Gør den gerning, Gud godkender

„Vær ikke lad i din gerning. Vær brændende i ånden.“ — Rom. 12:11, NW.

1. Hvilket eksempel giver Jehova med hensyn til at arbejde, og hvordan ser han på de lade og forsømmelige?

JEHOVA hader dovenskab. Den lade og dovne er ham afskyelig. De ligegyldige og dorske, der er forsømmelige i deres arbejde, kan ikke gøre sig håb om at opnå hans velsignelse eller godkendelse, han, der lige fra skabelsens begyndelse har arbejdet med uforlignelig iver og flid. „Min fader er vedblevet med at arbejde indtil nu,“ sagde Jesus, „og jeg vedbliver med at arbejde.“ (Joh. 5:17, NW) Jehova bliver aldrig træt af sit arbejde. Han føler sig ikke besværet, og han kedes aldrig ved noget, han har sat sig for at udføre. Han sagtner ikke sit arbejdstempo eller giver op, før han med held har fuldført sit forehavende. „Ved du, hørte du ikke, at Jehova er en evig Gud, den vide jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke.“ Selve hans navn Jehova tilkendegiver, at den Højeste er en beslutsomhedens og foretagsomhedens Gud, for det navn har sin rod i et handlingsord, den kausative form af det hebraiske udsagnsord havah. „Jeg . . . udtænkte og fuldbyrder det,“ siger han. Vi finder derfor, at Jehova efter uendelige tidsaldre stadig og trofast udfører sit kolossale arbejde og røgter sit vidtrækkende ansvar både som universets skaber, dets overordnede og dets evige hersker. — Es. 40:28; 46:11.

2. Nævn nogle eksempler på Jehovas skaberkløgt.

² Tænk engang over det umådelige rum, Skaberens stoflige univers spænder over, det vil sige den begrænsede del, mennesker indtil nu har udforsket. Vort mælkevejssystem består af ikke mindre end tre tusind millioner stjerner, og det er så ufattelig stort, at det tager en lysstråle med en hastighed af 300.000 km i sekundet 33.000 år at nå igennem dets diameter. Og alligevel udfylder dette stjernesystem ikke himmelrummet. Inden for yderkredsen af de nyeste teleskopers rækkevidde har man opdaget og fotograferet myriader af stjerneverdener eller mælkevejssystemer. Stjerneverdenens undere får det til at svimle for os! Der findes stjerner så tunge, at en kubikcentimeter af deres stof vejer over 50.000 kg. Der er stjerner så store, at deres diameter er seksten gange større end afstanden fra jorden til solen. Der er stjerner, som gennemløber deres bane med den enorme fart af 2.600.000 km i timen. Disse myriader af himmellegemer er ikke strøet ud på en tilfældig måde, og de farer ikke rundt mellem hinanden i kaotisk forvirring. Nej, hver eneste stjerne, hver eneste planet, hvert eneste stjernebillede og hvert eneste mælkevejssystem følger Jehovas fastsatte bevægelseslove. Alle følger de deres afstukne baner. Alle bevæger de sig med absolut præcision og har gjort det i hundreder millioner år. Disse himmellegemer er i sandhed ypperlige eksempler på Jehovas skaberkløgt! „Hvor mange er dine gerninger, Jehova, du gjorde dem alle med visdom.“ — Sl. 19:2; 104:24; Es. 40:26; Rom. 1:20.

3. Hvordan har Jehova sørget for at dække menneskers behov, og hvad vidner hele skaberværket om?

³ Tænk så på, hvilket uendelig lille støvfnug denne jord er sammenlignet med verdensrummets uendelighed, men alligevel er den ikke gået Jehova Gud ad glemme, og han har ikke forsømt en eneste detaille, der kunne gøre den tjenlig til bolig for mennesker. Til alle sider er vi omgivet af vidunderlige eksempler på Skaberens kunstsnilde, der kommer til udtryk i såvel de allermindste som i de allerstørste former, hver især vidundere for vore øjne. Jehova skyede ingen anstrengelse eller ulejlighed for at dække alle levende skabningers behov, det være sig menneskers eller dyrs. (1 Mos. 1:29, 30; 3:21) „God er Jehova mod alle, hans barmhjertighed er over alle hans værker. Dine værker takker dig alle, Jehova . . . du giver dem føden i rette tid; du åbner din hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.“ (Sl. 145:9, 10, 15, 16) Ja, hele skaberværket, både det levende og det livløse, vidner om den store skabers utrættelige flid, energi og præcision. Ingen kan med rette finde fejl ved hans skaberværk. Det er fuldkomment. Han hverken nøler eller er sendrægtig. Jehova fuldfører sine beslutninger nøjagtig til tiden. — 5 Mos. 32:4; 2 Pet. 3:9.

