Lad os juble i Jehova trods Harmagedons trængsler
„Om end figentræet selv ikke blomstrer, og vinstokkene ikke giver deres grøde, . . . vil jeg dog juble i Jehova selv; jeg vil glæde mig i min frelses Gud.“ — Hab. 3:17, 18, NW.
1. Hvad er Harmagedon, hvem samles dér, og på hvis foranledning samles de?
ALLE jordens nationer nærmer sig hastigt det stadium i det fjendtlige forhold mellem Gud og menneskene der kaldes Har-Magedon eller Harmagedon. Den inspirerede forfatter til den sidste bog i Bibelen siger at „dæmoners ånder“ eller „udtalelser inspireret af dæmoner“ „går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. . . . Og de samlede dem på det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon.“ — Åb. 16:14-16, NW.
2, 3. Hvem har optaget ordet Harmagedon i deres ordforråd, og hvordan anvender de det?
2 Ifølge denne korte beskrivelse vil krigen ved Har-Magedon (eller Harmagedon) være en konfrontation mellem fjendtligsindede mennesker og den almægtige Gud. Siden den anden verdenskrig sluttede i 1945, har fremtrædende politikere og lederskribenter optaget navnet Harmagedon i deres ordforråd og gjort brug af det i en ny, moderne betydning. For eksempel stod der i en lederartikel i den canadiske avis The Spectator den 8. december 1971 under overskriften „De forenede Nationer og krigen“: „Skønt nationernes ledere er fuldt ud klar over at situationer som det mellemøstlige dødvande og krigen mellem Indien og Pakistan hurtigt kan involvere atommagterne, vil nogle hellere risikere et Harmagedon end afstå nogen myndighed til en international forsamling, selv om denne repræsenterer størstedelen af jordens befolkning.“ (Femte afsnit)
3 Kort efter, nemlig den 1. januar 1972, bar lederartiklen i The Philadelphia Inquirer overskriften: „Vi hilser et nyt år velkomment, mens vi stadig holder Harmagedon på afstand,“ og skribenten sluttede sin artikel med følgende afsnit: „Men ved midnat kunne det siges at menneskeheden havde klaret sig igennem endnu 365 kalenderblade uden at have udslettet sig selv, og nationen havde stået endnu tolv måneder igennem uden at det var kommet til blodig revolution. Og hvis Harmagedon i 1972 kan afværges endnu en gang, vil det igen være ulejligheden værd.“
4. (a) Hvem er Harmagedonkrigen i realiteten en krig imellem? (b) Hvad vil denne krig medføre for alle mennesker, og hvilke spørgsmål rejser dette angående vor reaktion?
4 Vi lægger mærke til at Harmagedon i disse lederartikler udelukkende betragtes som en krig mellem mennesker på jorden. Forfatterne har glemt at Harmagedon ifølge Bibelen er en krig mellem mennesker på jorden og Gud den Almægtige, jordens og menneskenes Skaber. Alle krige har betydet trængsler for de mennesker og nationer der var berørt af dem, men „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon vil betyde trængsler for alle mennesker på hele kloden. Det vil blive den største krig menneskene nogen sinde har oplevet. Det vil det nødvendigvis blive, for det vil være en krig mellem på den ene side alle de politiske herskere på hele den beboede jord og på den anden side den største kriger der har eksisteret, den almægtige Gud. Vil det da — i betragtning af disse alvorlige trængsler for hele menneskeheden — være muligt for nogen her på jorden at juble ved Harmagedon? Kunne der være nogen grund til at nogen på jorden skulle juble? Hvad ville det hjælpe eller gavne at juble ved Harmagedon? Den hellige bog hvorfra navnet Harmagedon er hentet, giver det eneste svar på disse spørgsmål.
5. (a) Hvilken profet i det syvende århundrede før vor tidsregning fik også et syn af denne krig, og hvad betyder hans navn? (b) Hvordan fremgår det af Habakkuk 3:1 at han var interesseret i tempelmusik?
