Lykkelige er de som holder sig vågne

„Se! jeg kommer som en tyv. Lykkelig er den som holder sig vågen og bevarer sin yderklædning, at han ikke skal gå nøgen og mennesker se de legemsdele han blues ved.“ — Åb. 16:15, NW.

1. Hvem overvåger det særlige arbejde der kræver at en afskediget arbejder må aflevere sine klæder så de kan blive ødelagt?

NÅR en mand i vor tid bliver afskediget fra sit arbejde fordi han ikke har holdt sig vågen, er det ikke nødvendigvis givet at han må aflevere sin yderklædning så den kan blive ødelagt. Hvilket særligt arbejde er det da der hentydes til i Åbenbaringen 16:15 og som kræver at man, når man afskediges for at have sovet på sin post, må udlevere sine klæder så de kan blive tilintetgjort? Det er det arbejde der overvåges og tilses af den himmelske Herre. Han giver følgende advarsel: „Se! jeg kommer som en tyv. Lykkelig er den som holder sig vågen og bevarer sin yderklædning, at han ikke skal gå nøgen og mennesker se de legemsdele han blues ved.“ Det er Jesus der siger dette.

2. Hvad er Jesus dybt interesseret i angående dem der hævder at være hans efterfølgere, og hvordan får han de rigtige oplysninger herom?

² Jesus Kristus er dybt interesseret i hvordan de der hævder at være hans efterfølgere opfører sig nu. Efterligner de ham trofast eller er de troløse og hykleriske så de derved stiller ham i et dårligt lys i verdens øjne? Tjener de ham kærligt eller tjener de en fjendtlig verdens interesser? Udfører de årvågent det arbejde han befalede skulle udføres i tiden efter 1914; eller sover de når det gælder deres kristne forpligtelser fordi de søger den magelighed, fred og velstand som denne verden tilbyder? Det er disse spørgsmål Jesus Kristus nødvendigvis må have de rigtige svar på. Hvordan får han det? Han vil komme over dem der hævder at være hans efterfølgere på et tidspunkt de ikke kender i forvejen, på et tidspunkt hvor de vil opføre sig akkurat som de plejer når han ikke er i nærheden.

3. Hvad sker der med de kristne der er vågne og med dem der sover når han kommer, og hvilket sted kommer han til?

³ Ved hans komme som en tyv ville de kristne der holdt sig vågne beholde deres yderklædning. De der blev fundet sovende ville miste deres yderklædning. Herren Jesus Kristus ville tage deres klæder fra dem så de måtte gå nøgne, og de legemsdele de bluedes ved ville blive blottet til vanære for dem. Men hvilket sted er det han kommer til? Til Vatikanet eller den romersk-katolske kirke? Til den anglikanske kirke, nogen anden protestantisk kirke eller til en eller anden sammenslutning af protestantiske kirker? Nej! Han kommer til Guds åndelige tempel. Det vil sige både til det sande åndelige Guds tempel og til det der falskeligt hævder at være Guds åndelige tempel.

4. Til hvilket tempel kommer han som den øverste tilsynsmand?

⁴ Lad os forstå dette med templet rigtigt. Apostelen Paulus skriver til de sande kristne eller efterfølgere og efterlignere af Jesus Kristus: „Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel!“ (1 Kor. 3:16, 17) Jødernes tempel for Jehova Gud på Morija bjerg i Jerusalem blev ødelagt af de romerske hærstyrker i år 70 (e. Kr.) Det eneste tempel der siden den tid har været for Jehova, er det åndelige tempel hvor Gud bor ved sin ånd eller hellige virkekraft. Det åndelige tempel udgøres af „levende stene“; Jesus Kristus selv er hovedhjørnestenen og hans 144.000 udvalgte efterfølgere er „levende stene“ der er opbygget på ham. (Ef. 2:21, 22; 1 Pet. 2:5-7) Det er til dette tempel han kommer som den øverste tilsynsmand.