4. a) Hvilken foranstaltning traf Jehova, for at mennesket kunne arbejde, og hvorfor? b) Hvordan bør vi tage et arbejde op, som Gud anviser os, og hvorfor?

⁴ Godt, sundt arbejde, der kræver samspil af forstand og muskler, er et af de goder, Gud i sin kærlige omsorg har givet mennesket adgang til. (1 Mos. 1:28; 2:15; 9:1, 7) Budet vedrørende sabbaten var først og fremmest en befaling til at arbejde snarere end til at hvile, for havde det været Guds tanke, at menneskene skulle drive tiden bort og gøre så lidt som muligt, så ville han have sagt: Seks dage skal du slappe af, men den syvende skal du arbejde. Nej, det var der ikke tale om. Langt den største del af menneskets tid og energi skulle bruges til nyttigt arbejde, til dets eget bedste og til Skaberens pris. De, som ønsker at opnå Guds godkendelse, må derfor med begejstring og nidkærhed tage det arbejde op, han anviser dem. Med flid og beslutsomhed må de udføre den dem tildelte opgave og vedblive dermed til trods for alle de bestræbelser, Satan Djævelen, Guds og menneskers modstander, gør sig for at få dem til at sagtne tempoet, for at aflede deres opmærksomhed eller få dem til helt at holde op. Hvor lykkelige er ikke de, som fortsætter med at arbejde, for de vil ikke alene i sidste ende få fremgang og held, men de vil også høste frugten af deres arbejde i form af uendelig stor glæde og tilfredshed. Dette guddommelige princip kommer til udtryk i al sin skønhed i det følgende eksempel.

5. a) Hvilke arbejdsforrettigheder nød Jesus i sin førmenneskelige tilværelse? b) Hvilken trefoldig mission fuldførte han her på jorden?

⁵ Kristus Jesus, Jehova Guds elskede og enbårne søn, nød i sin førmenneskelige tilværelse som Logos (der betyder talsmanden eller Guds ord) den enestående og sjældne forret at arbejde ved sin faders side under den gigantiske opbygning af universet lige fra den første begyndelse. „Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.“ (Joh. 1:1-3, 10; 1 Kor. 8:6; Kol. 1:16) Da dette arbejde var fuldført, blev denne Skaberens nære medarbejder sendt til jorden i en særlig, trefoldig mission. Som menneske vidnede han om den sandhed, der kan frigøre mennesker, gav sit fuldkomne menneskeliv som en genløsningssum for den faldne menneskehed og beviste sig, selv under Satans hårdeste tryk, værdig til at være Jehovas forkæmper, værdig til at sidde på Jehovas store trone som den nye retfærdsverdens konge. — Joh. 8:32, 45, 46; 18:37; Matt. 20:28; 1 Tim. 2:6; Tit. 2:14; Fil. 2:5-11; Hebr. 4:15; 5:8, 9.

6. I hvilken ånd udførte Jesus sit gudgivne hverv, og hvad ænsede han ikke?

⁶ Uden at knurre, uden at klage, uden at gøre oprør imod eller finde fejl ved denne jordiske opgave arbejdede Jesus med brændende og fortærende nidkærhed. (Sl. 69:10; Joh. 2:17) Nat og dag arbejdede han uden at se på sine egne interesser, bekvemmeligheder, fordele eller ønsker. „Ikke, som jeg vil, men som du vil,“ bad han til sin himmelske fader. „Vi må gøre hans gerninger, som har sendt mig, så længe det er dag; der kommer en nat, da ingen kan arbejde.“ „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ (Matt. 26:39; Mark. 14:36; Luk. 22:42; Joh. 4:34; 5:30; 6:38; 9:4) Genvordigheder, forfølgelse, skændsel, latterliggørelse eller personlige sympatier eller antipatier, intet af alt dette lod Jesus indvirke på sig. Han tillod intet af dette at hindre sig i at fuldføre Jehovas retfærdige beslutning med hans komme til jorden. — Hebr. 12:2, 3.

