Hvad man kan gøre for at blive lykkelig i sit ægteskab
UANSET hvad der er galt i et ægteskab vil man kunne få det til at gå bedre hvis man følger de retningslinjer Gud giver. Derved får ægtefællerne de midler i hænde der er betingelsen for at løse problemer andre giver op over for.
Nej, det giver ikke fuldkomne ægteskaber at følge Guds anvisning. Det er ikke realistisk at forvente noget sådant på nuværende tidspunkt. Men jo nøjere vi følger Guds love og principper for ægteskabsordningen, des lykkeligere bliver vi.
En af de faktorer vi bliver nødt til at tage i betragtning, har at gøre med den måde hvorpå manden og kvinden er skabt. Forstår man dette rigtigt vil det kunne afhjælpe visse vanskeligheder allerede i den første tid efter brylluppet.
Hvordan mand og kvinde er skabt
Gud har tydeligvis skabt manden og kvinden med visse fælles fysiske træk, og med andre som er forskellige. Han har desuden skabt dem med visse fælles mentale og følelsesmæssige egenskaber, men også givet dem egenskaber der er forskellige.
Hvorfor disse forskelle? De skulle hjælpe manden og kvinden til at udfylde hver sin plads. Begge blev skabt med et behov som den anden havde mulighed for at udfylde. At de to parter ikke bringer de samme kræfter og evner med sig ind i ægteskabet, skulle derfor ikke give vanskeligheder men tværtimod skabe balance.
Er disse forskelligheder nu ensbetydende med at den ene af parterne er „overordnet“, mens den anden er „underordnet“? Nej. Hvert særpræg tjener bedst sin specielle hensigt. Lad os illustrere det sådan: Er en hammer mere end en sav, fordi den er anderledes? Hvis man forsøgte at hamre med en sav, eller at save med en hammer, ville man så ikke hurtigt opdage at hvert redskab er bedst til det formål man har fremstillet det til, og at der opstår vanskeligheder hvis man bytter dem om?
Hammeren og saven supplerer altså hinanden. Det samme kan manden og kvinden gøre i kraft af at de er skabt forskellige. De har begge visse fortrinlige egenskaber som den anden ikke har, fordi de er skabt til deres specielle rolle. De støtter, eller fuldstændiggør, hinanden med deres forskellige egenskaber. Det er grunden til at Gud sagde at kvinden skulle være „en medhjælp“ til manden, skabt „som et modstykke til ham“. — 1 Mos. 2:18, NW.
Når mand og hustru derfor forstår hinanden, påskønner hinanden og samarbejder under hensyntagen til de forskelligheder de er skabt med, passer de sammen som hånd i en handske. Men hvis de ignorerer disse forskelligheder, eller bekæmper dem, er det som stak de en knytnæve i en handske. Den passer ikke.
Man må acceptere sin rolle
I et ægteskab eller en familie må der være en der har ledelsen. Principielt er manden skabt til at varetage denne opgave, for han har fået den største del af de evner og kræfter det kræver at være familieoverhoved. (Ef. 5:23) Dette er praktisk, for uden ledelse bliver der disharmoni og forvirring.
At ville have et ægteskab og en familie til at fungere uden en ledelse ville være som at prøve på at køre en bil uden rat. Og hvis hustruen prøver på at overtage ledelsen, er det som at køre i én vogn med to chauffører, der styrer hver sit forhjul. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvilken forvirring det vil skabe.
Især i vores tid har både mænd og kvinder skabt forvirring og misforståelse angående rollen som hoved i familien. Med hvilket resultat? Dr. Harold Voth fra Menninger Foundation i Amerika siger at konsekvensen af denne „tilsløring af kønsrollerne i familien“ er katastrofal. Han siger: „Vi må begynde at se på familiestrukturen som den var i dette lands [U.S.A.s] pionertid. Manden var ubestridt familiens overhoved. Han var stærk. Familien kunne sætte sin lid til ham.“
Mange kvinder klager over at deres mænd ikke tager ledelsen. Og de har ret. I nogle tilfælde er det først og fremmest mandens fejl, fordi han mest tænker på sine egne selviske interesser. Det kan også være at han bare er doven. Nogle mænd bryder sig ikke om de forpligtelser der følger med at være overhoved, og så løber de fra dem.