5. Hvilken handlemåde ville besmitte tempelskaren, og hvad ville de der besmittede den vise sig at være?

⁵ Apostelen Paulus skriver videre til de samme sande kristne: „Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar [eller Satan]? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: ’Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.’ Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer.’“ (2 Kor. 6:14-17; Es. 52:11; Ez. 20:41) Det er indlysende at en hvilken som helst gruppe kristne der ville trække i ulige åg med de vantro og blande filosofiske lærdomme der udspringer af denne verdens mørke, med kristne læresætninger der kommer fra lyset, og antage en del af Djævelens tilbedelsesform og bringe afgudsbilleder ind i menighederne for at tilbede dem, ville besmitte tempelskaren. Den slags mennesker der blot simulerede kristne, ville udgøre et falsk tempel for Gud. De kunne ikke være det sande Guds tempel, men ville kun give det udseende af at være det kristne tempel for Gud. Egentlig ville de bare være en hyklerisk del af denne gamle verden.

6. Hvorfor må Jesus Kristus foretage inspektion når han kommer til det åndelige tempel for at ødelægge?

⁶ Når Jesus Kristus kommer som en tyv for at ødelægge den gamle verden eller denne urene, undertrykkende, onde gamle tingenes ordning, må han foretage en inspektion for at afgøre hvad der skal ødelægges. Han må inspicere den religiøse fløj der hævder at være kristen. Han må skille de hykleriske kristne fra de sande. Det er derfor han må komme til Guds åndelige tempel.

7. Hvilken udtalelse støtter tanken om at templet er det sted hvortil han kommer, og hvor fulgte man en sådan fremgangsmåde på Jesu tid?

⁷ At det er til dette sted Jesus kommer, finder støtte i hans udtalelse om at man må holde sig vågen og bevare sin yderklædning for at undgå at måtte gå nøgen så mennesker kan se de legemsdele man blues ved. Dette kunne være en hentydning til en fremgangsmåde man fulgte i Jehovas tempel i Jerusalem på den tid Jesus Kristus levede på jorden. I dette tempel tjente sønnerne af Arons (profeten Moses’ broders) gamle slægt som præster, og Levis stammes sønner tjente som præsternes assistenter. I den jødiske Mishna (oversat til engelsk af dr. theol. Herbert Danby) læser vi vedrørende deres anordninger og den fremgangsmåde de fulgte:

8, 9. Hvem holdt ifølge den jødiske Mishna vagt i templet, og hvordan behandlede man en vagt der sov på sin post?

⁸ „Præsterne holdt vagt tre steder i templet: ved Abtinas’ kammer, ved gnistens kammer, og ved arnens kammer; og levitterne enogtyve steder: fem ved de fem porte på tempelhøjen, fire ved de fire indvendige hjørner, fem ved de fem af tempelgårdens porte, fire ved de fire udvendige hjørner, og én ved offerkammeret, og én ved forhængskammeret, og én ved bagsiden af det allerhelligste [d.v.s. uden for den vestlige mur eller bagmuren til templets allerhelligste].

⁹ Den der havde tilsyn med tempelhøjen plejede at gå rundt til hver vagt med tændte fakler foran sig, og hvis der var en vagt der ikke stod op og hilste ham med ordene: ’O du tilsynsførende ved tempelhøjen, fred være med dig!’ og det var tydeligt, at han sov, ville han [den tilsynsførende] slå ham med sin stav, og han havde ret til at sætte ild til hans tøj. Og man ville sige: ’Hvad er det for en støj i tempelgården?’ ’Det er støjen fra en levit der bliver slået og får sine klæder brændt fordi han faldt i søvn under sin vagt.’ Rabbi Eliezer ben Jacob sagde: ’De fandt engang min moders broder sovende og stak ild på hans klæder.’“ — Mishna, Middoth („Udmålinger“), I, paragrafferne 1 og 2.

10, 11. (a) Hvorfor var det nødvendigt for hver eneste vagt at forblive vågen på sin post? (b) Hvorfor var det nødvendigt at holde sig vågen for at afvente ankomsten af den tilsynsførende der stod for lodtrækningen?

¹⁰ Eftersom tilsynsmanden eller den tilsynsførende ved tempelhøjen plejede at komme til alle fireogtyve steder i nattevagtens løb, var det nødvendigt at hver vagt hele tiden var vågen på sin post for at tilsynsmanden ikke skulle fange ham i et uopmærksomt øjeblik. Det var også nødvendigt at åbne døren for en anden tilsynsførende som stod for lodtrækningen med hensyn til tempeltjenesterne. Herom læser vi: „Den der havde lyst til at rense alteret for aske stod tidligt op og badede sig før den tilsynsførende kom. Hvornår kom da den tilsynsførende? Ikke altid på samme tidspunkt. Nogle gange kom han ved hanegal, eller deromkring, enten før eller efter. Den tilsynsførende kom og bankede på [døren] der hvor de befandt sig, og de lukkede op for ham. Han sagde til dem: ’Lad den der har badet sig komme og kaste lod.’ Og de kastede lod, og den vandt, som vandt.a

¹¹ Han tog nøglen og åbnede lågen og gik ind i tempelgården ad arnens kammer, og præsterne gik efter ham derind, og de bar to tændte fakler i deres hånd, og de delte sig i to hold.“ — Mishna, Tamid („Det daglige hel-offer“), I, paragrafferne 2 og 3.