5 Syv hundrede år før den kristne profet Johannes oplyste sine læsere om navnet (Harmagedon) på slagmarken i den kommende universelle krig, var der en hebraisk profet der gav en beskrivelse af den samme krig. Hans hebraiske navn var Habakkuk, som betyder „[elskovs] omfavnelse“ eller „lidenskabelig omfavnelse“. Han afsluttede nedskrivningen af sin gribende profeti omkring år 628 før vor tidsregning. Han var interesseret i musik til brug ved tempeltjenesten. Det fremgår af hans bogs tredje og sidste kapitel, der fremtræder i form af et lyrisk digt der skulle sættes til musik. Det indledende vers til kapitlet foreslår en sørgmodig melodi, som til en klagesang, idet der siges: „Profeten Habakkuks bøn, som en klagesang“. (NW) Eller som Jerusalem-bibelen siger: „melodi som til en klagesang“. Andre bibeloversættelser giver her det hebraiske ord for „klagesang“, idet der siges: „På sjigjonot“ eller „efter sangene“ eller „efter melodierne“, eller som der siges i fodnoten til den engelske autoriserede bibeloversættelse: „efter varierende sange eller melodier“. (Jewish Publication Society; An American Translation; Authorized Version) The New American Bible siger: „Til en klagende melodi“.
6. (a) Hvad lader de sidste ord i Habakkuk 3:19 os videre formode angående profeten? (b) Hvilken bygning havde han uden tvivl i tanke, og hvorfor?
6 Kapitlet slutter med et andet musikudtryk, nemlig: „Til lederen på mine strengeinstrumenter.“ (Hab. 3:19, NW; Byington; AT; JPS) Andre gengiver det hebraiske ord for „leder“ med „sangmester“ og „korleder“. (Da. aut. overs.; Revised Standard Version.; Je) Moffatt siger: „Fra Korlederens samling“. Disse musikudtryk har givet anledning til den formodning at Habakkuk var medlem af koret ved templet i Jerusalem og derfor var levit. I hvert fald må profeten Habakkuk, efter at have skrevet sin lyriske bøn, have givet den til lederen af musikken ved templet, så han kunne komponere en passende melodi til den. Profeten Habakkuk har uden tvivl haft templet i tanke, for umiddelbart før han begynder sin lyriske bøn siger han: „Men [Jehova] er i sin helligdom [sit hellige tempel, NW]; stille for ham, al jorden!“ — Hab. 2:20.
7. Hvilket tempel er det der hentydes til i Habakkuk 2:20?
7 Efter al sandsynlighed var det templet i Jerusalem Habakkuk havde i tanke, men i egentligste forstand er det Jehovas himmelske, åndelige tempel han hentyder til, det tempel Jehova selv og ikke kong Salomon i Jerusalem byggede. Det var det Allerhelligste i dette åndelige tempel Jesus Messias gik ind i efter sin opstandelse fra de døde og sin himmelfart i år 33. — Hebr. 8:2; 9:23, 24.
8, 9. Hvortil henlægges opfyldelsen af Habakkuks profetiske bøn ifølge Bibelens egne ord, og hvoraf fremgår det?
8 Når vi nu skal gennemgå Habakkuks lyriske bøn kommer vi til at forstå hvorfor han foreslog den sunget som en klagesang eller til en klagende melodi. Han oplevede ikke selv at se sin profetiske bøn opfyldt. De kristne græske Skrifter citerer fra Habakkuks profeti og viser at den får sin endelige opfyldelse engang i fremtiden, nærmere betegnet i den tid vi nu lever i. Det er derfor vi er interesseret i den. Vores tro på at profetien er inspireret og pålidelig får os til at spejde efter dens opfyldelse nu i vor generations levetid. Hebræerbrevet, som er skrevet til kristne jøder omkring år 61 e.v.t, citerer fra Habakkuks profeti, kapitel 2, versene 3 og 4, idet brevet siger:
9 „I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet. Thi ’der er endnu kun en liden stund, snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke; og min retfærdige skal leve af tro;’ men ’hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.’ Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.“ — Hebr. 10:36-39.
En „bøn“ for hvem og om hvad?
10. (a) På hvis vegne talte Habakkuk? (b) Hvem kunne således erfare opfyldelsen af bønnen?
