„Sig til fangerne: Gå ud!“

„For at du kan sige til fangerne: Gå ud! til dem, som er i mørke: Vis jer. De skal græsse langs vejene og deres græsgange være på hver en høj.“ — Es. 49:9, KJ.

1, 2. Hvilke beretninger findes der om, at Jehova har åbnet fængselsporte og sat de fangne fri?

JEHOVA kan ikke overgås af nogen, når det drejer sig om at åbne fængselsporte og sætte fanger fri. Det er beviseligt, at han har gjort det i rent bogstavelig forstand. Han sendte profetiske drømme til Farao i fortidens Ægypten, og derigennem udvirkede han, at Josef blev løsladt fra fængselet, så han kunne tyde drømmen og blive Faraos førsteminister. Han brugte Babylons vældige hære som sine skarprettere og lod dem kæmpe sig ind i Jerusalem, hvor han lod dem udfri sin profet Jeremias fra fængselet. Langt senere foretog Jerusalems religiøse herskere igen en uretfærdig arrestation, denne gang af Jesu Kristi apostle. Men Jehovas engel åbnede den nat fængselets porte og førte dem ud, uden at deres vogtere mærkede det, og pålagde dem at gå tilbage og forkynde om Jesus Kristus i templet. Ved en senere lejlighed, da Peter alene blev fængslet og dømt til døden og lå bundet i lænker, sovende mellem to soldater og med vagtmandskab foran celledøren, sønderbrød Jehovas engel lænkerne og førte Peter ud til frihed og mere tjeneste for sin Gud.

² Jehova skyede end ikke brugen af et jordskælv under fængslet i Filippi i Makedonien for at frigøre apostelen Paulus’ og Silas’ hænder og fødder fra lænker og blok og slå celledøren på vid gab og få fangevogteren til at føre dem ud med dybeste respekt og sagtmodigt lyttende til deres budskab. Det er sande ord, der er skrevet: „Jehova løser de fangne.“ — Sl. 146:7; Jer. 40:1-4; 1 Mos. 41:1-46; Ap. G. 5:17-21; 12:1-11; 16:19-34.

3. Siden hvornår har han i vor tid udført et udfrielsesarbejde, og hvad er det, der udfries fra?

³ Men nu er vi nået til året 1952. I så moderne en tid er det vel utænkeligt, at Jehova Gud skulle udfri mennesker fra fængsler? Tro det ikke for et øjeblik. Kendsgerningen er den, at han netop udfører sit store udfrielsesarbejde i denne moderne tidsperiode fra 1919. Dette arbejde kendetegnes ved manges udfrielse fra bogstavelige fængsler, koncentrationslejre og andre steder, hvor folk holdes fangne. Men det kendetegnes ganske særligt ved udfrielsen af ofre fra et langt mere omfattende og forfærdeligt fængsel, en åndelig fængselstilstand i et nutidens Babylon. Ingen kan modstå og ingen modstår hans magt til at frigøre de bundne, skønt fængselet stadig står. Når han har udfriet alle, som længes efter at blive frie, og som ser hen til ham for at blive det, da vil han knuse hele dette fængselssystem i Harmagedonslaget og indføre en fri verden for alle, som lever. Læg mærke til, hvordan dette sker.

4. Hvorledes kan vi afgøre, hvem der er Jehovas store tjener og befrier?

⁴ Den almægtige Gud har en stor befrier eller tjener, hvem han nu bruger i arbejdet med at skænke kærkommen løsladelse til frihedselskere, som er bundet. Hvem er det? Lyt til den røst, der fra en jødisk synagoge i Nazaret i Palæstina lyder som et ekko ned gennem nitten århundreders lange gang, en røst, der læser ordene i Esajas’ profeti, kapitel een og tres, vers eet og to Es 61:1, 2, og du vil høre disse ord: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde gode nyheder for de fattige, han sendte mig for at prædike frihed for fangerne, og at de blinde skal få deres syn igen, for at sende de fortrykte bort i frihed, for at forkynde Jehovas kærkomne år.“ (Lukas 4:18, 19, NW) Ja, du genkender denne røst og forstår, at det er Jesus af Nazaret, der taler og der anvender på sig selv disse profetiske ord, som udpeger ham som Jehovas tjener i udfrielsesarbejdet. Ja, han er den store tjener, som den almægtige Gud har oprejst som befrier, nu da hele verden trues af ny trældom, nemlig under den gudsbespottelige, internationale kommunisme. Den indbildske religiøse kirkefyrste, der påstår at være den synlige „Kristi stedfortræder“, kommer sørgeligt til kort som et åndeligt værn mod den ukristelige kommunismes stormløb. En falsk Kristus er ikke til at stole på som et sandt værn imod politiske og sociale løgne. Men den sande Kristus, Jesus, Guds søn, står fastere end selveste Gibraltarklippen. Han kan ikke alene hindre kommunismen og andre politiske „ismer“ i at vinde indpas hos sandheds- og retfærdselskende mennesker, men også udfri mange, som er i trældom under denne verdens utallige systemer.