12. (a) Hvem er Jesu opfordring til at holde sig vågen især rettet til, som forbilledligt skildret ved præsterne og levitterne der tjente i templet? (b) Hvem gør siden 1931 også vel i at agte på en sådan formaning, og hvorfor?

¹² Præsterne og levitterne der tjente ved Jehovas tempel i Jerusalem symboliserede eller var et forbillede på Jehovas ypperstepræsts, Jesu Kristi, 144.000 sejrende efterfølgere der går i hans fodspor. I det åndelige hus eller Guds tempel er de 144.000 samtidig „levende stene“ og et „helligt præsteskab“ der bringer „åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud“. (1 Pet. 2:5) Udvælgelsen af disse „levende stene“ til det åndelige hus er gået for sig ned igennem den „kristne tidsalder“. I dag, efter nitten århundreders forløb, er der kun en rest af dem tilbage på jorden, og deres antal bliver mindre og mindre år for år. Jesu opfordring til at holde sig vågen og bevare sin yderklædning er især rettet til dem. Siden året 1931 har imidlertid en „stor skare“ af alle nationer og tungemål, tilbedere af Jehova Gud, sluttet sig til resten af det åndelige hus eller hellige præsteskab. Åbenbaringen 7:9-15 skildrede forud denne store skare der ejer fårets sindelag og som ønsker at tilbede Gud. Den fremstilles som stående foran Guds trone hvor den tilskriver Gud og lammet Jesus Kristus frelsen, og den tjener Gud dag og nat i hans tempel. Når der siges at disse tilbedere tjener i templet om natten, gør de også vel i at agte på den formaning om at holde sig vågen der er givet den åndelige rest af det hellige præsteskab. De ønsker ikke at være som de der falder i søvn og mister deres klædning.

Yderklædningen

13. (a) Hvordan måtte præsterne ikke fremstille sig i Jehovas tempel? (b) Hvilken yderklædning er det da resten stadig bør bevare?

¹³ I de gamle hedenske religioner var præsterne i mange tilfælde nøgne når de ofrede til deres falske guder, som det for eksempel var tilfældet ved ofringerne til Bacchus, vinguden. I fortidens tempel for Jehova i Jerusalem var det forbudt at vise sig nøgen. Grunden til at præsterne skulle bære linnedbenklæder var netop at deres intime legemsdele ikke på noget tidspunkt, ligegyldigt hvilken stilling de indtog, måtte blottes mens de gjorde tjeneste i templet. (2 Mos. 20:26; 28:42) Hvilken „yderklædning“ er det da at resten af det hellige præsteskab ved Jehovas åndelige tempel bør have på og stadig bevare? Eftersom straffen for at man ikke holdt sig vågen på sin post natten igennem bestod i at man mistede sin tjeneste ved templet og led den skam at man måtte gå nøgen, fremstiller yderklædningen værdigheds- eller kendetegnene på eller beviserne for at man sidder inde med det ærefulde hverv at være Jehova Guds tjener, og Jehovas ypperstepræsts, Jesu Kristi, medtjener ved Jehovas tempel. Yderklædningen betegner den ærefulde tjeneste at være et vidne for den allerhøjeste Gud, Jehova, og at tjene ham offentligt i hans tempel. Sådanne klæder er en gave fra Jehova. Derfor kan Gud tage dem igen fra den der ikke røgter sit hellige hverv.

14. Hvornår får man overdraget en sådan yderklædning i form af tjeneste ved det åndelige tempel, og hvilke forrettigheder resulterer det i?