10 I sin profetiske bøn taler Habakkuk i første person, idet han bruger stedordene jeg, mig, min. Men egentlig taler han ikke på sine egne vegne. Han taler på sit folks vegne, folket i Juda rige, hvis hovedstad var Jerusalem. Dette fremgår af kapitel 3, versene 13-16 (NW), hvor der siges: „Og du drog ud til frelse for dit folk, for at frelse din salvede. . . . Med hans egne spydstager gennemborede du hans krigeres hoved da de stormede frem for at sprede mig. . . . og i min tilstand bævede jeg, så jeg roligt skulle vente på nødens dag.“ Den der skulle spredes af en hær af krigere under en anfører var altså ikke Habakkuk selv, men den nation han var et medlem af. Svaret på Habakkuks bøn kunne altså komme efter at han selv var død. Hans bøn ville blive opfyldt på det roligt ventende folk som han bad for.
11. Blev Habakkuks bøn opfyldt på israelitterne i 607 f.v.t., i 539 f.v.t., i 70 e.v.t., eller i 1967 e.v.t.? Forklar nærmere.
11 I året 607 f.v.t. blev byen Jerusalem og dens tempel lagt i ruiner af Babylons hære, men man oplevede intet svar på Habakkuks bøn dengang. Det skete heller ikke i 539 f.v.t., da det stærkt befæstede Babylon ved Eufratfloden blev indtaget af medernes og persernes sejrrige hære under perserkongen Kyros den Store. Byen Jerusalem, som blev genopbygget i tiden efter 537 f.v.t., blev igen lagt i ruiner sammen med det genopbyggede tempel. Det skete i år 70 e.v.t. ved de romerske legioner under hærføreren Titus. Men der kom stadig intet svar på Habakkuks profetiske bøn. Oven på ruinerne af det ødelagte Jerusalem blev en ny by bygget af romerne. Denne by forblev under ikke-jødisk eller hedensk styre helt frem til den første verdenskrigs udbrud i 1914. Israelernes erobring af Jerusalems gamle bydel under seksdageskrigen fra 5.-10. juni 1967 var heller ikke svaret på Habakkuks bøn. Intet af det som er beskrevet i Habakkuks bog, kapitel 3, er blevet opfyldt på israelerne.
12, 13. (a) Hvem er det da Habakkuks bøn vil blive opfyldt på? (b) Hvad kalder den kristne jøde Paulus disse?
12 I lyset af de faktiske begivenheder ses det at Habakkuks profetiske bøn ikke vil få sin opfyldelse på den politiske republik Israel; heller ikke på zionistbevægelsen eller på de jøder som nu er borgere i forskellige ikke-jødiske eller hedenske lande rundt om på jorden. Der er en grund hertil. For de kristne jøder i det første århundrede blev det åbenbaret at Habakkuks profeti ville få sin opfyldelse på Jesu Messias’ trofaste disciple. Disse sande disciple af ham blev salvet med Jehova Guds hellige ånd i år 33 e.v.t. og i tiden derefter, og de udgør derfor et åndeligt Guds Israel. De er åndelige israelitter, åndelige jøder. (Rom. 2:28, 29) Med tanke på dette åndelige Israel skrev den kristne jøde apostelen Paulus til de kristne i provinsen Galatien:
13 „Måtte det aldrig ske at jeg skulle prale, undtagen af vor Herres Jesu Kristi marterpæl, ved hvem verden er blevet pælfæstet for mig og jeg for verden. For hverken omskærelse eller ikke-omskærelse betyder noget, men at være en ny skabning. Og alle som vil vandre regelret efter denne rettesnor, over dem være fred og barmhjertighed, ja over Guds Israel.“ — Gal. 6:14-16, NW.
14. (a) Er kristenheden „Guds Israel“? (b) Hvilken parallel er der mellem det de åndelige israelitter oplevede i det første århundrede og det de har oplevet i vor tid?
