Hvordan mennesket opnår fuldkommen retskaffenhed

1. Hvem vil få gavn af det genoprettede paradis på jorden?

I DEN foregående artikel så vi, hvordan mennesket gik glip af en paradisisk tilværelse, fordi han satte sin retskaffenhed til og således forfejlede det fastsatte mål. Nu skal vi undersøge, hvordan de genløste efterkommere af synderen Adam kan vinde adgang til et genoprettet paradis. At nogle får mulighed for at være med i det genoprettede paradis på jorden, er ikke ensbetydende med, at hver og en af den første Adams slægt vil vende tilbage til dette paradis. Nej, vi vil få at se, at det kun bliver dem, som optages i en ny familieordning under en anden Adam, en livgivende. Fader, der leder en ny hjord som en klog hyrde. — Es. 9:6; Joh. 10:11-16.

2, 3. Hvorfor gav Gud ikke Adam nogen lov, da han var blevet bortvist fra Edens have, og hvem fik en sådan komplet lovordning som rettesnor for alle livets forhold, og hvornår?

² Først vil vi spørge: Gentog Jehova på noget tidspunkt målet for fuldkommen lydighed over for Adam, efter at han var blevet vist bort fra Paradiset i Eden? Der er intet, der tyder på, at Gud nogen sinde talte til den oprørske Adam efter hans domsprøve i Edens have. Gud gav Adam sin lov, mens Adam var fuldkommen, men han forbrød sig i selviskhed mod denne guddommelige lov, og Gud ville derfor ikke give den nu ufuldkomne og oprørske Adam sin lov på ny eller give ham en ny lovsamling, i håb om at han skulle nå målmærket for fuldkommen retskaffenhed over for Gud, den øverste lovgiver. Senere talte Jehova til Adams efterkommere, til Abel, Enok, Noa og Abraham, og gav disse ufuldkomne, men hellige mænd visse åbenbaringer vedrørende sine hensigter, og beretningen viser, at Gud pålagde Abraham visse forpligtelser og gav ham sine bud, anordninger og love (1 Mos. 26:5; 2 Pet. 1:1, 21; 3:2); dog meldes der intet om, at nogen af disse mænd fik en komplet og detailleret lovordning som rettesnor for alle livets forhold. Tværtimod viser Paulus, at så sent som på Moses’ tid havde Gud endnu ikke givet nogen en sådan omfattende lovordning. Synden og dens følgesvend, dødsstraffen, vedblev med at herske som konge, men ingen, hverken Abel, Enok, Noa eller Abraham, kunne afgøre, hvor langt de stod under målet for menneskelig fuldkommenhed. De kunne ikke danne sig noget begreb om, i hvor vid udstrækning de manglede „herligheden fra Gud“. Hvorfor ikke? „Thi allerede før Loven [ved Moses] var der synd i verden; men synden tilregnes ikke, hvor der ingen lov er; dog havde døden herredømmet fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede ved en overtrædelse i lighed med Adams. Han er et forbillede på [han lignede den, NW], der skulle komme.“ Her hentydede Paulus til hans komme, der lignede Adam, den anden Adam. — Rom. 5:13, 14; 1 Kor. 15:45.

³ Men gav Jehova da ikke før Moses’ tid andre love, der stemplede overtrædere som sådanne? Jo. Foruden de love, der blev givet Abraham, var der love, som forbød, at nogen spiste blod eller begik mord. Disse love blev givet til Noa. (1 Mos. 9:4-6) Josef, Abrahams sønnesønssøn, sagde, at det ville være synd mod Gud, hvis han bedrev utugt med sin herres hustru. (1 Mos. 39:7-9) Jehova afholdt kong Abimelek fra uafvidende at bedrive hor med Abrahams hustru og derved fra at synde mod Gud. (1 Mos. 20:6, 7) Disse specielle love gjaldt visse menneskelige forhold, men de udgjorde ikke en fuldstændig lovordning som den, efter hvilken Israels folk levede, og som foreskrev en livsførelse i hellig hengivenhed for en Gud, der tillige var Konge. En sådan lovsamling, der gav forskrifter for, hvordan man skulle leve for at føre en redelig handel og vandel ind for den guddommelige hersker under alle livets tilskikkelser, fandtes ikke, før Gud i året 1513 f. Kr. gav Israel Loven gennem mellemmanden Moses.

4, 5. Hvem var bundet af Lovpagten? Hvilket forhold indførte den, og hvad krævede den med henblik på hellighed?