5. Hvad fører det til at se hen til mennesker som befriere, og hvis udnævnelse er det en tilsidesættelse af?

⁵ Millioner af mennesker inden og uden for kristenheden har ladet sig bedrage i fortiden. Nu er det dåragtigt at lytte til en mand eller en gruppe mænd, der har albuet sig frem i rampelyset, og derefter for at skaffe sig tilhængere erklærer, at de vil bringe folket frigørelse. Fuld udfrielse af menneskeheden beror hos den almægtige Gud Jehova og hos ham alene. Han har selv udpeget sig en, der er pålidelig, og som vil løslade fangerne under dette undertrykkende tingenes system. Den dag i dag fastholder han denne udnævnelse. Det er derfor til ingen nytte og fører kun til skuffelser at se hen til nogen anden end den, som den Højeste har udnævnt. Han kundgør, hvem det er, han har udnævnt, og omtaler ham med disse ord: „Så siger Jehova: Jeg hører dig i nådens stund, jeg hjælper dig på frelsens dag, vogter dig og gør dig til folkepagt for at rejse landet igen, udskifte øde lodder og sige til de bundne: Gå ud! til dem i mørket: Kom frem!“ — Es. 49:8, 9.

Tjeneren

6, 7. Hvem gælder ordene i Esajas i forbilledet, og i modbilledet?

⁶ Ja, men disse ord, vil du måske indvende, gælder Kyros, Persiens konge. I året 539 f. Kr. omstyrtede han og hans onkel Darius det mægtige Babylon, der havde tilintetgjort Jerusalem og dets tempel og lagt jødernes land øde ved at føre så godt som alle de overlevende i fangenskab i Babylon. Men i sit første regeringsår gav Kyros disse jødiske fanger fri. Han lod dem drage tilbage til de øde arvelodder i Palæstina, så de kunne opbygge det hærgede land.

⁷ Alt dette er fuldstændig rigtigt. Esajas forudsagde i sit fem og fyrretyvende kapitel Kyros’ komme og hans storsindethed over for Jehovas folk, men han opstiller ham som et forbillede, en profetisk skikkelse, der peger hen til Jesus Kristus, den større Kyros. Det er Jesus Kristus, der iværksætter den fulde opfyldelse af Jehovas profeti. Han er derfor nu tjeneren, der virker udfrielse.

8. a) Hvilket virksomt udfrielsesredskab ejede Jesus? b) Hvorledes hjalp Gud ham og gjorde ham til en „folkepagt“?

⁸ Dengang Jesus var her på jorden, havde han et virksomt redskab, sandheden. Dette får os straks til at tænke på hans ord: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:31, 32) I al den tid han var på jorden som menneske, befandt han sig i stadig fare for den store slange, Satan, Djævelen, og al hans onde sæd, dæmoner og mennesker. Han bad til sin himmelske fader, og denne bønhørte ham og hjalp ham, så han kunne fuldføre sin gerning til menneskehedens frelse. Jehova Gud bevarede ham, til hans arbejde var gjort. Derpå lod han ham vise sin loyalitet og retskaffenhed helt indtil en vanærende død på en marterpæl på Golgata. Men den Almægtige bevarede ham ved at oprejse ham fra de døde til udødelighed i himmelen som Guds ophøjede åndelige søn. På denne måde kunne Jesus Kristus fortsætte sit udfrielsesarbejde og stå til rådighed for dette arbejde på denne dag. Gud har gjort ham til en „folkepagt“. Hvordan er han en „pagt“? En pagt er en højtidelig forpligtelse til at gøre noget. Gud har højtideligt forpligtet eller bundet sig til at løslade alle sande frihedselskere fra fængsel og trældom, og han har givet sin søn, Jesus Kristus, som en pagt eller pant på, at han vil gøre dette. Han har skænket og udpeget Jesus til at være den, som skal frigøre menneskene. Lige så sikkert som der er en opstanden og herliggjort Jesus ved Faderens højre hånd i himmelen, lige så sikkert er det, at der vil finde en løsladelse sted af retsindige mennesker fra trældommen under det moderne Babylons tyranniske verdenssystem. Den, man bør se hen til, er derfor denne herlige tjener, som Gud har gjort til en „folkepagt“. Alle menneskelige ledere vil vise sig at være bedragere.