I andre tilfælde kan det imidlertid være hustruens holdning der især skaber problemet. Hvis en kvinde bliver aggressiv og begynder at konkurrere med sin mand om ledelsen, føler han sig sædvanligvis krænket. Han lader måske sin kone gøre hvad hun vil, men hans misbilligelse skal nok komme til udtryk på anden måde.
Kvinders vrede over mandens dårlige ledelse, og mænds vrede over konkurrerende hustruer, er væsentlige årsager til at den ægteskabelige lykke går tabt. Men hvad kan man gøre for at sikre at ordningen fungerer som oprindelig tænkt, altså på den måde der er bedst for ægteskabet?
En ægtemand af rette slags
Den mand der gerne vil have et lykkeligt ægteskab og en lykkelig hustru, må opdyrke den rette indstilling til sin opgave som overhoved. Der gives ganske enkelt ingen erstatning for den rette ledelse hvis man vil opnå et virkelig lykkeligt ægteskab.
Mænd der ikke er kendt med Guds anvisninger, mener ofte at det at være overhoved vil sige at være „chef“ eller „diktator“. Men de der har den indstilling gør sig skyldige i en sørgelig misforståelse. Den fremkalder en fjendtlig reaktion hos de fleste normale kvinder.
Den form for ledelse Gud kræver af manden, giver ikke manden frihed til at undertrykke sin kone eller til at behandle hende hårdt, og hun reduceres heller ikke til en ’andenrangs borger’. Det har aldrig været Guds hensigt at manden skulle være hoved på den måde.
Tværtimod får manden befaling til at sætte sig ind i hvordan han kan være kærlig, mild, forstående og aktivt interesseret i sin kones velbefindende. Ifølge Guds norm „bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer“, hvilket vil sige at de bør være villige til at ofre sig for dem. — Ef. 5:28.
I hvor høj grad? Bemærk: „I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden.“ Hvor vidt gik Messias i denne henseende? Bibelen svarer at han, da det blev nødvendigt, „gav sig selv hen for den“. Ja, Jesus Kristus satte et godt eksempel da han gav sig selv fuldt og helt for dem han elskede. Han var endog villig til at dø for dem. — Ef. 5:25.
En ægtemand af rette slags vil bevidst bestræbe sig for at vise sin kone at han elsker hende og påskønner det hun gør. Og han skal ikke blot vise hende det med det han gør for hende, men også sige det direkte til hende. „Hulde [behagelige] ord er som flydende honning, søde for sjælen og sunde for legemet,“ står der i Ordsprogene 16:24. Kvinder er skabt med et følelsesmæssigt behov for at høre at man holder af dem, har brug for dem og sætter pris på dem. Og det er ikke umandigt eller tegn på svaghed når en ægtemand siger til sin kone at han holder af hende.
Den ægtemand der med det han gør og siger lader sin kone vide at han elsker hende, bliver som regel gengældt med godt. De fleste normale kvinder vil reagere ved at vise en sådan ægtemand endnu større kærlighed og respekt. De får større lyst til at gøre tingene til bedste for ham. Hvorfor er det sådan?
Fordi Gud har skabt kvinden til at reagere på godhed, betænksomhed og hengivenhed. Jo oftere en mand viser sin kone kærlighed, des mere positivt reagerer hun sandsynligvis. Og det gode er, at jo mere hun gør for at vise sin påskønnelse, des større sandsynlighed er der for at manden får lyst til fortsat at gøre noget for hende. Ja, her kan man sige at ’man høster hvad man sår’.
I Bibelens anvisning for familieoverhoveder står der tilmed: „I mænd skal på samme måde blive ved med at leve sammen med dem i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som et svagere kar, det kvindelige.“ — 1 Pet. 3:7.