14 Da apostelen Paulus skrev disse ord eksisterede kristenheden ikke, så det er ikke kristenheden Paulus kalder „Guds Israel“. Det var først tre hundrede år senere kristenheden begyndte at tage form, nemlig på den romerske kejser Konstantin den Stores tid, han som også bar den hedenske titel pontifex maximus. End ikke frem til i dag har kristenheden vist sig at være Guds åndelige Israel som er velsignet med „fred og barmhjertighed“. Både den første og den anden verdenskrig udbrød i den såkaldt kristne del af verden, og de nationer som ikke viste hinanden barmhjertighed var for de flestes vedkommende nationer i kristenheden. De trofaste kristne i det første århundrede som apostelen Paulus kalder „Guds Israel“, blev forfulgt af romerriget. Parallelt hermed blev den rest af det åndelige Guds Israel som levede under den første og anden verdenskrig, forfulgt af de krigsførende nationer i kristenheden. Hvorfor? Fordi disse åndelige israelitter, som var salvet med Guds hellige ånd, søgte at „vandre regelret efter denne rettesnor“, idet de ikke ville tage del i blodsudgydelsen sammen med kristenhedens nationer.
15. Hvem har udgjort resten af disse åndelige israelitter siden 1914, og hvad skulle man kende dem på?
15 Hvem er denne rest af åndelige israelitter som er salvet med Jehova Guds hellige ånd? Det der er sket i tidens løb viser hvem de er. Det er dem Jesus Kristus talte om da han i sin profeti om „verdens ende“ sagde: „Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld.“ (Matt. 24:9) De salvede kristne som disse profetiske ord har fået deres opfyldelse på siden 1914, er bibelstudenterne, nu kendt som Jehovas vidner. Den neutrale holdning som de efter Kristi forbillede indtager til politik, revolutioner og internationale krige er kendt i hele verden, men den har også udsat dem for had og forfølgelse både i og uden for kristenheden. Dog ejer de deres Guds, Jehovas, kærlighed. De befinder sig så at sige i hans ’kærlige favn’, som antydet af profeten Habakkuks navn.
16, 17. (a) Hvorfor er det meget presserende at de åndelige israelitters rest gør Habakkuks bøn til deres egen? (b) Hvorfor var det meget passende at Habakkuk gav lederen af musikken anvisning på at melodien til bønnen skulle lyde som en klagesang?
16 Disse åndelige israelitter i dag gør Habakkuks profetiske bøn til deres egen, og de forventer dens opfyldelse på sig selv som et svar fra Jehova, hvis salvede vidner de er. De har al mulig grund til at opsende en sådan bøn til Gud. På baggrund af Bibelens profetier og den situation som er ved at udvikle sig på hele jorden, forventer de at „den store trængsel“ om kort tid, ja i denne generations levetid, vil komme over kristenheden og hele den øvrige del af den nuværende tingenes ordning og vil nå sit højdepunkt i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. De er klar over at dette vil betyde store trængsler for dem og for alle som stiller sig ved siden af dem og bliver deres loyale lidelsesfæller. Der findes allerede nu en „stor skare“ der har sluttet sig til dem og er som „fremmede“ inden for det åndelige Israels porte. (Åb. 7:9, 10, 14; 2 Mos. 20:10; Matt. 24:21, 22) Det er derfor meget passende at profeten Habakkuk gav „lederen“a af tempelmusikken i Jerusalem anvisning på at sætte en klagesangs dystre toner til hans digt, der begyndte således:
17 „Jehova, jeg har hørt rygtet om dig. Jeg er blevet bange, Jehova, for din gerning.“ — Hab. 3:2, NW.
Naturligt „bange“ for en overnaturlig „gerning“
18. Hvordan havde Habakkuk hørt „rygtet“ om Jehova, og hvordan hører det åndelige Israels rest dette „rygte“?
18 Ligesom den israelitiske profet Habakkuk har den salvede rest af de åndelige israelitter i dag hørt rygtet om denne Gud som Bibelen fortæller om og hvis navn er Jehova. På det tidspunkt da Habakkuk skrev sin profeti var størstedelen af de inspirerede hebraiske skrifter allerede nedskrevet, og gennem dem havde profeten „hørt rygtet“ om Jehova. I dag har de åndelige israelitters rest alle de inspirerede hebraiske skrifter, og foruden dem de syvogtyve bøger som udgør de inspirerede græske skrifter. Ved flittigt studium af disse hellige skrifter har den salvede rest „hørt rygtet“, den sande og pålidelige beretning, om Habakkuks Gud, Jehova. Det er en frygtindgydende beretning om hvad der virkelig har fundet sted som følge af Jehova Guds indgriben.
