Tugt børnene til liv

„Tugtens revselse [er] livets vej.“ — Ordsp. 6:23.

1. Hvilken formaning gives der børnene, og hvilket spørgsmål tvinges vi til at tage stilling til?

JEHOVA formaner børnene: „Tag vare på din faders bud, opgiv ikke din moders belæring, bind dem altid på dit hjerte, knyt dem fast om din hals; på din vandring lede den dig, på dit leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner; thi budet er en lygte, læren lys, og tugtens revselse livets vej.“ (Ordsp. 6:20-23) Men det sker, at børnene nægter at adlyde, skønt forældrene giver dem den rette belæring og foregår dem med det rette eksempel. Dette bringer spørgsmålet om disciplin på bane og tvinger os til at tage stilling til det meget omstridte og brændende spørgsmål: Skal vi slå eller ikke slå?

2. Hvad siger mange børnepsykologer om at slå børn, men hvad siger Bibelen?

² Mange børnepsykologer hæfter et skilt med „Rør mig ikke!“ på børnene, som for eksempel den psykolog, der sagde: „Forstår I mødre, at I, hver gang I slår jeres barn, viser, at I hader barnet?“ Jehova siger: „Hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.“ Spanskrøret kan redde et barns liv, for Jehova siger: „Spar ej drengen for tugt; når du slår ham med riset, undgår han døden; du slår ham vel med riset, men redder hans liv fra dødsriget [sheol, RS].“ Og atter: „Blodige strimer renser den onde og hug hans indres kamre.“ Det er Jehova, der kan se ind i voksnes og børns inderste, og engang gjorde han det, og da så han, at „menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af“, hvilket også er typisk for vore dage. Hvad kan råde bod herpå? „Dårskab er knyttet til ynglingens [barnets, RS] hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham.“ — Ordsp. 13:24; 23:13, 14; 20:30; 1 Mos. 8:21; Ordsp. 22:15.

3. Hvorfor må irettesættende ord til tider følges af irettesættende handlinger, og hvilke hinanden modsatte følger har forkælelse og tugtelse?

³ For nogle børns vedkommende kan der opstå tilfælde, hvor ord ikke er nok, og hvor forældrene må optræde som handlingens mænd og kvinder og bruge spanskrøret for at beskytte barnet mod at blive forkælet. Barnet fatter godt ordene, men adlyder dem ikke. Som der står i Ordsprogene 29:19: „Med ord lader træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.“ To vers længere fremme står der: „Forvænner man sin træl fra ung, vil han til sidst være herre.“ Det passer også på børn, der bliver forkælet af deres forældre. Børnene har ingen respekt for forældre, der forguder dem eller forsømmer at irettesætte dem eller er eftergivende over for dem. Det gør dem kun endnu mere urimelige og respektløse. Men disciplin, der bliver opretholdt med forstand og på en retfærdig og barmhjertig måde, vinder børnenes respekt. Herom skrev Paulus til hebræerne: „Da vi var under vore kødelige fædres tugt, havde vi ærefrygt for dem; . . . Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ (Hebr. 12:9, 11) Sådan tugtelse har til hensigt at give barnet en lektie og ikke at tilføje det en smertefuld straf.

4. Hvornår tugter forældre i selviskhed, og hvorfor bør det enkelte barns sindelag tages i betragtning ved valget af afstraffelse?

⁴ Når I tugter jeres børn, da husk ordsproget: „At handle uden omtanke er ikke godt; den træder fejl, som handler overilet.“ (AT) At slå i et øjebliks vrede vidner om et uværdigt motiv hos den voksne, nemlig ønsket om at få luft for sine egne følelser. En sådan afstraffelse gives ud fra et selvisk ønske om udløsning og ikke af kærlighed til barnet. I mange tilfælde vil løsningen måske ligge midt imellem aldrig at slå og altid at slå. Det gælder dog ikke i alle tilfælde. Det enkelte barns temperament og sindelag må tages i betragtning. Nogle børn er så følsomme, at det ikke vil være nødvendigt at gribe til så drastiske midler som prygl. Andre igen er så ufølsomme, at den slags midler ikke har nogen virkning. Der findes to ordsprog om mennesker, der lyder: „På den kloges læber finder man visdom, stok er til ryg på mand uden vid.“ „Bedre virker skænd på forstandig end hundrede slag på en tåbe.“ (Ordsp. 19:2; 10:13; 17:10) Det er det samme med børn. Nogle børn er mere forstandige end andre; nogle er mere ydmyge. En irettesættelse vil tugte visse børn langt bedre, end en dragt prygl tugter andre, som er stædige, og hvis barnehjerte er fyldt med et mere end almindeligt mål af dårskab.

