en uddannelse. Men en højere uddannelse var heller ikke noget plus i Guds øjne, for de lærde manglede tit ydmyghed og bekæmpede Jesus, som vi ser det i tilfældet med de skriftkloge og farisæerne.

Lad ikke manglende skoleuddannelse hindre dig i at være med i forkyndelsen. Den bedste forkynder der nogen sinde har betrådt denne jord havde ikke en eneste eksamen fra en højere læreanstalt! Jesus havde fået sin undervisning af Gud gennem hans ord, den bedste undervisning der findes. Det er den undervisning du har brug for. Har du en god uddannelse og bruger du den med fordel i tjenesten er det udmærket, men tro ikke at den er en betingelse for at være en Guds tjener.

På den anden side behøver ingen indviet Guds tjener mene at hans bibelkundskab er for ringe og at han derfor endnu ikke kan tage forkyndeelsen op. Alene det

(Jos. 9:21-27) kan tjene. (5 Mos. 16:12-15; 29:11) Findes der ingen i Kredsen, der egner sig til at udfylde Pladserne som Kredstjener eller Arbejdsudvalg, og der findes Jonadabvenner, som har Evner og er nidkære, lad da Jonadabvennerne blive indsat i Arbejdsudvalget og giv dem Lejlighed til at tjene. Arbejdet skal ikke sinkes, fordi nogle mangler Nidkærhed. Evangeliet skal forkyndes nu. — Matt. 24:14.“

17. (a) Hvilken uret adfærd kan nogle, både blandt resten og de andre får, have gjort sig skyldige i? (b) Hvordan har deres oprigtige anger imidlertid vist sig?

¹⁷ Mange enkeltpersoner såvel blandt resten af Kristi medarvinger som blandt de „andre får“ har på et eller andet tidspunkt i deres liv handlet ligesom den fortabte søn. Skønt de havde indviet sig til Jehova forlod de deres Faders hus, og nogle af dem syndede endog så groft at de måtte udstødes af menigheden. Senere hen har de imidlertid vist oprigtig anger og atter vendt sig til Jehova Guds menighed. Både over for den og over for deres himmelske Fader har de indrømmet at de har handlet forkert. De har omvendt sig og ændret deres handlemåde. Nogle af dem har måske levet i utugt og hor, men nu har de åbenbaret at de har den ånd som den fortabte søn havde da han vendte hjem til sin faders hus; de har lagt det rette hjertelag for dagen, bedt deres Fader om tilgivelse og anmodet om at måtte blive trælle i hans organisation. De der har vist oprigtig anger, ligesom den fortabte søn, er glade igen fordi de er blevet genoptaget i menigheden. Nu viser de en ydmyg indstilling og sammen med dem der forblev i deres Faders hus forkynder de atter den gode nyhed om Guds rige.

18. Hvilke muligheder for tjeneste åbner der sig for den der har været udstødt, er blevet genoptaget og gennem nogle år har vist sig ulastelig?

¹⁸ De der har fået deres Faders tilgivelse og som ydmygt har tjent som gode trælle efter at de er vendt hjem fra den urene tilstand de levede i som udstødte, viser sig måske med tiden at være udmærkede tjenere i deres Faders husstand. I løbet af en årrække glemmes den skamplet de i sin tid satte på deres personlige omdømme og som gjorde et dårligt indtryk på folk uden for den kristne menighed. Hvis menigheden på grund af en sådan broders ulastelige opførsel siden han blev genoptaget, er kommet til at betragte ham som et godt eksempel, og han har vist sin ydmyghed og sin kærlighed til Jehovas ord og arbejde gennem ti år efter sin genoptagelse, vil det være i overensstemmelse med lignelsen om den fortabte søn om broderen bliver brugt som menighedsbogstudieleder og får lov til at holde offentlige foredrag. Senere kan han måske endog få den forret at yde en endnu større tjeneste i Jehovas organisation. Hvis han siden sin genoptagelse har vist sig at være et eksempel for Guds hjord under ti års trofast tjeneste, og hvis menighedens udvalg skønner at han kunne tildeles en større tjenesteforret, hvorfor så ikke give ham den? Hvis han har vist at han nu har i sinde at blive i sin Faders hus for bestandig, og at han trofast helliger sig husets interesser, synes der ikke at være noget i vejen for at han kan få betroet et større ansvar i Jehovas folks menighed igen.