9. Hvordan anvender Paulus Esajas 49:8 og viser os, at vi kan være forenet med den sande befrier i hans arbejde?

⁹ Du elsker selv frihed, og du så gerne, at andre kunne opnå og glæde sig over at eje frihed. Kunne du ikke godt tænke dig at være forenet med den sande befrier i hans gerning? Du kan blive det. Vi ved ud fra disse bibelske kendsgerninger, at du kan. I paragraf 5 citerede vi Esajas 49:8. Apostelen Paulus henleder opmærksomheden på disse ord og anvender dem i forbindelse med Jesu Kristi efterfølgere. Vi gengiver Paulus’ særlige udtryksmåde og selve dens sammenhæng: „Vi er derfor udsendinge på Kristi vegne, som om Gud kom med formaning gennem os. På Kristi vegne beder vi: Lad jer forlige med Gud! Den, som ikke kendte til synd, gjorde han til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed ved ham. Idet vi samarbejder med ham, formaner vi jer til ikke at tage imod Guds ufortjente godhed og forfejle dens hensigt. Han siger jo [og her følger Paulus’ citat af Esajas 49:8, LXX]: I en belejlig stund hørte jeg dig, og på frelsens dag kom jeg dig til hjælp. Se! Nu er det den særlig belejlige tid. Se! Nu er det frelsens dag. På ingen måde giver vi nogen anledning til snublen, for at der ikke skal findes fejl ved vor tjeneste; men i enhver henseende anbefaler vi os selv som Guds tjenere.“ — 2 Kor. 5:20 til 6:4, NW.

10. Hvorledes søgte Paulus at bevare sin tjeneste ulastelig, og hvad opfordrer han os til vedrørende Guds ufortjente godhed?

¹⁰ Her fortæller Paulus os, at han havde fået en tjenestegerning betroet, og at han under udførelsen deraf samarbejdede med Gud og hans store tjener, Jesus Kristus. Da Kristus ikke var personlig til stede i kødet, virkede Paulus som en udsending for Kristus og sagde på hans vegne: „Lad jer forlige med Gud [så I kan vinde frelse i denne belejlige tid og på denne dag, der er fastsat dertil].“ For at Paulus’ tjeneste kunne være ulastelig i denne henseende, gav han ikke sine tilhørere anledning til snublen, men anbefalede sig selv i alle måder til dem som Guds tjener. Han opfordrer dem, til hvem han skriver, til ikke at tage imod Guds ufortjente godhed gennem Kristus og forfejle hans hensigt. Og dette gælder alle os, som har taget imod hans ufortjente godhed. Vi må ikke forfejle den hensigt, i hvilken den blev skænket.

Et arbejde at udføre

11. Hvordan kan vi undgå at forfejle hensigten med Guds ufortjente godhed imod os?

¹¹ Hvorledes kan vi forfejle hensigten med denne ufortjente godhed? Ved at undlade at udføre det arbejde, hvortil den blev givet, så vi kunne være skikkede dertil. Har vi en gang smagt hans ufortjente godhed, og er vi blevet forligt med Gud, eller er vi kommet i et venskabsforhold til ham, så må vi fra nu af være hans medarbejdere. Vi må samarbejde med hans store tjener, Jesus Kristus. Han har overdraget sin store tjener et arbejde at udføre. Vi er forpligtet til at udføre så stor en del af dette arbejde, som vi formår. I den udstrækning, gælder derfor dette hverv, der er betroet tjeneren, også os, og vi bliver hans medtjenere. Vi bliver medlemmer af tjenerskaren. Dette er ganske særligt tilfældet for de kristnes vedkommende, som er salvet med Guds ånd, således som Jesus var det, og som er døbt ind i hans åndelige legeme eller menighed, og som gøres til medarvinger med ham i det himmelske rige. I overensstemmelse med det guddommelige hverv er det deres pligt at være med til at sige til fangerne: Gå ud! og til dem, som sidder i mørke: Kom frem! Dersom vi trofast udfører denne opgave, så modtager vi ikke Guds ufortjente godhed forgæves.