Hvordan viser man andre ære? Ved at tage hensyn til deres meninger, og til hvad de kan lide eller ikke lide. Ved at give dem fortrinsret når det ikke drejer sig om alvorlige principspørgsmål. Ved ikke at gøre dem ringere end de er, og ved ikke at sætte dem i forlegenhed; det gælder både når man er alene og når man er sammen med andre. Ja, man viser andre ære ved at holde af dem, både i tanke og praksis.
Denne hensyntagen bør føres over på det seksuelle forhold i ægteskabet. Når ægtemanden er betænksom og hensynsfuld vil han erfare at hans kone sædvanligvis er mere imødekommende. Hun er ikke skabt til at reagere positivt over for en grov og krævende ægtefælle der er optændt af begær, og hun mister respekten for en mand der er sådan.
Når en mand er overhoved på rette måde, føler hustruen sig ikke tynget af hans ledelse. Hun føler sig tværtimod lettet for byrder hun ikke er skabt til at bære.
Når hustruen gør sin del
En hustru der gør sin del kan på mange måder opmuntre sin mand til at blive et overhoved af rette slags. Kvinder der sætter ind på at ’underordne sig under deres mænd’, forbavses ofte over resultatet. — Kol. 3:18; Tit. 2:4, 5.
Hvordan kan en hustru gøre det? Hun kan begynde med at vise at hun er villig til at betragte sin mand som et familieoverhoved der er indsat af Gud. Hun må undgå at konkurrere med ham eller konstant at småskænde på ham. Opstår der problemer kan hun bede ham give forslag og råd. Det viser at hun ser hen til ham som den ledende, og sætter pris på hans mening. Når han begår fejl vil hun undgå at se ned på ham. I spørgsmål af mindre alvorlig art vil hun ikke opponere mod hans afgørelser. Og når han begynder at vise villighed til at tage ledelsen, bør hun give udtryk for sin påskønnelse.
En kvinde der begyndte på dette sagde: „Jeg kan næsten ikke fatte den forandring der er sket. For nogle få måneder siden var min mand og jeg på nippet til at gå fra hinanden. Men i dag har vi det som nygifte, nej bedre.“ Den voldsomme forandring skyldtes at hustruen havde underordnet sig.
Angående det at hustruer skulle underordne sig, skriver tidsskriftet Woman’s Day: „Det er en ægteskabsfilosofi der har vundet tusinder af hengivne proselytter — kvinder der er så godt tilfredse med resultatet“ at de ikke betænker sig på at lade manden få ledelsen. De foretrækker det, for de har opdaget at manden som regel bliver meget mere opmærksom på hustruens behov, mere villig til at gøre indrømmelser for hendes skyld.
I de fleste tilfælde har selv det at hustruen har gjort et delvis forsøg på at støtte mandens ledelse, haft en mærkbar virkning på ægteskabet. Og jo mere hustruen tilpasser sig den rolle hun oprindelig var bestemt til, des bedre bliver resultatet rimeligvis. Arbejder hun sig derimod væk fra sin rolle kan det kun føre til konflikter; det er som at køre mod trafikken i en ensrettet gade.
Tag ufuldkommenheden i betragtning
Endnu en faktor man må regne med er den menneskelige ufuldkommenhed. Vi er alle født med en tendens til at handle forkert. „Vi fejler alle mange gange,“ står der i Bibelen. — Jak. 3:2; Sl. 51:7; Rom. 5:12.
Hvis ægtefællerne gør sig dette klart fra begyndelsen, vil ingen af dem kræve noget som den anden ikke kan præstere — fuldkommenhed. De vil i stedet give rum for hinandens fejltagelser. De vil naturligvis heller ikke forvente at opnå fuldkommen lykke, eftersom det er noget ufuldkomne mennesker ikke kan give. Som psykologen Larry Cash skrev i det canadiske tidsskrift Chatelaine:
„Selv om jeg hører med til bevægelsen ’menneskelig ydedygtighed’ må jeg indrømme at den bevægelse gør mig vred. Utilsigtet har vi forledt en masse mennesker til at forvente at de kan blive 99,44 procent lykkelige, mens man i det virkelige liv faktisk er heldig hvis man opnår 70 procents lykke.“
Mand og hustru vil naturligvis gøre hvad de kan for at undgå at irritere hinanden. Alligevel vil der blive begået forseelser, og de er måske smerteligt åbenbare. Hvad skal man gøre ved det? Nytter det at ’gøre en myg til en elefant’? Nej, Bibelen siger: „Kærlighed dækker over en mængde synder.“ (1 Pet. 4:8) Kærligheden tærsker ikke langhalm på forseelser; den bliver ikke ved med at tale om dem. Den siger snarere: ’Ja, du gjorde en fejl; men det gør jeg også af og til. Så jeg vil overse dine fejl, så overser du nok også mine.’
