• Præsteskabet og Bibelen
    Vagttårnet – 1956 | 1. august

    • Jesus virkelig de døde?“ Som svar herpå siger den: „Det er temmelig åbenbart, at de mænd, der skrev evangelierne, troede, at han gjorde. De levede i et ganske anderledes [intellektuelt] klima end vort. De var blevet opflasket med historien om Elisa, og de huskede, hvordan han bragte sjunemkvindens søn tilbage til livet. Vi lever i en verden, der er anderledes. Vi ved, at der sker ting, der ligger over vor fatteevne. . . . Ikke desto mindre nærer vi dyb respekt for den regelbundethed og orden, hvormed Gud styrer universet, og det er ikke let for os at forestille os, at Gud ganske vilkårligt ville tilsidesætte alle sine love for at bringe de døde til live, ikke engang for at demonstrere sin magt eller vise sin herlighed.“

      Men som en beroligelse for dem, der muligvis ikke ville være enige med artiklen, fortsætter den: „Vi vil imidlertid gøre klogt i at være forbeholdne med vor dom i sådanne forhold, som ligger uden for vore umiddelbare erfaringer, og hvorom vi ikke har nogen faktiske beviser.“

      Atter spørger vi: Er det noget under, at folk forsømmer at læse Bibelen, når et bekendende kristent ugeblad har et så uklart syn på Jesu tjenestegerning og mirakler? Selve formålet med miraklerne var jo netop at tilvejebringe noget, der ligger „uden for vore umiddelbare erfaringer“, og for dem, som tror, at Bibelen er Guds ord, er dens vidnesbyrd herom „faktiske beviser“. Jesus selv understregede, at de mirakler, han udførte, var hans anbefaling: „Selve de gerninger, jeg gør, vidner om mig, at Faderen har sendt mig.“

  • Sejr i kristen krig
    Vagttårnet – 1956 | 1. august

    • Sejr i kristen krig

      Selv om krig med kødelige våben blev erklæret ulovlig i morgen, ville den kristne fortsætte med at kæmpe. Hvorfor? Hvordan?

      KRIG kan ikke længer betragtes som „et middel til en praktisk afgørelse af internationale uoverensstemmelser. De enorme ødelæggelser, som vil ramme begge ret jævnbyrdige modstandere, vil gøre det umuligt for vinderen at få andet ud af det end sin egen ødelæggelse.“ „Videnskaben har tydeligt nok gjort krig forældet som et plausibelt voldgiftsmiddel.“ Således erklærede general Douglas MacArthur.

      Selv om videnskabelig realisme fremtvinger afskaffelse af krig, må den kristne soldat fortsætte med at kæmpe, til den endelige sejr er i sigte og virkeliggjort. Hans krig kan ikke afskaffes i eller af denne verden. Hans krig er en livslang fortsat kamp, en daglig strid, uden orlov og uden våbenstilstand. Mens kristne vil stræbe efter „fred med alle“, er de ikke desto mindre de største krigere, verden nogen sinde har kendt. De kæmper for det, som er godt, sandt, ædelt, rent og gudfrygtigt. De kæmper for retfærdighed. Og de tilskyndes af apostelen Paulus til at kæmpe „for sejr i troens rette strid“. — Hebr. 12:14; 1 Tim. 6:12, NW.

      Hvem er disse krigere, som Paulus indkalder til kamp? Det er mænd og kvinder fra alle livsstillinger, som i fuld indvielse har overgivet sig til Gud. De anerkender Kongens myndighed og befalinger. Paulus henvendte sig ikke til verden i almindelighed, heller ikke til dem, som kun er kristne af navn, og som aldrig har indviet sig til Gud for at tage troens strid op. Paulus’ appel var rettet direkte til dem, som har tro og er helt indviet til Jehova. Det er dem, instruktionerne angående den kamp, som nu er i gang, gælder. — 2 Tim. 2:19.

      Hvem kæmper den kristne imod? Han kæmper ikke imod sine medmennesker og ikke med kødelige våben. Han har fået bud om at elske sine medkristne og gøre godt mod sine fjender, han må lægge „bånd på sig selv, når han lider ondt, og med mildhed undervise dem, der ikke er gunstigt stemt, da Gud måske kan lade dem [som øver ondt] angre, hvilket vil føre til nøjagtig kundskab om sandheden“. Kristne har fået befaling til at gengælde ondt med godt, grovhed med mildhed og uhøflighed med høflighed, så at den onde verden kan se, at Guds ånd, kærlighedens ånd, gavmildhed og venlighed virkelig findes, og at ikke alle er ledet af den onde selviskhedens ånd, der behersker denne verdens fornedrede samfund. — 2 Tim. 2:24-26, NW; Matt. 5:44.

      Den kristnes kamp er imod al uretfærdighed, og al uretfærdighed er synd. I seks tusinde år har synden regelmæssigt udbetalt sin løn, den frygtelige dødsstraf, med alle dens ledsagende onder, sygdom, smerte, sorg og vanskeligheder. Ja, synden er en frygtindgydende fjende. Den, som ledte det første menneske i synd og trældom, Satan Djævelen, er en anden af vore fjender. Ikke sådan at forstå, at de kristne direkte kæmper med Djævelen. Han er en mægtig åndelig engel, som kunne gøre de kristne til intet på et øjeblik. De kæmper mod ham ved at modstå hans indflydelse, hans bedrag og forsøg på at vildlede dem og føre dem tilbage til synd og dermed til modstand mod Gud. Paulus gør dette klart, når han siger: „Vi har en kamp, ikke imod blod og kød, men imod magterne og myndighederne, imod dette mørkes verdensherskere, imod de onde åndemagter i de himmelske egne.“ — 1 Joh. 5:17; Ef. 6:12, NW.

      Ja, Satan er en mægtig fjende. Han er den, der egentlig anstifter alt det, den kristne må kæmpe imod. Med sin snuhed og sine kneb leder han krigen mod Guds indviede tjener. Denne tjener må kæmpe mod denne verdens ånd og indstilling, som beherskes af Satan. Verdens tankegang, dens motiver og bevæggrunde, dens