12, 13. Hvem er det, tjeneren siger skulle lytte til ham, og hvordan blev det muligt for dem at lytte til Jesu ord?

¹² Hvilke arbejdsredskaber er vi da blevet udstyret med? Lyt engang til den store tjener, tjenerskarens hoved, når han i de indledende ord i Esajas’ ni og fyrretyvende kapitel antyder for os, hvori de består: „Hør mig, i fjerne strande [øer, AS], lyt til, I folk i det fjerne! Jehova har fra moders liv kaldt mig, fra moders skød nævnet mit navn; til et skarpt sværd gjorde han min mund og skjulte mig i skyggen af sin hånd, til en sleben pil har han gjort mig og gemt mig i sit kogger, sagt til mig: Du er min tjener, Israel, ved hvem jeg vinder ære. Jeg sagde: Min møje er spildt, på tomhed og vind sled jeg mig op — dog er min ret hos Jehova, min løn er hos min Gud.“ — Es. 49:1-4.

¹³ Tjeneren lader forstå, at hans udfrielsesbudskab skal høres af de fjerne strande eller øer og af folk i det fjerne. Det skal være et verdensomspændende budskab om befrielsen, der kommer gennem ham, Jehovas store tjener. Men dengang Jesus var her på jorden, tog han ikke til nogen øer, Palæstina har ingen øer, og han drog ikke til fjerne strande eller til folk langt borte. Han begrænsede sit virke til „Israels fortabte får“ dér i det lille land, Palæstina. Mens han var i kødet blandt sine disciple, pålagde han dem at gøre det samme under deres forkyndelse af Guds rige. (Matt. 10:5, 6) Hvis Jesus ikke drog til øerne eller fjerne folk, hvorledes kunne de da lytte til ham? Jo, ved at han sendte sine salvede medtjenere til dem. Hvis de skulle høre og lytte, hvordan kunne de så gøre det, medmindre hans tjenere kom og forkyndte for dem og lod dem høre Jehovas store tjeners røst eller budskab? (Rom. 10:14, 15) Vi ser derfor, hvordan tjenerskaren under Kristus Jesus er nødvendig for at opfylde profetien om frihed for fangerne.

14. Hvorledes blev Jesus rent bogstaveligt kaldet og hans navn nævnet fra hans moders liv?

¹⁴ Den store tjener siger, at Jehova kaldte ham fra moders liv og gav ham navn fra moders skød. Dette er sandt i dobbelt forstand. Da engelen Gabriel forkyndte Maria, at hun skulle være moder til Guds søn, sagde han til hende: „Du skal give ham navnet Jesus.“ Dengang engelen viste sig for Josef i en drøm for at forklare Marias gravide tilstand, sagde han til ham: „Hun skal føde en søn, og ham skal du give navnet Jesus.“ Hvorfor? „Thi han skal frelse sit folk fra dets synder.“ Da engelen forkyndte barnets fødsel for hyrderne på markerne i nærheden af Betlehem, sagde han til dem: „Thi jer er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren.“ (Luk. 1:31; Mark. 1:21; Luk. 2:10, 11) Men alt dette skete, dengang han blev undfanget i en jordisk moders liv og blev født af hende.

15. Hvordan skete dette i åndelig forstand?

¹⁵ Tredive år senere blev han døbt i Jordans vande som et symbolsk vidnesbyrd om, at han havde indviet sig til at gøre Guds vilje. Da blev han frembragt af Guds kvindes, hans himmelske organisations, liv, for da avlede den himmelske Fader, Jehova Gud, Jesus ved sin hellige ånd til atter at være hans åndelige søn. Idet ånden dalede ned over ham i synlig skikkelse af en due og salvede Jesus til at være Kristus, hørtes Guds røst fra himmelen, der sagde: „Denne er min søn, den elskede, hvem jeg har godkendt.“ (Matt. 3:13-17, NW) Jesus var således fra sin himmelske moders, Guds kvindes eller organisations, skød kaldet til at være Kristus eller den salvede, og han fik et navn, der viste, at han skulle være Jehovas frelser for menneskeheden.