19, 20. (a) Hvilken rolle spiller Guds ord og ånd i vor tjeneste? (b) Hvilke to sider af sagen er det vigtigt at vi forstår?

¹⁹ Som aldrig før er Bibelen det hele undervisningsprogrammet samler sig om. Alle de nævnte led i programmet bygger på Bibelens ord. Der findes intet der som Guds ord kan vende menneskers hjerter. Paulus havde dette i tanke da han skrev om de større goder der knytter sig til den nye pagt og tjenesten for den. Da Jehova bekendtgjorde den nye pagts vilkår sagde han: „Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter.“ (Jer. 31:33) I tråd med dette skrev Paulus til korinterne: „Det kendes på jer, at I er et brev fra Kristus, ført i pennen af os, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter.“ — Ja, „Herren [Jehova, NW] er Ånden“, og når vi vender os til ham og lader hans ånd få frit løb i vore hjerter, idet vi holder os nær til hans ord, så kan vi ’med utilslørede ansigter som spejle genskinne Jehovas herlighed’. (NW) Vi kan således være redskaber for ham og nyde det store privilegium at hjælpe andre til at vende sig til ham, eller vende tilbage til ham. Og glem ikke at „den, der omvender en synder fra den vildfarelse, han er kommen ud i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler en mangfoldighed af synder“. — 2 Kor. 3:3, 17, 18; Jak. 5:20.

²⁰ Til opmuntring for os vil vi til slut se på et forbillede der viser begge sider af sagen, nemlig at hjerterne endnu kan ændre sig og vende om til Jehova, og at Jehova selv har et stort og kærligt hjerte over for alle som virkelig er hans børn og som vender sig til ham.

Et forbillede

21. Hvad havde vakt de ti halvbrødres had til Josef, og hvorved røbede de deres dårlige hjertelag?

₂₁ Dette forbillede er det velkendte drama omkring Jakob og hans tolv sønner, berettet i Første Mosebog, kapitlerne 37 til 45. Jakob holdt særlig meget af to af sine sønner, Josef og Benjamin, fordi de var sønner af hans elskede hustru Rakel. Josef var genstand for sine ti halvbrødres bitre had fordi han i særlig grad nød sin faders gunst og fordi han havde nogle drømme fra Gud. Hans brødre var så indædt misundelige på ham at de lagde planer om at dræbe ham. Imidlertid valgte de i stedet at sælge ham som træl til nogle folk der skulle ned til Ægypten. Brødrene tog Josefs ærmekjortel, dyppede den i blod og sendte den hjem til deres fader, som skønnede at hans søn måtte være blevet ædt af et vildt dyr. De røbede i sandhed et meget dårligt hjertelag både over for Josef og over for deres fader. — 1 Mos. 37:2-36.

22, 23. Hvordan blev deres hjertetilstand sat på en ransagende prøve, og med hvilket resultat?

