Hvor mange himle?
Efter de gamle folkeslags teorier om universet „var der flere himle, varierende fra tre til syv, af hvilke de højere overgik de lavere i herlighed“. Hvad siger Bibelen?
IFØLGE forstanderen for St. John’s College, Cambridge, England, skal det Bibelen siger om himmel og helvede ikke tages for alvorligt. Når alt kommer til alt, siger han, repræsenterer dens udsagn blot „den gængse opfattelse på de forskellige tidspunkter de blev udtalt“. I samme retning går Harpers Bible Dictionary der fortæller os at „troen på flere himle var almindelig i oldtidens verden (jævnfør 2 Korinter 12:2). Den fandt støtte i Aristoteles’ og pythagoræernes lære“.
Som kristne kan vi ikke godkende at det Bibelen siger om himlene blot genspejler datidens gængse begreber eller at det er baseret på menneskelige hypoteser. Vi skal heller ikke dadle Bibelen fordi nogle har misforstået eller mistydet den. Vi må i stedet anerkende dens krav på at være inspireret og Jesu udtalelse om at Guds ord er sandhed. Vi vender os derfor tillidsfuldt til den efter pålidelige oplysninger om himlene.
Mens de jødiske religiøse ledere, der var kendt som rabbinerne, hævdede at der var syv forskellige himle, og mens Koranens himmel har flere hundrede afdelinger, bruger Bibelen udtrykket „himle“ i cirka ti forskellige betydninger. Den taler om retfærdige og uretfærdige himle, synlige og usynlige himle, fysiske og åndelige himle, og fortidige, nutidige og fremtidige himle. Hvad har alle disse tilfælles som gør dem fortjent til benævnelsen „himle“? De repræsenterer alle noget ophøjet, opløftet eller overordnet, sammenlignet med andre ting eller skabninger. Dette er i overensstemmelse med det hebraiske ord shamayim, som nogle forskere hævder er udledt af et rodord der betyder „at være ophøjet“. På samme måde forholder det sig med det græske udtryk ouranos, der bogstaveligt betyder „himmelen“ men synes at være afledt af et rodord der betyder „opløftet“.
De fysiske himle
I Bibelen omtales gentagne gange rummet eller atmosfæren hvor fuglene flyver som „himlene“. Ved skabelsen sagde Gud således: „Lad flyvende skabninger flyve over jorden midt under himlenes udstrakte rum.“ Og den guddommelige beretning siger at Gud på Vandflodens tid udslettede alt levende, fra mennesker til „himmelens fugle“. Det er disse himle Elias for op i da han blev skilt fra Elisa, som vi læser: „Da kom en ildvogn og ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i stormvejret.“ Det kunne ikke have været de himle hvor Gud er, for mange århundreder senere sagde Jesus at „ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen“. Og Paulus sagde at alle de trofaste mænd fra fortiden som var døde, ikke så „forjættelsen opfyldt“, idet den blev givet en himmelsk skare. — 1 Mos. 1:20, NW; 7:23; 2 Kong. 2:11; Joh. 3:13; Hebr. 11:39.
Udtrykket „himle“ bruges også i Bibelen som en betegnelse for himmellegemerne, stjernerne i universet, alt det som kan ses med de stærkeste kikkerter. Vi læser således at „i begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden“. Ligeledes at Gud lovede Abraham: „[Jeg vil] gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner.“ Disse mælkeveje eller galakser er et talende vidnesbyrd om den store Skabers majestæt, og derfor udbrød salmisten træffende: „Himlen forkynder Guds ære.“ — 1 Mos. 1:1; 22:17; Sl. 19:2.
De retfærdige usynlige himle
Bibelen omtaler også Guds usynlige skaberværk, hans hærskare af åndelige skabninger såvel som deres bolig, som „himle“. Sagt i forbigående synes der ikke at være nogen forskel mellem entals- og flertalsformen, „himmel, himle“. Nogle spekulerer på om disse himle blot er en sindstilstand eller om de kan stedfæstes, men Bibelen viser tydeligt at vi må forbinde de åndelige himle med et specielt sted. Vi læser således om et himmelsk sendebud der af Jehova blev sendt til Daniel og som på vejen i enogtyve dage blev opholdt af en dæmonfyrste, indtil fyrsten Mikael kom dette sendebud til undsætning så han blev i stand til at fortsætte til Daniel på jorden. Vi læser ligeledes om hvordan Jehova engang samlede sit hof og dér spurgte Satan hvor han havde været, og Satan svarede at han havde været på jorden. Vi må derfor forbinde de himle hvor de åndelige skabninger bor med et sted.
