Et modent syn på indvielse

1. Hvis modenhed er nødvendig for alle, hvad er det så på sin plads at drøfte nu?

I den foregående artikel lod vi forstå, at vi havde til hensigt at drøfte de første skridt, der er nødvendige, for at vi kan få fodfæste på vejen til opnåelse af „visdommen ovenfra“. I denne henseende er Guds ånd også en betingelse for at opnå modenhed med henblik på bibelsk forståelse af spørgsmålet om vor indvielse til Gud.

2. Hvad er det første skridt, og er det ens for alle?

² Det første nødvendige skridt henimod indvielse er, at man „omvender sig til Jehova“. (2 Kor. 3:16, NW) Dette gælder i tilfælde, hvor en person førhen har været medlem af et religionssystem inden for kristenheden, nutidens Babylon, ligesom jøderne i den første menighed havde været bundet af det jødiske religionssystem. Det gælder også for deres vedkommende, som i lighed med atenerne ikke har gjort krav på at tilhøre Guds pagtsfolk. Apostelen Paulus behandlede begge tilfælde, og vi kan lære meget deraf.

3. Hvorledes påpeger Paulus årsagen til jødernes vanskelighed, og hvilken vigtig rolle spiller troen i denne henseende?

³ Med henblik på jøderne forklarede han, at de var særlig gunstigt stillet, fordi de hørte Jehovas ord, som det blev oplæst fra Moses’ skrifter, den „gamle lovpagt“, der blev indstiftet med ham. Dog gjorde de som nation betragtet ikke fremskridt i visdom og indsigt. „Deres opfattelsesevne blev sløvet“ og „et dække ligger over deres hjerter“. Der har vi årsagen til deres vanskelighed. De manglede ikke åndsevnen, men det var deres hjertetilstand, det var galt med, for ellers ville de have lagt en troens og ydmyghedens ånd for dagen. Et andet sted sætter den samme apostel fingeren på det ømme punkt, årsagen til den forkerte hjertetilstand, der hvor han advarer sine hebraiske brødre imod at udvikle „et ondt og vantro hjerte ved at trække sig bort fra den levende Gud“. Vi kan ikke begynde at gøre fremskridt i den rigtige retning, medmindre vi i tro vender os til Jehova. Den regel, apostelen fremholder, gælder alle uden undtagelse: „Uden tro er det umuligt at vinde hans velbehag; for den, som nærmer sig Gud, må tro, at han er til, og at han bliver deres belønner, som oprigtigt søger ham.“ — 2 Kor. 3:14-16; Hebr. 3:12; 11:6, NW.

4. Har de, som oprigtigt vender sig til Jehova, store velsignelser og forrettigheder i vente?

⁴ Læg nu mærke til den herlige fremtid, der åbner sig for den, der vender sig til Jehova i oprigtighed og sandhed, og du vil, når du følger hans vej, gense velkendte holdepunkter fra det, vi lige har studeret. For i 2 Korinter 3:16 til 4:6 (NW) forklarer apostelen, at når dækket bliver fjernet, så kommer vi fri af vildfarelsens mørke og trældom og hen til det sted (Herrens organisation, Zion) og ind i et forhold, „hvor Jehovas ånd er“, hvor der er frihed til at granske de dybe ting og blive forvandlet ved sindets fornyelse, så vi kan genspejle og udstråle Jehovas herlighed, og det sker alt sammen nøjagtig som ved Jehovas ånd. Alle i Zion, der nyder denne gunst, har den herlige tjeneste „af mørke at lade lys skinne frem“, så andre fanger kan blive løst fra trældom under „denne tingenes ordnings gud“, fordi vi forkynder sandheden for ethvert menneske. — Es. 59:21; 60:1.

5. Foreskrives der en lignende fremgangsmåde for dem, som ikke førhen har givet sig ud for at tjene Jehova, og opmuntres alle til at søge Jehova?

⁵ Med henblik på dem, som førhen ikke havde givet sig ud for at tjene Jehova Gud, lægger vi mærke til, at Paulus foreskrev dem det samme som atenerne. Også de „skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, så sandt han [til opmuntring for os] ikke er langt fra en eneste af os“, og skønt Gud har „overset en sådan uvidenheds tider, fortæller han nu menneskeheden, at de alle og alle vegne skal angre“. (Ap. G. 17:27, 30, NW) Det græske ord for „angre“ rummer også tanken om en sindsændring, „en omvendelse til Jehova“. Der findes al opmuntring i Guds ord for enhver, uanset tidligere adfærd, til at tage dette første skridt, at lægge anger for dagen og få den rigtige hjerteindstilling. Betænk for eksempel blot de følgende nåderige udtalelser: „Søg Jehova, mens han findes, kald på ham, den stund han er nær! Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til Jehova, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ For „jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust ånd, og den, som bæver for mit ord“. — Es. 55:6, 7; 66:2.