19, 20. (a) Hvordan ser den salvede rest i lighed med Habakkuk Jehovas gerning i fortiden? (b) Hvilken virkning skulle „rygtet“ om denne gerning have på den salvede rest?
19 Gennem det „rygte“ der kom til ham gennem De hellige Skrifter så profeten Habakkuk sin Gud Jehova i aktion. Den salvede rest i dag har ligeledes ved i tankerne at forestille sig Jehovas „gerning“ som den beskrives i „rygtet“, den bibelske beretning, set ham i aktion. Hvis de personligt havde været til stede og været øjenvidner til Jehovas gerninger dengang, ville de også være „blevet bange“, ligesom Habakkuk blev det blot ved at høre rygtet. Tænk blot på Jehovas gerning i 1513 f.v.t., da han udfriede Habakkuks forfædre fra trældommen i Ægypten og derefter udslettede Faraos stridsvogne og ryttere mens de rasende forfulgte de undvigende israelitter tværs over Det røde Havs udtørrede havbund.
20 Tænk også på det frygtindgydende skue Jehova lod udfolde sig ved Sinaj bjerg i Arabien dengang han forkyndte de ti bud for israelitterne som lå lejrede dér. Tænk endvidere på den gerning han mirakuløst udførte til gavn for sit udvalgte folk i de fyrre år de vandrede om i den farlige ørken og hvordan han i 1473 f.v.t., ved slutningen af de fyrre år, førte det omvandrende folk gennem den svulmende Jordanflod og ind i det forjættede land. Tænk fremdeles på hvad Jehova gjorde i de århundreder han oprejste dommerne til at handle som sit undertrykte folks befriere. Ja, tænk på hvordan Jehova, ikke ret længe før Habakkuks tid, brugte en engel fra himmelen til at udslette 185.000 angribende assyrere på en eneste nat og således forhindrede den formastelige assyrerkonge Sankerib i at indtage Jerusalem. Hvis vi for vort indre blik prøver at forestille os disse vældige gerninger som blev udført af den almægtige Gud Jehova, skulle det gøre os bange. Habakkuk indrømmede at det gjorde ham bange.
21, 22. (a) Hvorfor var det nødvendigt at minde sig selv om et så frygtindgydende „rygte“, både i Habakkuks og i den salvede rests tilfælde? (b) Hvad bør „resten“ derfor nu bede om, med Habakkuks ord?
21 Men hvorfor gøre sig selv bange? Hvorfor minde sig selv om et så frygtindgydende „rygte“? Det var nødvendigt at gøre det, for Habakkuk så som profet ind i fremtiden og forudså et internationalt angreb på de sande tilbedere af Jehova. Den salvede rest i dag må gøre det samme, for den ved nu at vi er meget nær tidspunktet for dette internationale angreb som Jehovas fjender vil foretage. Tiden er nu inde til at tro på og have tillid til at den Gud som øvede så storslåede gerninger i fortiden, ikke er død. For den salvede rests og dens loyale medarbejderes skyld må han være lige så levende og lige så aktiv som dengang. Tiden er derfor inde til at „resten“ må bede Habakkuks inderlige bøn og sige:
22 „Bring den til live i årenes midte! Måtte du gøre den kendt i årenes midte. Måtte du huske at vise barmhjertighed under vreden.“ — Hab. 3:2, NW.
23, 24. (a) Hvad bad Habakkuk om måtte blive bragt til live igen i årenes midte? (b) Hvis vrede er der tale om her, og hvem er den rettet imod, og på hvilken måde skulle der vises barmhjertighed?