Disse himle er det „hus“ Jesus hentydede til da han sagde: „I min Faders hus er der mange boliger. . . . jeg går bort for at gøre en plads rede for jer.“ I dette himmelske hus findes Jehova Guds søn, den opstandne, herliggjorte Jesus Kristus, der nu er sin Faders udtrykte billede, seraferne, keruberne og andre åndelige skabninger, himmelske sendebud, såvel som de af Kristi efterfølgere der har været trofaste til døden og som det har behaget Gud at give livets sejrskrans, idet disse har iført sig uforkrænkelighed og udødelighed i „den første opstandelse“. Daniel havde et syn af disse himle, hvor han så tusinder der tjente Jehova og titusind titusinder der stod foran ham. Det er også disse himle der blev opfordret til at glæde sig da Satan blev kastet ud af dem og ned på jorden, som Åbenbaringen det tolvte kapitel beretter. — Joh. 14:2; Dan. 7:10.
Med hensyn til hvordan disse himle, som har særlig interesse for Kristi efterfølgere, er, så synes det ikke muligt at beskrive dem for mennesker. Bibelen fortæller intet om dem og det ville være tåbeligt at give sig til at gisne herom. Eftersom vi får at vide at „kød og blod kan ikke arve Guds rige“, siger det sig selv at himlene ikke kan bestå af bogstaveligt guld og kostbare stene. Sådanne udtryk, som for eksempel findes i Åbenbaringen 21 og Ezekiel 28, skal i stedet betragtes som billedtale. En sådan billedtale hjælper os imidlertid til at forstå at disse himle er prægtige, ja af en uforlignelig herlighed. — 1 Kor. 15:50.
Ligesom stjernehimmelen er højt hævet over jordens atmosfæriske himle, således er Guds trones himle højt hævet over de himle hvor hans åndelige sønner bor. Guds trone er uden tvivl højt ophøjet over alle hans skabninger. Jesus sagde således at visse „engle i Himmelen ser altid min himmelske Faders ansigt“, og antydede hermed at ikke alle engle altid har adgang til at træde frem for Jehova Gud. Det er om denne specielle himmel vi læser: „Så siger HERREN: Himlen er min trone.“ Da Kristus fyrretyve dage efter sin opstandelse forlod sine disciple gik han „ind i selve himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os“. — Matt. 18:10; Es. 66:1; Hebr. 9:24.
„Himle“ som en del af en „verden“
Bibelen taler også om „himle“ som den ophøjede eller overordnede del af en „verden“. Udtrykket verden forekommer cirka 275 gange i King James-oversættelsen og er mere end 170 gange oversat fra det græske ord kosmos. Den berømte græske filosof Aristoteles definerer kosmos således: „Et system der består af himmelen og jorden og af de skabninger der bebor dem; i øvrigt kaldes det smukke og ordnede verdensarrangement kosmos.“ I harmoni med denne forståelse af udtrykket „verden“ er Jehovas ord: „Jeg straffer verden for deres ondskab, . . . jeg får himlene til at skælve og jorden skal rystes ud af sit sted.“ — Es. 13:11, 13, AS.
Bibelen fortæller om fire sådanne himle som de ophøjede dele af fire forskellige verdener. Den første af disse var de retfærdige himle der blev dannet i tiden for Adams og Evas skabelse, da Gud udnævnte en skærmende kerub som deres vogter: „I Eden, Guds have, var du; . . . Du var en salvet, skærmende kerub.“ Denne skærmende kerub var de usynlige himle og Adam og Eva var den synlige jord i denne første verden, som var en retfærdig verden. — Ez. 28:13, 14.