⁴ Skønt Lovpagten kun var bindende for Israels folk, blev den tugtelse, den gav dem, og de ting, den pegede frem til, i sidste ende til gavn for mennesker af alle folkeslag. Lovpagten udgjorde een lovsamling, der bestod af de ti bud og af henved seks hundrede andre love og anordninger. Hele dette lovsystem tjente som en forfatning eller grundlov, hvorunder israelitterne stod organiseret som et helligt folk, der blev styret af den guddommelige Konge, Jehova. Herom sagde Jehova til Israel: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ — 2 Mos. 19:5, 6.

⁵ Den lovordning, Moses formidlede, var fuldkommen. Den var ret. Den var god. Den var hellig. (Sl. 19:8; Rom. 7:12; 1 Tim. 1:8) Den stod højt i hellighed. Ordene „hellig“ og „hellighed“ forekommer over 130 gange i forbindelse med denne lovpagt. Lovbogen indeholdt forskrifter vedrørende hellige sabbater, hellige klæder til de tjenende præster, en helligdom, hvor den guddommelige Konge kunne meddele sig til sine hellige tjenere, hellig salveolie, et helligt diadem med indskriften „Helliget Jehova“, hellige genstande, hellige stævner (højtidsstævner) og helliggaver. Videre pålagde Loven, at folket ceremonielt skulle holde sig rene for deres hellige Gud og Konge ved at spise ren føde, ved på forskellig vis at tvætte deres legeme, ved at frembære syndofre og ved ikke at røre noget dødt. — 2 Mos. 16:23; 28:2; 29:29; 30:25; 39:30; 3 Mos. 5:15; 23:3; 4 Mos. 18:19.

Forræderi

6, 7. Hvorfor fortjente overtrædelsen af det første og andet bud så streng en straf?

⁶ Nogle liberalister formaster sig til at kritisere den levende Gud, fordi han fastsatte dødsstraf for dem, som overtrådte det første og andet bud, som de hævder kun er morallove. (5 Mos. 13:6-10; 3 Mos. 20:2) De ignorerer det faktum, at disse to bud ikke alene var indledningen til en morallov, men udgjorde en del af folkets skriftlige retsmønster, og således var indledningen til selve folkets grundlov, og hvad mere er, de var bestemmende for det personlige troskabsforhold, den enkelte israelit tilsvor sin overordnede Konge, Jehova. Mærk dig det krav om absolut troskab, det andet bud opstiller. „Du må ikke tilbede eller dyrke det [noget billede], thi jeg Jehova din Gud er en nidkær Gud [en Gud, der forlanger udelt hengivenhed, NW].“ (2 Mos. 20:5; 34:14) Vendte en israelit sig bort fra den rene tilbedelse for at tjene en anden gud end Jehova, eller gjorde han sig skyldig i afgudsdyrkelse ved at tilbede billeder, overtrådte han det første og andet bud og begik dermed den værste forbrydelse, der kunne begår i landet, og som derfor fortjente den strengeste straf.

⁷ Hør, hvad en autoritet på det bibelske område har at sige om dette i sine Notes, Critical and Practical on Exodus, bind II, side 4: „Afgudsdyrkelse var ikke alene en grov overtrædelse af et moralbud, men en forræderisk handling mod staten. Det var faktisk det samme som at fornægte deres anerkendte herskers myndighed. Det var et brud på den oprindelige overenskomst, et åbent oprør mod Gud, en positiv laden hånt om det svorne troskabsløfte, og det fortjente derfor ifølge alle regeringers vedtagne principper med rette dødsstraf.“

8. a) Hvordan definerer moderne love en forbryderisk handling, der krænker et statsoverhoved værdighed? b) Hvad tager Jehovas vidner meget alvorligt, og hvorfor?

⁸ Ifølge moderne nationers love ville den førnævnte handling, der var en krænkelse af en højere magts værdighed, blive betragtet som højforræderi. En sådan forbrydelse ville blive kaldt majestætsfornærmelse. Begrebet majestætsfornærmelse defineres juridisk som enhver forbryderisk handling, der begår mod den øverste statsmyndighed, eller specifikt som forskellige krænkelser af et statsoverhoveds værdighed. Bouvier’s Law Dictionary (1934), side 689, definerer dette udtryk som „højforræderi“. Den fornærmelse, Adam i Edens have tilføjede Jehovas ophøjede majestæt, og de mange israelitters troløshed mod deres Gud og enevældige Konge var alvorlige forbrydelser selv efter et nutidigt retsmønster. Under en sådan lov, der definerede synd og slog til lyd for hellighed, kunne Israel selv skabe mulighed for varige velsignelser eller, hvis de forfejlede målet og forbrød sig mod Loven, pådrage sig forfærdelige følger. (5 Mos. 28:1-68) Småtskårne spottere bør mærke sig, at Jehovas vidner også i dag tager de principper, der ligger til grund for det første og andet bud, meget alvorligt, idet de nægter at hilse noget lands flag eller begå afgudsdyrkelse, for at deres udelte hengivenhed for Jehova Gud kan bevares så ren som overhovedet muligt.

