Ordets tjenere skønt de også udfører verdsligt arbejde
1. Hvad kaldes den politiske øvrighed i Romerbrevet 13:1-6?
I ROMERBREVET 13:1-6 skrev apostelen Paulus om „de højere myndigheder“, det vil sige den verdslige øvrighed: „Den er Guds tjener [diaʹkonos] til gavn for dig. Men hvis du gør det onde, da frygt; det er nemlig ikke for ingenting den bærer sværdet; den er jo Guds tjener [diaʹkonos], en hævner der skal give udtryk for vrede mod den der øver det onde. Der er derfor en tvingende grund til at man underordner sig, ikke alene for vredens men også for samvittighedens skyld. Det er jo også af den grund I betaler skat; de er jo Guds offentlige tjenere der til stadighed tjener netop dette formål.“
2. I hvilke forskellige betydninger benyttes det græske ord diaʹkonos?
2 Der var imidlertid stor forskel på den verdslige tjeneste der blev udført af disse politiske øvrigheder og den religiøse tjeneste der blev udført af apostelen Paulus og hans medkristne, som ikke var en del af denne verden. Deres virkefelter var vidt adskilte. At ordet diaʹkonos blev benyttet om den verdslige øvrighed udelukkede ikke at Paulus og hans medkristne kunne betegnes med det samme ord. De var Guds tjenere i religiøs forstand. De var ordets tjenere.
3. Hvad er Jehovas vidner i dag, ligesom Tykikus og Timoteus, og hvorfor?
3 Apostelen Paulus betegnede Tykikus som „en elsket broder og trofast tjener [diaʹkonos] i Herren“. (Ef. 6:21; se også Kolossenserbrevet 1:7; 4:7.) Ligeledes kaldte han Timoteus „vor broder og Guds tjener [diaʹkonos] i forkyndelsen af den gode nyhed om Messias“. (1 Tess. 3:2) Svarende hertil må Jehovas indviede og døbte vidner som i vor tid forkynder „denne gode nyhed om riget“ fra hus til hus, være ’Guds tjenere i forkyndelsen af den gode nyhed om Messias’. — Matt. 24:14; Mark. 13:10.
4. Hvordan viser Bibelen at både den kristne menighed som et hele og dens enkelte medlemmer har en tjeneste (diakoniʹa) at udføre?
4 Hvordan så med menigheden af døbte kristne som et hele? Henvendt til menigheden i Tyatira i Lilleasien sagde Guds herliggjorte søn, Jesus Kristus: „Jeg kender dine gerninger og din kærlighed og tro og tjeneste [diakoniʹa].“ (Åb. 2:18, 19) Og til menigheden i Korint i Grækenland skrev Paulus: „Der er forskellige former for tjeneste [diakoniʹa], og dog er det den samme Herre.“ (1 Kor. 12:5) I overensstemmelse med dette skænkede den herliggjorte Jesus Kristus fra og med pinsedagen i år 33 sin jordiske menighed gaver i form af mennesker — nemlig apostle, profeter, evangelieforkyndere, hyrder og lærere — i den hensigt at „bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme“. (Ef. 4:7-12) Desuden skrev apostelen Paulus følgende til alle medlemmerne af den jødekristne menighed i Jerusalem: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste.“ (Hebr. 6:10) Alle udførte altså en tjeneste som Jehova Gud kunne godkende.
Angående verdsligt arbejde
5. Kan de der er ordets tjenere i den bibelske betydning have verdsligt arbejde ved siden af? Begrund svaret.
5 At være en ordets tjener som et indviet og døbt medlem af Jehovas Vidners menighed er ikke ensbetydende med et liv i luksus og magelighed. Man må ikke her drage nogen sammenligning med de religiøse „tjenere“ eller præster der findes i kristenhedens kirker. De der er ordets tjenere i udtrykkets bibelske betydning kan udmærket have verdsligt arbejde ved siden af. Selv Jesus var jo tømrer i Nazaret indtil han var 30 år gammel. Derefter viede han al sin tid til den tjeneste Guds ånd salvede ham til at udføre.
6. (a) Hvilken betydning ligger der i det græske ord for tjener? (b) Hvordan kunne Paulus ære sin tjeneste?