16. Hvorledes har Jehova gjort sin tjeners mund som et skarpt sværd?

¹⁶ Tjeneren, ja, hele den salvede tjenerskare, frembringes af Guds kvinde til en tjeneste, der er vendt imod Guds fjender. Derfor gjorde Gud tjenerens mund som et skarpt sværd og ham selv som en sleben pil. Et medlem af tjenerskaren, apostelen Paulus, siger til os, at vi skal tage imod „åndens sværd, som er Guds ord“, og at „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd“. (Ef. 6:17 og Hebr. 4:12) Den ondes tunge er som et bagtalelsens, bespottelsens og forhånelsens sværd, hvorimod tjenerens og hans efterfølgeres tunge taler Guds ord og derfor gør brug af „åndens sværd“. Den forkynder dommen, som den store dommer Jehova har afsagt over fjenderne, og afslører de religiøse hykleres hjerter. Den dræber falsk lære og menneskers overleveringer, der ville sætte Guds ord ud af kraft. Dette sandhedens sværd er en vigtig del af den fulde rustning, som Gud skænker sin tjenerskare, og Guds folks fjender kan ikke holde stand over for det. Mens hans tjenere bruger sværdet, skjuler han dem i sin hånds skygge, så skønt de kæmper ude på åben mark, står de stadig under hans beskyttelse.

17. Hvordan har Jehova gjort ham som en sleben pil, gemt bort i et pilekogger?

¹⁷ Langt borte fra udsender Jehova tjenerskaren som en sleben pil fra den spændte buestreng. Guds søn fra himmelen var jo „Guds ord“, hans store talsmand, derfor udgik Jehovas ord gennem ham. Gud holdt ham skjult eller gemte ham som en pil i et pilekogger for at have ham rede til den fastsatte tid. På lignende måde har han holdt tjenerskaren rede til brug til den rette tid, da han ved sin ånd udsender dem imod enhver fjende af sandhed, retfærdighed og af Guds rige. Som følge af tjenerskarens virksomhed udbredes Guds ord nu vidt og bredt, og hans domme forkyndes overalt. — Sl. 127:4, 5.

18. Hvordan og hvornår kunne tjeneren sige, at hans møje var spildt?

¹⁸ Men hvordan kan det være, at en tjener, hvem der er blevet vist så megen ære, skulle sige: „Min møje er spildt, på tomhed og vind sled jeg mig op“? Jo, den store tjeners nærmeste disciple kunne have sagt dette, da han døde på marterpælen og de spredtes for alle vinde. Selv på dagen for hans opstandelse hørtes to af dem sige: „Vi håbede, at denne mand var den, der var bestemt til at udfri Israel.“ (Luk. 24:17-21, NW) De mente, at Jehovas tjener havde haft møje forgæves og havde slidt sig op til ingen nytte. Tjenerskaren havde lignende grunde til skuffelser i 1918, ved den første verdenskrigs højdepunkt. Dengang blev Jehovas synlige organisations tjenerskare hårdt angrebet af politiske, religiøse og militære fjender; deres bibelske litteratur blev forbudt; deres handlefrihed begrænset på mange punkter; og mange af dem blev fængslet, deriblandt ledende medlemmer af deres lovformelige selskab. Der var splittelse indadtil, forårsaget af oprørske og forræderiske personer; og stor frygt og usikkerhed greb dem og gjorde dem til bytte for fjendemagten. Deres organisation blev opløst, nøjagtig som dengang de babyloniske horder tilintetgjorde Jerusalem og dets tempel i året 607 f. Kr. Deres virkefelt blev lagt øde i lighed med Judas rige, da kong Zedekias og de overlevende blandt hans undersåtter blev ført som fanger til Babylon. Da så forholdene ud som om tjenerskaren havde arbejdet forgæves og slidt sig op i Jehovas tjeneste til ingen nytte.