5. Hvorfor bør forældre mere end andre være tålmodige med deres børn, når de er særlig uregerlige?

⁵ Forældre, forholder det sig således med jeres børn, så udvis tålmodighed. Hvor lidet flatterende, hvor usmageligt, hvor utiltalende det måtte forekomme jer, har barnet dog fået det fra jer. Hos jer er det holdt under kontrol, måske kommer det aldrig op til overfladen, men det findes i jer et eller andet sted, for barnet har ikke fået det fra luften. Vi må se kendsgerningerne i øjnene: voksne giver deres børn en dårlig start i livet. Adam og Eva gav os alle sammen en dårlig start. Derfor siger Bibelen: „Mennesket, født af en kvinde, hans liv er stakket, han mættes af uro. Ja, kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!“ „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ — Job 14:1, 4; Sl. 51:7; Rom. 5:12.

Tugt i kærlighed og med forstand

6. Hvad bør vi huske, når vi opstiller regler og kræver dem overholdt?

⁶ Dette viser os, at børn har vejledning behov, og også, at de ikke kan være fuldkomne. Vent hverken for meget eller for lidt af dem. De leveregler, I opstiller for dem, bør være letfattelige, rimelige og med en margen, der giver rum for overbærenhed. Tag deres alder i betragtning, for de vil handle, som de er gamle til. Vent ikke, at de skal bære sig ad som små voksne. Paulus sagde, at så længe han var barn, opførte han sig som et barn. (1 Kor. 13:11) Når I har opstillet rimelige regler, og barnet har forstået dem, da gennemfør dem konsekvent og uden tøven, så barnet ved, hvad det har at rette sig efter. Hvis reglerne kun bliver gennemført i ny og næ, alt efter jeres øjeblikkelige luner og humør, og hvis I er langsomme til at straffe ulydighed, vil barnet føle sig opmuntret til at begå flere overtrædelser for at se, hvor langt det kan vove sig ud og slippe godt fra det, nøjagtig ligesom voksne turer fremad i ondskab, fordi gengældelsen synes at udeblive: „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde.“ Hvis disciplinen ikke opretholdes kærligt og konsekvent, vil barnets stærke retfærdighedssans lide overlast, og barnet føle sig krænket. Irettesæt med retfærdighed og fasthed, parret med kærlighed og barmhjertighed. Jehova kommer i hu, at vi er støv; lad os ligeledes huske, at også barnet er støv. — Præd. 8:11; Sl. 103:13, 14.

7. Hvordan gør nogle forældre vold på den vejledning, der gives i Efeserne 6:4 og Kolossenserne 3:21, og hvorfor bør tid og sted tages i betragtning?

⁷ Nogle forældre småskænder uafladeligt på deres børn over småtterier. Det irriterer børnene, fylder dem med vrede og raseri og gør dem trodsige og forskræmte. Det er alt sammen et brud på det bibelske bud til forældre: „Og I fædre, I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens [Jehovas, NW] tugt og formaning.“ „I fædre! lad være at opirre jeres børn, for at de ikke skal blive forskræmte.“ (Ef. 6:4; Kol. 3:21) Hvis forældre følger Jehovas tugt og myndige formaning, vil de ikke irritere eller opirre deres børn eller blive ved at himle op om uvæsentlige ting. Lad ikke barnet føle sig knuget af en mængde ligegyldige forbud; nedlæg kun forbud, der virkelig har betydning. Hold barnet i stramme tøjler, når der er god grund til det, men gør det ikke bare for at vise jeres myndighed. Lad børnene selv træffe deres valg og deres afgørelser, når det er på sin plads, og ros dem, når de vælger forstandigt. Ros dem, når de udfører et godt stykke arbejde eller klarer sig pænt i vidnegerningen; det vil opmuntre dem. Gør Bibelen ikke det, når det siges „Vel gjort, gode og trofaste træl“? (Matt. 25:21, NW) Tid og sted kan gøre det nødvendigt at lægge visse bånd på børnene, uden at selve det, de gør, behøver at være forkert. Løben og legen omkring under møderne gavner ikke barnet og forstyrrer andre. Der er ikke noget forkert i at løbe og lege, men tidspunktet er dårligt valgt. Der er en tid til at lege, en tid til at løbe omkring, en tid til at lytte og en tid til at lære. — Ordsp. 29:15.