6 Det græske ord diaʹkonos kommer fra diaʹ, der betyder „igennem“, og koʹnis’ der betyder „støv“. For en græker ville ordet altså bibringe tanken om en der gik gennem støvet for at stille sig til rådighed eller udføre en tjeneste. Alligevel benyttede apostelen Paulus en form af dette græske ord da han sagde: ’Jeg ærer min tjeneste.’ (Rom. 11:13) Og han beviste at han talte sandt ved at fortsætte med sin tjeneste lige til det sidste.
7. (a) Forsimpler man tjenesten for Guds rige ved ikke at tage betaling for den? (b) Hvordan ser de der tjener Guds rige på det at udføre nødvendigt, verdsligt arbejde?
7 Paulus udførte ikke sin nidkære tjeneste for at vinde sig personlig ære. Han forlangte ingen betaling af dem han forkyndte „den gode nyhed“ for. Derved forsimplede han dog heller ikke sin tjeneste, for selv om de der tog imod „den gode nyhed“ ikke skulle betale for den, måtte de alligevel beregne hvad det ville koste dem at handle efter den. Paulus betragtede det som en stor ære at han var blevet betroet denne herlige „gode nyhed“, ja, han betragtede det som en tjeneste der var uden lige i sammenligning med de indbringende stillinger denne verden kunne tilbyde. Nutidens Jehovas vidner følger apostelen Paulus’ eksempel. Hvordan? Ved ikke at udføre deres tjeneste, forkyndelsen af budskabet om Guds rige, for at opnå personlig vinding i materiel eller verdslig forstand. De anser det for uret at benytte Rigets budskab som et middel til at sikre sig en behagelig tilværelse. Men selv om de kan være nødt til at udføre verdsligt arbejde, vil dette altid være af sekundær betydning for dem. Tjenesten for Guds rige er værd at bringe ofre for!
8. Hvordan fortsatte Paulus med at ære sin tjeneste efter at han omsider var kommet til Rom?
8 Da apostelen Paulus omsider nåede til Rom og kom i forbindelse med menigheden dér, fortsatte han med at gøre det han havde skrevet i sit brev til menigheden nogle år tidligere: han ’ærede sin tjeneste’. Hvordan kunne han gøre dette, til trods for at han var fange og var i lænker? Hans trofaste ledsager, lægen Lukas, forklarer: „Da vi til sidst kom ind til Rom, fik Paulus lov til at bo for sig selv sammen med den soldat der bevogtede ham. Men tre dage senere sammenkaldte han de mænd der var de førende blandt jøderne. Da de var samlet [talte Paulus til dem] . . . Han blev så i hele to år i sit eget lejede hus, og han tog venligt imod alle som kom til ham, idet han forkyndte Guds rige for dem og underviste i det der vedrører Herren Jesus Kristus med den største frimodighed, uden at blive hindret.“ — Apg. 28:16-31; Ef. 6:20.
9. I hvilket omfang blev Paulus’ fængselsophold og årsagen hertil kendt i Rom, og hvordan betragtede de kristne i byen det
9 Hvad var resultatet af den tjeneste Paulus således udførte i sit fangenskab? Han fortæller selv: „Nu ønsker jeg at I skal vide, brødre, at mine forhold er blevet til fremgang for den gode nyhed snarere end det modsatte, så at mine lænker er blevet almindeligt kendt i forbindelse med Kristus for hele prætorianergarden og alle de andre; og da de fleste af brødrene i Herren er tillidsfulde som følge af mine lænker, har de så meget mere mod til at tale Guds ord uden frygt.“ „Alle de hellige, men især de fra kejserens husstand, sender jer deres hilsener.“ — Fil. 1:12-14; 4:22.
Tiden inde til at give tjenesten en værdig plads
10. Hvornår adlød resten af Jehovas trofaste folk opfordringen til at drage ud af den falske religions verdensimperium?
10 Jehovas vidner har adlydt Guds befaling om at drage ud af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 lykkedes det Babylon den Store i samarbejde med de krigsførende politiske magter at begrænse Jehovas indviede og døbte folks arbejde. De gik så vidt som til at sætte nogle af de ledende medarbejdere fra hovedkontoret i fængsel. Men i efterkrigsåret 1919 blev disse medarbejdere atter sat på fri fod, og begrænsningerne blev hævet. Man indså nu at en reorganisering var nødvendig hvis man skulle udføre den forudsagte forkyndelse af „denne gode nyhed om riget“ i hele verden. — Matt. 24:14.
11. (a) Hvad afslørede „restens“ medlemmer angående Babylon den Store da de samledes til et stævne i 1919? (b) Hvilken tidsalder hilste de velkommen, og hvilket blad begyndte i overensstemmelse hermed at udkomme?