6. Hvilke to vigtige ting får man som regel først øjnene op for, når man kommer til kundskab om sandheden?

⁶ Men hvad så? Lad os som et eksempel tage en, der for nylig er kommet i berøring med Jehovas vidner, og som ved deres hjælp er kommet til at påskønne kundskaben om Jehovas herlige hensigter og nåderige foranstaltninger. Han har vendt sig bort fra sin tidligere færd og til Jehova, for han indser, at han er blevet ført ud af mørket og ind i lyset. Han forstår nu, at Guds universelle overhøjhed er det store stridsspørgsmål, og han ved ud fra Guds ord, at det snart skal afgøres for al skabningen een gang for alle i Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Han ved, at sejren vil blive vundet af Guds rige og dets retfærdige hære, der kæmper under Jehovas salvede „Kongernes Konge“, og at den forudsagte sejr er vis, fordi Jehova lige siden 1914 har spottet sine fjender og hånleet ad dem og sagt: „Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!“ Han er begejstret over dette oplysende syn, og han ser også i Guds ord, at der i denne „endens tid“ er et presserende arbejde af største betydning, der skal udføres, nemlig Guds „underlige gerning“, et vidnearbejde og overbringelsen af et advarselsbudskab såvel som et trøstens budskab til oplysning for alle, som gerne vil lytte. — Åb. 16:14; 19:11-16; Sl. 2.

7. Hvilke slutninger og hvilken fremgangsmåde fører forståelsen af stridsspørgsmålet og Herrens arbejde til?

⁷ Ja, siger han til sig selv, jeg ser stridsspørgsmålet ganske klart, og jeg forstår, at Jehovas vidner virkelig udfører Herrens arbejde. Jeg er fast besluttet på ved Guds nåde at tage standpunkt på den rigtige side i dette spørgsmål og støtte Guds riges retfærdige sag. Endvidere ser jeg, at det er en forret og mit ansvar at tage aktiv del i vidnearbejdet i videst mulige udstrækning og lade det komme i første række i mit liv. Da jeg har taget standpunkt og indviet mig selv uforbeholdent til Guds tjeneste, som den udføres under hans teokratiske organisations ledelse, forstår jeg ud fra Skriften, at det næste skridt bør være, at jeg symboliserer min fulde indvielse ved vanddåben og bekender det standpunkt, jeg har taget. Han tager dette skridt i den tro, at nu ligger vejen klar forude, den vej, der, hvis han vedbliver at vandre ad den, vil føre til evigt liv og lykke på jorden under Guds riges styre og velsignelse.

8. Finder vi altid, at vor vej er klar forude, eller indtræffer der ting, der kan få det til at se ud som om, det er umuligt at fortsætte?

⁸ Alting synes at være i bedste orden. Eller? Den fri bane viser sig ikke altid at være så fri, vel? Du har sikkert hørt om eller været i personlig berøring med eller måske du selv i øjeblikket er ude for erfaringer, hvor det synes næsten umuligt at fortsætte ad den vej, du begyndte. Det kan have den ene eller den anden grund. Måske er vidnearbejdet langt mere anstrengende, nu da du står midt i det, end du havde forestillet dig, at dømme efter dine medvidners optimisme og begejstring. Du møder måske ikke megen direkte modstand, men en mur af ligegyldighed i det distrikt, hvor du arbejder, og du kan mærke, at det tager på dig. Måske er det noget, som slet ikke har direkte med Herrens arbejde at gøre, men et vanskeligt problem, der er opstået i dit hjem, som følge af det standpunkt du har taget, og det øver et stærkt pres på dig og gør dig ulykkelig i en sådan grad, at du ikke synes du kan bære det. Eller måske er det noget helt andet igen. Et eller andet eller en eller anden er kommet ind i dit liv og øver en så stærk tiltrækning på dig, at du føler, du simpelt hen ikke kan stå imod. Du ved, fra alt hvad du har hørt, og også fra eksemplerne i Bibelen, som i Hebræerne 11, at sådanne erfaringer er overgået hele Guds folk, og at de har holdt trofast ud under sådanne prøver og fristelser, men i dit tilfælde har du på fornemmelsen, at du helt har mistet ligevægten og påtaget dig mere, end du kan klare. Løfterne i Guds ord synes ikke at gælde for dit vedkommende. Du føler, at du ikke har mod til at komme sammen med dine brødre, og vender tilbage til dine gamle tilbøjeligheder eller følger helt nye i et forsøg på at drukne dine sorger.