8. Hvilke forskellige former for afstraffelse kan anvendes, og hvordan er mange børnepsykologer ved at ændre syn på denne sag?

⁸ Kort og godt: Tugt i en kærlig ånd, råb ikke op i vrede og slå ikke i hidsighed. (Ordsp. 15:1) Straf bør tilmåles, alt efter om barnet har en ydmyg eller en stædig karakter. I kan straffe det ved at tilbageholde en kærlighedsgave eller belønne det ved at give det en sådan. I kan vise det uregerlige barn bort fra de lydiges selskab eller nægte det at deltage i en familiefornøjelse eller nægte det en bestemt livret eller at gøre noget, det holder meget af. Til andre tider må I tage spanskrøret i brug for at opretholde ordenen i hjemmet. Bemærk jer som et eksempel på nødvendigheden af at anvende forskellige metoder dette tilfælde fra det virkelige liv. En lille dreng i Brooklyn skulle til tandlæge. Inden hans moder tog ham til tandlægen, havde hans fireårige legekammerat fortalt ham, at når hun var hos tandlægen, holdt hun sin mund lukket. Så da moderen tog drengen med til tandlægen, nægtede han at lukke munden op. Da han kom hjem, fik han en dragt prygl. Ved det næste tandlægebesøg nægtede han atter at lukke munden op. Nu fik han en dragt endnu hårdere prygl, men han var stadig ikke til at formå til at lukke munden op hos tandlægen. Denne dreng holdt meget af at se på fjernsyn. Der blev nægtet ham adgang til fjernsynsapparatet. Da han ikke havde set fjernsynsudsendelser i to dage, erklærede han sig villig til at lukke munden op hos tandlægen. Det skal dog bemærkes, at mange børnepsykologer, efter at de er blevet stillet over for den voksende ungdomskriminalitet, er slået om til gunst for riset. Mange er blevet tvunget til at indrømme, at det, børn lærer siddende på mors skød, ikke gør nær så stærkt indtryk på dem som det, de lærer med bunden i vejret på fars skød.

9. Hvad står begrebet tugtens ris for i videste forstand, og hvordan bør det bruges?

⁹ Når Bibelen taler om tugtens ris, behøver det ikke nødvendigvis at være et bogstaveligt ris, men kan i videre forstand betegne forældremyndigheden, der kan virke irettesættende på mange forskellige måder. Under hvilken form riset end tages i brug, bør det ske i kærlighed og barmhjertighed og aldrig i vrede eller ubønhørlig retfærdighed. Giv aldrig barnet så hård en straf, som dets handlinger måtte have gjort det fortjent til. Vi har citeret Jeremias 10:23, men læs nu, hvad det siger i forbindelse med vers 24: „Jeg ved, Jehova, at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed. Tugt os Jehova, men med måde, ikke i vrede, for ikke at gøre os færre!“ Derfor, forældre, når I retleder jeres børn, da gør det med kærlighedens og barmhjertighedens mål, ikke i vrede eller strengeste retfærdighed. Som kristne er I ikke under streng retfærdighed, men under guddommelig nåde, og I må vise andre nåde, navnlig jeres børn, der jo i mer eller mindre grad har deres fejl og ufuldkommenheder fra jer og jeres forældre igen. Når I udøver jeres forældremyndighed, bør I, hvis I har flere børn, undgå at vise partiskhed, ellers vil I lægge det ene barn for had hos det andet. Josefs brødre syntes, at deres fader viste Josef partiskhed, og det førte til, at de hadede Josef. I lignelsen følte den ældste broder sig krænket, fordi han mente, at hans fader foretrak den fortabte søn. (1 Mos. 37:3, 4; Luk. 15:25-30) Hvis I fremholder det ene barn som eksempel for det andet, kan I risikere, at det andet vil hade det.