Resten blev løsladt først

19. Hvis hjælp var påkrævet på dette tidspunkt, som det fremgår af Esajas 49:5, 6?

¹⁹ Her var det, at hjælp fra Jehovas store tjener var påkrævet, så at hans tjenerskare på jorden, hans åndelige israelitter, kunne få ret og blive belønnet. Den store tjener beretter nu for os, at Jehova dannede ham fra Guds „kvindes“, hans himmelske organisations, moderliv til dette ærefulde hverv: „Og nu siger Jehova, som danned mig fra moders liv til sin tjener for at hjemføre Jakob til ham og samle Israel til ham — og i Jehovas øjne er jeg æret, min Gud er blevet min styrke — han siger: For lidt for dig som min tjener at rejse Jakobs stammer og hjemføre Israels frelste!“ — Es. 49:5, 6.

20. Vis, hvorledes den store tjener var midlet til „at rejse Jakobs stammer og hjemføre Israels frelste“.

²⁰ På dagen for sin opstandelse begyndte Jesus at genoplive sine forfærdede og modløse disciple. På pinsedagen udgød han Guds ånd over dem og begyndte at opbygge dem som en åndelig organisation. Han fik deres åndelige tilstand til at blomstre op. De havde engang været fanger under Babylons religiøse sidestykke, den frafaldne jødiske religion, men nu blev de frigjort og ført tilbage til Jehovas teokratiske organisation, så de kunne tilbede og tjene der. Til denne rest af jødiske troende, der var fanger i det hemmelighedsfulde Babylon, sagde Jehovas store tjener: „Gå ud!“ De havde siddet i religionens mørke, og han sagde til dem: „Kom frem!“ Kom ud i lyset. Dette var en rest af den trofaste patriark Jakobs kødelige efterkommere. Den bestod derfor af medlemmer af alle Israels stammer, Israel var jo Jakobs tilnavn. Den herliggjorte Jesus Kristus i himmelen handlede følgelig som Jehovas tjener og var midlet til rent bogstaveligt „at rejse Jakobs stammer og hjemføre Israels frelste“.

21, 22. Hvordan har denne tjener handlet på lignende måde over for en anden rest siden 1918?

²¹ Siden 1918 har en trofast rest af åndelige israelitter vist sig, thi som den jødiske kristne apostel Paulus siger: „Han er ikke jøde, den, som er det udvortes, omskærelse er heller ikke det, som er udvortes på kødet. Men han er en jøde, der er det indvortes, og hans omskærelse er hjertets ved ånd og ikke ved en skreven lov.“ — Rom. 2:28, 29, NW.

²² I lighed med den trofaste jødiske rest for nitten århundreder siden havde denne nutidige rest af åndelige israelitter være bundet og taget til fange af det hemmelighedsfulde Babylon under den første verdenskrig. De sad i et tungsindets, frygtens og uvishedens mørke vedrørende Guds hensigter og vilje med dem. Kun Jehova kunne hjælpe dem ved sin store tjener, kongen Jesus Kristus, ligesom Jehovas tjener i fortiden, kong Kyros af Persien, havde hjulpet de fangne israelitter i Babylon. Jehova havde dannet sin store tjener netop med dette udfrielsesarbejde for øje. Han havde gjort ham til en pagt eller pant på Guds folks udfrielse, og nu brugte han sin tjener i denne egenskab, fra 1919 og sidenefter. I dette år begyndte han at føre resten af åndelige israelitter ud til frihed.

23. Hvordan var Jehovas ord om Kristus Jesus sande, da han sagde: „Du er min tjener, Israel, ved hvem jeg vinder ære“?

²³ Med fuld ret havde Jehova sagt til Kristus Jesus: „Du er min tjener, Israel, ved hvem jeg vinder ære.“ (Es. 49:3) I fordums tid havde Jehova valgt Jakob i stedet for hans ældre tvillingebroder Esau som arving til abrahamsløftet: „I din sæd skal alle jordens slægter velsignes“, og han havde forandret Jakobs navn til Israel, hvilket betyder „som hersker med Gud“. Og nu udøste Jehovas store tjener velsignelse over resten af det åndelige Israel ved at løslade dem fra Babylons magt og udfri dem til at være Jehovas vidner på hele jorden. At hans tjener handlede således var til herliggørelse af Jehova og til hævdelse af hans navns ære. Restens frihed tjente alle vegne til hans ære, fordi de som følge af deres trofasthed blev en del af tjenerskaren.

24. Hvorledes svarede Jehova på Zions klage over at være svigtet og glemt?

[Fodnote]