Jehovas mindebog

1. På hvilket grundlag vil den enkeltes dom blive endeligt afgjort, og hvilke spørgsmål melder der sig i denne forbindelse?

JEHOVA er det fuldkomne mønster. Satan derimod bærer mærke af at være ophavsmanden til et ondt og uretfærdigt mønster. I den domsperiode, der allerede har taget sin begyndelse, bliver hvert enkelt menneskes livsmønster bedømt som værende enten retfærdigt eller uretfærdigt. Den enkelte bliver enten fundet værdig til at arve de evige velsignelser, Gud har i beredskab for alle dem, han anerkender som sine sønner, eller henregnet blandt dem, hvis „plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død“. (Åb. 21:7, 8) Hvilket livsmønster anlægger du? Er det muligt at forandre sit livsmønster, og hvis det lader sig gøre, hvordan kan du blive hjulpet til at skabe et mønster, der vil få Jehovas godkendelse? Det er spørgsmål, der kræver alvorlig overvejelse.

2. Hvordan viser Malakias, at vi lever på en dommens dag?

² I Malakias’ profeti, det tredje kapitel, tales der om begyndelsen til den domsperiode, da „den Herre, I søger“, i et nu kommer til sit tempel og renser og lutrer dem, som oprigtigt søger Jehova og ønsker at frembære offergave for ham i retfærdighed, og giver dem et fuldkomment mønster. Samtidig vidner Jehova i hast mod dem, der i lighed med de fleste af præsterne på Malakias’ tid, Levis sønner, hårdnakket følger deres eget fordærvede livsmønster. (Mal. 3:1, 3, 5) I dette blad er det ofte i forbindelse med andre skriftsteder blevet påpeget, at foråret 1918 afmærkede tiden for Herrens komme til sit tempel, tre og et halvt år efter Rigets fødsel i sensommeren 1914. (Se Vagttaarnet for 1. august 1953, side 234) Det er grunden til, at det nu er bydende nødvendigt at tage stilling til disse spørgsmål åbent og ærligt.

3. Hvilken del af Malakias’ profeti kaster lys over spørgsmålet om livsmønster?

³ Største delen af Malakias’ profeti er i sandhed et dystert udsagn eller „en byrde“, som de indledende ord lyder i den engelske oversættelse, men mod den mørke baggrund træder enkelte punkter klart frem og lyser med håbets og løftets forjættende stråleglans til sand trøst og opmuntring for os. Vi vil her have vor opmærksomhed henvendt på et af de lysere punkter, der klart taler om en tid, da de to forskellige livsmønstre skal manifestere sig. Der står: „Da talte de, som frygter Jehova, med hverandre. Og Jehova lyttede og hørte efter, og en bog [en mindebog, AS] blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter Jehova og slår lid til hans navn. Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger hærskarers Jehova, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham. Da skal I atter kende forskel på retfærdig og gudløs, på den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham.“ — Mal. 3:16-18.

4. Hvilke spørgsmål afføder omtalen af Jehovas „mindebog“?

⁴ Denne omtale af Jehovas „mindebog“ får mange spørgsmål til at melde sig hos os. Hvad er det for en bog? Er det bare en talemåde, eller har Jehova brug for en bog eller for optegnelser, hvorpå han kan støtte sin hukommelse? Hvad kan hensigten være med den, og hvad står der i den.? Er det den samme som „livets bog“, der nævnes i Åbenbaringen (3:5 ff)?

5, 6. a) Hvad bør vi huske, når vi studerer bibelske udtryk? b) Hvor finder vi en beretning, der minder om den i Malakias 3:16, og hvordan kan den være os til hjælp?

⁵ Disse spørgsmål kan vi kun besvare i samme mål, som vi finder oplysning derom i Guds bog, hans skrevne ord. Vi må først og fremmest huske, at når Gud taler om sig selv og om ting i de åndelige regioner, bruger han udtryk og billeder, vi med vore begrænsede evner kan fatte. Selv om det bogstavelige ord eller det anvendte billede vækker vor nysgerrighed, må vi ikke lade dette aflede vor opmærksomhed fra det væsentlige i den idé eller sandhed, det er meningen at meddele os. Hvor ofte hører man for eksempel ikke mennesker diskutere den rent bogstavelige opfattelse af Jesu ord ivrigt og til ingen nytte: „Men på jer er endog alle hovedhår talt.“ (Matt. 10:30) Som vi allerede ret indgående har drøftet, er der ikke mindste mulighed for, at Jehovas hukommelse skulle vise sig mangelfuld eller have hjælpemidler behov. Det vil være os en hjælp at erindre, at noget lignende omtales i Ester 6:1-3, hvor der berettes om, hvordan søvnen veg fra kongen en nat, og at han bød, at man skulle læse op af „krøniken, i hvilken mindeværdige, tildragelser var optegnet“. Kongen spurgte: „Hvilken ære og udmærkelse er der vist Mordokaj“ til gengæld for en tidligere udvist loyalitetshandling, dikteret af hans omhu for kongens interesser? Vi ser, at disse optegnelser tjente som en mindebog og i dette tilfælde blev årsag til, at kongen udmærkede den trofaste tjener Mordokaj og gav ham en passende belønning.