11 Medlemmerne af den salvede rest blev altså reorganiseret med henblik på at udbrede „den gode nyhed“ som aldrig før. Med dette for øje holdt de i september 1919 et generalstævne i Cedar Point, Ohio, USA, hvor de offentligt afslørede at Babylon den Store støttede dannelsen af det foreslåede Folkeforbund, der af protestantiske præster blev betegnet som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Stævnedeltagerne hilste den kommende guldalder under Guds rige ved Kristus velkommen, og det blev bekendtgjort at man i oktober 1919 ville begynde at udgive et nyt blad på engelsk sammen med bladet Vagttårnet, og at dette nye blad ville komme til at hedde „The Golden Age“ (Den Gyldne Tidsalder). På grund af det voksende behov for trøst som følge af udviklingen i verden, blev bladets navn på engelsk senere ændret til „Consolation“ (Trøst). Efter den anden verdenskrig blev navnet ændret til „Vågn op!“
12. (a) Hvordan fik „restens“ medlemmer en ny identitet som ordets tjenere? (b) Hvad betød alt dette for deres tjeneste for Guds rige?
12 Alt dette førte til at disse forkyndere af Guds rige i endnu højere grad trådte frem som ordets tjenere. I 1931 tog de afstand fra alle de nedsættende navne som Babylon den Store vedblivende hæftede på dem, og antog et nyt navn der var begrundet i Bibelens profetier, nemlig Jehovas Vidner. (Es. 43:10-12) Dette gav dem en ny identitet i forhold til Babylon den Store og dens politiske støtter. De afførte sig så at sige den gamle religiøse klædning, der var blevet besmittet og tilsmudset ved kontakten med Babylon den Store, og iførte sig „højtidsklæder“ der svarede til deres præstelige værdighed og tjeneste. (Zak. 3:4, 5) Dette behagede deres Gud, Jehova. De var som forvandlede for hans øjne. Derved ærede og ophøjede de deres tjeneste over for Gud.
13. (a) Hvordan blev der fra og med 1935 givet endnu et bevis på at „resten“ havde genvundet Guds gunst? (b) Hvad gjorde medlemmerne af ’den store skare’ ligesom de der tilhørte „resten“, med deres tjeneste?
13 Skete der noget synligt som viste at den salvede rest havde genvundet Guds gunst efter den første verdenskrig? Ja, et stort antal oprigtige mennesker som søgte den eneste levende og sande Gud, begyndte nu at samarbejde med den forholdsvis lille rest der var tilbage af ’det kongelige præsteskab’. (1 Pet. 2:9) Dette var især tilfældet fra foråret 1935, hvor der blev holdt et generalstævne i Washington, D.C. Den 31. maj holdt præsidenten for Vagttårnets selskab her foredraget „Den store skare“, som var bygget over Åbenbaringen 7:9-15. Dagen efter symboliserede 840 deres indvielse til Jehova Gud ved vanddåben. De fleste af disse dåbskandidater nærede det håb der gjaldt ’den store skare’, nemlig håbet om et jordisk paradis under Kristi rige. De var udmærket klar over at det indebar at de måtte slutte sig til den salvede rest i arbejdet fra hus til hus som tjenere for Jehova Gud. De begyndte også at ’ære deres tjeneste’.
14. Hvad er de der tilhører ’den store skare’ forpligtede til at gøre som følge af deres indvielse og dåb, selv om de måske ikke er i stand til at ofre al deres tid i forkyndelsen af Riget?
14 Indtil nu har hundredtusinder af retsindige mennesker stillet sig på den salvede rests side i tjenesten for Riget. De har ikke alle sammen været i stand til at ofre al deres tid i denne tjeneste som heltidsforkyndere, rejsende tilsynsmænd eller medarbejdere på et af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer. Jordiske forpligtelser har betydet at de fleste af dem må udføre verdsligt arbejde det meste af deres tid eller i hvert fald en stor del af deres tid. Alligevel indebærer deres indvielse til Gud, som de har symboliseret ved vanddåben, at de tjener hans riges interesser som ordets tjenere.
15. Hvordan befinder de sig i samme situation som apostelen Paulus i Korint?
15 De befinder sig i noget nær samme situation som apostelen Paulus under opholdet i Korint. I halvandet år arbejdede Paulus her som teltmager sammen med Akvila, en jøde der var kommet til troen. — Apg. 18:1-11.