¹⁴ Hvornår får man overdraget en sådan yderklædning i form af tjeneste ved det åndelige tempel? Når man anerkender Jehova som den eneste levende og sande Gud, tager imod hans frelsesforanstaltning gennem Jesus Kristus, og derefter i kærlighed indvier sig til Gud for at tilbede og tjene ham for evigt og altid. Når indvielsen gennem Jesus Kristus er antaget, fører Jehova Gud den indviede ind til den hellige tjeneste. I overført betydning ifører han den indviede kristne yderklædningen, der symboliserer at han tjener i Guds tempel; og Jehova anerkender den indviede kristne ved at give ham hellige tjenesteforrettigheder.

15. Hvordan blev dette forbilledligt skildret i det gamle Israel, og hvorfor bør man sætte pris på og bevare tjenestens klædning?

¹⁵ Som et forbillede herpå var Israels præster klædt i embedsdragter der betegnede deres hellige tjenestekald. Hvad angår levitterne skulle de vaske deres klæder før de fremstillede sig for præsterne som hjælpere ved templet. (2 Mos. 28:1-43; 4 Mos. 8:5-22) Det er en ære at have de symbolske klæder på der består af den sande kristne tjeneste i Guds åndelige tempel. Jesus Kristus var klædt i en sådan symbolsk dragt da han gik omkring på jorden og forkyndte den gode nyhed om Guds rige iblandt de omskårne jøder, „de fortabte får af Israels hus“. Der står skrevet: „Kristus blev i virkeligheden forkynder for dem der er omskårne for Guds sanddruheds skyld, for således at bekræfte de løfter Han gav deres forfædre og for at nationerne kan lovprise Gud for hans barmhjertighed.“ (Rom. 15:8, 9, NW) Den herliggjorte Jesus Kristus er den højeste og fornemste tjener den allerhøjeste Gud, universets Skaber, har. Den største ære en skabning kan opnå er at tjene sammen med Jesus Kristus, den eneste levende og sande Guds ypperstepræst. Den klædning man har og som viser at man er beæret med denne tjeneste, bør man sætte pris på og bevare.

16. (a) Hvad er det vi her beskæftiger os med, og hvorfor er det så vigtigt for alle? (b) Hvordan kan en skabnings tilbedelsesform bringe døden med sig, og hvad må der ikke ske med den sande religion?

¹⁶ Det vi beskæftiger os med her er den sande, rene religion. Den rene religion betyder livet for alle fornuftbegavede skabninger, fordi den bringer og bevarer en fornuftbegavet skabning i berøring med den guddommelige Fader, kilden til alt liv, enten det så gælder liv i himmelen eller liv på jorden. En skabnings tilbedelsesform kan være forkert og bedrage tilbederens hjerte, og således vise sig at være unyttig, frugtesløs, dødbringende i stedet for livgivende. Hvis han ikke tøjler sin tunge, og det han siger, forkynder, lærer og beder om er sande og rette ting om den virkelige Gud og hans hensigt, vil hans tilbedelse ikke bringe velsignelse eller frelse uanset hvor oprigtig han er. „Hvis nogen mener at dyrke Gud og ikke tøjler sin tunge, men bedrager sit hjerte, hans gudsdyrkelse er intet værd. En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.“ (Jak. 1:26, 27) Den eneste sande religion må ikke plettes af verdens falske religioner og tilbedelsesformer, ikke engang af de såkaldt „kristne“ religioner i kristenheden.

Formålet med at holde sig vågen

17. Hvad er i forbindelse med det sande tempel formålet med at holde sig vågen og være på vagt, hvem må vi have med os når vi våger, og hvorfor?

¹⁷ I fortidens tempel for Jehova i Jerusalem var tempelvagterne, både præsterne og levitterne, anbragt på deres pladser for at beskytte templet mod røveri, og for at holde alle urene og påtrængende mennesker som ikke var opsat på at gøre det rette, borte. Formålet med at holde sig vågen og være på vagt er det samme når det gælder Guds åndelige tempel og tilbedelsen af ham dér i vor tid. Formålet er at bevare den rene tilbedelse for Gud ubesmittet af urene mennesker der vil trænge ind, og af enhver af denne babyloniske gamle verdens urenheder. Det er for at den rene og for Gud antagelige tilbedelse kan opretholdes, fremmes, og bringes ud til andre, så at dens livsbevarende goder kan tilflyde andre, og Gud derigennem blive æret og ophøjet. De sande kristne, der alene er begunstiget med at eje den eneste gudgivne religion, er ansvarlige for at være på vagt så længe de befinder sig i denne babyloniske verden. De må holde vagt med Guds hjælp, og stole på at hans hellige engle er med dem og at hans hellige ånd virker iblandt dem. For at minde dem om det står der skrevet: „Dersom HERREN [Jehova] ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves, dersom [Jehova] ikke vogter byen, våger vægteren forgæves.“ (Sl. 127:1) Når vi våger og holder vagt gør vi det måske ufuldkomment og ufuldstændigt, men når Gud tager noget i sin varetægt gør han det fuldkomment, intet slipper ud af hans hånd, og han er enhver kritisk situation voksen. Vi har brug for at han våger med os.