10, 11. Hvad er af største vigtighed, og hvordan bør kærligheden give sig udslag?

¹⁰ Forældre, det er af allerstørste vigtighed at vise børnene, at I elsker dem og ønsker at beholde dem. For nylig berettede New York Times, hvordan 34 hittebørn var døde ene og alene af mangel på moderkærlighed. En lærebog omtaler den uddannelse i moderne psykologi, skolelærere nu må gennemgå, og tilføjer lidt bedrøvet: „Dog kan man ikke komme udenom, at den gammeldags „frøken“, der ganske simpelt elskede børn, måske havde langt større held til at hjælpe sine elever.“ Bladet Look sagde for ikke længe siden, at alle regler og al „teknik for behandling af børn betyder langt mindre end selve den ånd og atmosfære, der råder i hjemmet“. Den nye verdens samfunds rene atmosfære, hvori der lægges vægt på kærlighed, samt Jehovas ånd er betingelserne for at kunne opdrage børn til evigt liv.

¹¹ Forældre, denne kærlighed skal ikke give sig udslag i overstrømmende sentimentalitet, i babysprog, i eftergivenhed for hvert af barnets luner eller i opfyldelse af hvert af dets ønsker. Kærlighed er ikke forkælelse. Kærlighed får barnet til at føle, at man er glad for det. Børn omtales som en gave fra Jehova og sammenlignes med oliekviste rundt om bordet. De skal plejes med omhu, for at de kan vokse op og bære frugt. De er moderskødets frugt. Jehovas ord fortæller os, at vore læbers frugt skal prise ham; moderskødets frugt bør også gøre det. (Sl. 127:3; 128:3; Hebr. 13:15) Priser jeres børn Jehova? Hvis I selv gør det, vil de som regel også gøre det. Hjælp dem, vis dem vejen, led deres skridt, belær dem godt, foregå dem med det rette eksempel, irettesæt dem, når det er påkrævet, og led dem til evigt liv sammen med den nye verdens samfund. Vær eksempler, de kan være stolte af og lykkelige over at følge. Ligesom Manoa bad Jehova om vejledning til at opdrage Samson, kan I bede om vejledning i opdragelsen af jeres børn. — Ordsp. 17:6; 20:7; Dom. 13:8.

Et ord til børnene

12. Hvad tænker børnene nu, og hvorfor kan vi med rette lade os belære af dyrenes eksempel?

¹² Men hvad tænker I børn nu? At her er en vældig skare voksne, der er ved at rotte sig sammen imod jer, udtænke nye forbud og gøre jer livet surt? Nej, vi er ikke imod jer, vi er for jer. Vi vil gerne beskytte jer og bevare jer i vor midte, trygge i Guds tjeneste og i sikkerhed for Satan. Alle, som elsker Jehova, må stå sammen og hjælpe hinanden at gøre Guds gerning. Når I har været genstand for vor drøftelse, er det, fordi I er genstand for vor inderlige kærlighed. Det kan være meget godt, siger I, men hvis I voksne elsker os så højt, hvorfor taler I da så meget om disciplin og navnlig om spanskrør? Ja, børn, der rører vi vist ved det ømme punkt, ikke? Men lad os som en hjælp til at få fat i den rigtige ende af sagen kigge på dyrene, som I børn holder af. Jehovas visdom genspejler sig i hans skaberværk, så når vi henter belæring hos dyrene, vil det ikke sige, at vi stiger ned på deres lave tankeplan, men at vi hæver os op til at tænke Guds tanker. Vi får påbud om at gå til myren for at lære flid og betragte græshoppen som et eksempel på enhed, og vi foretager derfor ikke noget ubibelsk svinkeærinde, når vi betragter den opdragelse, som dyrene giver deres unger, takket være det instinkt, Gud har nedlagt i dem. — Rom. 1:20; Ordsp. 6:6-8; 30:27; Joel 2:7, 8.