7. Hvad kræver høstarbejde, og hvordan viste Jesus i sin færden dette?

⁷ At pløje og høste er hårdt arbejde, det kræver styrke og udholdenhed. Det er ikke et arbejde for den dovne. „Om efteråret pløjer den lade ikke, han søger i høst [næste år], men finder intet.“ (Ordsp. 20:4) „En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten [den, som sover om høsten, forårsager vanære, AS].“ (Ordsp. 10:5) Jesus var en klog søn, og han kastede ikke vanære på sin fader. Han vidste til fulde, at der skulle udføres et stort høstarbejde, og at arbejderne var få. (Matt. 9:37) Derfor vandrede han bestandig omkring i landet, vel at mærke til fods, og besøgte alle byer og landsbyer, helbredte de syge og svage, trøstede de fattige og undertrykte og samlede de hvedelignende ud af frafaldets ukrudtsmark i Israel. (Matt. 4:23, 24; 9:35, 36; 14:14; Mark. 1:38, 39) Jesus var i sandhed en travlt optaget mand! Han kunne knap nok finde et sted, hvor han kunne hvile; ofte fik han end ikke lejlighed til at spise et måltid mad i fred og ro. (Matt. 14:13; Mark. 3:20; 6:31-34; Luk. 4:42, 43) Derfor kunne Jesus påskeaften i året 33 til det nøjagtige tidspunkt, der var forudsagt i de gamle profetier, sige til sin fader: „Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.“ Fordi Jesus med iver tog sin guddommelige opgave op og lagde udholdenhed for dagen, kunne han fuldføre den, vinde den store sejr og opnå Jehovas eftertragtede godkendelse. — Johannes 17:4; 19:30; Mattæus 17:5.

Tjenesteorganisationen grundfæstes

8. Hvad slags mennesker udvalgte Jesus til sin tjenesteorganisation, og hvorfor?

⁸ Jesus vidste, at i årene fremefter ville den sande tilbedelse af Jehova brede sig helt til jordens ender. Det ville kræve en handlekraftig, teokratisk organisation, og derfor samlede Jesus rundt om sig en skare disciple, som han oplærte og vejledte til det arbejde, der lå forude. Læg mærke til, hvad slags mennesker det var, han udvalgte til sine nære medarbejdere. Det var ikke hans samtids indolente aristokrater eller de farisæiske snyltere. Nej, Jesu disciple blev hovedsagelig udtaget blandt arbejderklassen — stoute fiskere, hårdt arbejdende skatteopkrævere, arbejdsomme mænd og kvinder, man kunne stole på ville få et arbejde fra hånden. Det var godt, at det var målbevidste og energiske folk, for der krævedes et stort arbejde af dem. I lighed med Jesus skulle de være vidner og lærere blandt folket og forkyndere af det gode budskab om Himmeriget. De måtte arbejde hårdt sammen med „høstens herre“ for at få hvedehøsten ind. — Luk. 10:2.

9. Hvilken undervisning gav Jesus sine efterfølgere? Hvorfor var det nødvendigt, og hvordan reagerede de?

⁹ I løbet af Jesu tre og et halvt års tjenestegerning gav han sine efterfølgere mange mundtlige formaninger vedrørende den rette gudsdyrkelse, den rette hengivenhed og tjeneste for Gud. Han underviste dem også i de elementære love for den teokratiske organisation, det vil sige grundprincipperne kærlighed, sandhed og retfærdighed. Det var nødvendigt, for i hele deres tidligere liv, dengang de havde været fremmede for Gud, var disse mænds og kvinders sind blevet formet efter den gamle verdens tænkemåde. Nu blev de kaldt ud af mørket til det underfulde lys for at være Jesu efterfølgere og ligesom han indvi sig til den rene, ubesmittede tilbedelse af Jehova Gud. De måtte derfor forny deres sind, opgive deres falske forestillinger, skikke og forudfattede meninger, der hvilede på menneskelige slutninger, teorier og traditioner. Fra nu af skulle de tilhøre et helligt folk af konger og præster, helt indviet til Gud og hans retfærdsrige under Kristus. Derfor holdt de intet tilbage, men indviede deres liv til tjeneste for Gud, idet de satte alt, hvad de ejede, deres hjerte, sjæl, styrke, sind og midler, ind i hans tjeneste. Fra nu af skulle de lade sig lede af en helt ny handleregel, nemlig kærlighed. „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre. Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ Denne sindsfornyelse var ikke nogen let sag, den krævede ihærdige anstrengelser for hver enkelts vedkommende. — Mark. 12:29-31; Joh. 13:34, 35.