18. (a) Hvem har i tempelskarens menigheder et særligt ansvar for at være på vagt? (b) Hvorfor er det endnu mere vigtigt nu at tilsynsmænd er på vagt, og mod hvad skal de være på vagt?

¹⁸ De mænd der er blevet udnævnt til tilsynsmænd i en af Guds tempels menigheder har et særligt ansvar for til stadighed at være på vagt så der ikke opstår dårlige eller urigtige forhold i menigheden. Da det nu er nitten århundreder siden apostelen Paulus udtalte følgende ord til tilsynsmændene, er det vigtigere end nogen sinde at give agt på dem: „Giv agt på jer selv og hele den hjord i hvilken den hellige ånd har udnævnt jer som tilsynsmænd, til at vogte Guds menighed som han købte med blodet af sin egen [søn]. Jeg ved at efter min bortgang vil undertrykkende ulve komme ind iblandt jer og de vil ikke behandle hjorden med mildhed, og af jeres egen midte skal der fremstå mænd som vil tale vrangt for at drage disciplene efter sig. Hold jer derfor vågne, og husk på at jeg i tre år, nat og dag, ikke ophørte med at formane hver enkelt af jer med tårer. . . . I [skal] . . . således [ved] at arbejde . . . hjælpe dem som er svage og huske på Herren Jesu ord, da han selv sagde: ’Der er større lykke ved at give end ved at modtage.’“ (Ap. G. 20:28-35, NW) Det er stadig hårdt tiltrængt, ja endnu mere tiltrængt nu, at være vågen og på vagt, for at ikke ulve skal komme ind og fortære nogen, og ærgerrige mænd drage disciple efter sig, bort fra den rette Hyrde, der sagde: „Ej heller skal I lade jer kalde ’førere’; thi kun én er jeres fører, Kristus. Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener.“ — Matt. 23:10, 11.

19. Usikkerhed med hensyn til hvilken begivenhed gør det påkrævet at alle tilbedere holder sig vågne, og i hvilken henseende må de være det?

¹⁹ I virkeligheden må alle tilbedere i Jehova Guds sande, åndelige tempel holde sig vågne og være på vagt, ikke alene fordi urene personer kan trænge ind i menigheden, men også fordi den ypperstepræstelige inspektør kommer. Jesus advarede os om usikkerheden med hensyn til tidspunktet for den sidste inspektion. På denne tid vil det blive afsløret om vi har været udholdende i tilbedelsen af og tjenesten for Gud lige til afslutningen på den periode vi skulle våge i, til den absolutte afslutning på denne tingenes ordning. Jesus sagde: „Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i Himmelen, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen. Pas på, vær årvågne! thi I ved ikke, når tiden er der. Det er som med en mand, der drog udenlands; han forlod sit hus og overgav styret til sine tjenere; han gav enhver sin gerning, og dørvogteren bød han at våge. Våg derfor! thi I ved ikke, når husets herre kommer, om det bliver ved aften eller ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry. Lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer! Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: våg!“ (Mark. 13:32-37) Det betyder at på det religiøse område må alle våge og være på vagt, altid lysvågne i åndelig henseende.

[Fodnote]

„Hver dag plejede de at fjerne asken fra alteret ved hanegal, eller deromkring, enten før eller efter; men på forsoningsdagen [gjorde de det] ved midnatstide, og ved festen [påske-, pinse- og løvhyttefesten] ved den første vagt. Og før hanegal indfandt sig, var tempelgården fyldt med israelitter.

Før i tiden rensede enhver der havde lyst til det alteret for aske. Når der var mange plejede de at løbe op ad [alter]rampen, og den der først kom fire alen foran den anden sikrede sig opgaven. . . . Da retten så at de udsatte sig for fare, bestemte den at de kun skulle rense alteret efter lodkastning. Der var fire lod: og dette var det første lod.“