9. Kunne jøderne opnå retfærdiggørelse ved lovgerninger? Begrund dit svar.

⁹ Kunne de ufuldkomne israelitter holde denne lov til fuldkommenhed og således leve op til det høje mål for absolut hellighed og retfærdighed, som Gud havde fastsat for dem? Svaret er et afgjort nej, der bekræftes af Bibelens beretning om det jødiske folk i de henved femten århundreder, Lovpagten var gyldig. Mange selvretfærdige jøder mente, at de ved lovgerninger kunne blive så hellige, at de kunne opfylde Guds høje hellighedskrav, og at Gud ville være nødt til at erklære dem retfærdige eller retfærdiggøre dem ved Loven. Men Paulus understreger på det kraftigste: „Thi i hans øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort af lovgerninger.“ — Rom. 3:9-20.

Hvad skulle Lovpagten?

10. Hvad skulle Loven tjene til, og hvad skulle den have vist jøderne?

¹⁰ Hvorfor fik jøderne da en fuldkommen lov om hellighed? Bibelen viser os, at det skyldtes flere grunde. Det lovfæstede mål for hellighed skulle tjene som et spejl for jøderne. Hver gang de så i dette spejl og ransagede deres livsførelse og sammenlignede den med Lovens krav, skulle det have vist dem, hvad synd er, og i hvor høj grad de manglede Guds fuldkomne herlighed. Paulus hævdede med rette: „Jeg havde ikke lært synden at kende uden ved Loven.“ „Ved Loven når man nemlig kun at erkende sin synd.“ „Loven giver nøjagtig kundskab om synd.“ (NW) (Rom. 7:7; 3:20) Videre burde det, hver gang de så på deres mangel på udelt hengivenhed og på deres mange fejltrin under den lov, der krævede dyreofre for at formilde deres Guds og Konges vrede, have indskærpet dem, at de havde en virkelig genløser nødig. Det skulle have optændt et ønske og en længsel hos dem efter den Kristus, hvem de kunne have tro på. „Men førend troen kom, bevogtedes vi under Loven, idet vi holdtes indesluttede, indtil den tro kom, som engang skulle åbenbares, så at Loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro.“ — Gal. 3:23, 24.

11. Anfør en anden grund til, at de fik denne lovpagt, og hvad viser kendsgerningerne?

¹¹ På hvilken måde skulle Lovpagten videre have bevirket, at jøderne tog imod Kristus, da han kom? Den skulle have sat dem i stand til at anerkende, at Kristus var den anden Adam, da han kom for at føre dem ind i et nyt forhold til Jehova Gud. Der stod skrevet i Loven: „I skal holde mine anordninger og lovbud; det menneske, der handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er Jehova!“ (3 Mos. 18:5; Rom. 10:5) Med andre ord ville det menneske, der holdt hele Loven, der jo tjente som Guds målestok for absolut hellighed, være uden synd og blive erklæret retfærdig af Jehova og som følge deraf få ret til liv som fuldkomment menneske. Dette menneske ville derfor svare til den første fuldkomne Adam, før denne syndede. Lovpagten hjalp altså de trofaste jøder til at spejde efter og identificere dette fuldkomne menneske, der var kvalificeret til at være den fuldkomne genløser. Det var endnu et krav, som deres lovede Messias eller Kristus måtte opfylde. Opfyldte Jesus, der var Kristus, dette fundamentale krav om fuldkommen hellighed, syndfrihed, hvilket ville sige, at han viste udelt hengivenhed for sin Gud og Konge, Jehova, og som følge deraf havde ret til fuldkomment liv som menneske? Svaret er et rungende ja. Jesus bevarede sin retskaffenhed. Han udfordrede sin samtids selvretfærdige farisæere og sagde: „Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd?“ (Joh. 8:46) Vedrørende Jesu kvalifikationer føjer Paulus sit vidnesbyrd til: „Thi en sådan ypperstepræst passede også for os: en, der var hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene.“ — Hebr. 7:26.