²² Årene gik. Gud ledede det sådan at Josef blev sat til at forvalte Ægyptens kornlagre. Da den forudsagte verdensomspændende hungersnød satte ind måtte Jakob to gange sende sine sønner ned til Ægypten for at købe korn. Josef genkendte sine brødre, men de genkendte ikke ham. Da de kom første gang traf det sig sådan at de røbede at de havde en dårlig samvittighed på grund af Josef. Men var der virkelig sket en forandring i deres hjerter? Da de kom anden gang arrangerede Josef det sådan at hans brødre blev sat på en hård prøve. Man fik det til at se ud som om Benjamin havde stjålet Josefs hellige sølvbæger! Josef, som de stadig ikke genkendte, befalede strengt at Benjamin skulle blive tilbage som hans træl. De andre kunne tage hjem. Nu fremsatte Juda, tydeligt støttet af sine brødre, den mest hjertegribende og spontane appel man nogen sinde har hørt, og det endda over for en tilsyneladende hård og fjendtlig mand! Juda pintes i sin sjæl da han forklarede hvor meget Benjamin betød for deres fader. Det endte med at han sagde at han selv ville være Josefs træl, så den unge Benjamin kunne rejse hjem sammen med sine brødre. Derpå fulgte et bevæget udbrud der kom fra hans hjertes inderste: „Hvorledes skulle jeg kunne drage hjem til min fader, når jeg ikke har drengen med? Jeg vil ikke kunne være vidne til den ulykke, der rammer min fader!“ — 1 Mos. 44:34.

²³ Der var ikke den fjerneste tvivl om at de havde forandret sig i deres hjerter. Josef var meget bevæget og græd højt mens han gav sig til kende for sine brødre. Men lad os se på den anden del af dramaet, Jakob, som venter derhjemme.

24. Hvordan reagerede Jakob da han hørte nyheden om Josef, og hvad viser hans reaktion?

²⁴ Vi kan forestille os den gamle fader der bekymret venter og spekulerer mens dagene og ugerne går. Skal han nogen sinde se sin elskede Benjamin igen? Skal han miste ham, som han mistede Josef? Langt om længe får han at vide at hans sønner er i sigte og snart vil ankomme. Han venter i sit telt. Vi kan se scenen for os. Han hilser sine sønner velkommen, den ene efter den anden, men den yngste, Benjamin, får en særlig hjertelig velkomst. Men hvad er det de siger? Den betroede mand dernede i Ægypten var ingen anden end Josef? Umuligt! Hvis det var rigtigt ville Josef i hvert fald have sendt et livstegn for længe siden. Sådan har Jakob sandsynligvis tænkt. Men hans sønner opfordrer ham til at komme og se hvad de har med hjem, så det må han gøre. Med tungt hjerte går han ud og tager et overblik over alle fødevarerne og det øvrige gods, for ikke at tale om alt det sølv og de smukke klæder Benjamin har fået. Men da han ser den vogn som specielt er sendt for at hente ham ned til Ægypten, da er sagen klar! Vognen er så luksuriøs og bekvem, netop det der skal til! Den er ikke alene et synligt forbindelsesled men det synlige transportmiddel der kan bringe ham til hans længe savnede Josef. Jakob griber fat i vognen; overbevist og fuldstændig overvældet udbryder han: „Det er stort, min søn Josef lever endnu; jeg vil drage hen og se ham, inden jeg dør!“ — 1 Mos. 45:25-28.

25. (a) Hvad røber alt dette om Jehova? (b) Hvordan kan vi vise at vi virkelig er hans børn? (c) Hvilken mulighed er stadig åben for dem der er faret vild?

²⁵ Jakob føler akkurat som faderen i Jesu lignelse: han glæder sig over sin søn der „var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen“. (Luk. 15:32) Josef var naturligvis ikke faret vild, som den fortabte søn, men det væsentlige her er den inderlige faderkærlighed der blev vist i begge tilfælde. Han der lod alt dette ske og lod det nedskrive i sit ord må i sandhed selv eje et hjerte der er større og langt kærligere end vi så det hos dem der blot var forbilleder. Hvis vi virkelig er Jehovas børn vil vi ønske at genspejle hans herlighed, og vise den samme kærlighed, tålmodighed og barmhjertighed som han. Vi vil benytte enhver lejlighed til at efterligne vor Fader i himmelen. (2 Kor. 3:18, NW) Skulle du imidlertid være faret vild, kan du afgjort ikke gøre noget bedre end at vende dig til ham og følge hans kærlige opfordring og tilskyndelse. Er du ikke enig med os? Ville det ikke være godt om du kunne regnes med blandt dem til hvem Peter skrev „I var vildfarende som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand“? — 1 Pet. 2:25.