Ægtefæller der ikke foregiver at de er fuldkomne, eller ufejlbarlige, vil heller ikke forsøge at få ret i enhver uoverensstemmelse. Man kan godt vinde en diskussion og alligevel tabe slaget, så at sige. Målet skulle være at løse problemerne, ikke at få ret i enhver diskussion.
Når ægtepar er villige til at indrømme deres fejltagelser og ydmygt prøver på at rette dem, kan en masse diskussioner og hjertesorger undgås. Som en kvinde sagde:
„Jeg prøver endnu mere ihærdigt at få dette ægteskab til at fungere. Jeg undgår at irritere min mand. Jeg prøver på ikke at være selvisk men at forstå hvordan han ser på tingene. Jeg er villig til at fire på mine synspunkter. Det er ikke mere så vigtigt for mig at vinde enhver diskussion, eller at få det som jeg vil have det. Vi viser hinanden hensyn.“
Frit stillet til at vælge
Denne form for hensyntagen er vigtig af en anden grund, nemlig fordi Gud har skabt os som moralsk frit stillede mennesker. Det vil sige at han på mange områder giver os frihed til at vælge inden for de grænser der afstikkes af hans retfærdige love og principper.
Derfor må vi ikke forvente at to mennesker altid har nøjagtig de samme synspunkter, kan lide eller ikke lide de samme ting. Giver man rum for sådanne forskelle vil der ikke opstå skuffelser eller irritation når ægtefællerne har hver sin smag.
Det kan for eksempel være at hustruen har lyst til at indrette hjemmet på én måde, mens manden kunne tænke sig det på en anden måde. Men eftersom kvinden generelt sagt er skabt med bedre evner på dette felt, giver den forstandige ægtemand hende stor handlefrihed hvad sådanne ting angår. På andre områder har manden måske forkærlighed for noget som hustruen ikke er så interesseret i, og her må hun så give efter, især hvis det gælder områder hvor han er mere kompetent; det kan dreje sig om afgørelser der skal træffes i forbindelse med familiens ledelse, større indkøb, eller hvor man skal bo og arbejde.
Men hvad så hvis de ikke har samme smag på områder hvor begge har lige meget „ret“, for eksempel med hensyn til maden de skal spise? Hvorfor ikke servere én slags mad den ene dag, og en anden slags den næste dag? Eller lidt for enhver smag hver dag? På den måde tages der hensyn til begge parter, og den enkeltes særpræg bliver ikke trængt i baggrunden.
Det er i overensstemmelse med de bibelske principper at tage hensyn til hinandens følelser på denne måde, for „kærligheden er tålmodig og venlig; kærligheden er ikke skinsyg . . . eller selvisk“. (1 Kor. 13:4, 5, Today’s English Version) Ægtefæller må derfor følge regelen om ’ikke hver især at rette blikket mod blot deres egne interesser, men også hver især at rette det mod den andens’. — Fil. 2:4.
Imidlertid vil der sandsynligvis opstå uoverensstemmelser i ægteskabet der er meget vanskelige at bilægge. Begge ægtefæller har måske stærke meninger og vil gerne have deres vilje. Hvordan skal problemet løses hvis der, efter at alle de førnævnte principper er fulgt, stadig er en uoverensstemmelse man ikke kan komme til livs? Den bibelske regel lyder da: ’Hustruerne må underordne sig under deres mænd i alt.’ (Ef. 5:24) I tilfælde hvor der må træffes en endelig afgørelse, må den hustru der bøjer sig for Guds synspunkt altså med andre ord lade sin mand træffe denne endelige afgørelse, forudsat han ikke forlanger at hun skal overtræde Guds love. Muligheden er naturligvis til stede for at han træffer en forkert afgørelse, men det samme kunne hun gøre. I alle tilfælde er det ham der har ansvaret for at træffe sådanne endelige afgørelser.