12. Hvorfor måtte der erlægges en tilsvarende løsesum, og hvem betalte den?

¹² „Thi der er kun een Gud, og kun een mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som [tilsvarende, NW] løsesum for alle.“ Dette skriftsted bekræfter, at Jesus Kristus var det menneske, der svarede til den første fuldkomne Adam, og at han som menneskets genløser gav sin sjæl hen for den sjæl, Adam mistede på grund af sin troløshed. Guds lov skildrede dette krav om lige for lige, sjæl for sjæl. „Men hvis der sker en ulykke, skal du bøde liv for liv [sjæl for sjæl, NW].“ Jesus vidnede selv om, at han gav sin sjæl som en løsesum for mange trofaste i menneskeheden: „Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv [sin sjæl, NW] som løsesum for mange.“ — 1 Tim. 2:5, 6; 2 Mos. 21:23; Matt. 20:28.

Den nye vej

13. Hvilken ny ordning var nødvendig, og hvorfor? Hvem banede vej for denne nye ordning?

¹³ Som vi allerede har omtalt, løftede Lovpagten ikke de ufuldkomne og faldne jøder op til Guds høje norm for fuldkommen hellighed. Det måtte derfor blive på en anden måde, gennem en anden ordning, at mennesket skulle opnå fuldkommenhed i Guds øjne. „Loven [Lovpagten] bragte jo ikke i nogen henseende det fuldkomne — men der indførtes i stedet derfor et bedre håb, hvorved vi kommer Gud nær.“ Hvilken bedre ordning er det da, der bringer mennesker nær til Gud og til sidst udvirker, at de bliver retfærdige i Guds øjne? Ordningen med Lovpagten ophørte, dengang Jehova på lovmæssig vis „tog den bort ved at nagle den til korset [marterpælen, NW]“, som Jesus døde på i året 33. Det åbnede vejen for en ny ordning, der løfter mennesker op til retfærdighed ind for Gud, nemlig den ufortjente godhed, Gud viser gennem Jesus Kristus, genløseren. „Thi synden skal ikke få herredømme over jer; I er jo ikke under lov, men under nåde [ufortjent godhed, NW].“ „Thi Loven blev givet ved Moses, nåden [den ufortjente godhed, NW] og sandheden er kommet ved Jesus Kristus.“ — Hebr. 7:19; Kol. 2:14; Rom. 6:14; Joh. 1:17.

14, 15. a) Hvordan blev den nye ordning på opsigtsvækkende vis indført, og hvad forkyndte en forløber? b) Hvem er den „sidste Adam“, og hvorfor kunne han give belysende illustrationer af det nye genrejsningsarbejde?

¹⁴ I de tre og et halvt år, Jesu jordiske tjenestegerning varede, banede han vej for den nye ordning, der skulle løfte mennesker op til fuldkommenhed, og han viste, hvordan den ville virke til evig gavn for trofaste mennesker. Da Jesus blev døbt i Jordanflodens vand i efteråret 29, udråbte Johannes Døber, forløberen for Kristus og forkynderen af hans komme, det opsigtsvækkende budskab: „Se Guds lam, som bærer [borttager, fodnote] verdens synd! . . . for at han skal blive åbenbar for Israel, derfor er jeg kommen og døber med vand. . . . Jeg har set ånden dale ned fra himmelen som en due, og den blev over ham. . . . Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds søn.“ På Jesu indvielsesdag kom Jehovas hellige kraft over Jesus i en dues skikkelse som et vidnesbyrd om, at den himmelske Fader godkendte Jesu offer, hans fuldkomne menneskeliv, som den genløsningssum, der borttager synd. Hermed indførtes den nye ordning med virkelig syndsforladelse, mirakuløs helbredelse fra syndens virkninger og håbet om fuldkomment og evigt liv uden synd i en ny retfærdighedens verden. — Joh. 1:29-34.

¹⁵ Fra og med sin indvielsesdag var Jesus i Guds øjne som en ny åndeskabning med håb om åndeligt liv i himmelen. „Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl; den sidste Adam [Jesus Kristus] blev til en levendegørende ånd.“ (1 Kor. 15:45) Skønt han i endnu tre og et halvt år vandrede på jorden som et fuldkomment menneske af kød og blod, til han fuldbragte sit offer på marterpælen, lod Gud ham dog her på jorden give belysende illustrationer af, hvordan denne nye ordning til Jehovas egen fastsatte tid skulle virke til genrejsning af lydige mennesker.