13. Hvilke eksempler viser, at opøvelsen bør foregå gradvis, og at dyrene forstår deres ungers begrænsning?

¹³ Når dyreforældre oplærer deres unger, forstår de deres ungers begrænsning og er klar over, at de små ikke straks kan gøre store ting. De lader dem derfor først gå i en slags dyrebørnehave og efterhånden opøve sig til vanskeligere opgaver. Landsvalen fanger for eksempel insekter i luften, mens den flyver. Det er for svært for ungerne. Derfor fanger forældrene de hurtigtflyvende insekter, og mens de kredser rundt i nærheden af reden, lader de insekterne falde. De små flyver fra reden og snapper de langsomt faldende insekter. Inden længe kan de selv fange deres mad lige ud af luften. Når rævemor har vænnet sine små fra, fanger hun mus og anden føde og bringer den ind i hulen. Senere lader hun den ligge, ved hulens indgang, og efterhånden som ræveungerne bliver større, lægger hun føden længere og længere væk fra hulen for at lære ungerne selv at jage deres føde. Mod slutningen af denne træning dækker hun byttet med blade og affald for således at vænne ungerne til at bruge deres lugtesans såvel som deres synsevner. I dette og mange andre tilfælde går det sådan, at jo mere ungerne lærer, des mindre behøver forældrene at gøre. Sådan er det også med jer børn. I skal oplæres af jeres forældre, og efterhånden som I får større erfaring, vil I få lov til at gøre flere ting. Jo mere I kan, des mindre opsyn behøver jeres forældre at føre med jer.

14. Nævn et eksempel, hvor en tigerunge blev irettesat, fordi den blev ved med at irritere moderen.

¹⁴ Men hvordan står det til med disciplinen ude i skoven? Vi må se kendsgerningerne i øjnene, og de viser, at dyremødrene er gammeldags og åbenbart ikke har læst moderne bøger om børnepsykologi, for de slår deres unger, så det runger. En tigermor blev vred, fordi en af hendes unger blev ved med at skrabe hende med poten. Først forsøgte hun at ignorere det, men til sidst tog hun den lille, puttede hele dens hoved i munden og rystede den, så den skrækslagne unge hylede. Jeres mor har måske aldrig taget jeres hoved i munden, men I har sikkert fået en ordentlig omgang, når I har irriteret hende og ikke er holdt op, når I er blevet bedt derom.

15, 16. Hvilke eksempler viser, at dyreunger bliver straffet for ikke at sidde stille eller for at være dumdristige?

¹⁵ Er der nogle af jer børn, der har fået ubehageligheder, fordi I ikke kunne sidde stille under et møde? Gå hen til dåkalven, I urolige, og se dens færd og bliv viis. En hjortemor vil skjule sin lille dåkalv og lære den at stå bomstille, og den vil blive stående i timevis uden at røre sig. Det er sjældent, at dåkalve er ulydige og giver sig til at bevæge sig, men gør de det, får de smæk af hjortemors skarpe klove.

¹⁶ Har I nogen sinde fået smæk, fordi I har været for dristige og leget en leg, jeres mor vidste var farlig og kunne ende galt? Har I det, så er I ikke ene om det. En lille bjørn af den slags, der fuldstændig ligner en legetøjsbamse, var i fangenskab med sin mor. I indhegningen var der et træ, og bjørneungen ville absolut kravle ud på de tynde grene, hvor dens mor ikke kunne følge den. Ved første givne lejlighed greb hun den og smækkede den, så dens hyl kunne høres langt omkring. Så krøb den ikke mere ud på de tynde grene.

17. Hvilken tildragelse viser, at tugtelse kan redde den uerfarnes liv?

¹⁷ I Sequoia National Park, der ligger i den vestlige del af de Forenede Stater, plejede man for nogle år siden at kaste affald på en åben plads i skoven, og bjørnene kom derhen i store tal for at æde af det. Engang kom en bjørnemor med to unger, men inden hun gik hen, hvor de store bjørne stod og åd, sendte hun de to unger op i et træ. Den ene kravlede ned igen, og bjørnemor løb sporenstregs over til den og gav den en sådan lussing med poten, at den lille trimlede rundt på jorden. Den for op i træet igen, og de blev begge deroppe, til deres mor havde ædt sig mæt og kom hen til træet og kaldte dem ned. Kan I huske det skriftsted, der allerede er blevet omtalt under dette studium, hvor der blev sagt, at forældre skulle slå drengen med riset, og at denne afstraffelse ikke ville dræbe ham, men redde ham fra graven? Det er netop, hvad denne bjørnemor gjorde. Hun slog ungen; det dræbte den ikke, men reddede den fra døden, for var den gået hen til det sted, hvor de voksne bjørne stod og åd, kunne et af de store, ondskabsfulde handyr have dræbt den.