23 Hvad var det Habakkuk her bad om mens han profetisk talte på den salvede rests vegne i dag? Jo, han bad om at Jehova Gud måtte gentage sin gerning, måtte genoplive den, bringe den til live igen, i årenes løb, på det kritiske tidspunkt i løbet af disse år. Måtte han igen gøre sin gerning kendt til gavn for sine tilbedere, der nu befinder sig i stor fare. Vreden tilskynder Jehova til at skride til handling. Og der er grund til denne vrede. Hvis den er rettet mod hans salvede rest og den store skare af dens loyale medarbejdere på grund af forsømmelighed fra deres side, måtte han da nådigt huske at vise barmhjertighed mod dem for sit hellige navns skyld. Men hvis hans vrede er rettet mod hans tilbederes forfølgere og angribere, måtte han da — mens han i vrede skrider ind over for disse hovmodige fjender — huske at vise barmhjertighed mod resten og ’den store skare’ i deres nød. Måtte han ikke tillade at „den store trængsel“ medfører deres død. Måtte han opfylde sin søn Jesu Kristi profeti om denne „store trængsel“:
24 „Thi da skal der komme ’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet kød frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.“ (Matt. 24:21, 22, fodnoten) „Ja, hvis Jehova ikke afkortede dagene, ville intet kød blive frelst. Men på grund af de udvalgte, som han har udvalgt, har han afkortet dagene.“ — Mark. 13:20, NW; The Christian’s Bible — New Testament af George N. LeFevre (1928), som også bruger navnet Jehova her.
Gud selv på march!
25, 26. (a) Hvilke to historiske steder drager Jehova ud fra i Habakkuks skildring? (b) Hvad kan der siges om disse to lokaliteter?
25 Efter at profeten Habakkuk har bedt Jehova om i de kommende år at genoplive den gerning han har øvet i fortiden, beskriver han den nu med følgende ord: „Gud selv drog ud fra Teman, ja en Hellig fra Parans bjerg. Sela. Hans højhed dækkede himlene, og med hans pris fyldtes jorden. Hans stråleglans var som lyset. To stråler udgik af hans hånd, og dér var hans styrkes skjul. Foran ham vandrede pest, og brændende feber udgik fra hans fødder.“ — Hab. 3:3-5, NW.
26 Habakkuk nævner her to historiske steder i det mellemste østen, nemlig Teman og Parans bjerg. Teman havde forbindelse med landet Edom. Edom (der betyder „rød“) var det tilnavn Abrahams sønnesøn Esau fik efter at han havde solgt sin abrahamitiske førstefødselsret til sin tvillingebroder Jakob for en rød ret linser som skulle stille hans voldsomme sult. (1 Mos. 25:27-34) Paran var et bjergfuldt ørkenområde nord for Sinaj bjerg. Det var i dette område Israels folk vandrede omkring i otteogtredive år før de gik ind i det forjættede land. (4 Mos. 10:11, 12; 5 Mos. 2:14) Edom lå nordøst for dette område, mellem Akababugten og Det døde Hav. „Kongevejen“ gik igennem Edom. Med hensyn til stednavnet Teman (der betyder „sydlig“) var der en efterkommer af Edom (eller Esau) som hed Teman, og stedet Teman kan have været en edomitisk by. Jødiske autoriteter anbringer dog Teman nordøst for Edom. Det var fra Teman „Gud selv drog ud“ da han førte sit udvalgte folk til det forjættede land.
27, 28. (a) Hvordan fortsatte israelitterne deres vandring trods fjender og uvenlige folkeslag? (b) Hvordan stemmer Moses’ beskrivelse overens med Habakkuks med hensyn til udgangspunktet for Israels fremmarch?
27 På grund af edomitternes uvilje og modstand mod at lade Israels folk benytte Kongevejen gennem deres land drog folket efter al sandsynlighed mod nord langs Edoms østgrænse og rundt om Moab, der lå ved Det døde Hav. (4 Mos. 20:14-21) Fjender og uvenlige folk langs israelitternes marchrute hindrede således ikke deres fremmarch fra Parans bjergområde forbi Teman og mod det forjættede land. Profeten Moses var det marcherende folks synlige leder, og hans beskrivelse stemmer med Habakkuks vedrørende det sydlige udgangspunkt for de fremrykkende israelitter. Mindre end to måneder før israelitterne gik over Jordanfloden og ind i det forjættede land udtalte han sin velsignelse over folket, og den begynder således:
28 „[Jehova] kom fra Sinaj, fra Se’ir [beboet af edomitterne] fremstråled han for dem, brød frem i lysglans fra Parans bjerge og kom fra Meribat-Kadesj. Ved hans højre lued ild dem i møde. Visselig, han elsker sit folk, alle hans hellige er i hans hænder.“ — 5 Mos. 33:1-3.
