sine ord i Galaterbrevet 6:1, 10 (vers 1 efter New World Translation) viste at han var bekymret for: „Brødre, selv om et menneske skulle begå et fejltrin før han selv er klar over det, da skulle I som har åndelige kvalifikationer, prøve på at hjælpe en sådan på ret køl igen i mildhedens ånd mens I hver især holder øje med jer selv, for at ikke også I skal lade jer friste. Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.“ Husk at det er katastrofalt når et menneske ikke længere ønsker hjælp fra Jehovas organisation.

24. Hvor kan vi altid vende os hen efter hjælp? Hvorfor?

²⁴ Når vi føler os mismodige og vi har så mange problemer at slås med at vi ikke synes vi kan hjælpe vore brødre eller opflamme andre til liv, så lad os tænke på disse ord og lad dem være en opmuntring for os: „Fra [Jehova] kommer min hjælp, fra himlens og jordens skaber. Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel. [Jehova] er den, som bevarer dig, og [Jehova] er din skygge ved din højre.“ (Sl. 121:2-5) Lad os derfor holde os vågne! Lad os være levende vidner der opflammer andre, tilskynder dem til virkelig at leve og lærer dem at se hen til Jehova, for han sover aldrig.

Studium hver aften

„FOR fire år siden blev jeg besøgt af et af Jehovas vidner. Jeg tegnede abonnement på Vagttårnet og Vågn op! men flyttede kort tid efter. Vidnet må have undret sig over hvor jeg kunne være flyttet hen da han kom for at besøge mig igen.

De følgende tre og et halvt år havde jeg ingen forbindelse med Jehovas vidner, men jeg fornyede hvert år mit abonnement på bladene, som jeg satte megen pris på.

Sammen med min hustru og vore to børn påbegyndte jeg et studium. I tre år studerede jeg med dem hver aften undtagen når vi havde gæster, hvilket sjældent skete, og når det hændte aflagde vi vidnesbyrd for gæsterne.

Den engelske udgave af Vagttårnet for 15. maj 1960 bragte en artikel som fik stor betydning for mig. Den hed ’Hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?’ Jeg stillede mig selv dette spørgsmål og fandt ud af et intet behøvede at hindre mig, bortset fra at der intet indviet vidne var til at døbe mig og at jeg måske burde have lige så megen kundskab som Jesus Kristus havde da han blev døbt. Jeg tænkte at dersom jeg kunne finde et vidne ville jeg bede ham lære mig mere og når jeg vidste nok ville jeg bede ham døbe mig.

Ni måneder efter at denne artikel var kommet blev jeg besøgt af et vidne. Jeg var lykkelig, og han må være blevet højst forbavset da jeg straks bad ham komme indenfor og lære mig mere om Bibelen. Siden har vi haft et regelmæssigt bibelstudium hver uge. Snart blev jeg klar over at det slet ikke var nødvendigt, ja ligefrem ikke muligt, at tilegne sig lige så megen kundskab som Jesus, for at blive døbt. Vidnet fortalte at der skulle afholdes stævne i Salisbury og at der ville blive lejlighed til at lade sig døbe. Jeg besluttede at vente — der var kun nogle få måneder — og at lade mig døbe ved stævnet.

Endelig oprandt dagen som jeg så længe havde set frem til. Hvor stor var ikke min glæde over at blive døbt og at symbolisere den indvielse jeg havde foretaget i mit hjerte efter studiet af den vidunderlige artikel om dåb sidste år! Min lykke øgedes yderligere fordi min hustru lod sig døbe samtidig. Jehova havde i sandhed velsignet det studium jeg havde holdt med hende eftersom hun var en anbefaling for min forkyndelse af Bibelens vidunderlige sandheder som de var blevet mig åbenbaret gennem Vagttårnet og Vågn op! og Jehovas vidner. Vi har stadig et regelmæssigt familiestudium hver aften, og vi ser frem til at vore børn også skal blive indviede vidner.

Vi har nu besluttet at rejse ud hvor behovet er stort, et sted hvor vi kan gøre brug af vort kendskab til portugisisk.“ — Broder F., Syd-Rhodesia.