18. Hvorfor er tugt og slag nødvendigt i skovens verden?

¹⁸ Der er ingen ungdomskriminalitet i dyreverdenen, for der er ingen forsømmelige dyremødre. De sparer ikke poten eller forkæler ungerne, men slår dem for at skåne dem. De vil kæmpe og dø for deres unger, ligesom jeres forældre ville dø for jer, men de slår alligevel deres små, ligesom jeres far og mor slår jer. I skoven er den første fejl tit den sidste, og hvis ungerne var ulydige mod deres mor, ville de snart blive hovedretten på et spisebord i skovland og ende deres dage i et andet dyrs mave. Så selv om det ikke gør godt at blive slået, er det bedre end at blive ædt.

19. Hvilken dyrisk skabning søger at opsluge alle, som elsker Jehova?

¹⁹ I børn tror det måske ikke, men der er en vild og grådig skabning, som gerne ville æde jer. Peter advarer os om ham, og han siger: „Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge.“ (1 Pet. 5:8) Det er jer, han søger, fordi I elsker Jehova. Djævelen hader Jehova og ønsker at opsluge enhver, som elsker Jehova, i sin onde verden. Ligesom dyremødrene tugter deres unger, for at de ikke skal blive ædt, således tugter jeres forældre jer, for at I ikke skal blive opslugt af Djævelens verden. Dyremødrene oplærer og tugter deres små efter det instinkt, Gud giver dem; jeres forældre oplærer og tugter jer efter de bibelske anvisninger, Gud giver dem.

20. Hvilke eksempler på ungdomskriminalitet omtaler Bibelen?

²⁰ Hvis jeres forældre elsker jer i Teokratiets ånd, vil de føre jer ad den vej, Samuel, Jeremias, Timoteus og Jesus fulgte. De vil holde jer borte fra dårlige eksempler, som de onde drenge, der stimlede sammen med en hob mennesker i Sodoma for at angribe Guds engle og begå umoralske handlinger. (1 Mos. 19:4, 5) Jeres forældre vil lede jer bort fra falsk gudsdyrkelse, for at I ikke skal være som Israels børn, der krænkede Jehova og vakte hans vrede, og om hvem han sagde: „Børnene sanker brænde, fædrene tænder ild, og kvinderne ælter dejg for at bage offerkager til himmelens dronning og udgyde drikofre for fremmede guder og krænke mig.“ (Jer. 7:18) I ønsker ikke at gøre nar af Jehovas tjenere, som børnene gjorde af Job. Han sagde: „Selv drenge agter mig ringe, når jeg rejser mig, taler de mod mig.“ (Job 19:18) Spotter I Guds tjenere, spotter I Gud, som de smådrenge gjorde, der hånede Elisa med ordene: „Kom herop [far op, AS], skaldepande!“ Jehova lod to bjørne sønderrive to og fyrretyve af disse ungdomsforbrydere. — 2 Kong. 2:23, 24.

21. Hvilken forbrydelse gjorde de drenge, der hånede Elisa, sig i virkeligheden skyldige i, og hvoraf kan vi se, at lav alder ikke redder dem, som begår uret?