Ny familiefortjeneste

16, 17. a) Hvorledes muliggør Jehova i overensstemmelse med guddommelig retspleje et program til menneskets genrejsning? b) Hvorledes trækker Bibelen et modsætningsforhold op mellem fordømmelsen over menneskeslægten og nogles retfærdiggørelse?

¹⁶ At „den sidste Adam blev en levendegørende ånd“ må vise, at Jesus Kristus, den anden Adam, skænker liv under en ny familieordning. Den første Adam blev som patriark eller slægtsoverhoved en grov synder, før han gav liv til sit afkom. Da han begyndte at få børn, videregav han sine efterkommere det handicap, som syndens, sygdommens og dødens afmagt er i sig selv, og de har aldrig kunnet ryste det af sig. Svidende familiefordømmelse knuger stadig den gamle menneskeslægt på grund af den første Adams adfærd, og straffen, den bærer i sig i form af sygdom og død, fortsætter. Men hvilken mulighed opstår der i overensstemmelse med guddommelig retspleje, hvis Jehova Gud i sin kærlige barmhjertighed og godhed, som den gamle adamitiske slægt på ingen måde fortjener, tilvejebringer en ny Adam, der aldrig har forfejlet retskaffenhedens mål, og som ejer retten til liv som menneske? Det åbner vejen for den mest vidunderlige frelsesforanstaltning og for dannelsen af en ny menneskeslægt under et nyt slægtsoverhoved. Et sådant nyt, retfærdigt slægtsoverhoved ville have lovfæstede beføjelser og virkelig kunne videregive livsytringer som godhed, helbredelse og med tiden fuldkommenhed til alle, som indbydes til at blive medlemmer under hans nye familieordning, og det ville kunne ske på grundlag af hans fortjenstfulde og retfærdige indsats. Læg mærke til, hvordan Paulus trækker modsætningsforholdet op mellem den gamle familiefordømmelse over den adamitiske slægt og den belønning, der gives de troende på grundlag af den „sidste Adams“, Jesu Kristi, retfærdige genløsningshandling.

¹⁷ „Altså: Ligesom der af den enes fald [den første Adams] fulgte fordømmelse for alle mennesker [hele den gamle adamitiske slægt], således skal der af den enes retfærd [den anden Adams, Jesu Kristi] følge retfærdiggørelse til liv for alle [slags, NW] mennesker [som tror og adlyder]. Thi ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes [den første Adams] ulydighed, således skal også de mange komme til at stå som retfærdige ved den enes [den anden Adams] lydighed.“ — Rom. 5:18, 19.

Mønstret for genrejsning

18. Hvem blev af Jesus indbudt til at blive hans disciple, tage hans åg på sig og opnå sand lykke?

¹⁸ Lad os atter vende tilbage til arnestedet for Jesu jordiske tjenestegerning for at mærke os, hvordan han demonstrerede de endelige virkninger af dette genrejsnings-program, dets omfang samt tidspunktet for dets gennemførelse, når alle, som elsker Jehova, skal hæves op til målet for fuldkommenhed. Først lægger vi mærke til, at Jesus tilbød dem sand lykke, som er sig deres åndelige behov bevidst, dem, som er tynget af synden, men angerfulde, dem, som er ydmyge og elsker Gud, dem, som er oprigtige, og dem, som bliver forfulgt. Han opfordrede ikke hyklerne, de selvretfærdige eller mange af de såkaldt vise og intellektuelle til at blive sine disciple under den nye syndsforladelsens vej. „Lykkelige er de, som er sig deres åndelige behov bevidst. . . . Lykkelige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed.“ (NW) „Du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige. Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“ (Matt. 5:3-10; 11:25, 28-30) Mange var de ærlige, oprigtige og retsindige, som hørte Jesu opfordring: „Kom hid til mig“, og som fulgte i hans fodspor. Mange er de, som i dag hører hans røst og følger den samme vej.

19. Hvilke helbredelseshandlinger gjorde Jesus som et billede på, hvad der skulle finde sted, når genoprettelsens time slog for menneskeslægten?