⁶ Efter nøjagtig de samme retningslinier viser beretningen i Malakias 3:16-18, at Jehovas trofaste, loyale og hengivne tjenere kan have urokkelig tillid til, at de vil opnå hans gunst og belønning på denne dommens dag. (Sl. 62:13; Åb. 22:12) Der er ikke ringeste fare for, at en eneste af disse tjenere skal blive overset til den tid, det vil sige nu, da Jehova afgør, hvem der hører ham til „på denne dag, da jeg samler mine ædelstene [særlige skatte, margen]“. — Mal. 3:17, KJ.

Et godt eller slet livsmønster?

7, 8. Er det korrekt at omtale Jehova som det fuldkomne mønster, og hvad er der at sige om Adam og Eva i denne henseende?

⁷ Lad os nu gå helt tilbage til begyndelsen og mærke os nogle af de ting, den hellige skrift åbenbarer vedrørende emnet livsmønster, for at vi kan få et tilfredsstillende svar på de spørgsmål, vi allerede har fremsat.

⁸ At det er korrekt at omtale Jehova som det fuldkomne mønster, fremgår af Moses’ sang, der hvor han siger: „Fuldkomment [er] hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ (5 Mos. 32:4) Når der siges, „fuldkomment [er] hans værk“, omfatter det følgelig vore første forældres, Adam og Evas, skabelse, og det betyder, at de fra første færd havde et fuldkomment livsmønster. Af egen fri vilje ødelagde de med overlæg dette fuldkomne mønster, og i stedet for at ære deres Skaber ved at vise ham absolut lydighed i en kærlighedens ånd greb de, uafhængige af Gud og i trods mod hans befalinger, i selviskhed efter, hvad de troede ville åbne deres øjne for uindskrænket frihed.

9. Hvilket modsætningsforhold ses mellem Kain og Abel, og hvad viser det os?

⁹ Lad os nu vende vor opmærksomhed mod deres første børn, Kain og Abel. Hvilken forskel på livsmønstre! Begge var de født af samme forældre og opvokset under samme påvirkning. Om Kain siger Johannes, at han „var af den Onde [Satan]“ og valgte at følge dennes onde gerningers mønster i en misundelig og hadefuld ånd, der uundgåeligt bar den sørgelige frugt: mord. Abel derimod valgte troens vej, som hans retfærdige færd gav det til kende, og tidsmæssigt set må hans navn være det første i Guds optegnelser. Dette vidner om, at vi hver især er ansvarlige for vort livsmønster. Vi kan ikke som undskyldning skubbe ansvaret over på vore forældre eller på nogen anden. — 1 Joh. 3:12; Hebr. 11:4; 2 Mos. 32:32.

10. Viser Bibelen, at det er muligt at forandre sit livsmønster?

¹⁰ Længere fremme i 1 Mosebog, hvor emnet betragtes under en anden synsvinkel, har vi et eksempel på, hvordan det er muligt at forandre hjertetilstand og dermed ændre sit livsmønster. Vi hentyder til Josefs brødre, der til at begynde med lod sig beherske af misundelse og vrangvilje, hvilket gav sig udslag i grusomhed og bedrageri, men senere viste en helt anden indstilling, da de mange år efter bad og tryglede på Benjamins vegne, da han havde skinnet imod sig. Vi kan dårligt forestille os et stærkere bevis for en ændring i hjertetilstand end det, Juda afgav ved sin gribende forbøn for sin yngste broder. (1 Mos. 44:16-34) Som Paulus skrev til de kristne i Efesus: „I skulle aflægge den gamle personlighed, der svarer til jeres tidligere adfærd . . . og skulle iføre jer den nye personlighed, der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og kærlig omhu.“ (Ef. 4:22-24) Det er både, muligt og nødvendigt for hver enkelt af os at forandre sit livsmønster, hvis vi skal redde os ud af fordærvet under den gamle tingenes ordning og finde os en plads i den nye verdens samfund.