29. Hvordan gik Jehova i spidsen for sit marcherende folk, og hvilket ry skabte han sig?
29 Naturligvis gik Jehova ikke synligt i spidsen for israelitternes marcherende kolonner. Men selv om han forblev usynlig for det menneskelige øje, skabte han sig et glorværdigt ry som deres usynlige fører. Desuden repræsenteredes han synligt af skystøtten om dagen og ildstøtten om natten, som gik foran israelitterne. — 2 Mos. 13:21, 22; 4 Mos. 14:14; 5 Mos. 31:15.
30 Hvordan kom israelitterne igen frem i lyset efter i årevis at have levet i ubemærkethed?
30 Da Jehova endelig i 1474 f.v.t. lod sit hjemløse folk drage op fra Parans bjergområde med det forjættede land som mål, blev de hedenske folk klar over det. Det var som et strålende lys der gjorde alt tydeligt og klart for dem. Det var et vidnesbyrd om at Gud selv i egen høje person kom marcherende. I årevis havde folket levet i mørke, i ubemærkethed, i ørkenen på Sinajhalvøen, og nu blev de ført ud i lyset. Det var Jehovas vældige „hånd“ som sås i virksomhed her. Det var som om dobbelte lysstråler udgik fra hans „hånd“, idet lyset strålede ud i begge retninger, på begge sider. Der er styrke skjult i Jehovas hånd. Lyset derfra er et stærkt lys. Fjendtlige nationer kan ikke fordunkle det, og de kan ikke undgå at se stråleglansen fra det. — Hab. 3:4, NW.
31, 32. (a) Hvordan opfyldes Habakkuk 3:5 (NW) med hensyn til pest og brændende feber? (b) Hvordan viste Jehova på Moabs sletter at han var i stand til at gøre dette?
31 Om „endens tid“, som historien viser begyndte i 1914 som markeret af den første verdenskrig, profeterede Jesus at der ikke alene ville være international krig, men også jordskælv, hungersnød og pest eller tilfælde af pest. (Matt. 24:3, 7, 8; Luk. 21:10, 11, NW; Dan. 12:4) Disse tilfælde af pest skyldtes umoralitet blandt mennesker eller mangelfulde sanitære forhold på grund af krigen. Men når Jehova om ikke så længe marcherer frem til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon, vil han bringe død over mange af sine fjender ved det ikke-voldelige, tavse våben, pest.
32 Det vil da være farligt, ja skæbnesvangert, at komme på tværs af Jehovas marchrute på hans vej mod sejren. Foran sig udsender han nemlig pest og bag sig efterlader han ofre som plages af en dødbringende, brændende feber. Som Habakkuk 3:5 beskrev Jehovas fremmarch: „Foran ham vandrede pest, og brændende feber udgik fra hans fødder.“ (NW) At Jehova er i stand til at gøre dette, gav han et eksempel på i Moses’ sidste dage, da han ved hjælp af pest strakte 24.000 umoralske israelitter til jorden på Moabs sletter lige over for det forjættede land, fordi de brød hans bud ved at bedrive utugt med hedenske kvinder og dyrke den falske gud Ba’al-Peor. — 4 Mos. 25:1-9.
Nationerne opskræmte
33. Hvad vil Jehova gøre før han rykker frem mod de fjendtlige styrker ved Harmagedon, som det fremgår af Habakkuk 3:6 (NW)?
33 Som Jehova fra ældgammel tid under givne omstændigheder har gjort, vil han tage et overblik over Harmagedons slagmark og notere sig fjendens linjer. Habakkuks klagesangslignende bøn fortsætter derfor således: „Han stod stille, så han kunne ryste jorden. Han så, og fik derefter nationer til at springe. Og de evige bjerge knustes; de til ubestemt tid varende høje bøjede sig. De ældgamle vandringer er hans. Under noget der er smerteligt så jeg Kusjans telte. Midjans telttæpper begyndte at bæve.“ — Hab. 3:6, 7, NW.