10, 11. a) Hvilken praktisk oplæring gav Jesus sine disciple, og hvad krævede dette af ham? b) Hvilken organisation lagde han grunden til?

¹⁰ Foruden at give sine disciple mundtlig formaning underviste Jesus dem også ved at tage dem med i vidnearbejdet fra hus til hus, fra by til by, så de ved at iagttage ham kunne lære, hvordan de skulle gribe deres forkyndervirksomhed an og blive dygtige til deres arbejde og gå deres distrikt grundigt igennem. Fra tid til anden blev disse nyoplærte vidner sendt ud på egen hånd, så de kunne indhøste værdifulde erfaringer ved at omsætte det i praksis, som de havde lært af deres lærer. (Matt. 10:1-11; Luk. 10:1-17) Naturligvis var det en ekstra byrde for Jesus at oplære disse andre medlemmer af den teokratiske organisation, da det tit var nødvendigt for ham at undervise dem privat, efter at han i timevis havde prædiket for skarerne. Men Jesus klagede ikke. Han holdt ikke øje med minutterne og arbejdede ikke under kritisk kontrol af en fagforeningsleder, der ville straffe ham, hvis han arbejdede over uden at forlange overarbejdspenge. (Matt. 13:1-16, 36-43; 24:3) Fordi Jesus med så stor flid var årvågen over for hver lille enkelthed, kunne han lægge grunden til en god tjenesteorganisation, et samfund af kristne tjenere, der bestod af enkeltpersoner, som ikke bare var arbejdsomme, men lod sig lede af teokratiske principper og anerkendte, at Kristus Jesus var indsat af Gud til at lede organisationen helt frem til afslutningen på denne tingenes ordning. — Matt. 24:14; 28:19, 20.

¹¹ Der kan ikke råde nogen tvivl om, at kristendommen blev plantet i god jord som et ædelt vintræ. „Jeg er det sande vintræ,“ sagde Kristus, „og min fader er vingårdsmanden. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i [samhørighed med, NW] mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre.“ (Joh. 15:1, 5) Guds ånd eller aktive kraft har så tydeligt hvilet over den teokratiske organisation med det resultat, at dette frugtbare vintræ sammen med sine grene nu over nitten århundreder senere bærer en righoldighed af gode, livgivende frugter, Rigets frugter, alt sammen til Jehova Guds, den store vingårdsmands, pris. Hvor finder vi i dag en sådan retskaffen og frugtbærende organisation? Hvor finder vi en teokratisk organisation, der ledes af de overordnede myndigheder, Jehova Gud og Kristus Jesus? Hvor finder vi denne skare af sande Kristi Jesu efterfølgere, der gør den gerning, Gud godkender, nemlig at udbrede den ubesmittede tilbedelse af Jehova til jordens ender?

Misbilligelse af kristenhedens gerninger

12-14. Hvilke beviser har vi blandt lægfolket og de religiøse ledere for, at kristenheden ikke er et ædelt vintræ?

¹² I stort hovmod praler kristenhedens ledere højlydt af, at kristenheden er den organisation, Gud begunstiger. Men et hastigt blik på dens gerninger og de frugter, den bærer, vil snart overbevise ethvert sandhedssøgende menneske om, at kristenheden er alt andet end kristen. Læs dens aviser og tidsskrifter, lyt til dens radioprogrammer, se på dens fjernsynsudsendelser, mærk dig dens handel og vandel. Hvilket uhyggeligt skue frembyder den ikke! Inden for hver eneste gren og del af dette fordærvede system er dets gerninger „åbenbare, og de er: utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, stridbarhed, skinsyge, vredesanfald, skænderier, splittelser, sekteriske dannelser, misundelse, drikkelag, frådserier og lignende ting“. — Gal. 5:19-21, NW.