11. Hvorfor var det naturligt for Moses at tale om Jehovas „bog“?

¹¹ I Bibelens næste bog, 2 Mosebog, støder vi på den første henvisning til Jehovas „bog“. (2 Mos. 32:32, 33) Moses omtaler den som en kendsgerning, og Jehova modsiger ham ikke, men bekræfter hans ord. Skønt der ikke siges noget bestemt om hvorfra Moses havde sin viden, overrasker den os dog ikke og det af to grunde. For det første havde alle de, som fra Abel og sidenefter døde trofaste, urokket tillid til, at Jehova ville komme hver eneste af dem i hu eller menneskeligt talt føre en varig optegnelse over dem som i en bog. For det andet, nu da vi har beviser for, at skrivekunsten var kendt før Vandfloden, forbavser det os ikke, at Moses skulle give udtryk for sin tro på Jehovas hukommelse ved at bruge billedet med en bog, skrevet og bevaret af forfatteren selv. Som en bekræftelse på vor påstand om, at Jehova med overlæg kan og vil såvel glemme som huske, har vi hans eget ord: „Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette [ikke bare strege ud] af min bog!“ — 2 Mos. 32:33.

12. Hvorfor er henvisningen til „Lammets bog, som er livets bog,“ på sin plads?

¹² Fra 1 Mosebog til og med Åbenbaringen finder vi ikke så få henvisninger til en bog, der rummer navne på sådanne, som ejer Jehovas godkendelse og har godt lov for retfærdighed. Først fra det tidspunkt, da Faderen har overladt Sønnen al dom, læser vi med rette om „Lammets bog, som er livets bog“. — Joh. 5:22; Åb. 21:27.

13. Hvad understreges der i beretningen om David og Guds handlemåde med ham?

¹³ Den næste, vi kommer til, er David. De kritisk indstillede er tilbøjelige til i forargelse at pege fingre ad David og sige, at hans livsmønster lod meget tilbage at ønske. Han havde ganske rigtigt sine fejl, der til tider fik ham til at begå meget alvorlige overtrædelser, men vi bør være varsomme med at fordømme sådanne, som Jehova godkender. David havde altid den sande tilbedelse af Gud for øje og var helt indviet til hans tjeneste. Gud fandt i ham, som han selv siger, „en mand efter mit hjerte; han skal gøre min vilje i alle ting“. (Ap. G. 13:22) Beretningen søger ikke at skjule eller undskylde Davids fejl, men understreger, at det er Guds store barmhjertighed mod sin tjener, der er det væsentlige. De, som kritiserer David, ville gøre vel i at holde sig dette for øje, før de for sent opdager, at de selv;har endnu større behov for barmhjertighed. Den side af sagen, der viser, hvorledes Guds barmhjertighed virker formildende på hans domme, fremhæves så stærkt i de skriftsteder, der har tilknytning til vort studium, at den kræver vor særlige opmærksomhed.

14. Hvad åbenbarer Malakias 3:17, 18 vedrørende Guds dom og barmhjertighed?

¹⁴ „Jeg vil handle nænsomt med [skåne, AS] dem, som en fader handler nænsomt med [skåner, AS] sin søn, der tjener ham.“ (Mal. 3:17) Mærk dig betingelsen. Jehova skåner dem ikke, bare fordi de er hans sønner. Nej, der lægges vægt på, at de afgiver bevis for, at de er hans sønner ved at tjene ham. Profetien fortsætter med at vise, hvordan Jehova på denne dommens dag tilkendegiver, hvem han regner for retfærdige (skønt de alligevel har brug for megen barmhjertighed), og hvem han regner for onde og derfor udsletter af sin bog. Læg mærke til denne enkle, men ransagende prøve: „Da skal I atter kende forskel på retfærdig og gudløs, på den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham.“ Husk, at vi nu lever på en dommens dag. — Mal. 3:18.