9. Oplever vi skuffelser med de nyinteresserede, bør vi så hurtigt drage den slutning, at vi ikke kan gøre mere for at hjælpe dem?

⁹ Måske, kære læser, har du aldrig været udsat for sådan noget, men du har erfaret den glæde at hjælpe andre til forståelse af sandheden og set dem vokse efter de givne retningslinier, og så, netop som du troede, at de i god behold var kommet ind i folden, for de havde jo taget standpunkt og var blevet døbt, begynder de at vakle og snuble i lighed med det, der her er blevet fremholdt. Hvad er der i vejen? Du mindes, hvor god fremgang de gjorde, mens du havde bibelstudium med dem. Men nu, da du er ivrig efter på enhver måde at hjælpe dem og beder om Guds hjælp i denne sag, så vil de ikke give dig lov dertil, ja, vil måske endog nægte at se dig. Med beklagelse slutter du dig til, at der intet er at gøre, og at du hellere må se dig om efter nogle andre, du kan hjælpe, og du trøster dig selv med, at sådanne hændelser blev forudsagt i Jesu lignelse om sæden, der blev sået, hvor der kun var lidt muld, eller hvor den hastigt blev kvalt af tidsler. Studieartiklen i Vagttaarnet for 1. april 1951, der omhandlede denne lignelse, viste imidlertid, at disse årsager til udeblivelse af frugt ikke nødvendigvis er automatiske, noget, der ikke kan ændres, men at vi, når der er spørgsmål om at hjælpe os selv eller en anden, har et stort ansvar. Lad os derfor se nærmere på spørgsmålet: Hvad er der i vejen?

Årsagerne til tilbagefald

10. Bør vi betragte vor indvielse som først og fremmest til et arbejde eller en person, og hvilken forskel gør dette?

¹⁰ Du vil måske sige, at umodenhed er grunden. Ja, men i hvilken bestemt henseende? Vi vil mene, at det udmærket kan skyldes manglende forståelse af, hvad indvielse betyder. Hvad vi ønsker at fremhæve er dette, at det ikke kun er et spørgsmål om at indvi os til et arbejde og lade det indtage førstepladsen i vort liv, men først og fremmest at indvi os til en person, og denne person er Jehova. Hvad forskel gør nu det? Hele forskellen. Det hjælper os til at undgå den fejl at betragte vor indvielse som et skridt, vi een gang har taget og dermed færdig, og at nu er det arbejdet, det gælder. Den bør snarere betragtes som en indledning til et livsvigtigt forhold, der til enhver tid må bevares og hæges om med nidkærhed.

11. a) Hvor får vi oplysning om Jesu indvielse? b) Hvordan åbenbarede han en moden forståelse af Guds lov i forhold til sin indvielse?

¹¹ Skal vi søge bibelsk vejledning i denne sag, kan vi ikke gøre bedre end at betragte vor leder og vort eksempel, Kristus Jesus. Til gavn for os og for ham åbenbarede Jehova godhedsfuldt i sit ord Jesu nøjagtige tanker og hjerteindstilling, der førte til, at han lod sig døbe af Johannes. Dette blev nedskrevet i Salme 40, århundreder før Jesus kom til jorden, og vi kan være helt sikre på, at den hentyder til ham, for i sin omtale i Hebræerne 10:5-10 af Jesu offer citerer apostelen Salme 40:7-9. Når vi læser disse vers, lærer vi, at Jesus forstod, at det nu var hans forret at ofre sig selv som „eet offer for synder for bestandig“ i stedet for de dyreofre, der blev frembåret under den gamle lovpagt. (Hebr. 10:12, NW) Som et udtryk for sin hjerteindstilling, da han indviede sig, sagde han: „Se, jeg kommer . . . at gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ Ja, men beviser ikke dette sidste udtryk, vil du sige, at det er en indvielse til et arbejde, til at gøre Guds vilje? Vent et øjeblik! Modenhed betyder ikke bare forståelse af noget af sandheden om et eller andet emne, men af hele sandheden, så man i sindet kan danne sig et færdigt billede, hvor hver ting er på sin plads og i det rette forhold til helheden. Lad os derfor lægge den rette vægt på det efterfølgende og afsluttende udtryk for Jesu indvielse: „Din lov er i selve mit hjerte.“ (Sl. 40:8, 9, AT) Hvordan det? Under hvilken form? De ti bud? Jesus pegede hen til en langt modnere opfattelse af summen af Guds lov, da han over for den jødiske skriftkloge sammenfattede det således, at Jehova vor Gud er een og der er ingen anden (han understregede hans overhøjhed som det vigtigste), og at vi må elske ham af hele vort hjerte, af hele vor forstand og al vor styrke, og også elske vor næste som os selv. (Mark. 12:28-34) Nu er vi kommet til sagens kerne! Det var det, der lå til grund for Jesu udtalelse og fik ham til at sige: „At gøre din vilje er min lyst,“ og som fik ham til at holde ud på den vej, til trods for de sværeste lidelser og hårdeste prøver. Det var ikke bare, fordi han så, at det var en god gerning, hvoraf så meget afhang, men på grund af sit forhold til sin himmelske Fader, og fordi han anerkendte hans overhøjhed og elskede ham med ubrydelig hengivenhed.