²¹ Det kan synes at være en streng straf for at kalde en mand en skaldepande, men det drejede sig om mere end bare mangel på ærbødighed. Det var de hånende ord „Far op“, der nedkaldte Guds hævn. Det var en udfordring til Elisa, at han skulle fare op, ligesom han havde fortalt, at Elias gjorde. (2 Kong. 2:11) Det var et udtryk for deres mistro til Jehovas mirakel i forbindelse med Elias og en opfordring til Elisa om at bevise dets sandfærdighed ved at gøre det samme. Det kunne også give til kende, at de ønskede, at Elisa skulle fare op til himmelen, for at de kunne blive af med ham der på stedet, og antydede således, at hans nærværelse var uønsket, og man gerne så, at han forlod deres enemærker. Det er rimeligt at tænke, at der stod voksne bag denne skamløse optræden, og at børnenes hån genspejlede de voksnes holdning, ja måske var direkte dikteret af religionsprægede modstandere i de voksnes rækker. I hvert tilfælde blev børnene straffet for deres gudsbespottelse. I Ordsprogene 20:11 står der: „Selv drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans færd.“ At en lav alder ikke redder den, som spotter, ses af Jehovas befaling til sine eksekutionsstyrker i Harmagedonslaget: „Gå efter ham ud gennem byen og hug ned! Vis ingen medynk eller skånsel! Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde.“ — Ez. 9:5, 6.

22. Hvordan bør børn betragte den lydighed, de viser deres forældre?

²² I adlyder måske jeres forældre, fordi de ønsker, at I skal gøre det. Det er en god grund, men der er en endnu bedre — adlyd, fordi Jehova ønsker det. Han siger direkte til jer børn: „I børn! vær lydige i Herren mod jeres forældre [der er forenet med Herren, NW], thi det er ret. Ær din fader og din moder, dette er jo det første bud, der er knyttet forjættelse til: for at det må gå dig vel, og du må få et langt liv på jorden.“ (Ef. 6:1-3) Dyreunger må adlyde, hvis de skal leve længe. Her siger Jehova, at I bør være lydige, hvis I ønsker at leve længe på jorden. Elsker I Jehova? Så adlyd ham. (1 Joh. 5:3) Han siger, at I skal adlyde jeres forældre, „der er forenet med Herren“; adlyd derfor jeres, for de er Jehovas vidner. Selv om det kan være svært, så gør det alligevel, men betragt det som lydighed mod Jehova. Gud siger, at hustruen skal adlyde sin mand og trællen sin herre. Hvordan bør hustruen og trællen se på den underkastelse og lydighed, de skylder manden og herren? Hustruen får påbud om at gøre det „som under Herren“, og trællen får pålæg om at gøre det „som mod Kristus“. I børn, adlyd jeres forældre „som for Jehova“ (NW), og læg for hans skyld hele jeres sjæl deri. (Ef. 5:22; 6:5-8; Kol. 3:23, 24) På denne måde tjener I også Jehova, ligesom I gør det, når I tager del i vidnearbejdet. At give agt på irettesættelse og tugt betyder liv, hvorimod de, som er „ulydige mod forældre“, „fortjener døden“. — Ordsp. 15:10; 29:1; Rom. 1:30, 32.

Vælg Jehovas vej

23. Hvilke skriftsteder slår den sandhed fast, at forældre er forpligtet til at oplære deres børn?

²³ Jehovas vej betyder for forældre, at de skal lade sig lede af hans ord, og for børn betyder det, at de skal lade sig oplære af sådanne forældre. Slår ikke de følgende skriftsteder denne sandhed afgjort fast? „Vi dølger det ikke for deres børn, men melder en kommende slægt om Jehovas ære og vælde og underne, som han har gjort. Han satte et vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en lov, idet han bød vore fædre at lade deres børn det vide, at en senere slægt kunne vide det, og børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres børn derom, så de slår deres lid til Gud og ikke glemmer Guds gerninger, men overholder hans bud.“ „Om din trofasthed taler fædre til deres børn.“ „I skal fortælle det til jeres børn, og de igen til deres, og deres til næste slægt.“ „Læg jer alle de ord på sinde, som jeg i dag har vidnet imod jer, for at du kan pålægge dine sønner dem, at de omhyggeligt må handle efter alle denne lovs bud; thi det er ikke tomme ord uden betydning for jer, men af dem afhænger jeres liv.“ — Sl. 78:4-7; Es. 38:19; Joel 1:3; 5 Mos. 32:46, 47.