15. Hvordan viser Salme 103, at der er nær tilknytning mellem Jehovas barmhjertighed og hans hukommelse?

¹⁵ Hvordan skåner Gud de sønner, der holder fast ved hans tjeneste? Lad os vende os til Salme 103 og der se, hvor nær tilknytning der er mellem Guds barmhjertighed og hans hukommelse. I vers 2 bliver vi opfordret til at gøre brug af vor hukommelse: „Glem ikke alle hans velgerninger!“ Med vers 8 begynder en glødende beskrivelse af Jehovas barmhjertighed og miskundhed, der giver sig udslag i, at han, „så langt som østen er fra vesten“, har „fjernet vore synder fra os“. (Sl. 103:12; se også Esajas 12:1) Det vil sige, at han virkelig tilgiver og virkelig glemmer. I lighed med Malakias’ udtalelse om, at en fader skåner sin egen søn, trøster denne salme os med forsikringen, at „som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer Jehova sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv“. Dernæst opridses den skarpe modsætning mellem mennesket, der kun har en stakket livsfrist og snart indhentes af døden, og Jehovas barmhjertighed og miskundhed, der „varer fra evighed til evighed“ over dem, som opfylder de betingelser, Malakias også omtaler: „Over dem, der frygter ham, . . . dem, der holder hans pagt og kommer hans bud i hu, så de gør derefter.“ — Sl. 103:13, 14, 17, 18.

16. Hvilket andet problem opstår der, og hvordan bør vi betragte det?

¹⁶ I denne forbindelse opstår der til tider et andet problem, når vi mange gange snubler og falder på grund af en eller anden dårlig vane fra vort tidligere livsmønster, en vane, der er langt mere indgroet hos os, end vi var klar over. Det gør os let meget modløse og får os til at føle, at vi er helt uværdige til at tage vare på Rigets interesser og til at fremholde sandhedens rene budskab. Hvad bør du gøre, hvis du befinder dig i en sådan tilstand? Fortvivl ikke. Men ikke, at du har begået en utilgivelig synd. Satan så gerne, at du netop fik den opfattelse. Men alene den kendsgerning, at du er bedrøvet og utilfreds med dig selv, beviser, at du ikke er gået over grænsen. Bliv aldrig træt af ydmygt og oprigtigt at henvende dig til Gud og bede ham om at tilgive, rense og hjælpe dig. Som et barn, der kommer galt af sted, går til sin fader, bør du gå til Jehova, uanset hvor tit du fejler på grund af den samme svaghed, og Jehova vil i sin godhed og nåde hjælpe dig og, hvis du er oprigtig, give dig vished for, at din samvittighed er blevet renset. Spørgsmålet er: Hvordan hjælper Jehova os til at forstå, hvilke hovedkrav der stilles, for at vi med fastere skridt kan følge hellighedens vej?

Hengivenhed og indvielse

17. Hvilken betydning rummer ordene hengivenhed og indvielse for de kristne, og hvori består forskellen?

¹⁷ De to ord „hengivenhed“ og „indvielse“ er nært forbundne og bruges ofte som enstydige udtryk. Men der er en forskel, og denne forskel bekræftes i Bibelen, og en sondring mellem disse udtryk vil være os en hjælp under vort studium her. Hengivenhed har med hjertet at gøre, og for de kristne betyder det inderlig kærlighed, stærk tilknytning til og ubrydelig loyalitet over for Jehova. På den anden side er ordet indvielse skarpere i betydning og har snarere med forstanden at gøre i forhold, der kræver en bestemmelse og en beslutning, der igen kalder på en viljeshandling. Som det tidligere er blevet defineret, betyder indvielse, at vi sætter os selv til side til et helligt liv, der ikke berøres af eller bruges til verdslige formål, og dyrker den rene og ubesmittede religion. (Se Vagttaarnet, 15/8 52, side 250.)

18, 19. a) Hvordan træder forskellen frem med henblik på Jesus? b) Hvordan ses forskellen også i forholdet mellem den kristne ægtemand og hustru?