¹⁹ Jesus gjorde over fyrretyve forbløffende mirakler blandt disse retsindige jøder. De blev alle gjort på grundlag af det genløsningsoffer, Jesus skulle bringe, og de skulle være et fingerpeg om, hvilke kræfter der ville stå til hans rådighed, når genoprettelsens time slog for den betrængte menneskeslægt. Han helbredte en månesyg, drev onde ånder ud, kurerede en febersyg, rensede spedalske, gav en lam hans førlighed igen, gjorde en mand rask, der havde været syg i otte og tredive år, gjorde en vissen hånd frisk igen, helbredte en kvinde, der havde haft svære blødninger i tolv år, gav blinde deres syn igen, fik stumme til at tale, rettede en krumbøjet kvinde op, helbredte vattersot, satte et øre på igen og til sidst det vigtigste af alt: han oprejste tre mennesker fra døden. Hvor mangeartede var ikke hans helbredelseshandlinger! Der findes intet handicap, som synden har medført, eller noget udslag af menneskeligt forfald, Jesus ikke formår at helbrede for bestandig i den nye verdens samfund.

20. a) Hvorledes viste Jesus hvad det er for mennesker, der vil blive helbredt på den modbilledlige sabbat? b) Hvordan gav Jesus os et vink om, hvornår disse ting skal finde sted?

²⁰ En anden trøsterig ting, vi bør lægge mærke til, er, at Jesus under sin tjenestegerning ikke udelukkende helbredte jøder ved sine forskellige mirakler. I to tilfælde helbredte han syge, der ikke var jøder eller samaritanere, som en tilkendegivelse af, at når genoprettelsestiderne kom, ville retsindige ud af alle folkeslag, som indbydes til at blive hans undersåtter, nyde godt af denne store helbredelsesgerning. (Mark. 7:24-26; Matt. 8:5-10) Det er også interessant at iagttage, at Jesus udførte så mange af sine mirakler på sabbatsdagen. Farisæerne anklagede ham for at krænke sabbatens hellighed ved at gøre sine undergerninger på denne dag. Jesus hævdede, at det var tilladt at gøre godt på sabbaten, og sagde endvidere, at han var herre over sabbaten. Her får vi et vink om, hvornår hans varige genrejsnings-program skal indledes. Det er under Tusindårsrigets herredømme, den tusindårige sabbat, over hvilken Kristus Jesus er herre, at trofaste mennesker skal hjælpes til at leve op til det fastsatte mål for retskaffenhed. — Matt. 12:1-8; 19:28.

Tilgivelse af synder

21. Hvilken anden magt viste Jesus under sin tjenestegerning på jorden, at han ejede, og hvilken lise har det været for kristne?

²¹ Jesus havde også bemyndigelse til at tilgive synder. Nogle af de skriftkloge anklagede Jesus for gudsbespottelse, fordi han sagde, han havde magt dertil. I sit svar til dem viste Jesus, at for ham var det lige så let at gøre et mirakel som at sige: „Dine synder forlades dig.“ Begge dele var lige lette og havde tilknytning til genrejsnings-programmet. „Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder — så siger han til den lamme: Stå op, tag din båre og gå hjem!“ (Matt. 9:6) Hvilken lise har det ikke været for den sande kristne at kende denne foranstaltning og vide, at når han i Jesu navn beder til sin Fader, Jehova, om at få tilgivelse for line synder, opnår han virkelig tilgivelse! — Mark. 11:25.

22. Hvilken lykke ejer Jehovas folk nu?

²² „Salige de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult; salig den mand, som Herren [Jehova, NW] ikke tilregner synd!“ (Rom. 4:7, 8) Den salvede rest har på grundlag af deres retfærdiggørelse ved tro fået udslettet de nedarvede synder, som de begik i deres tidligere vandel. Også de andre får har fået tilregnet tilgivelse. Og da begge skarer desuden har opnået åndelig helbredelse ved hjælp af Guds sandhedsord, ejer de i dag et stort mål af lykke. De fornyer deres sind og bliver allerede nu i åndelig henseende løftet nærmere op mod hellighedens høje mål. Ja, de er fast besluttet på at yde Jehova, deres Gud og Konge, udelt hengivenhed og forblive rene og retskafne over for ham. Dog ved vi, at menneskene endnu har lang vej igen, før de når op til det fuldkomne mål. Men skridt for skridt ønsker vi med flid at vandre ad den vej, Jehova i sin ufortjente godhed mod mennesker har afstukket for dem, så de gradvis kan løftes op til menneskelig fuldkommenhed i lighed med Guds billede.

23. Hvad bliver kronen på genoprettelsesværket ved afslutningen af Jesu Kristi tusindsårsrige?