34. (a) Hvordan kommer jorden til at ryste når Jehova står stille? (b) Hvordan vil nationerne „springe“ når Jehova ’ser’?
34 Jehova styrter sig ikke hovedkulds, efter en pludselig indskydelse, ud i noget. Han indtager sin stilling og vender sin opmærksomhed mod den situation der kræver handling, for at se om han har sine fjender netop dér hvor han ønsker dem, dér hvor de fuldstændig afslører sig selv og deres hensigter. At Jehova således indtager sin stilling, rede til handling, skaber røre i den billedlige „jord“ der ligger foran ham; det forårsager så at sige et jordskælv i fjendens jordiske organisation. Når det bliver klart at det er Jehova selv der har taget opstilling over for den, gennemrystes den jordiske organisation før den falder sammen i ruiner. Når nationerne til sidst bliver klar over at Jehova Gud den Almægtige ’ser’ dem og at han har vendt sin opmærksomhed mod dem, bliver de opskræmte. Idet de vågner op og ser situationen som den virkelig er, ’springer’ de, ikke af glæde, men chokerede, i et anfald af ophidselse. De vil føle som de ægyptiske vognstyrere og ryttere, som, da de sad fast i mudderet i Det røde Hav og blev klar over den virkelige grund til deres vanskeligheder, begyndte at råbe: „Lad os flygte for Israel, thi [Jehova] kæmper for dem imod Ægypten!“ — 2 Mos. 14:25.
35. (a) Hvad vil der ske med organisationer, at sammenligne med bjerge og høje, på Jehovas marchrute? (b) På hvilken måde vil „de ældgamle vandringer“ være Jehovas til den tid?
35 Ingen jordisk organisation, om den så er imponerende som et bjerg, vil få lov til at stille sig hindrende i vejen for Jehova på hans march mod sejren. Alle sådanne bjerglignende organisationer vil blive knust, selv om de synes evige. Andre, mindre fremtrædende, organisationer, hvis eksistens syntes at skulle vare til ubestemt tid, ligesom højenes, må bukke under og lade Jehova marchere videre, hen over dem. Hans måde at vandre på ved Harmagedon vil være som hans „ældgamle vandringer“, blot i endnu større målestok. Det han gjorde før i tiden, kan han gøre i dag. Han vil bringe fortids gerninger til live igen.
36. (a) Hvad skildres der ved at Kusjans telte føler noget smerteligt og Midjans telttæpper bæver? (b) Hvem vil disse ikke være iblandt?
36 Det Habakkuks Gud gør mens han uimodståeligt skrider frem, slår alle som hører om det, med rædsel, eftersom de ikke er venligt stemt over for Jehova og hans udvalgte folk. Som eksempel herpå bruger Habakkuk teltboerne i Kusjan og Midjans land, områder som havde nær forbindelse med eller lå op til hinanden. Selv om Midjans land lå øst for Akababugten og således ikke lå på israelitternes direkte marchrute mod det forjættede land, bævede midjanitterne dog alligevel. Ja, det var som om deres bæven smittede af på telttæpperne og fik dem til at bæve. Profeten Habakkuk så „noget der er smerteligt“ komme over Kusjans telte. Deres beboere følte at det ikke varslede noget godt for dem at Jehova passerede forbi med sit genløste folk. Den knugende og anspændte følelse de blev grebet af, gjorde ondt, smertede, holdt dem i spænding. Det vil ikke være godt at være blandt dem der føler smerte og bæver når de hører om Jehovas fremrykning ved Harmagedon. De vil ikke være blandt dem der jubler i Jehova trods trængsler.
[Fodnote]
a Sammenlign efterskriften til Habakkuk 3:19 med overskrifterne til Salme 4 og 54, alle i New World Translation.
[Kort på side 108]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
PARAN
EDOM
Temam
SINAJ BJERG
Det døde Hav
DET RØDE HAV
Akababugten
[Illustration på side 104]
Jehovas „gerning“ bragte undergang over Faraos hær da den forfulgte israelitterne gennem Det røde Hav
[Illustration på side 106]
„Rygtet“ eller beretningen i Bibelen viser at Jehova førte israelitterne mirakuløst over Jordanfloden og ind i det forjættede land