og opbyg hverandre indbyrdes, som I også gør.“ — 1 Tess. 5:11.

24. (a) Hvad vil en støt og urokkelig kurs føre til? (b) Hvordan vil belønningen, det evige liv, blive anvendt?

²⁴ Tugter man sig selv til at følge en urokkelig og støt kurs, vil man høste Jehovas velsignelse og godkendelse. Hold ud. Hvorfor skulle vor tillid blive mindre efterhånden som tiden går eller uventede vanskeligheder dukker op? „Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.“ (Gal. 6:9) De der ikke lader sig rokke fra deres uangribelighed vil finde god anvendelse for deres belønning. Det forklarer Jehova i disse ord om den nye verden: „Thi ligesom de nye himle og den ny jord, som jeg skaber, skal bestå for mit åsyn, lyder det fra [Jehova], således skal Eders afkom og navn bestå. Hver måned på nymånedagen og hver uge på sabbaten skal alt kød komme og tilbede for mit åsyn.“ (Es. 66:22, 23) Bevarer vi vor kristne uangribelighed vil vi til evig tid kunne tilbede vor Gud og Fader, Jehova. Det er hvad vi ønsker, ikke sandt? Lad os derfor ikke give tabt når vi gør det rette. Lad os tage imod tugt og støt og urokkeligt følge livets vej til ære for Jehova.

Bibelen — bogen som giver os et håb

MENS en otteogtyveårig sygeplejerske i Australien forberedte sig til en eksamen, blev hun ramt af et nervøst sammenbrud. End ikke den bedste psykiatriske behandling formåede at gengive hende helbredet. Den unge kvinde truede med at tage sit eget liv. Hendes læge udtalte at hun var et håbløst tilfælde og behandlede hende konstant med stærkt beroligende midler. Man ansøgte om fuld invaliderente til hende. Forældrene sparede ingen anstrengelser, men intet syntes at hjælpe på datterens helbred.

I fortvivlelse tillod faderen til sidst at der holdtes et bibelstudium med datteren. Efter nogle få bibelstudier konstateredes en mærkbar bedring. Faderen, slægtninge og venner var forbavset over så godt hun kom sig. Også den unge kvindes læge var forbløffet over at hun genvandt sit helbred så hurtigt. Han spurgte hende hvordan det kunne gå til, og hun svarede: „Nu har jeg fået noget at leve for — en ny verden.“ Jo, Bibelen giver os et håb.

Mærkværdigt nok betragtede mange af de „store“ blandt grækerne og andre nationaliteter håbet som en illusion. Aischylos sagde at det var „landsforvistes kost“. Euripides kaldte det „menneskets forbandelse“. Men Bibelen ser lige modsat på det. Den priser håbet og knytter det sammen med tro og kærlighed. (1 Kor. 13:13) Ikke alene fremhæver den håbets gode og gavnlige virkninger, den tilskynder også de kristne til at være „glade i håbet“ og at være „rige i håbet“. Desuden kalder den håbet for „sjælens anker“. — Rom. 12:12; 15:13; Hebr. 6:19.

Hvad Bibelen hele tiden har hævdet, begynder lægerne at indrømme er sandt, nemlig at et håb er uundværligt for mennesker hvis de skal være raske. Psykiateren Karl Menninger har fortalt at nogle af hans patienter hånede den tanke at de havde brug for et håb, og han tilføjede: „Det var blandt andet derfor de var syge.“