¹⁸ Lad os betragte det fuldkomne eksempel, Jesus. Der hersker ingen tvivl om, at han, mens han var her på jorden, lige fra sin spæde barndom var sin himmelske Fader hengiven af hjertet. Mens han levede hos sine forældre, opstod der imidlertid intet bestemt problem, der krævede en afgørelse fra hans side. Vi kan sige, at eftersom han var fuldkommen, faldt det ham ganske let og naturligt at skabe sig et livsmønster, hvorved han „gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker“. (Luk. 2:52) Men da han nærmede sig de tredive år, forstod han klart ud fra Guds ord, at Jehova havde et helt andet livsmønster i tanke for ham, hvilket apostelens anvendelse af Salme 40:7-9 i Hebræerne 10:5-7 giver til kende. Disse skriftsteder viser, at Jesus, efter at han nøje havde overvejet situationen og alt, hvad afgørelsen indebar, bestemte sig til at tilsidesætte sin egen vilje, skønt den var fuldkommen. I stedet for besluttede han sig til at gøre Guds vilje, som den åbenbaredes i den hellige skrift, og at blive ved dermed lige til enden. Denne afgørelse og beslutning om at sætte sig selv til side til at gøre Guds vilje udgjorde hans indvielse. Han gjorde det hverken vrangvilligt eller af pligtfølelse, men sagde: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ (Sl. 40:8) Han indviede sig med andre ord i en kærlighedens og hengivenhedens ånd. For at bruge hans egen talemåde, han så, at Faderen rakte ham et bæger med en drik, der både var meget sød og meget bitter, og han sagde: Jeg tager med glæde mod dette bæger og drikker hele bægeret og bærmen med. — Joh. 18:11.

¹⁹ Lad os bruge et andet billede, nemlig forholdet mellem mand og hustru, som det forklares i Efeserne 5:21-33. Den kristne ægtemand er sin hustru hengiven og elsker hende højt. Den kristne hustru er ligeledes sin mand hengiven, men der kræves også noget andet af hende. Da hun giftede sig, besluttede hun sig til at anerkende ham som sit hoved og at underkaste sig ham „i alt“, ligesom „kirken underordner sig under Kristus“. (Ef. 5:24) I kvindens forhold til manden i det ægteskabelige liv er der således både tale om indvielse og hengivenhed. Hun ikke alene elsker sin mand, men har dyb respekt for ham som sit hoved. Det er hende naturligvis en glæde at underkaste sig ham, skønt det til tider, når hun i det daglige opfylder sine ægteskabsløfter som hans livsledsagerinde, også kan forekomme hende en noget besk drik.

20. Hvordan lægger Malakias’ profeti vægt på vore hovedforpligtelser over for Jehova?

²⁰ Opsummerer ikke denne belæring om, hvordan vi bør leve vort indviede liv i hengivenhed, på udmærket måde de hovedkrav, der stilles, for at vi kan vandre ret i Jehovas øjne og have vished for at blive bevaret i hans „mindebog“? Lad os til enhver tid frygte Jehova og tænke på hans navn og på, hvordan vi i endnu højere grad kan ære det, idet vi ofte taler med hinanden om disse vigtige ting til gensidig opmuntring og påmindelse. Ja, lad os bringe „hele tienden til forrådshuset“, alt, hvad vi ejer af værdifuld tid, af energi og evner, og prøve, om ikke Jehova åbner „himmelens sluser og udøser [fremgangens] velsignelse“ over os i overmål. — Mal. 3:10, 16.

Zion genspejler livsmønsteret

21. Hvordan har Jehova på underfuld måde sammensmeltet sit folk til en ubrydelig enhed?

²¹ Har du nogen sinde set en lille dreng sidde med en stump spejlglas og med megen behændighed vende og dreje det, så det kommer til at skinne dig lige i øjet? Det er, som havde han et stykke sol i sin hånd. Jo vist, siger du, jeg kan genkende mig selv i det billede som et stykke glas, der er knækket fra den øvrige, sønderbrudte menneskehed og efter bedste evne genspejler lidt af sandheden. Set fra din eller min side er det et meget rammende billede, men glem ikke, at intet er skarpere end spidserne og kanterne på en glasflis. Er det sådan, Guds folk bør tage sig ud på denne dommens dag? Hvor har Jehova ikke handlet underfuldt. Han har sammensmeltet alle disse småstykker til en ren, glat og krystalklar flade, så vi kan „genspejle Jehovas herlighed“. (2 Kor. 3:18, NW) Hvordan er dette sket? Det er sket, ved at Jehova har ført sit hengivne folk ind i sin organisation, Zion. Fordi Jehovas ånd er over dem, og hans ord (budskabet om Riget) er lagt i deres mund, er de der i stand til som en enhed, der er sammenføjet til eet harmonisk mønster hele verden over, at adlyde befalingen: „Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, Jehovas herlighed er oprundet over dig.“ Vi finder også, at Jehovas „mindebog“ har tilknytning til hans organisation, for løftet lyder: „Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, enhver, der er indskrevet til livet i Jerusalem.“ — Es. 60:1; 4:3.

22. Hvorfor er det nu en glædens og jubelens dag?