¹³ Hvis apostelen Paulus havde levet i dag, kunne han ikke have beskrevet kristenhedens gerninger bedre. Ikke alene blandt de mange religiøse samfunds lægfolk ser man den almindelige moral forværres og løsagtighed, utugt og urenhed gribe om sig, men også blandt gejstligheden er det åndelige fordærv åbenlyst. Dens store religiøse ledere har bedrevet åndelig utugt med verdens politiske, militære og kommercielle stormænd. Det har de gjort ved at støtte antikristne planer om at oprette et verdensherredømme (som for eksempel Folkeforbundet og de Forenede Nationer); ved at underskrive pagter og konkordater med samvittighedsløse, verdslige diktatorer (Hitler, Mussolini); og ved at sværge troskabsed til onde herskere i denne verden (kommunistiske tyranner bag jerntæppet), som om sådanne vanhellige mænd var de „øvrigheder“, kristne må adlyde. — Rom. 13:1; Åb. 17:1, 2.

¹⁴ Som apostelen siger, dyrkes der enhver form for afguderi inden for kristenhedens grænser. Spiritister, der står i stadig forbindelse med onde, usynlige dæmoner, florerer i alle dens storbyer. Dens had, stridigheder, skinsyge og vredesanfald fører ofte til internationale krige, og under disse meningsløse sammenstød mister millioner af uskyldige mennesker livet. Der findes alt for mange tilfælde af stridigheder, splittelse, sekteriske dannelser og skinsyge blandt de katolske, protestantiske og ortodokse elementer til, at de kan omtales her. Og med henblik på kristenhedens drikkelag, svir og rus kan man i sandhed sige, at de har fået landets indbyggere til at rave og vakle, tumle frem og tilbage, svimle af den utugts vin, vor tids Babylon har frembragt.

15. Hvad tilkendegiver opfyldelsen af 2 Timoteus 3:1-5 vedrørende kristenhedens tilstand?

¹⁵ Paulus skrev til Timoteus og advarede om, at et så fordærvet samfund som dette ville gro frem i de sidste dage for denne tingenes ordning: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft.“ (2 Tim. 3:1-5) Kristenheden må tydeligvis være bundrådden, for ellers kunne den ikke bære så dårlige frugter. „Af deres frugter skal I kende dem“, for „således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bærer slette frugter“. — Matt. 7:16, 17.

16, 17. a) Hvad er årsagen til kristenhedens syge tilstand? b) Hvilke skriftsteder giver en udmærket beskrivelse af dens indstilling over for arbejde?

¹⁶ Kristenhedens syge tilstand kommer af mangel på den rette åndelige næring, og denne mangel skyldes kristenhedens ladhed, ligegyldighed og forkærlighed for søvn. „Dovenskab sænker i dvale, den lade sjæl må sulte. Den lade rækker til fadet, men fører ej hånden til munden.“ Såfremt kristenheden havde lyttet til vismandens råd, kunne den have lært noget af den uanselige myre. „Gå hen til myren, du lade, se dens færd og bliv viis. Skønt uden fyrste, foged og styrer sørger den dog om sommeren for æde og sanker sin føde i høst. Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din søvn? Lidt søvn endnu, lidt blund, lidt hvile med samlagte hænder: som en stimand kommer da fattigdom over dig, trang som en skjoldvæbnet mand mangel vil overmande dig, Mo].“ — Ordsp. 6:6-11; 19:15, 24.