Den retfærdige himmel bestod imidlertid kun meget kort. Den ophørte med den skærmende kerubs oprør, hvorved han gjorde sig til Satan Djævelen. På det tidspunkt endte den retfærdige jord også med Adams og Evas ulydighed. Den verden blev fordærvet og en ond verden begyndte, med Satan selv som de onde himle. Flere og flere kom imidlertid til at høre til disse himle efterhånden som mange af Guds åndelige sønner blev forledt til at forlade deres himmelske bolig og tjeneste og stige ned på jorden for som jordiske hustruers ægtemænd at nyde kønslivets glæder. Disse onde „himle“ gjorde den tids „jord“ så fordærvet at Jehova måtte gøre ende på den med Vandfloden: „Den daværende verden blev oversvømmet af vand og gik til grunde.“ — 2 Pet. 3:6.
Mens Vandfloden udryddede alle onde skabninger af kød og blod, den tids „jord“, tilintetgjorde den ikke de himmelske skabninger, Satan og andre onde gudssønner, men ødelagde blot deres virksomhed eller organisation. Nogen tid efter Vandfloden overlistede disse onde himmelske kræfter menneskene, og verdenen efter Vandfloden blev ond, med en ond himmel og jord. Denne onde verden har bestået lige op til vor tid og kaldes også „den nuværende onde tingenes ordning“. Dens onde himle er de fjender som kristne må kæmpe imod: „Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.“ — Gal. 1:4, NW; Ef. 6:12.
Denne verden, med dens onde himle og dens onde, synlige herskere på jorden samt dem der støtter dem, vil møde sit endeligt i Harmagedon: „Og de nuværende himle og jorden er gemt ved det samme ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes.“ — 2 Pet. 3:7.
Afslutningen på denne onde himmel og jord vil blive efterfulgt af den lovede retfærdige nye verden: „Men efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ Disse nye himle vil bestå af Kristus og hans brud, „den hellige stad, det ny Jerusalem“. Johannes så et syn af disse: „Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fire og fyrretyve tusinde, . . . som er løskøbt fra jorden.“ Som Abrahams åndelige sæd skal disse regere over menneskeheden i tusind år og velsigne og genoprette den til fuldkommenhed som en „ny jord“. — 2 Pet. 3:13; Åb. 14:1, 3; 20:5, 6.
Tjenere som „himle“
Der er endnu to anvendelser af udtrykket „himle“ som er omtalt i Bibelen; det er den plads Guds tjenere har, og den Satans tjenere indtager. Paulus skriver således om de kristne der har et himmelsk håb: „Ja, han har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus.“ Disse Guds tjenere som er blevet født af ånden og gjort til lemmer på Kristi legeme kan med rette siges at indtage en ophøjet eller himmelsk stilling. — Ef. 2:6.
På lignende måde befinder talsmænd for Satan Djævelens religion, hans tjenere, sig som i hans himle, idet de indtager en ophøjet stilling og fremstiller sig som verdens lys. Indbefattet i disse er de frafaldne „vildfarende stjerner“. (Jud. 13) Sådanne Satans tjenere er det åndelige eller religiøse modstykke til de stjerner der omtales af Jesus i Åbenbaringens bog 1:20; 2:1; 3:1.
Med hensyn til den „tredje himmel“ der omtales i 2 Korinter 12:2, og som Harpers Bible Dictionary henviser til og som apostelen Paulus blev bortrykket til, hentyder dette udtryk ikke til at der er flere himle, men til graden af den henrykkelse Paulus oplevede. På lignende måde nævnes ordet „grushobe“ tre gange i Ezekiel 21:27 for at understrege det og give det større vægt. Som omtalt i Johannes 21:15-17 bad Jesus tre gange Peter om at give fårene føde, og i Åbenbaringen 4:8 nævnes „hellig“ tre gange for understregningens skyld.
Vi ser således at udtrykket „himle“ i Bibelen anvendes både om atmosfæren og stjernehimmelen. Det bruges også til at betegne selve Jehovas bolig såvel som det sted hvor hans myriader af åndeskabninger befinder sig. Desuden betegner „himle“ også den ophøjede, usynlige del af en verden eller „tingenes ordning“. Og endelig anvendes „himle“ også om de af Kristi tjenere på jorden som har et himmelsk håb, og om Satans tjenere der indtager ophøjede stillinger og som påstår at være verdens lys.