16. Hvad sagde apostelen Paulus om sit forhold til verdsligt arbejde da han undervejs til Jerusalem gjorde ophold i Milet?
16 Vi husker også hvad Paulus sagde da han undervejs til Jerusalem gjorde ophold i Milet i Lilleasien. Han sendte her bud efter de ældste eller tilsynsmændene fra menigheden i Efesus, og under mødet med dem sagde han blandt andet: „Hold jer derfor vågne, og husk at jeg i tre år, nat og dag, ikke holdt op med at formane hver enkelt med tårer. . . . Jeg har ikke begæret nogens sølv eller guld eller klædning. I ved selv at disse hænder har sørget for hvad jeg og de der var med mig trængte til. Jeg har i alle ting vist jer at I, ved således at slide i det, bør hjælpe dem som er svage, og huske Herren Jesu ord, da han sagde: ’Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.’“ — Apg. 20:31-35.
17. (a) Trak Paulus sin tjeneste ned på et ringere plan ved nu og da at tage verdslig beskæftigelse? Forklar nærmere. (b) Var Paulus den eneste af datidens indviede kristne der måtte udføre verdsligt arbejde ved siden af den religiøse tjeneste? Hvilket fortidigt eksempel kan vi henvise til?
17 Paulus trak ikke sin religiøse tjeneste ned på et lavere plan fordi han midlertidigt udførte en verdslig beskæftigelse, et betalt arbejde. Han sørgede derimod for at kunne udføre sin forkyndelse og undervisning uden udgift for sine tilhørere og elever. På den måde sikrede han at hans undervisningsarbejde ikke kunne anklages for at være et pengeforetagende. (1 Kor. 9:13-18) Hvad dette angår, gjorde han virkelig hvad han sagde: Han ’ærede sin tjeneste’. (Rom. 11:13) At han understøttede sig selv i sin tjeneste, viste at han havde et helt igennem uselvisk motiv til at udføre denne tjeneste for Guds rige. De fleste af hans indviede kristne medtjenere måtte også arbejde verdsligt for at forsørge sig selv i deres tjeneste; ja, nogle af dem var endog trælle for ikke-kristne herrer. (Apg. 18:1-4; Rom. 16:3-5) Nødvendigt verdsligt arbejde trækker ikke tjenesten for Riget ned på et lavere plan, for vi må huske på at levitterne under Moseloven kun tjente ved templet i Jerusalem en uge hvert halve år, foruden ved de årlige højtider. Resten af tiden boede de i deres levitbyer rundt om i landet og arbejdede dér for at forsørge deres familier. De udførte altså også verdsligt arbejde ved siden af deres religiøse tjeneste.
18. (a) Er disse ordets tjenere blandt Jehovas vidner berettigede til de dispensationer man giver de religiøse tjenere inden for Babylon den Store? (b) Hvordan ærer de deres tjeneste selv mens de udfører verdsligt arbejde?
18 Dét at mange af Jehovas indviede og døbte vidner finder det nødvendigt at udføre verdsligt arbejde det meste af deres tid, kan altså ikke benyttes som noget argument for at de ikke er ægte ordets tjenere, berettigede til alle de dispensationer myndighederne giver Babylon den Stores religiøse tjenere. Selv om de må udføre verdsligt arbejde lader de Guds riges interesser gå forud for alt andet, og eftersom de forkynder Guds rige fra hus til hus, er de afgjort dette riges tjenere og rangerer på ingen måde lavere end „statens tjenere“ i denne verden. Ved at udføre kvalitetsmæssigt arbejde for deres verdslige arbejdsgivere ærer de også indirekte deres tjeneste. Derved ærer de den Gud som de yder hellig tjeneste.
19. (a) Hvad vil ordets tjenere som nu må udføre verdsligt arbejde gøre hvis de får mulighed for det? (b) Hvad ønsker alle indviede og døbte Jehovas vidner at gøre, uanset hvor stor en del af deres tid de kan bruge i den direkte tjeneste for Guds rige?
19 Hvis forholdene skulle ændre sig for nogle af disse ordets tjenere så de får lejlighed til at bruge al deres tid i tjenesten for Guds rige, siger det sig selv at de med glæde vil udnytte denne mulighed så godt de formår. Men hvad enten vi kan ofre al vor tid eller kun en del af den i det direkte arbejde med at fremme Guds oprettede riges interesser, ønsker vi uophørligt at ’ære vor tjeneste’.