikke er helt klare. Efter at han har haft tid til at bede og til at tænke over den bibelske drøftelse med de ældste, vil spørgsmålet om hans anger måske blive mere afklaret.
25. Hvorfor er det et stort ansvar de ældste har?
25 Det er et stort ansvar at skulle bedømme om der er sand anger til stede. De ældste må vise barmhjertighed og hjælpe overtrædere der virkelig angrer, men de må passe på at de ikke viser ubegrundet medfølelse, som kan føre til at en farlig „surdej“ får lov at blive i menigheden. — Gal. 5:9.
Hvordan menigheden hjælpes
26. Hvordan kan sagen behandles hvis det kun er få der kender noget til overtrædelsen?
26 I nogle tilfælde er en alvorlig synd ikke almindeligt kendt og vil sandsynligvis heller ikke blive det. De eneste der kender noget til sagen er måske den nærmeste familie eller nogle få vidner. (Det bør i så fald indskærpes dem at det vil være ukærligt at gøre sagen til genstand for sladder.) Når det dømmende udvalg i sådanne tilfælde har sikret sig at overtræderen angrer sin handling, er der ingen grund til at gøre sagen mere kendt, for alle de implicerede har hørt den bibelske retledning i forbindelse med sagen, og synderen har allerede ændret sind.
27, 28. Hvornår kan det være tilrådeligt at menigheden underrettes om at en kristen er blevet retledt?
27 I andre tilfælde kan en syndig handling være kendt af mange i menigheden og/eller i samfundet. Eller synden kan være af en sådan art at der ikke er nogen tvivl om at den vil blive almindeligt kendt med tiden. En sådan sag må gribes anderledes an. Hele menigheden må have sikkerhed for at sagen er blevet behandlet på rette måde. Desuden vil det gavne alle at høre en bibelsk vejledning der kan hjælpe dem til at nære en sund frygt for at synde.
28 Eller der kan være en situation hvor de ældste føler at der er grund til at vise forsigtighed. Selv om overtræderen nu angrer oprigtigt, kan det være at han tidligere har vaklet noget i sin beslutning om at undgå den vej der fører til synd. For at menigheden ikke skal blive bragt i fare ved at et af dens medlemmer øver en fordærvende indflydelse, kan udvalget da beslutte at der bør holdes et oplysende bibelsk foredrag.
29, 30. (a) Hvordan vil de ældste underrette menigheden? (b) Hvordan kan det være gavnligt at nogle sager behandles på denne måde?
29 I hver af disse situationer kan menighedens ældste træffe foranstaltning til at behandle sagen ved det ugentlige tjenestemøde (ikke ved andre møder). Ved dette møde kan man meddele at overtræderen er blevet retledt af et dømmende udvalg og at han har lagt anger for dagen. Det dømmende udvalg kan også finde det nødvendigt at pålægge vedkommende visse begrænsninger. De kan for eksempel gå ud på at han ikke må medvirke i punkter ved møderne, ikke repræsentere menigheden i bøn, og, måske, at han ikke må læse skriftsteder op eller kommentere ved møderne. Hvis de ældste i udvalget har pålagt overtræderen sådanne begrænsninger, kan de give de øvrige ældste besked om hvorvidt de synes at menigheden skal have oplysning herom. Efterhånden som tiden går kan disse begrænsninger lidt efter lidt hæves.
30 Samme aften, men lidt senere på tjenestemødets program, kan en ældste som er udpeget dertil, holde et myndigt bibelsk foredrag. Han skal ikke nævne overtræderen ved navn og heller ikke røbe enkeltheder af de fortrolige oplysninger der er kommet frem ved udvalgsmødet. Men han kan fremholde hvad Guds ord siger om den pågældende form for synd eller overtrædelse, om faren ved den og om hvordan man undgår den. Alle i menigheden kan have gavn af en sådan bibelsk formaning. — 2 Tim. 4:1, 2.
31. Hvordan bør vi betragte Guds indstilling til sindsændring?
31 Vi bør alle af hjertet påskønne Jehovas villighed til at tage imod oprigtig anger. Vi ønsker på ingen måde at „tage imod hans ufortjente godhed og forfejle hensigten med den“. (2 Kor. 6:1) Skulle nogen gøre dette, idet de synder og ikke ændrer sind, må menigheden ifølge Guds anvisninger gå strengere til værks. Dette vil blive behandlet i næste nummer af bladet.
[Ramme på side 18]
Hvad har du lært om sindsændring?
Hvis vi begår en alvorlig synd, må vi bekende det for Gud og følge vejledningen i hans ord om at søge hjælp hos „menighedens ældste“.
Ved et udvalgsmøde søger de ældste at fastslå om den formodede overtræder er skyldig, og de vil i så fald prøve at hjælpe ham til at ændre sind.
At der ved dette møde ’retledes for alles øjne’, vil sige at det gøres i overværelse af dem der er til stede som vidner eller dem som kender til synden.
Ægte sindsændring indebærer at man af hjertet fortryder at man har syndet mod og bragt skam over Gud og hans folk.
De ældste vil se efter vidnesbyrd om „gerninger der stemmer med sindsændringen“.
Udvalget er interesseret i at hjælpe overtræderen, men tænker samtidig på at beskytte menigheden mod en fordærvende indflydelse.