12. Hvorledes viser det ægteskabelige forhold nødvendigheden af at give det, der kommer først i betydning, førstepladsen?

¹² Tag for eksempel det ægteskabelige forhold som et billede på den relative vigtighed mellem personligt forhold og arbejde. Når en kvinde gifter sig, ved hun, at der venter hende meget og vigtigt arbejde i forbindelse med vedligeholdelsen af et hjem og opdragelsen af børnene, for „en husmoders arbejde er aldrig til ende“. Men hvis hun er en ægte og klog kvinde, så vil hun forstå, hvor langt vigtigere det er for hende trofast og til enhver tid at gøre sit til at bevare det dyrebare ægteskabelige forhold med dets gensidige kærlighed og hengivenhed og årvågent afværge alt, der kunne bevirke, at ægtefællerne mistede tilliden til og respekten for hinanden og begyndte at glide bort fra hinanden. I vore dage, da selviskheden har båret sin frugt, er det almindeligt, at ægteskab betragtes som et skridt, man een gang har gjort og dermed færdig, og ikke et forhold, man er gået ind til, der skal opretholdes og hæges om. Måske er det årsagen til, at så mange ægteskaber så hurtigt lider skibbrud.

13. Fører sand forståelse af vor indvielse til et modent syn på Herrens arbejde?

¹³ Lad os til enhver tid og for enhver pris vogte vor fulde og uselviske hjertehengivenhed for Jehova, da den er selve summen af vore indvielsesløfter. Vi har som Jesus efterkommet opfordringen: „Giv mig dit hjerte, min søn.“ (Ordsp. 23:26) Fra da af „vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet“. (Ordsp. 4:23) Formindsker dette vigtigheden af Herrens arbejde eller vor andel deri? Nej, ikke i mindste måde. Det hjælper os til at anlægge et mere modent syn på det, til nidkært at deltage i det ud fra det rette motiv, fordi vi ønsker at ophøje Jehovas navn, fordi vi elsker ham med alt, hvad vi har, og fordi vi elsker vor næste og ønsker, at han skal have del i de velsignelser, vi selv glæder os over. Delagtighed i Jehovas tjeneste er det vigtigste og stadige bevis for opretholdelsen af vor indvielse. (Joh. 14:15; 1 Joh. 5:2, 3) Vi kan nu bedre forstå, at moden forståelse og indsigt ved hjælp af Guds ånd fører til moden tilbedelse „i ånd og sandhed“, hvilket igen kommer til sin fulde udfoldelse gennem moden, hellig tjeneste. Knyttede ikke Jesus disse to ting, tjeneste og tilbedelse, ubrydeligt sammen, da han sagde: „Det er Jehova din Gud, du bør tilbede, og det er ham alene, du bør yde hellig tjeneste“? — Matt. 4:10, NW.

14. Hvad er fremfor alt andet nødvendigt til opfyldelse af vore indvielsesløfter?

¹⁴ Vil dette hjælpe os til at overvinde de tilsyneladende uovervindelige vanskeligheder, der før blev omtalt? Ja. Kærlighed til Jehova, idet vi helt underordner vor vilje under hans i bevidstheden om vort forhold til ham, er, hvad der vil hjælpe os til at imødegå ethvert angreb fra modstanderen, hvor det end måtte komme fra. Det er den, der vil holde os oppe under de sværeste udholdenhedsprøver; det er den, der vil lægge de mest underfundige og lokkende fristelser blot og sætte os i stand til at modstå dem.

15. a) I hvilken grad berøres Jehovas ånds virksomhed af vor opfattelse af, hvad indvielse betyder? b) Hvad vil sætte os i stand til at dele apostelens overbevisning, som den er optegnet i Romerne 8:38, 39, NW?