¹⁷ Eller som andre ordsprog så træffende siger i deres beskrivelse af den søvndrukne kristenheds sørgelige tilstand, vender den sig på sit behagelige leje, som døren på sine hængsler, når der bliver prikket til den med Guds sandhedsord. Den afviser med foragt Jehovas formaninger, regner sig selv for uendelig klog og er overmåde stolt og hovmodig. Hele dens hus er så utæt som en si, mange steder er taget ved at falde ned over den, og alligevel er den for lad til at sætte det i stand. Kristenhedens religiøse marker er ikke andet end et tjørnekrat, overgroet med vildskud af hedensk overtro, irriterende traditioner og giftige dæmonlærdomme, men den foretrækker at ligge og drømme om sine tidligere og nuværende elskere. „Jeg kom forbi en lad mands mark og et uforstandigt menneskes vingård; se, den var overgroet af tidsler, ganske skjult af nælder; stendiget om den lå nedbrudt. Jeg skued og skrev mig det bag øre, jeg så og tog lære deraf: Lidt søvn endnu, lidt blund, lidt hvile med samlagte hænder: Som en stimand kommer da fattigdom over dig, trang som en skjoldvæbnet mand.“ — Ordsp. 24:30-34; 26:14-16; Præd. 10:18.

18, 19. Hvilke lighedspunkter er der mellem kristenhedens og det frafaldne Israels adfærd?

¹⁸ Der er talrige beviser for, at kristenheden er et frafaldent og fordærvet vintræ og kun kristen af navn. Den har haft rig lejlighed til at blive en frugtbærende organisation til Guds ære, men som det utro Israel er den for dorsk og doven. Dens forbillede, det kødelige Israel, blev plantet som et ædelt vintræ og fik den opgave betroet at indtage det landområde, Gud havde skænket det. Så længe de tog deres opgave alvorlig og gjorde noget ved den, fulgte lykken dem. Men det varede ikke længe, før de begyndte at sagtne tempoet, blive ligeglade med deres gudgivne hverv, og til sidst holdt de fuldstændig op. Med deres træge tankegang forekom det dem lettere at indgå kompromis med de dæmondyrkende folk, der havde slået sig ned i det forjættede land, end at kæmpe imod dem og drive dem på flugt. Israelitterne ønskede at fremme deres egne selviske interesser, men gang på gang led de nederlag. Som folk betragtet holdt de sig ikke til den rene tilbedelse af Jehova. Som folk betragtet overholdt de ikke Jehovas retfærdige love. Som folk betragtet svigtede de som Jehovas trofaste pagtsfolk og vidner for ham blandt de omboende folkeslag.

¹⁹ Det er gået på samme måde med den troløse kristenhed, og grunden er den samme. Den har ikke holdt sig til den rene tilbedelse af Jehova, men har i stedet indgået kompromis med snart sagt hver eneste form for dæmonisme, der eksisterer. Den har overtrådt, krænket og brudt hvert eneste lovbud i Bibelen. Resultatet er, at „vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt“. Kristenheden har således forspildt den særlige forret, det er at være Jehovas vidner i denne endens tid. — Es. 24:5.

Guds godkendte organisation identificeres

20, 21. a) Hvilke beviser har vi for, at Gud har en organisation på jorden, der følger de retningslinier, Kristus Jesus anviste? b) Hvem leder denne organisation, og hvilket budskab forkynder den?

²⁰ Trods kristenhedens totale svigten har Jehova Gud alligevel en sand, pagtstro, nidkær organisation på jorden i dag, og den består af sådanne, som trofast følger Kristi eksempel. Ligesom Jesu første disciple blev indsamlet og udvalgt blandt det troløse Israel til at være et folk for Guds navn, således bliver mænd og kvinder fra alle samfundslag og af mange tungemål og nationaliteter kaldt ud af kristenhedens babyloniske system for at danne et sandt kristent samfund, kernen i en ny verdens samfund. (1 Pet. 2:9) De er ganske vist stadig i denne gamle verden, men de er ikke en del af den, de tager ikke del i dens politiske stridigheder, dens kommercielle forehavender og økonomiske planer eller dens religiøse bevægelser. (Joh. 17:16; Fil. 2:15) Nej, de sætter deres håb og lid til Guds rige og beder inderligt om dets fulde sejr i Harmagedonslaget. De lader sig lede af de teokratiske principper, kærlighed, sandhed og retfærdighed. De holder de to store bud, elsker Jehova og lægger næstekærlighed for dagen. Af disse to grunde går de ud blandt folk og trøster enker og faderløse i deres trængsel og advarer de onde om den kommende undergang. De nægter til enhver tid at gå på kompromis med lovløse diktatorer og fordærvede verdensherskere og holder sig således uplettet af denne sataniske tingenes ordning. — Mark. 12:28-31; Jak. 1:27.