24. Hvorfor bør vi ikke lade os rokke af den gamle verdens metoder?

²⁴ Vi må lade Jehova styre vore skridt og vælge vore veje. Den nye verdens samfund må aldrig lade sig rokke af den gamle verdens metoder, der har fyldt verden med lovløsheds, forbrydelsers og dødens slette frugter. Lad dem snakke løs om ikke at hemme, hindre eller sætte en stopper for den personlige udfoldelsestrang; de er fuldstændig blindet af den døende gamle verdens dåragtige visdom, hvis de ikke kan se, at de seksuelt umoralske, tyvene, morderne, løgnerne, spotterne og afgudsdyrkerne burde hemmes og hindres. Hvis mennesker ikke sætter en stopper for og aflægger det faldne køds gamle personlighed og ifører sig gudfrygtighedens nye personlighed, vil der blive sat en stopper for dem og deres personlige udfoldelsestrang i Harmagedon. (Ef. 4:22-24; Kol. 3:5-10) Det er bedre at blive holdt i ave og være i live end at udfolde sig hemningsløst og dø. Medlemmerne af den nye verdens samfund må nu modvirke det medfødte onde, der er i dem, og vokse fra det. Det ville være selvmord, om vi lod os lokke ind på den gamle verdens stier eller fulgte dens veje. Så snart menneskene med vaklende skridt har reddet sig ud af en vanskelighed, raver de som drukne ind i den næste. I Harmagedon vil de bringe sig selv i en vanskelighed, de aldrig vil komme ud af. Da vil alle menneskenes selvrådige veje ende med døden.

25. Hvad siger vi med henblik på den gamle verden og børneopdragelse?

²⁵ Hvad opdragelsen af sine børn angår, er den gamle verden kommet aldeles til kort. Den høster lovløshedens ormstukne frugt, som de moderne metoder, der er i modstrid med Guds, har frembragt. Lad den gamle verden gøre, som den vil med sine børn, men lad den ikke røre ved børnene i den nye verdens samfund! Lad mennesker i verden vælge deres egen vej og styre deres egne skridt. Deres vej ender med døden og deres selvstyrede skridt fører dem til den gabende grav, og deres vej til døden og graven er oversået af rystende fordærv og forbrydelser, der ikke lader sig beskrive. Vi vil ikke have noget at gøre med deres veje, deres skridt, deres fordærv, deres forbrydelser, og vi vil ikke dele død eller gravsted med dem. Vore børn i den nye verdens samfund skal ikke have lod eller del i noget af dette!

26. Hvad siger vi vedrørende vore egne børn og deres optugtelse?

²⁶ Vi ønsker, at vore børn skal vandre ad rette veje, det vil sige Jehovas veje; tage de rette skridt, det vil sige Jehovas skridt; og på vejen til den nye verden ønsker vi, at deres færd skal være præget af høj moral og ikke af lav løsagtighed, af lovprisningsgerninger og ikke af forbryderiske ugerninger. Mens gudløsheden tager til, ser vi ikke bare hjælpeløst til og vrider vore hænder og bider negle, mens vi ængsteligt håber, at vore børn ikke skal drukne i den gamle verdens hæslige hav. Vi holder dem på ret køl sammen med den nye verdens samfund ved at give dem den rette belæring, foregå dem med et godt eksempel og opretholde den nødvendige disciplin. Lad de verdsligvise sige, at vi hader vore børn, når vi tugter dem. Deres uvorne børn vil dø sammen med dem i Harmagedonslaget, men vore velopdragne børn vil leve sammen med os i Jehovas nye verdens samfund. Hvem kan med sandhed siges at hade deres børn, og hvem at elske dem? Hvem fører sine børn i døden, og hvem fører sine til liv? Hvorfor skulle vi opdrage vore børn efter den gamle verdens metoder, blot for at de skulle dø sammen med den? Vi vil opdrage dem efter de anvisninger, den nye verdens samfund giver, for at de kan leve til evig tid sammen med det. Glem de veje, der synes ret i menneskers øjne; lær den vej, der er ret i Guds øjne. Hvad gør det os, om den vej, der er ret i Guds øjne, synes uret i menneskers? Hvem søger vi at behage, Gud eller mennesker? Jehova Gud, først, sidst og altid!

27. Hvad siger vi som afslutning?