Som oftest vil en kærlig hustru der underordner sig, erfare at hendes mand vælger at tage hensyn til hendes ønsker. I de tilfælde hvor han benytter sin ret til at træffe en endelig afgørelse der går imod hustruens ønske, bør hun derfor vise sig samarbejdsvillig.
Virksomme hjælpemidler
Tit må skylden for ægteskabsproblemerne lægges på den skuffende og utilfredsstillende verden vi lever i. For det menneske der kender Guds hensigt svinder mange af verdens skuffelser imidlertid ind til ingenting.
Ifølge Bibelen lever vor generation i „de sidste dage“ for den nuværende tingenes ordning. Den viser at den nuværende tidsalder, med dens „kritiske tider som er vanskelige at klare“, snart vil være forbi. (2 Tim. 3:1) Da vil Gud udskifte denne døende ordning med en retfærdig ny orden som han skaber. (2 Pet. 3:13) I denne nye orden vil mennesker få mulighed for at opnå en tilværelse og en lykke som vi i dag kun kan drømme om. Ja, „verden er ved at forsvinde, og det er dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt“. — 1 Joh. 2:17.
De der ikke har denne kundskab om fremtiden „besvimer af frygt“, som Bibelen siger, på grund af de forværrede tilstande. Men de der har fået styrke ved den nøjagtige kundskab om Guds hensigter ’retter sig op og løfter hovedet fordi deres befrielse nærmer sig’. (Luk. 21:25-28) Dette syn på fremtiden har haft en umådelig positiv indflydelse på gudfrygtige mennesker og deres ægteskab.
Ægtefæller der i dag vender sig til Gud efter vejledning kan også forvente en forandring. Bibelen siger at Gud „hjælper den, der håber på ham“. (Es. 64:3) Guds mægtige, virksomme kraft, den kraft der har skabt vort ærefrygtindgydende univers, vil arbejde for sådanne mennesker.
De kan derfor gøre brug af en „kraft som er ud over det normale“, og derved få hjælp i deres ægteskab. (2 Kor. 4:7) Og hvad kan Guds virksomme kraft, eller hellige ånd, udvirke hos ægtepar der tager imod den? „Åndens frugt [er] kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse.“ (Gal. 5:22, 23) Lægges disse vidunderlige egenskaber for dagen i ægteskabet, vil det fremme lykken!
Du ser nu hvorfor mennesker der erkender at Gud er ophav til ægteskabet, og som lader sig lede af hans love og principper, og som modtager hjælp fra ham, lever i ægteskaber der er så lykkelige og berigende som overhovedet muligt på nuværende tidspunkt.
Nej, ægteskabet er ikke ved at være passé! Det der er ved at være passé er den nuværende utilfredsstillende verden med dens nedværdigende opfattelser af ægteskabet. Gud skaber en ny orden der træder i stedet. Og eftersom det var Gud der indstiftede ægteskabet, kan vi nære tillid til at hans hensigt med det fuldt ud vil blive gennemført, både nu og til den tid.
Med hensyn til ægteskab kan vi altså alle sammen vælge om vi vil følge denne verdens nedværdigende normer og høste bitter frugt, eller vi vil følge vor Skabers normer og høste goderne ved et lykkeligt ægteskab nu og endda se frem til større lykke i fremtiden.
[Tekstcitat på side 17]
Gør du dit til at jeres ægteskab kan være lykkeligt?
[Illustrationer på side 20]
Ja, ægteskabet kan overleve, og det kan være lykkeligt hvis man
. . . følger Guds anvisning for ægteskab
. . . anerkender parternes respektive roller
. . . samarbejder og ikke konkurrerer
. . . affinder sig med ufuldkommenheder
. . . giver rum for individuelle ønsker
. . . forenes i håbet om en lykkelig fremtid