Hele dagen grunder jeg på den. Dit bud har gjort mig visere end mine fjender, thi det er for stedse mit. Jeg er klogere end alle mine lærere, thi jeg grunder på dine vidnesbyrd. Jeg har mere forstand end de gamle; jeg agter på dine bud. Jeg holder min fod fra hver vej, som er ond, at jeg kan holde dit ord. Fra dine lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig. Hvor sødt er dit ord for min gane, sødere end honning for min mund. Ved dine befalinger fik jeg forstand, så jeg hader al løgnens vej. Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“

Kristne følger ikke mennesker

VIL du mene at Abel skulle have vendt Gud ryggen fordi hans forældre, Adam og Eva, gjorde det? Var det forkert af de elleve apostle fortsat at tro på Kristus efter at Judas havde forrådt ham? Synes du at alle burde forlade kristendommen fordi der er enkelte som bekender sig til den i dag men som i morgen er troløse? Hvor forbavsende det end kan lyde, findes der mennesker som forlader det trossamfund de er tilsluttet, fordi nogle af deres trosfæller svigter.

En tidligere protestant fortalte for nylig et af Jehovas vidner hvordan han og hans familie tilfældigvis var blevet katolikker. De havde i nogen tid været tilsluttet en fundamentalistisk sekt der studerede Bibelen. Så var det kommet for dagen at præsten plejede omgang med flere kvinder. Skandalen blev årsag til at adskillige af menighedens medlemmer forlod deres kirke.

Ved en anden dør fortalte en bedrøvet kvinde vidnet hvorfor hun og hendes mand havde forladt deres kirke. De havde været tilfredse kirkegængere indtil visse af menighedens medlemmer havde indledt en heftig ordstrid. Denne ukristne polemik gav stødet til at kvinden og hendes mand opgav deres tro.

Det skal indrømmes at begge disse familier havde vægtige grunde til at blive misfornøjede med deres såkaldt kristne trosfællers dårlige opførsel, men vi spørger: Fulgte de Kristus eller var det snarere mennesker de lod sig lede af? Kastede de vrag på deres tro fordi organisationen i sig selv simpelt hen dækkede over det urette og dermed blev medskyldig og røbede at dens mål ikke var at følge Kristus, eller snublede de over forseelser begået af mennesker de havde set op til?

Denne tendens til at følge mennesker selv om man hævder at tilbede Gud, er forståelig men kan ikke undskyldes. Ufuldkomne skabninger tiltrækkes af mennesker der synes at være særlig begavet med dygtighed, kundskab, erfaring, en fremtrædende stilling, velstand eller andre gaver såsom et tiltalende væsen eller en behagelig stemme. Den dermed følgende fare for heltedyrkelse eller tilbedelse af skabninger har i umindelige tider truet sande troende. Den der har bragt os den nøjagtige kundskab om Guds hensigt ved Kristus vil uvægerlig få en stor plads i vort hjerte. Vi er måske tilbøjelige til at se mere op til vedkommende end vi burde, idet vi glemmer at den kristne vandrer i tro, „ikke i skuen“. (2 Kor. 5:7) Også en anden ting kan nævnes: en nyomvendt eller en umoden kristen føler sig stærkt tilskyndet til at spørge ældre kristne til råds og at lade dem træffe vigtige afgørelser, men Gud kræver af os at vi selv træffer vore personlige afgørelser baseret på de kristne, vejledende principper. (Gal. 6:5) Den umodne tænker måske at hvis han kan formå en anden til at påtage sig ansvaret for en afgørelse er de to om at bære skylden hvis afgørelsen ikke fører til det ønskede resultat. Vi har her nævnt nogle af grundene til at navnkristne bukker under for trangen til at følge mennesker. Men er det forstandigt at bukke under for en sådan trang?

Farer

At falde for tilbedelse af skabninger er ikke den eneste fare ved at følge mennesker. Misundelse og splid i den kristne menighed kan blive resultatet hvis vi følger mennesker, heri indbefattet dem ved hvem vi kom til troen. Dette advarede Paulus imod da han sagde: „Jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige, men kun som til kødeligsindede, som til spæde børn i Kristus.